Smile Like You ❋ 1D (HLY Special)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 nov. 2013
  • Opdateret: 30 nov. 2013
  • Status: Igang
Læs først, når du har læst hele serien færdig. Det samme gælder for traileren :) // Hvis du har læst HLY færdig, så ved du, hvad dette er. Til nye læsere ønsker jeg ikke at afsløre noget :) Enjoy! x

127Likes
38Kommentarer
6837Visninger
AA

7. 4 - ”Lad ikke mig stå i vejen."

”Jeg fortalte dem, at jeg var alene om det, så du skal ikke frygte noget. Sagen er lukket.” Det smil Harry nu gav mig var ikke rigtigt til at beskrive. Jeg kunne både se, at han var tilfreds med sig selv, men samtidig var der også noget andet gemt, jeg ikke helt kunne gennemskue.

”Hvorfor, Harry? Jeg mener, nu sidder du her som den eneste, og skal være her i fire år?” Harry kiggede igen på mig, og prøvede at samle sig sammen til at snakke. Jeg vidste det var svært for ham, når nogle nævnte antallet af år, han skulle tilbringe på det her sted. Han hadede det allerede som pesten.

Han trak på skuldrene, ”er det ikke lige meget? Du slap fri, og jeg sidder her. Det er nu også altid sådan, at det er lederen, der ender med at sidde bag tremmer.” Det første smil kom frem på Harrys læber som han forsigtigt grinte over sin egen kommentar. Han var lederen, og det vidste han. ”Men det går også alt sammen. Tro det eller lad vær, men Georges mor var forbi i går. Hun sagde hun ville snakke med politiet,” sagde Harry lavt.

”Snakke med politiet? Mener du, at du kan komme ud?”

Harry rystede på hovedet. ”Du burde kende loven, Liam. Hun vil se om hun kan give mig nogle færre år, eftersom hun ikke ønsker at endnu en ungdom skal gå til spilde.” Det måtte betyde meget for Harry, at selv Georges mor prøvede at hjælpe ham, men jeg forstod bare ikke hvorfor. Hun måtte have et godt motiv, som jeg ikke kendte til.

”Jeg håber da for dig, at du kan komme ud før,” sagde jeg forsigtigt med et smil og studerede Harry i hans fangedragt. Det kunne let have været mig, der havde siddet der. Udelukket for alt omkring sig: venner, familie, kæresten. Jeg havde ikke en kæreste lige nu, men håbede da inderligt, at jeg snart kunne gennemskue Jackie. Dog følte jeg lidt på den måde Harry opførede sig på, at jeg skulle indstille mig på at støtte de to med alt, hvad jeg kunne. Selv om Jackie så ikke ville blive pigen i min liv, vidste jeg at Harry ville passe på hende, at vi stadig kunne forblive bedste venner, og så skulle jeg nok finde mit livs kærlighed på et andet tidspunkt.

”Hvad tænker du på?” spurgte Harry mig og fik mig hevet ud af tankerne.

Jeg rystede på hovedet, ”ikke noget.”

Harry rullede med sine grønne øjne, ”må jeg have lov at gætte på Jackie?” Hans gæt overraskede mig, men med et nik erkendte jeg det. Hvorfor også gemme på det, Harry kendte mig alligevel for godt. ”Jeg tænkte bare på, at jeg vil støtte jer.”

Harry blev stille efter det, og jeg kunne mærke på ham, at han ikke kunne lide at snakke om det. Han vidste, at jeg da lige nu gerne ville være i hans sted, men han skulle også vide, at jeg var moden nok til at acceptere, hvis tingene endte anderledes. ”Jeg-”

Jeg afbrød ham. ”Harry, Jackie betyder meget for mig, du betyder meget for mig, hvis I kan lide hinanden, så vil jeg være der for jer begge to sammen,” smilede jeg. Jeg havde tænkt dette meget igennem, og var kommet frem til, at Jackie ikke skulle udstilles som et objekt. Hun skulle ikke være en præmie. Hun var en pige, der bare var heldig at have to drenge, der ville gøre alt for hende.

Harry smilede endelig, ”prøv at tænk tilbage på dit yndlings øjeblik med hende. Lige meget hvad der sker, Liam, så vil vi alle være venner.”

Flashbacket kom hurtigt til mig, som jeg så den et års gamle episode for mig i billeder.

 

”Har du prøvet at se på mit liv, her på det sidste? Jeg har i flere dage nu, prøvet at holde følelsen for en sød pige væk, men til sidst har jeg simpelthen ikke kunne holde til det mere. Jeg opgav mit omdømme for hende, og nu gider hun mig slet ikke.” Og med det opgav jeg det hele og vendte mig om, for at gå ind i bilen igen. Med idét jeg skulle til at åbne bildøren, hørte jeg skridt bag mig.

Jackie vendte mig forsigtigt om, og kiggede mig i omkring 2 sekunder undskyldende ind i øjnene, inden hun blidt kyssede mine læber. Jeg tog mine hænder om hendes hofter og kyssede hende igen og mærkede nærmest ikke regnen imens. Heller ikke, da hun trak sig væk og kiggede på mig. ”Jeg håber virkelig at jeg var den pige du snakkede om, for ellers er det her godt nok akavet.” Hun sagde det med et forsigtigt smil, der var typisk hende. Så uden at sige svare hende, kyssede jeg hende igen som svar. Jeg mærkede alt det hun have været igennem, da jeg forsigtigt pressede mine læber mod hendes igen, og pressede hende tættere ind mod mig.

 

Jeg smilede for mig selv af øjeblikket og savnede at have den tilknytning til Jackie. Og Harry kunne se min glæde. ”Liam, du bliver nødt til at sige til hende, hvordan du har det med alt det her. Vi kender Jackie, hvis hun ikke får noget at vide, vil hun gå at overtænke det hele. Og så tror jeg ærligtalt ikke det bliver lige så ægte,” bestemte Harry og slog ud med armene, for at få mig til at indse, hvad jeg burde gøre. Vi vidste godt begge to, hvad Jackie ville vælge, nu var det vigtige bare at lade hende vide, at hun ikke skulle føle hun gjorde noget forkert. Kærlighed var noget af det vigtigste, det var ikke bare en leg. Jeg måtte gøre det rigtige.

”Men, hvad nu hvis hun ikke-”

”Det er min sidste mission til dig, Liam.” Harry smilede for sig selv, og jeg kunne kun gengælde det. Den måde han nu jokede med hans gamle personlighed, var nok til at få mig til at rejse sig.

”Men pas godt på hende, når det er Harry. Hun betyder også meget for mig,” fortalte jeg ham.

Harry nikkede og gav mig et smil, der fortalte mig hans følelser om min bedste veninde. Det skulle nok blive interessant i fremtiden.

***

Med nervøse skridt fandt jeg endelig mig selv foran Jackies mormors hus. Utroligt at Harry faktisk havde fået mig overtalt til at gøre dette, men nu var jeg her altså. Jeg huskede episoden i supermarked, hvor Vera straks havde snakket med Jackies mormor, hun var en flink dame. Dog havde jeg foretrukket, at det var Jackie der åbnede døren, og ikke hende. ”Hej med dig, Liam ikke?”

Hun smilede forsigtigt til mig, da jeg nikkede. ”Er Jackie hjemme?” Da jeg havde spurgt hende, gik det op for mig, at jeg ikke havde gennemtænkt den her plan. Hvad nu hvis Jackie ikke var hjemme? Hvad skulle jeg så gøre? Det var ikke engang sikkert hendes mormor vidste, hvor hun befandt sig.

Idét mine tanker var ved at give op for tid, fik jeg et svar. ”Hun er på Burger Macs og arbejder, jeg er sikker på hun vil værdsætte dit besøg.”

Og med det sagt, lukkede hun døren og lod mig stå udenfor. Jeg skulle altså til Burger Macs.

Jeg kunne ikke huske, hvornår jeg sidst havde været der. Efter Jackie var flyttet, havde jeg altid takket nej, når mine forældre spurgte om vi skulle spise der. Det gav mig alt for mange minder, jeg på det tidspunkt ikke ønskede at huske. Men lige nu ønskede jeg ikke noget andet, end at være tilbage i de gamle rammer.

Da jeg kom hen til parkeringspladsen, kom en masse episoder frem i mine tanker. Selvfølgelig stod den med ketchuppen mest klar for mig, selv om jeg også huskede tiderne, hvor vi var alene i køkkenet. Tænk hvor meget et sted havde gjort for en.

Jeg åbnede døren til restauranten og hørte klokken over døren. Den måtte være ny, for jeg havde aldrig hørt den før. Men da jeg kiggede rundt kunne jeg ånde ud, da alt andet udover klokken lignede sig selv. Mit blik søgte bordet os drenge plejede at sidde ved, og da jeg fandt det, fik jeg et chok.

Udover Jackie, der tog bestillinger hos dem, sad ingen ringere end Niall og Zayn.

Sidst jeg havde set dem, hvis man undlod det akavede møde på politistationen, var det helt tilbage til før sommerferien. Hvorfor var de her mon?

Louis, der også sad ved bordet, smilede stort til mig, da han så mig. ”Liam!” Alle blikkene vendte sig mod mig, og det var nærmest som en reunion. Jeg måtte dog indrømme, at jeg aldrig havde set den her kombination af mennesker sidde sammen. Foran mig sad Niall, Zayn og Louis. Vi var her alle udover Harry (det var nok det aller mærkeligste). Men udover det havde Louis sin arm rundt om Mollys hofte, og smilede kært til sin datter. Jeg var glad for, at de havde fundet ud af det de to.

”Hvordan går det, Liam?” Niall havde for en gangs skyld hans solbriller oppe i håret, og jeg kunne nyde hans kønne øjne. En eller dag måtte en pige falde pladask for dem, hvis det ikke allerede var sket. Jeg havde ikke snakket med dem i evigheder, gad vide hvad de havde gået igennem?

”Det går fint nok, lidt mærkeligt med alt det med Harry, men hvad med jer drenge? Jeg har ikke snakket med jer i evigheder.” Det overraskede mig faktisk hvor flinke de opførte sig, Niall og Zayn. På politistationen havde de påtaget sig Harrys rolle, men her var det som om de havde fundet sig selv. De smilede endda til mig.

Zayn trak på skuldrene, ”efter Harrys fængsling, tænkte vi på at komme tilbage. Det fylder jo meget hos os alle, den episode.” Mens han snakkede lagde jeg mærke til, at han sørgede for at holde øje med Jackie. Han vidste nok godt, hvad hun vidste, men ikke hvordan hun tog det hele.

”Det er i hvert fald rart at se jer, drenge,” smilede jeg. Det sidste jeg havde regnet med, da jeg vågnede i morges var at se de to drenge, men nu sad de lige her. Forhåbentlig ville dagen fortsætte lige så godt.

Jackie tog en bakke og gik op til disken, hvor jeg spontant valgte at følge efter hende. ”Tror du, at du har mulighed for at få tidligere fri?” spurgte jeg uden rigtigt at tænke mig om, hvilket resulterede i et forundret ansigtsudtryk fra Jackie.

”Øhm, det ved jeg ikke, jeg kan da lige-”

Mens hun svarede mig, kom hendes far ud fra køkkenet og smilede stort til mig. ”Liam! Længe siden min knægt,” sagde han og stillede sig ved siden af Jackie, over for jeg.

”Far, kan jeg måske godt få tidligere fri?” spurgte Jackie hurtigt og afventede svaret, jeg kunne se hun ikke troede var positivt.

Og hun havde ret. ”Fri, hvad mener du dog? Gør dit ben ondt?” Først nu lagde jeg mærke til, at Jackie havde fået erstattet gipsen med en ting, der satte benet på plads, så hun lettere kunne gå rundt. Det måtte være befriende.

Jackie rystede på hovedet af sin far, ”nej, det er ikke det. Det er bare, at-”

”-Jeg kunne godt tænke mig at tage Jackie med et sted hen,” afsluttede jeg for hende, og fik et overrasket udtryk fra hendes far. Forhåbentlig lod han mig gøre det, da han før havde udvist, at han godt kunne lide mig.

Og heldigvis holdt det ved her. ”Så tag da af sted, men husk nu at passe på dit ben,” smilede han og gav Jackie et kys på panden. Tilfreds smilede jeg for mig selv, da Jackie smuttede ud for at skifte tøj, så vi kunne komme af sted. Utroligt hun så spontant bare havde takket ja til mit tilbud. Det fik mit humør til at vokse, da jeg så ikke var helt lige meget. Men jeg holdte stadig ved, hvorfor jeg var her. Jeg ville fortælle hende, at hun ikke skulle føle nogen tvang. Jeg ved egentlig ikke, hvordan det var kommet frem til, at jeg ønskede at tage hende med hen til Georges grav. Det var nok ikke det bedste sted, men jeg følte bare, at det måske ville hjælpe på situationen, da George og Jackie også havde været gode venner, lige som jeg var med hende nu.

Også fordi Jackie ikke havde reageret negativt, da Zayn havde nævnt det, sad vi nu i bilen på vej til kirkegården.

Jackie vidste straks hvor vi var, da hun steg ud af bilen. ”Her har jeg godt nok ikke være længe,” pointerede hun, men forholdt sig alligevel roligt. Det var positivt nok for mig.

”Jeg tænkte at vi begge havde brug for at sige et sidste farvel til George, hvis du forstår hvad jeg mener.” Jackie kiggede på mig og viste mig i et enkelt blik, hvor taknemmelig hun var over, at jeg havde taget hende med herhen. Hun havde nok ikke selv haft modet til det.

”Du aner ikke hvor meget jeg selv har ønsket at gøre dette,” nærmest hviskede hun, da jeg stod helt tæt ved hende. ”Jeg vil gerne komme videre.” Jeg måtte ærligt indrømme, at jeg havde troet hun ville have reageret anderledes. Men som vi gik mod gravstenen, begyndte jeg at forstå, at hun virkelig ønskede at komme videre. Præcis sådan jeg også havde det.

”Savner du ham nogen sinde?” spurgte jeg, da vi stod foran hans gravsted.

 

George Simon Taylor

17 år vil aldrig være nok til at opfylde sine drømme

Du vil altid være savnet

 

Det var meningen, at forældrene ikke havde oplyst fødsels- eller dødsdato, da jeg havde hørt det var for hårdt for dem. Men deres ord på gravstenen sagde alt. Kun sytten år, og så var han væk. Et tennistalent, der aldrig ville få sin første store medalje. Det gjorde ondt som jeg tænkte på, hvad George egentlig kunne have opnået. Men nu var han væk, alt sammen på grund af en latterlig fejl, jeg desværre havde været en del af. Det var forfærdeligt at tænke på.

Jackie undlod at svare på mit spørgsmål, hvilket jeg først bemærkede, da hun talte om noget helt andet. ”Liam, vil du ikke følges med mig over til et tætliggende sted?” spurgte hun og gav mig et forsigtigt smil. Forvirret nikkede jeg og kunne ikke komme på, hvad der skulle ligge i nærheden, før hun trak mig med hen af en sti, og jeg så søen for mig.

Den selvsamme sø, hvor vi havde vores første kys, inden hun løb væk. Det måtte være omkring et årstid siden nu, men mindet stod stadig ligeså klart. ”Søen,” udbrød jeg og mærkede et klem, da Jackie trak mig helt hen til fodbredden. En masse efterårsblade lå spredt på søen og jeg smilede fornøjet over det selvsamme syn som sidst jeg havde været her. ”Jeg kan huske da vi var her første gang.” Jackie nikkede ved siden af mig, og som vi stod der og kiggede ud over søen, blev jeg helt sikker i min sag. Det kunne godt være jeg havde mange følelser for Jackie, men jeg ønskede blot det bedste for hende, og det hun havde med Harry var noget helt specielt. Hun havde hjulpet Harry med at blive en bedre person, og det burde de virkelig holde ved.

”Hvorfor valgte du egentlig at tilgive Harry og jeg, Jackie?” spurgte jeg og valgte at stå med min front mod hende, så vi automatisk kiggede hinanden ind i øjnene. Det her var ret vigtigt for mig.

Jackie tøvede kort, inden hun forklarede mig hendes situation. ”Først, så har du haft en kæmpe betydning i mit liv, og jeg husker stadig, da vi mødtes første gang. Jeg har altid kendt dig, Liam, og det følte jeg bare ikke jeg kunne give slip på. Og med Harry, der …” Hun løb tør for ord, og jeg vidste godt hvorfor. Hun vidste ikke hvordan hun skulle beskrive sine følelser.

”Du kan godt lide ham, ikke?” Det blik hun nu gav mig, gav mig alt den grund til, at jeg vidste hvad jeg gjorde var rigtigt. Jackie blev så let så usikker, og det ønskede jeg ikke, at hun skulle være mere.

”Jeg-”

Igen løb hun tør for ord, hvilket fik mig til at gribe ind. ”Jackie, jeg elsker at være din bedste ven, men du må ikke gå og være bange for at vise dine følelser. Jeg ved du elsker Harry, måske er det ikke gået op for dig endnu, men I har været igennem så meget. Du har altid gjort det bedste for ham, du har hjulpet ham med at ændre dig, og alt det er jeg så stolt over, at du har præsteret.” Jeg holdt en kort pause, og ventede på, at hendes kønne øjne nu kiggede ind i mine. ”Lad ikke mig stå i vejen. Du synes måske det er svært, og føler dig ikke så tryg ved kærlighed, men tro mig, så snart du indser det, vil du blive lykkelig. Og når du er lykkelig, er jeg glad.” Jeg vidste ikke, at jeg indeholdt alle disse ord, men som de kom ud, blev jeg mere og mere sikker i min sag. Harry og Jackie blev nødt til at være sammen.

Jackie smilede forsigtigt og trak mig pludselig ind til et kram. ”Hvordan ved du altid, hvad du skal sige, Liam? Jeg lover at vi altid vil være bedste venner, lige meget hvad der sker,” sagde hun, og jeg følte virkelig, at jeg havde gjort det rigtige. Jeg havde hjulpet hende, og når jeg gjorde det, kunne intet være bedre.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...