Smile Like You ❋ 1D (HLY Special)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 nov. 2013
  • Opdateret: 30 nov. 2013
  • Status: Igang
Læs først, når du har læst hele serien færdig. Det samme gælder for traileren :) // Hvis du har læst HLY færdig, så ved du, hvad dette er. Til nye læsere ønsker jeg ikke at afsløre noget :) Enjoy! x

127Likes
38Kommentarer
6981Visninger
AA

6. 3 - "Er I to egentlig et par?"

”Du mener ikke, at det er George og jeg vel?” spurgte Harry med store øjne, da han studerede billedet, jeg havde medbragt. Georges mor havde givet mig det, og jeg følte det var mest rigtigt, også at vise det til Harry. Det var noget fra hans liv før plejeforældrene, hvilket jeg vidste, han ønskede at huske alt fra. Så det havde han muligheden for nu. ”Men så har jeg jo-” Harry rystede på hovedet og gav mig billedet tilbage, da det grusomme gik op for ham.

”Jeg ville ikke vise dig billedet for at du skulle føle større skyld, Harry. Jeg ønskede at give dig et minde fra dit første år.” Forsigtigt smilede jeg til ham og afventede hans svar.

Det blev et suk.

”Jeg forstår ikke hvorfor du, Chloe og Liam stadig snakker til mig, når jeg-” Han kunne ikke afslutte sin sætning og kiggede blot ned i bordet.

Jeg gav ham et smil, men han bemærkede det ikke. ”Det er let at svare på, Harry. Selv om du har gjort dig en stor fejl, så stod du ved den og fortryder det hele den dag i dag. Du har en masse værdier, der er værd nok til at holde af dig.” At alle de søde ord fløj ud af mig, havde ingen af os vidst regnet med. Harrys blik der mødte mig derefter var nemlig søgende. Han ønskede at få mere at vide, hvorfor jeg pludselig kunne komme frem til sådan en konklusion. Men med alle de tanker jeg havde gået med de sidste par dage, var det hvad jeg var kommet frem til.

”Lad os skifte emne, hvad med-”

”Nej, jeg vil ikke skifte emne, Jackie.” Harry tog min hånd og et lille chok fór igennem min krop. Jeg kunne ikke huske hvornår jeg sidst havde fået stød, når jeg rørte Harry. Åh gud. ”Hvordan går det? Snakker du meget med Liam.” Jeg mærkede hvordan mit øjenbryn løftede sig og jeg undrende kiggede på Harry. Hvorfor ville han nu vide det?

”Vi er sammen engang imellem, hvad med dig og Chloe? Hun besøger dig tit,” nævnte jeg og gik i samme spor som Harry. Faktisk ville jeg gerne vide, hvad han snakkede om med Chloe. ”Kan du lide hende?” røg det ud af mig.

”Hun er her hele tiden, og har opført sig som en hel anden pige, end i skolen.” Han holdt en kort pause og studerede fangerne omkring os. ”Men hun forstår mig ikke,” sagde han stille og kiggede mig ind i øjnene. Jeg kunne mærke, at han havde svært ved at indrømme det over for sig selv. Især når det var over for mig, eftersom vi havde haft noget sammen, og det havde svært for Harry, da jeg pludselig var væk. Var han ikke kommet videre?

”Men hvad med dig, Jackie. Har Liam fortalt dig noget?” Hans toneleje fortalte mig, at han ønskede et svar. Jeg kunne ikke sno mig udenom, selv om det nok helst var det jeg ønskede mig lige nu. Men heldigvis kunne jeg godt svare på spørgsmålet.

”Hvad skulle han da have sagt?” undrede jeg mig, og kiggede på Harry. Liam og jeg havde kendt hinanden altid, jeg havde oplevet ham igennem en masse faser i mit liv, og han havde støttet mig. Glem det med Clarissa, han havde undskyldt og ønskede kun jeg havde det godt. Selvfølgelig betød han også virkelig meget for mig, og derfor ville jeg gerne have svar på mit spørgsmål.

”Han har nok ikke haft nok mod til det. Men han ville have fortalt dig det, som jeg gerne ville fortælle dig nu. Jeg har stadig føl-”

Harry blev afbrudt i en sætning, jeg godt kendte afslutningen til. Det jeg blev overrasket over, var at Liam også ville have sagt det. Var der virkelig to drenge, der kunne lide mig? Jeg følte en knude i maven, for aldrig havde jeg følt en splittelse på denne måde før. Jeg elskede begge drengene, især Liam med alle hans råd som min ven, og Harry med hans mod – han inspirerede mig. Men jeg kunne umuligt såre Liam. Var det bedst at glemme følelserne for dem begge? Jeg ønskede jo ikke at såre nogen …

Jeg blev afbrudt i mine tanker, da vagten gentog hans sætning.

”Harry Styles?” Mine tanker blev afbrudt, da en vagt kom hen og stillede sig ved vores bord. Blev jeg nu smidt væk? ”Din forespørgsel er blevet godkendt, og du kan blive kørt fra fængslet til hospitalet, hvis du godkender en ankelkæde og konstant overvågning. Du vil have to timer fra nu.”

Harry kiggede over på mig og afventede min reaktion på vagtens ord. Kunne Harry komme ud i to timer? Men hvorfor dog? ”Vil du ikke følges med mig hen til hospitalet, Jackie?”

”Hospitalet?” Jeg rynkede brynene og skulle lige prøve at forstå, hvad der foregik omkring mig.

Harry nikkede, ”jeg forstår godt, hvis du ikke vil. Men lægerne har fortalt min mor, at Matt ikke har særlig stor procents chance for at overleve, så jeg har fået lov til at sige farvel til ham. Han er trods alt min halvbror.” Jeg kunne mærke Harrys følelser, da han forklarede mig situationen. Han ønskede faktisk at sige farvel til Matt, og jeg vidste, hvor meget han også ønskede at se sin mor, der sikkert ville være ved Matts side. Jeg kunne stadig ikke fatte, at jeg havde været indblandet i det selvsamme uheld, men jeg nu kunne gå rundt med et ben i gips, mens Matt stadig lå i koma. Det var alt for trist, og af den grund takkede jeg ja til Harrys spørgsmål.

***

Matt lå livløst på sengen og det var ikke til at bære, hvad der var sket med ham. Det kunne være mig, der havde ligget der, tæt på at dø. Jeg blev på få sekunder så taknemmelig over mit liv og at jeg egentlig havde fået lov til at fortsætte det. Det kunne have været Harry og Matt, der havde kigget på mig. Kunne Matt mon høre os, hvis vi snakkede til ham?

”Jeg kan slet ikke fatte, at det kunne være mig, der lå der.” Jeg delte mine tanker med Harry og fik et støttende klem. Han kunne føle, hvor svært det her var for mig, og støttede mig som en ven bedst kunne det.

”Jeg ved slet ikke, hvad jeg havde gjort ved mig selv, hvis det havde været der.” Harry holdt en kort pause, og mens der var stilhed, fik jeg tid til at indse hans ord. Han var virkelig ikke kommet over mig, og jeg vidste jo godt selv, at jeg jo heller ikke helt var kommet over ham. Efter at have brugt mange dage herhjemme, havde jeg følt mig mere og mere tiltrukket af ham. Han havde fortalt mig, hvad han havde gjort. Han havde meldt sig selv. Og jeg havde hjulpet ham, fordi han havde lyttet til mig. Tænk at jeg havde hjulpet ham til at blive et bedre mennesker.

”Jackie?” Harry vinkede sin hånd foran mit ansigt, da jeg nærmest var gået i trance på grund af alle mine tanker om Harry. ”Er du okay?”

Jeg nikkede, ”undskyld. Jeg tænkte bare på alt muligt, på os,” mumlede jeg, men selvfølgelig skulle Harry høre mine ord. Han løftede sit øjenbryn og fangede mig i en fælde. Jeg blev nød til at tale. ”Jeg kom nok bare frem til, at jeg ikke helt er kommet over dig endnu,” sagde jeg forsigtigt, uden jeg havde gennemtænkt de ord. Fordi jeg sagde det, måtte det da være rigtigt? Mine tanker fik mig altså endnu engang, og jeg var nu fanget ved mine ord, men egentlig var det ikke så slemt, synes jeg. Bortset lige fra Liam, men ville han ikke forstå det? Jeg var så forvirret …

Harry skulle til at sige noget, da hans mor trådte ind i rummet og han straks omfavnede hende. At se de to kramme hinanden, mens tårer faldt ned ad Annes kinder var noget helt specielt. Jeg havde hjulpet dem med at finde hinanden, og nu stod de her og støttede hinanden i en svær situation. Især for Anne, der var ved at miste en søn, mens den anden lige havde fået fire år i fængsel. Det måtte være en forfærdelig situation. ”Mor, det skal nok gå, det lover jeg dig. Tro på mig.” Harry aede sin mors hår og fik hende til at slappe af. Anne nikkede forsigtigt og kiggede forbi Harry og så Matt i sengen. Lydløst gik hun ud af Harry greb og nærmede sig sengen for at tage Matts hånd. At se en mor så såret, sidde ved sin døende søn, fik mig til at græde. Det var bare ikke fair, at flere i denne verden skulle miste deres nærmeste. Det var forfærdeligt.

”Tak fordi du tog med mig, Jackie,” hviskede Harry, da han gav mig et støttende kram, som han så mig stå og græde. ”Og jeg glemmer ikke dine ord,” hviskede han kækt.

”Altid Harry, vi har altid støttet hinanden,” sagde jeg og undlod at svare på hans sidste. Disse ord jeg lige havde sagt, var store for Harry og det fik også ham til at bryde sammen. Det måtte være en blanding af hans halvbror, der lå døende, hans sårede mor og så det venskab vi havde. Han snøftede ikke, men lod bare tårerne løbe lige så stille ned af sine kinder, før han hurtigt tørrede dem væk igen. Han kunne stadig ikke klare at lade andre se ham græde. Jeg havde nu ikke noget imod det, det viste mig bare hans dybeste indre, og hvem han egentlig var. Han var følsom.

”Jeg er altså virkelig ked af, at jeg udnyttede dig i begyn-”

Jeg afbrød ham og rystede på hovedet. Det var fortid. ”Lad det ligge Harry, vi behøver ikke snakke om det.”

Et forsigtigt smil dannede sig på Harrys læber, og det forblev der længe, også selv da Anne snakkede til os. ”Er I to egentlig et par?”

Jeg kiggede på Harry og prøvede at fange hans blik, da jeg ikke anede, hvad vi skulle sige i sådan en situation. Men til min overraskelse tog han det helt roligt og sagde noget, jeg aldrig troede ville komme fra ham.

Han trak på skuldrene og kiggede hen på mig. ”Hvem ved? Sådan noget med forhold er meget vigtig, og ikke noget man skal lege med, så når vi er klar, så måske.”

Jeg smilede.

 

{_✿_❤_❀_♥_✿_♥_❀_❤_✿_}

Det bliver tættere og tættere :D

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...