Smile Like You ❋ 1D (HLY Special)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 nov. 2013
  • Opdateret: 30 nov. 2013
  • Status: Igang
Læs først, når du har læst hele serien færdig. Det samme gælder for traileren :) // Hvis du har læst HLY færdig, så ved du, hvad dette er. Til nye læsere ønsker jeg ikke at afsløre noget :) Enjoy! x

127Likes
38Kommentarer
6835Visninger
AA

5. 2 - ”Du kan godt lide Harry, ikke?”

Fængslet blev større og større som jeg nærmede mig. Lige siden jeg stod af toget havde jeg følt en knude i maven blive større og større. Jeg havde kun været her en gang, og der havde hele hans familie været til stede. Jeg havde endnu ikke besøgt Harry alene, siden han meldte sig selv til politiet, hvilket var ti dage siden nu. Det var i dag fredag og jeg vidste, at Harry havde været i retten i går. Derfor havde jeg besluttet, at i dag skulle være mit andet besøg hos ham. For jeg savnede ham faktisk, det måtte jeg indrømme.

Alt det her omkring Harrys fængsling gjorde det desværre også sværere for mig. Jeg boede ikke mere hos Liam, men besøgte ham stadig to gange om ugen. Han havde blandt andet fortalt mig, at Chloe brugte alt sin tid med Harry her for tiden for at give ham selskab, hvilket nok inderst inde havde gjort mig jaloux.

Men selv om jeg ikke havde været sammen med Liam mere end tre gange, havde vi fået snakket en masse. Han havde især hjulpet mig med mine tanker omkring hele episoden med Harry. Faktisk havde det været ret mærkeligt. Den ene dag følte jeg Liam prøvede at overbevise mig om, hvad Harry egentlig havde gjort. Noget jeg havde tænkt meget over, selv om jeg selvfølgelig troede på ham, når han sagde det ikke var hans mening. Men så her i forgårs havde Liam pludselig sagt, at Harry savnede mig helt vildt, og jeg virkelig burde snakke med ham. Hvad havde fået ham til at skifte mening? Det var besynderligt …

Jeg satte mig på et bord i ventesalen, og afventede Harrys ankomst. Han troede sikkert, at det var Chloe, der besøgte ham. Derfor håbede jeg, at han ville blive positivt overrasket, når han så, at det var mig. Og heldigvis blev mit ønske til en realitet, da han fik øje på mig, og fik sig noget af en overraskelse, han tog med et stort smil.

”Hej Jackie,” hilste han, da han satte sig foran mig. Efter lige at have opfattet jeg faktisk var her – jeg besøgte ham – gav han mig et venligt smil. ”Går det godt?”

Jeg nikkede, ”fint nok, jeg bor hos min mormor igen.”

Harry nikkede, ”har hun det godt?” Han hentydede til min morfars død, men jeg ønskede ikke at snakke om det. Det gjorde stadig ondt, og fik mig til at tænke på, hvordan min mormor nogle gange kunne få sammenbrud over hans død.

”Jeg kom ikke for at snakke om min morfars død, Harry. Jeg kom for at snakke om dig.”

”Om mig?”

Harry løftede sin øjenbryn og studerede mig. ”Du var for retten i går husker du nok,” påmindede jeg ham om med et forsigtigt smil.

Han sukkede og trak på skuldrene, ”jeg fik fire år.” Harry kiggede ned i gulvet og måtte føle sig usikker. Fire år i fængsel, og han var ikke engang blevet 20 endnu. Det måtte være meget så mærkeligt for ham. Stakkels. Nogle af de vigtigste år i sit liv, og så sidder man i en celle.

”Hvad ellers?” spurgte jeg med et forsigtigt smil, og var faktisk interesseret i Harrys sag, og hvad der nu ville ske med ham.

Harry kiggede rundt for at se, om der var nogle tæt ved os, der ville lytte. ”Jeg fortalte dem, at jeg var alene om det.”

”Er du seriøs?” sagde jeg lidt for højt, der fik Harry til at tysse på mig. ”Undskyld,” hviskede jeg. ”Men hvorfor gjorde du det, Harry?”

Han trak på skuldrene, ”jeg indså hvilken idiot, jeg havde været. Også hvor mange fejltagelser jeg har gjort mig de sidste år. Jeg ønskede bare også at vise mine nærmeste, at jeg har ændret mig og holder af dem.”

Jeg smilede af Harry som han forklarede om sin sag. Jeg kunne slet ikke fatte, hvem han havde ændret sig til – på den positive side. Og jeg måtte også indrømme at det krillede lidt i min mave, som han fortalte mig, at han holdt af sine nærmeste, selv om jeg sikkert ikke var en af dem.  ”Jeg må indrømme, Harry,” jeg grinede kort og skulle stadig lige sluge, hvad Harry lige havde sagt. Han havde taget ved lære og havde ladet de andre drenge have et fortsat godt liv. ”Jeg må indrømme, at det sidste jeg havde troet om dig, var at du ville blive blødsød.” Jeg gav ham et smil og viste at jeg stadig ville være der for ham. Jeg vidste bare ikke helt på hvilken måde endnu.

”Jeg er ikke blødsød.”

”Så siger vi det, Harry,” grinede jeg kort, selv om han snart måtte indse, at han ikke længere var bad boy’en fra Hyver Hill. ”Jeg mener det, Jackie. Måske er jeg blevet sødere, men aldrig kald mig blødsød. Hvem gider være sammen med en blødsød dreng?” spurgte han og vi grinede sammen, mens jeg imellem mine grin overvejede hans ord. Jeg ville have ham, lige meget hvordan han var. Tænk, at jeg lige tænkte det. Burde jeg forklare ham det, eller ikke?

***

”Jeg har det altså ret mærkeligt med at skulle besøge dem,” lod jeg min far vide, som vi sad i hans bil på vej mod Georges hus. Vi havde endnu en spiseaftale med dem, men denne gang var det anderledes for mig. De vidste hvem Georges morder var – de vidste, han var min gode ven.

Men til min fordel var Georges mor glad, da hun åbnede døren og inviterede os indenfor. Hun smilede stort og viste og straks hen til spisebordet, hvor en masse mad allerede var stillet frem. Min far begyndte straks at snakke med dem, mens jeg prøvede at virke interesseret i samtalen. Men jeg kunne ikke, som jeg blot sad og ventede på, hvornår samtaleemnet ville blive Harry. De måtte vel spørge på et tidspunkt.

”Hvordan går det så med jer to? Nu efter retssagen i går?” Det overraskede mig, at det var min egen far som skulle ændre emnet til Georges død. Han burde vide bedre, men igen – jeg havde ikke rigtigt snakket med ham om Harry.

Georges mor kiggede på mig i et kort sekund, og jeg følte alle hendes følelser på de få sekunder. ”Jackie, vil du egentlig ikke fortælle om Harry? Jeg vil så gerne høre, hvad du synes om ham.” Jeg blev faktisk overrasket over Georges mor gav mig muligheden for at fortælle om Harry på den måde, jeg så ham på.

”Først så vil jeg fortælle jer, at Harry aldrig nogen sinde havde troet det skulle ske, og det aldrig havde været hans mening. Han er så ked af det, og det han gjorde er en meget lang historie, men han fortryder det hver dag, hver time.” Georges forældre smilede forsigtigt til mig og lyttede efter, hvad jeg fortalte dem. ”Men Harry betyder meget for mig, det lyder måske mærkeligt, men det gør han. Han var der for mig, da jeg oplevede noget hårdt, og var den eneste for mig på det tidspunkt. Han har hjulpet mig med at udfordre mig selv, og gjort en masse for at hjælpe mig. Også selv om han kan være lidt hård, så har jeg mange minder med ham. Og så var det også ham, der hjalp mig, da Liam blev skudt. Alt i alt så er han en, der betyder meget for mig.” Mit blik havde fundet min tallerken, som jeg havde snakket, da jeg ikke kunne klare at se dem i øjnene. Det var første gang, at jeg havde fortalt til nogle med ord, hvad Harry egentlig betød for mig. Og som jeg sad her ved bordet gik det op for mig, hvor meget han egentlig betød. Alt for meget.

Jeg kunne aldrig give slip på ham.

”Er det okay, hvis jeg går ind på Georges værelse?” spurgte jeg efter noget tid og fik et nik fra hans forældre. Jeg var stadig ikke sulten og ønskede bare at komme væk fra bordet på den ene eller anden måde. Og da jeg før var kommet på andre tanker på det værelse – på grund af alle de ting jeg havde fundet – tænkte jeg, at det var bedst sådan.

Rummet lignede stadig sig selv, og jeg kunne godt lide, at hans forældre endnu ikke havde gjort noget ved værelset. De mindedes ham på den måde.

Det første jeg fik øje på var et fotoalbum på Georges seng, der var slået op på en bestemt side. Det måtte være noget hans mor havde gjort, for da jeg kiggede på det så jeg et alt for genkendeligt billede. Med et smil om læberne satte jeg mig ned, lagde albummet på mine lår og studerede billedet. George og jeg som små sad i en sandkasse og grinede af hinanden, mens alverdens farver legetøj var omkring os. Jeg sad med en blå skovl og med en sød sommerhat på hovedet, mens George rockede nogle seler. Hans mor havde nok haft planlagt at vise mig billedet, og derfor så jeg ikke noget galt i, at kigge på de resterende billeder. Og som jeg så det sidste billede på siden fik jeg et chok.

Det var et billede af George og Harry.

Godt nok var de små, men Harry var alt for genkendelig. Hvad havde de to haft med hinanden at gøre? Undrende studerede jeg igen billedet, og prøvede at finde en tilknytning.

”Jackie, der er dess-” Georges mor standsede sin egen sætning, da hun så mig på sengen med billedalbummet. ”Ej hvor godt du selv fandt det, jeg havde tænkt mig at vise dig billedet af George og dig.” Hun ignorerede det faktum at desserten ventede på os, og satte sig ved siden af mig. Hun kom lige i tide, så jeg kunne spørge hende om Harry.

”Hvem er ham der?” spurgte jeg og pegede på baby-Harry ved siden af George.

Georges mor smilede, ”det er en dreng, der hedder Harry. George og ham er født næsten samtidig, så jeg mødte Harrys mor på hospitalet.”

”Var de gode venner?”

Hun nikkede, ”selv om de var små, kunne vi se et godt venskab forme sig, men desværre blev Harry bortadopteret, da hans mor, Anne, var ung.” Det hele gav mening for mig nu. Efter Harry var blevet adopteret, havde han ikke set George mere, og næste gang de var mødtes som sekstenårige, havde Harry været en nar. Et sjovt tilfælde, at lige de to kunne have været bedste venner i dag, hvis Anne ikke havde bortadopteret Harry.

”Der er nok noget, du bør vide,” startede jeg og ønskede at fortælle hende, hvad jeg vidste. ”Harry på det her billede, er den samme Harry, der er min ven i dag.”

Georges mors øjne blev større og kiggede overraskende på mig. ”Vent, betyder det, at Harry her på billedet er Harry, der-”

Jeg nikkede og turde ikke se hende i øjnene, for det måtte være en svær sandhed at få at vide. ”Den havde jeg ikke set komme.” Hun lukkede billedalbummet og vi fik øjenkontakt. Hun tog det mere stille og roligt, end jeg lige havde regnet med, og spurgte mig om noget helt andet. ”Men Jackie betyder det, at du ved hvor Anne befinder sig?”

”Ja, hun ejer en café.”

Hun smilede forsigtigt til mig, ”tror du måske, at du kunne give mig adressen? Og også fortælle mig hvor Harry er? Jeg vil gerne snakke med dem begge to.”

Jeg nikkede med et smil. Det mest vigtige ved det her var, at folk kunne komme videre. Noget hun i den grad viste mig, at selv Georges forældre kunne. Og som jeg sad ved siden af hende, gik noget op for mig. Når selv de nærmeste til George kunne komme videre, burde jeg også.

Harry havde lavet en stor fejl, men han fortrød det. Han ville aldrig havde ønsket det for George, og at jeg havde hjulpet ham til at blive et bedre menneske, fik mig til at indse noget. Jeg kunne ikke give slip på Harry i mit liv. Vi havde hjulpet hinanden, og sådan en ven var vigtig at have. Jeg ønskede det bedste for ham, men vidste ikke om jeg selv kunne klare det.

”Du kan godt lide Harry ikke?” hørte jeg pludselig Georges mor spørge om, og jeg kiggede undrende på hende. ”Altså du ved, hvad jeg mener.”

Uden jeg ønskede det, nikkede jeg. Hvordan kunne min indre bevidsthed være hurtigere end mine tanker og ord? Kunne jeg virkelig lide Harry? Sådan lide, lide? Men med alt det jeg havde fortalt Georges mor i dag, så gav det faktisk mening. Måske havde jeg bare ikke helt indset det endnu, eller også turde jeg ikke sige det højt.

”Det tror jeg, jeg er bare i en svær situation, da der også er en anden dreng, der betyder meget for mig,” fortalte jeg hende.

”Ah, det kan jeg godt forstå. Det skal du nok finde ud af, Jackie. Bare følg dit hjerte og så snak med den anden om det,” sagde hun og gav mig et venligt kram, før vi gik ind til desserten. ”Lige meget hvem du vælger, så er jeg sikker på, at den anden vil forstå dig.” Hun lød nærmest som min mor, hvilket fik mig til at løfte mundvigen. Nu skulle jeg bare finde ud af hvem – jeg kunne ikke vente for evigt. Men det var jo ikke engang sikkert, at den jeg valgte, havde de samme følelser … Livet er bare svært, og når kærligheden bliver indblandet, er det i den grad kompliceret. 

 

{_✿_❤_❀_♥_✿_♥_❀_❤_✿_}

Hvad synes I om Jackie og Harrys samtale? :D

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...