Behind the smile - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 okt. 2013
  • Opdateret: 30 nov. 2013
  • Status: Færdig
(Det er lang tid siden, jeg har skrevet denne movella, så er du advaret) Destinys ellers perfekte liv, blev totalt spoleret en aften, hvor alt gik fuldstændig galt. Til en helt normal nytårsfest med Destinys venner og hendes kæreste Max, ændres deres fremtidsplaner sammen, da Max insistere på at køre bilen hjem. En handling, der bringer det hele over styr og ender ud i et voldsomt biluheld. Destiny overlever på mirakuløst vis, men så heldig var Max ikke. Han bliver dræbt på stedet og Destiny finder pludselig sig selv nede i et dybt hul, hvor hun hverken sover, spiser eller drikker. Til sidst bliver det for meget, så hendes mor vælger at sende hende over til hendes moster, Lou, hvor hun skal passe sin lille kusine Lux. Det hele bringer hende pludselig tættere på fem helt specielle drenge, der ønsker at hjælpe hende ud af mørket og finde ud af, hvad hun skjuler, hvilket ikke kan gøres uden en masse kærlighed.

37Likes
29Kommentarer
3477Visninger
AA

2. Prolog - "Jaja stol på mig, hvad kan gå galt?"

Alkohollen pumpede rundt i hendes krop, imens hun bevægede hendes slanke krop, i takt til musikken, hvor bassen var på det højeste. Kærligt, havde hun armen om hendes eneste ene, imens deres trin fyldte dansegulvet. Denne fest var noget helt specielt, for det var dagen før Max' fødseldag, få minutter før, at Max ville blive 19, kun få minutter før, at de ville gå ind i et nyt år sammen. Deres planer var lagt, de kiggede efter en lejlighed, her i Amerika. De havde deres fremtidsplaner, alt var perfekt. Destiny dansede tættere med Max, imens deres øjne hele tiden havde en intens øjenkontakt. De var kun få centimeter fra hinanden, inden deres læber mødte hinanden i et intenst kys. Pludselig startede nedtællingen, og hele salen var med. 

"10, 9, 8, 7, 6, 5, 4, 3, 2, 1!!!" Og så lød skriget i hele salen, imens de to glade teenagere skreg med. Ballonerne og konfettien fyldte rummet. Nu var det Max fødselsdag og det var den 1. Januar, 2013. Glad omfavnede de hinanden, imens Max hviskede noget i Destinys øre.

 

Destiny:

Vi var omsider gået ind i år 2013 og Max var blevet 19. Jeg selv var stadig 18, men detaljer, detaljer. Den farverige konfetti, svævede rundt i hele natklubben, sammen med ballonerne. Dette var den fedeste fest længe. Mig og Max var vidst helle ikke helt ædru, men nu fuldere, nu sjovere. Max flyttede hans mund hen til mit øre, som han hurtigt kyssede, inden han lod nogle ord flyde. 

"Kom" Sagde han med et snedigt smil og tog min hånd. Jeg sendte ham et smil tilbage og flettede mine fingre ind i hans, imens vi masede os igennem de skrigende og dansende mennesker. Tro mig når jeg siger, at en nytårsfest er vild. Inden længe omfavnede kulden min krop, hvilket fik mig til at skælve en smule. Max trak mig med hen til hans bil, imens han hele tiden havde det samme smil omkring hans læber. 

"Max, tror du godt, at du kan køre i den tilstand?" Vi havde ikke ligefrem drukket lidt, så det bekymrede mig en smule, at han skulle køre i den tilstand. 

"Jaja, stol på mig. Hvad kan gå galt?" Og fuld som jeg var, tænkte jeg ikke længere over det og satte mig ind. Selen blev spændt og Max tog plads ved siden af mig. 

"Skal du ikke ha' sele på?" Spurgte jeg en smule forvirret, for han havde altid sele på.

"Babe, take it easy" Sagde han beroligende og begyndte at kører ud på vejen - UDEN sele. Jeg lod det bare ligge, da jeg ikke ville skændes med ham og ødelægge vores aften. Jeg lænede mig lidt tilbage i sædet og lod musikken fra bil radioen, strømme ind i mine øre. Det fik mig til at slappe af, lige indtil jeg mærkede noget ved mine fødder, som trillede rundt. Forskrækket kiggede jeg ned og der lå en cykel hjelm? Dafuk? Jeg rækkede hurtigt ud efter cykelhjelmen og tog den op, lige inden jeg sendte Max et spørgende blik. 

"Hvorfor ligger dig en cykelhjelm i din bil?"

"Jeg hentede min nevø forleden og han glemte hans cykelhjelm" Han trak hurtigt på skuldrene, hvilket fik mig til at fnise lidt. Den cykelhjelm var det meget sej, så jeg kunne ikke andet, end at tage den på. 

"Heeey, se lige mig, er jeg ikke sexet?" Spurgte jeg, blandet med et lille grin imens jeg kiggede hen på Max, som hurtigt flyttede sit blik fra vejen og hen på mig, hvor han slog en latter op. Jeg flyttede bare mit blik fra ham og ud på vejen, hvor jeg kunne se to lygter tage fart imod os. Nej vent lige, den havde ikke fart imod os, vi havde fart imod den!

"MAX!!" Skreg jeg panisk, men bilen var ude af kontrol og Max kunne ikke rette den op, pga. hans alkohol indtag.

"MAX FORHELVEDE!" Var det sidste jeg sagde, inden vi ramte bilen. Alting lynede og slog gnister. Bilen trillede rundt og paniske skrig kunne høres, fra mig. Jeg havde hørt enkelte skrig fra Max, men de var stoppet. Alting lyste, lige inden jeg pressede mine øjne sammen og skreg af mine  lungers fulde kræft. Bilen trillede rundt og landede flere gange på taget, lige indtil alt blev sort.

 

¤¤¤

 

Mine øjne glippede et par gange og et svagt støn forlod min mund. Mit hoved dunkede og smerten i hele kroppen, var overvældenede stor. Jeg kunne... Jeg kunne ikke. Jeg blev nød til det. Stille slog jeg øjnene op, men alt var sløret. 

"Max?" Spurgte jeg stille og næsten utydeligt, med en utrolig hæs stemme.

"Hun er vågen" Hørte jeg pludselig en anden og fremmed stemme sige, eller ikke sige, faktisk råbe. Det fik mig til hurtigt at slå øjnene op, hvor en flok mennesker stod foran mig. 

"Hv-hvem er i?" Jeg var helt rundt på gulvet og fuldstændig forvirret, men så slog det mig. Mig og Max havde kørt galt og jeg var lige vågnet. 

"-Og hvor er Max?" Spurgte jeg desperat og kunne ikke styre min vejrtrækning. Folkene omkring mig, sagde noget til mig, som jeg ikke opfattede fordi jeg skulle se hvor Max var. Jeg prøvede at komme op, men nogle seler holdt mig fast og pga. min hovedpine og smerte i hele kroppen, gav jeg op. Vent lige. Jeg lod mit blik glide rundt og vidste med det samme, hvor jeg var. Jeg var ude ved ulykkes stedet.

"Hvem er Max?" Spurgte en hæs stemme og jeg kiggede op, på en herre, som jeg ville skyde til at være i 30'erne.

"Min kæreste, han var i bilen sammen med mig!" Vent lidt... Jeg kunne mærke jeg ikke var det samme sted som før, og inden længe var jeg inde i noget der lignede en ambulance og med det samme begyndte de høje sirener. Jeps, en ambulance. Jeg fik stukket nåle ind i mig, de tog mit blodtryk og alt muligt. 

"Der er nogle læger, der er igang med at tjekke ham" Sagde han beroligende. Det fik mig til at slappe lidt af, inden mine øjne gled i. Jeg mærkede nogle ryste i mig.

"Du må ikke sove" Sagde han.

"M...Men"

"Kæmp, du har mistet for meget blod. Du må ikke sove" Sagde han alvorligt og straks forstod jeg alvoren. Det var mellem liv og død her. Jeg ville skyde på at der gik cirka 5-7 minutter og så lå jeg inde på et hospitalværelse i en hospitalseng, omringet af læger, imens jeg kæmpede for at holde mig vågen. Jeg fik blod igennem en slange, tror jeg. 

¤¤¤

Efter lange undersøgelser osv. havde jeg fået lov at sove, men jeg var efterhånden vågnet igen. Med besvær, kunne jeg se en skikkelse foran mig. 

"Max?!" Spurgte jeg glad, men det skikkelsen blev ordentlig, var det min mor. Man kunne se at hun havde grædt, hvilket var forståeligt nok, når hun havde mistet min bror til kræft og hende og min far var død og her lå jeg. Hyggeligt ikke? Jo, så nu havde jeg kun min mor. Og Max!

"Er du vågen?" Spurgte hun og man kunne se hun lyste op, imens et smil bredte sig på hendes læber, men det eneste jeg tænkte på, var Max. 

"Hvor er Max?" Spurgte jeg forvirret og så mig hurtigt omkring. Man kunne se på hende, at hun vidste noget.

"Hvor er han?" Gentog jeg og kunne mærke tårerne presse sig på.

"Max han... Destiny, Max klarede den ikke" Og nu løb tårerne, sammen med store hulk. Det kunne han da ikke være, det var Max! Han kunne ikke være død! Tårerne styrtede som en tsunami. 

"M...Men..." Hulkede jeg. Hele min krop rystede og jeg fik kuldegysninger - den dårlige slags. 

"Det der reddede dig, var selen og den cykelhjelm du havde på?" Man kunne se, at hun undrede sig lidt, da hun sagde 'cykelhjelm'... Cykelhjelmen? Når ja, Max' nevøs cykelhjelm som jeg havde taget på. Pludselig kom alt til mig, hvilket fik mig til at stivne. Alt kørte igennem og jeg så det lige så tydeligt, hvilket fik mig til at tud brøle.

"Nej... Nej! Han kan ikke være død!" Råbte jeg. Ja, jeg råbte det. Eller, jeg skreg det nok. 

"-Hvor er han!?" Skreg jeg og man kunne se min mors fortvivlede ansigtsudtryk og lige som hun skulle til at svare, kom der en læge ind. Hun havde åbenbart hørt hvad vi snakkede om. Eller, jeg skreg det jo, sååååeee.... 

"Max klarede den ikke. Vil du sige farvel til ham, en sidste gang?" Hendes ord bankede sig ind i brystet på mig. En sidste gang. Farvel. Hurtigt nikkede jeg og tørrede tårerne væk. Jeg skulle lige til at rejse mig, så lægen var hurtigt henne ved mig, for at støtte mig. Ellers tak, du. Eller jo. For da jeg rejste mig op, svigtede mine ben, så jeg havde nok alligevel brug for støtten. 

Jeg blev fulgt igennem de lange gange og jeg kastede kun op en gang. Føj, hvor var det klamt. Og uhøfligt, men jeg skulle i det mindste ikke selv tørre det op. Nu stod jeg ved Max' seng og tud brølede, imens jeg holdt i hans kolde og livløse hånd. 

"Max... Kom tilbage" Hulkede jeg, imens hele min krop sitrede. 

"Max..." Jeg lod en hånd glide over hans kind, imens en af mine tåre havnede på den. Han var helt hvid, han trækkede ikke vejret. Han var død. Ham jeg troede, jeg skulle leve hele mit liv med, lå død foran mig. 19 år gammel. Det var hans fødseldag for helvede! Man kunne da ikke tage livet fra en, der kun var 19, det kunne man sku ikke! Jeg mærkede en rystende hånd på min skulder, hvilket fik mig til at vende mig om, hvor jeg mødte Max' forældres grædefærdige blikke. Det var hans mor, der stod overfor mig og hun havde grædt, lige så meget som mig. I hånden havde hun en lille, kongeblå æske.

"Max ville give dig den her... I var så unge, så jeg passede på den for ham, men han..." Hun blev afbrudt af små hulk.

"-Han elskede dig så højt og ville leve resten af hans liv med dig" Jeg tog forsigtigt æsken og åbnede den. Jeg var ellers lige holdt op med at græde, men der kom de igen. HAN VILLE FUCKING FRI TIL MIG! Omg og tro mig, det var glædeståre. Det var den smukkeste diamant ring, som sikkert havde kostet en formue. (Link i kommentaren) Jeg tog den hurtigt op af æsken og på min finger, inden jeg gav Max' mor et stort kram. 

"Det er tid til at sige farvel" Hørte jeg lægen bag os sige. Jeg slap Max' mor og nikkede kort, inden jeg vendte mig imod Max, bøjede mig ned og gav ham et kys, på hans kolde læber.

"Jeg elsker dig Max, og det vil jeg altid gøre. Jeg vil aldrig elske nogle, mere end dig"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...