Behind the smile - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 okt. 2013
  • Opdateret: 30 nov. 2013
  • Status: Færdig
(Det er lang tid siden, jeg har skrevet denne movella, så er du advaret) Destinys ellers perfekte liv, blev totalt spoleret en aften, hvor alt gik fuldstændig galt. Til en helt normal nytårsfest med Destinys venner og hendes kæreste Max, ændres deres fremtidsplaner sammen, da Max insistere på at køre bilen hjem. En handling, der bringer det hele over styr og ender ud i et voldsomt biluheld. Destiny overlever på mirakuløst vis, men så heldig var Max ikke. Han bliver dræbt på stedet og Destiny finder pludselig sig selv nede i et dybt hul, hvor hun hverken sover, spiser eller drikker. Til sidst bliver det for meget, så hendes mor vælger at sende hende over til hendes moster, Lou, hvor hun skal passe sin lille kusine Lux. Det hele bringer hende pludselig tættere på fem helt specielle drenge, der ønsker at hjælpe hende ud af mørket og finde ud af, hvad hun skjuler, hvilket ikke kan gøres uden en masse kærlighed.

37Likes
29Kommentarer
3505Visninger
AA

11. 9. Kapitel "Jeg er ikke forelsket i hende"

Destinys synsvinkel

24 timer tidligere:

Den gamle rustne låge knirkede, da den åbnes. Mit blik faldt tilbage på Christel, der gav mig et nik, inden jeg fortsatte ind på kirkegården. Det var første gang, at jeg var her. Første gang, efter Max' død. Det skyldes nok, at jeg havde været i London og når jeg stadigvæk var her, var jeg smadret. Såret. Ødelagt. Mine skridt bevægede sig langsomt igennem græsset, der svajede i den lette Januar vind. 

"Det er herovre" Christel førte mig igennem kirkegården. Allerede nu, var jeg på renden til at græde. At se alle de gravsten, gik virkelig ind i hjertet på mig. Tænk på alle dem, der har mistet sine nærmeste til noget så grufuldt som døden. At et menneske bare kan være væk, på den måde. Deres livløse kroppe og tomme øjne. Deres iskolde hud og stille brystkasse, der ikke længere går op og ned, fordi døden har indhentet dem. Der er mange måder at dø på, men de har alle noget til fælles, hver og en. Det er alle sammen deres skæbne, der har besluttet, at deres dage skulle ende og de skulle tage deres sidste åndedrag. Det der er uhyggeligt at tænke på er, at du ikke ved, hvornår dit sidste åndedrag, vil blive trukket. Du ved ikke, hvornår det er tid til at sige farvel. Når du er væk, kan du ikke engang huske, at du har været her. I blandt os alle sammen. Alle sammen, med den samme skæbne. Ingen ved, om der er liv efter døden. Ingen ved, hvad der sker efter, at dine dage er talte. Måske lever du videre, som noget helt andet, et andet menneske, en anden ting, et dyr? Hvem ved. Det er livets cirkel. Livet er som et spil. Fødsel er start, selvmord er snyd og døden er målet. Vi har alle sammen, den samme rutine i vores liv. Alles liv, peger kun en retning og det er derfor, at man skal huske at leve det liv, som man har nu. Mindes sine savnede, elske ens nærmeste, for du ved aldrig, hvornår dit ur holder op med at slå. 

"Det er her" Christel pegede på en gravsten. Den var meget smuk. Den var sort og svøbt i glas, så den skinnede. Bogstaverne var lavet ud af guld og på toppen, sad en fugl, med en rose i munden. Tårerne banede sig vej frem fra mine øjenhuler og løb ned af mine kinder, da mine øjne skimmede teksten på gravstenen. Max Philip Jones. 1994-2013. Altid elsket, altid savnet. 

Teksten fik tårerne til at løbe hurtigere og mine ben kolapsede under mig, så jeg sad på knæ, på den kolde jord, foran Max gravsten. Under mig, dybt under mig, lå Max. Min Max. Intet anende om, hvor han var nu, eller hvilket sagn, han havde efterladt sig. Han fik ikke engang muligheden for at sige farvel.

 

24 timer senere:

Liams synsvinkel

"Jeg fatter det ikke... Hun har virkelig haft det forfærdeligt, det er derfor, at hun var sådan" Sagde Louis. Drengene sad foran mig og så helt chorkerede ud, da jeg havde fortalt dem alt om den sidste måned i Destinys liv, fordi Zayn sagde, at hun havde sagt, at jeg skulle fortælle dem det. 

"Wow..." Sagde Harry og sad bare og stirrede lige ud i luften. 

"Men du kyssede hende fordi?..." Louis så hen på mig, med et løftet øjenbryn. Jeg trak bare på skuldrene. 

"-Fordi han er forelsket i hende" Afsluttede Harry.

"Jeg er ikke forelsket i hende!" Jeg så skiftevis på dem alle sammen, men ingen af dem, så ud til at købe den.

"Så bevis det"

"Og hvordan det?" Jeg så undrende på Zayn. 

"Gå på date, med en anden pige" Jeg så endnu mere undrende på ham. 

"Hvem?" Zayn trak på skuldrene og så rundt på de andre, inden Niall kom med et foreslag. 

"Hvad med hende der... Øhm, Sophia?" Jeg trak bare let på skuldrene, for jeg var forelsket i Destiny, så hvad skulle jeg gøre?

"Jeg..." Pludselig åbnede Destiny døren og så på mig, med helt grædefærdige øjne. Hun havde hørt det. Det hele.

 

Destinys synsvinkel

"The day we met.

Frozen i held my breath, right from the start,

i knew that i found the home for my heart..."

Tonerne til sangen A Thousand Years af Christina Perri, strømmede ud af radioen, der var på det værelse, som jeg havde fået tildelt, på dette overdådige hotel i Tokyo, hvor One Direction skulle spille deres sidste koncerter. Jeg lå med dynen over mig og ønskede bare at være alene. Dagene med Christel havde været fantastiske og besøget på kirkegården, fik mig til at tænke over en masse ting. Men lige nu, lå jeg i en stor dobbeltseng, med en dyne over mig, på siden, med lukkede øjne, imens jeg hørte de blide toner, strømme ud af radioen. Det var en fantastisk sang om lykkelig kærlighed, hvilket man nok ikke ligefrem kunne kalde min situation lige nu. 

At se Max' gravsten, var helt specielt. Den var så smuk. Jeg savnede ham forfærdelig meget, men det havde samtidig været en øjenåbner for mig. Han kom aldrig tilbage, det ville han aldrig. Inderst inde ønskede han nok, at jeg kom videre, men jeg elsker ham så forfærdelig højt, at jeg ikke kunne give slip på ham. Men Liam... Han... Han gjorde mig glad, han fik mig til at føle mig lykkelig og som et menneske igen. Ikke bare et omvandrende skelet, men som et menneske, der kunne trække vejret, spise, sove, smile, drikke, grine... Han gjorde mig hel. Han havde været der for mig, igennem alt det her, selvom jeg knap nok kendte ham. Jeg kunne ikke være sur på Liam, selvom det han gjorde, gjorde mig såret. Jeg kunne ikke være sur på ham, sådan var det og jeg måtte fortælle ham, at jeg tilgav ham. Jeg var ikke sikker på, om jeg havde følelser for ham, men selvom jeg måske havde det, var jeg ikke klar til noget forhold. Jeg vidste godt, at hvis man blev kærester med en kendis, fik man en masse had, fra en masse jaloux tøser og det magter jeg virkelig ikke. Jeg var ikke klar over mine følelser for ham, overhovedet, men jeg måtte snakke med ham. Jeg slog mine øjne op, slog dynen til siden og gik ud af værelset, for at finde Liams. Han boede et par numre længere nede, så der var ikke forfærdelig langt, kun hvis man hed Destiny Maria Archibald og var forfærdelig doven. Jeg skulle lige til at banke på, før jeg hørte stemmer, inde fra Liams værelse. 

"Jeg er ikke forelsket i hende"

"Så bevis det"

"Og hvordan det?"

"Gå på date med en anden pige"

"Hvem?"

"Med hende der... Øhm, Sophia?" Nu kunne jeg ikke mere. Liam var åbenbart ikke forelsket i mig og dånede over en eller anden pige, ved navn Sophia. Det fik mig til hurtigt at åbne døren, imens mine øjne løb i vand og jeg kiggede direkte ned på Liam, der så meget overrasket ud. Jeg stod nok og stirrede ham i øjnene, inden tårerne faktisk løb ned af kinderne på mig. Okay, jeg havde følelser for Liam og det var hermed fastlagt. Jeg vendte hurtigt rundt og jeg kunne høre, at Liam fulgte efter mig, imens han sagde mit navn. Jeg var hurtigt inde på mig værelse og smed mig hulkende i sengen. Hvad troede jeg også... Hvordan kunne jeg tro det, hvor ku' jeg... 

"Destiny?"

"Lad mig være!" Jeg tørrede tårerne væk fra mine kinder, men de blev hurtigt erstattet af nogle nye. 

"Lad mig forklare" Jeg rystede på hovedet af ham. 

"Du har intet, at forklare mig, overhovedet." Jeg skævede hurtigt over til ham og bag ham, kom Zayn til syne. 

"Jeg gider ikke at snakke med jer" Mumlede jeg, imens jeg gav mig til at pille ved mine negle. Zayn sagde noget til Liam, der fik ham til at gå, men Zayn blev stående og så ned på mig, indtil han satte sig ved siden af mig. 

"Destiny, det er ikke, hvad det ser ud til" Jeg så op på ham.

"Hvordan det?" På en eller anden måde, havde jeg fået et ret stærkt forhold til Zayn, på venne-måden. Han var en god ven. 

"Jeg sagde til ham, at han kunne fortælle hele historien, fordi du havde givet mig lov. Det hele gav mening om, hvorfor du var så tynd, usoigneret... Ja, du ved. Destiny, det er forfærdeligt, det ved vi alle sammen og..." Zayn sank en klump.

"-Men før eller siden, så bliver man nød til at give slip. For han kommer ikke tilbage" Inderst inde, vidste jeg, at han havde ret. Det gav bare ikke mening.

"Hvem er Sophia?" Zayn så ned på mig og jeg mødte hans hasselbrune øjne.

"Liams eks kæreste"

"Men hvorfor skal han så på date med hende?" Zayn rystede på hovedet, inden han tog min hånd. 

"Det skal han heller ikke, Destiny... Det var bare fordi, at Liam sagde, at han ikke var forelsket i dig, men come on, det ved vi jo alle sammen godt er løgn. Han har aldrig set på nogle, som han ser på dig" Zayns ord, ramte mig lige i hjertet. Liam elskede mig...  

"- Men for at overbevise ham om, at han er forelsket i dig, ville vi ha' at han skulle gå på date med Sophia, så han kunne indse, hvem han elsker" Zayns ord gav mening, det hele gav mening. Alt gav mening nu. 

"Du kommer og ser vores koncert i aften, ik'?" Jeg nikkede hurtigt til Zayn, imens et svagt smil, sneg sig over mine læber.

"Selvfølgelig"

 

~

 

Jeg stod og så på fra sidelinjen, hvilket ville sige i bag scenen, sammen med Lux, imens hun gnaskede løs på et stykke chokolade.  Deres sidste toner til sangen C'mon C'mon blev sunget og spillet. De var fantastiske. At se dem der, fjolle, pjatte, grine og ha' det sjovt, det viste bare, hvilket utrolig stærkt bånd de havde. At fem så forskellige drenge, alligevel kan være så ens. De drenge, har noget helt specielt og det er det, der er med til udgøre, at deres fans elsker dem så højt. De er dem selv. 

"Den her sang, vil jeg dedikere til en helt speciel pige. Hun ved, hvem hun er"  Det var Liam. Det var Liam, der sagde det og jeg vidste, at det var til mig. Liam kiggede hurtigt hen til der, hvor jeg stod med Lux og et kort øjeblik, fangede jeg hans øjne, inden han igen vendte blikket, for at synge. 

 

"Your hands fits in mine, like it's just meant for me...

But bear this is mine, it was meant to be...

And i'm joining  up the dots, with the freckles on your cheeks...

And it all make sense to me..."

 

Tårerne ophobede sig i mine øjenhuler og trillede lige så stille, ned af mine kinder, imens jeg lyttede til deres blide toner. Jeg vidste, at Liam sang den her til mig. Det havde han lige sagt, men jeg kunne føle det. Mit hjerte sprang et par slag over, imens jeg bare stod med et lille smil på læben og lyttede til deres fantastisk musik.

 

"I know you've never loved the crinkles by your eyes,

when you smile

you've never loved your stomach or your thighs.

The dimples in your back at the bottom of your spine

But i love them endlessly.

I won't let these little things slip, out of my mouth

But if i do, it's you, oh it's you.

They add up to. 

I'm in love with you, and all these little things"

 

Jeg vidste, at det var Zayn, der skulle synge det sidste, men Liam sang det hele, og da han sang "I'm in love with you, and all these little things" Kiggede han direkte hen på mig, med et kærligt smil. Hans øjne skinnede og han holdt øjenkontakten, i cirka 20 sekunder, for så at vende tilbage til sangen igen.

 

"You can't go to bed, without a cup of tea,

and maybe that's the reason, that you talk in your sleep. 

And all those conversations,

are the secrets that i keep,

thougs it makes no sense to me."

 

De forsatte deres sang, indtil den var slut og det var vidst den sidste sang, for de takkede af og forlod scenen efterfølgende. Jeg smilede hurtigt til Lux og pludselig, var der en hånd der lagde sig på min skulder. Jeg kiggede hurtigt tilbage på vedkommende og så Liam, med et lille smil på læberne. 

"Nu er du ikke sur på mig, vel?" Jeg rystede på hovedet til ham og gav ham et kram, som han hurtigt gengældte. 

"Tak Liam, det betyder rigtig meget" 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...