Behind the smile - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 okt. 2013
  • Opdateret: 30 nov. 2013
  • Status: Færdig
(Det er lang tid siden, jeg har skrevet denne movella, så er du advaret) Destinys ellers perfekte liv, blev totalt spoleret en aften, hvor alt gik fuldstændig galt. Til en helt normal nytårsfest med Destinys venner og hendes kæreste Max, ændres deres fremtidsplaner sammen, da Max insistere på at køre bilen hjem. En handling, der bringer det hele over styr og ender ud i et voldsomt biluheld. Destiny overlever på mirakuløst vis, men så heldig var Max ikke. Han bliver dræbt på stedet og Destiny finder pludselig sig selv nede i et dybt hul, hvor hun hverken sover, spiser eller drikker. Til sidst bliver det for meget, så hendes mor vælger at sende hende over til hendes moster, Lou, hvor hun skal passe sin lille kusine Lux. Det hele bringer hende pludselig tættere på fem helt specielle drenge, der ønsker at hjælpe hende ud af mørket og finde ud af, hvad hun skjuler, hvilket ikke kan gøres uden en masse kærlighed.

37Likes
29Kommentarer
3480Visninger
AA

10. 8. Kapitel "Har du været i seng med Liam!?"

Liams sysnvinkel

Jeg fattede det ikke. Hvorfor gjorde jeg det? Hvordan kunne jeg dog være så dum. 

"Jorden kalder Liam" Harrys stemme skar sig ind i mit øre, imens han viftede med hånden foran mine øjne. 

"Hvad?" Brummede jeg og lod mit blik glide ned på gulvet. Hvor kunne jeg... Hvad fanden tænkte jeg på... 

"Tænker du på Destiny?" Drengene stod overfor mig, men jeg lod bare mit blik blive i gulvet. 

"Jeg fatter ikke, at jeg gjorde det" Zayn lagde hans hånd på min skulder, hvilket fik mig til at se op på ham. 

"Alle laver fejl Liam" 

"-Ja, men den her var fucking dum! Jeg ved hvad hun har gået igennem og alligevel, kunne jeg ikke styre mig" Jeg havde rejst mig op og gik imod døren. 

"Hvor skal du hen, vi skal flyve om en time?" 

"Undskylde!" Råbte jeg tilbage. Jeg gik hen til Destinys dør og stirrede lidt på nummeret. Jeg havde undskyldt, mindst tusinde gange, men hun ville ikke høre på mig. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. Jeg lod min hånd banke på døren, men fortrød det hurtigt. Jeg nåede dog ikke at stikke af, før Lou havde åbnet den. 

"Hey, Liam? Burde du ikke pakke?" Jeg nikkede hurtigt. 

"Jo men... Er Destiny her?" Lou åbnede døren helt, så jeg kunne komme ind. Jeg gik ind i værelset og så rundt. 

"Hun er på sit værelse" Sagde Lou. Jeg sendte hende et takkende smil, inden jeg satte kursen imod Destinys værelse. Jeg bankede hurtigt på. 

"Lou, jeg gider ikke!" Jeg åbnede døren og så Destinys overraskede ansigtsudtryk, inden det ændrede sig til et, ja... Dræberblik, for at sige det mildt. 

"Hvad laver du her?" Jeg lukkede døren efter mig og stillede mig op af den, så hun ikke kunne stikke af. 

"Destiny, jeg er så ked af det" Jeg så ned på hende, for at forsøge på en øjenkontakt, men hun holdt hendes stive blik, ned i gulvet. 

"Liam... Du kan undskylde, så mange gange du vil." Hun så op på mig, med et fuldstændig følelsesløs ansigtsudtryk. 

"-Men du vidste, hvad jeg gik igennem. Jeg troede jeg kunne stole på dig..." 

"Det kan du! Du kan stole på mig" Hun rystede på hovedet, inden hun rejste sig op og gik hen til mig. 

"Liam, nej... Jeg elsker Max" Men han er død forhelvede! Godt, at det der blev inde i mit hoved. Selvfølgelig vidste jeg, at hun havde det meget svært. Hun havde mistet sit livs kærlighed, men hun har også brug for, selv at komme videre. Jeg lod mit blik glide ned.

"Og nu vil jeg bede dig gå, så jeg kan pakke mine ting" Jeg nikkede kort, inden jeg åbnede døren og gik ud af hendes værelse. Jeg elsker hende... 

 

Destinys synsvinkel

Liam forlod værelset, efter at ha' været her mindst tusinde gange. Jeg fattede ikke, at han kunne gøre det. Jeg var... Jeg var... Såret. Jeg var faktisk ikke sur, men såret. Jeg lagde de sidste ting ned i min kuffert, inden døren gik op. 

"Er du klar, Dessy?" Jeg så op på Lou, der smilede forsigtigt til mig. Jeg havde fortalt hende det, det hele. Det blev jeg ligesom nød til, siden jeg kom hjem efter en time og uden drengene, men i en taxa. Så ja. Jeg nikkede hurtigt til hende, inden jeg hankede op i min kuffert og rullede den ud af værelset. Vi havde nu et par dage fri, inden One Direction skulle spille deres sidste koncerter i Tokyo. 

 

~

 

Vi var endelig tilbage i London. Flyveturen havde været lang og kedelig, men det var der jo ikke noget, at gøre ved. Jeg gik ud af flyveren, tog min kuffert og var egentlig på vej væk, lige indtil en hånd lagde sig på min skulder. Jeg vendte hurtigt  blikket imod vedkommende og hvis det havde været Liam, havde jeg slået ham. Men heldigvis for ham, så var det ikke Liam. 

"Destiny?"

"Zayn?" Jeg hankede op i min kuffert og holdt mit blik på ham. Han skævede over til Liam, der ikke så ud til at foretage sig ret meget, andet end at stå og stirre ned i jorden, imens Niall sagde noget til ham. Zayn flyttede igen sit blik hen på mig. 

"Han er virkelig ked af det"

"Du skal ikke komme her og undskylde for ham, sådan foregår det ikke!" Zayn tyssede på mig, da jeg endte ud med at råbe, selvom det ikke var meningen. 

"Men, hvorfor er du så sur på ham, over han gjorde det? Dessy, han har... Han har følelser for dig, han vil bare ikke indrømme det" Hans ord fik mig til at se over på Liam, der stod præcis, som han gjorde før. 

"Sig til Liam, at han kan fortælle jer det hele. Hele min historie, så kan i se, hvorfor jeg er sur på ham" Jeg vendte om på hælen og gik efter Lou og Lux, der stod og ventede på mig. 

"Vi har en overraskelse til dig, Dessy" Sagde Lux, med et hemmeligheds fyldt smil. Jeg hævede det ene øjenbryn en smule. Jeg magter ikke overraskelser lige nu.

"Og hvad er det så?" 

"Det for du at se, når vi kommer hjem" Sagde Lou. Man kunne se på Lux, at hun var ved at sprænges, for at sige det, men Lux var faktisk rigtig god til at holde på hemmeligheder. Underligt nok. 

Vi gik hen til Lou's bil, hvor vi satte os ind, for at køre hjem til hendes lejlighed. Turen foregik i stilhed, lige indtil vi parkerede bilen ude foran det store lejlighedskompleks og Lux blev overdrevet glad for endelig at være hjemme. Jeg åbnede døren og gik hen for at tage min kuffert ud, for at følges op til lejligheden, med Lou og Lux. Vi gik ind i elevatoren og kørte op til Lou's lejlighed. Hun låste op og døren gik op, hvor det første der mødte mig, var Christels ansigt. Jeg lignede nok en, der havde set et spøgelse. Det sidste jeg havde regnet med, var at se Christel. Her. I London. Jeg gik hende i møde og slog hurtigt armene om hende. 

"Hvad laver du dog her" Jeg kunne græde, så glad jeg var for at se hende. 

"Hvad gør man ikke, for at være hos ens bedste veninde" Jeg slap hende og mine læber lyste op i et kæmpe smil. Jeg var så glad for at se hende. Hun var lige præcis den person, jeg havde allermest lyst til at snakke med nu. Jeg sendte Lou et takkende smil, inden jeg tog min kuffert og gik sammen med Christel, ind på det værelse, som Lou havde givet mig. 

"Du ved slet ikke, hvor dejligt det er at se dig" Jeg satte mig ned på hug og lynede min kuffert op, egentlig for at ordne den, men synet virkede bare uoverskueligt, så jeg gav hurtigt op og satte mig i stolen overfor Christel.

"Når, hvordan går det så?" Jeg trak på skuldrene og lod mit blik lande på gulvet. 

"Komplikeret" 

"Hvad så, hvorfor det?" Jeg lod mit blik glide op på Christel. 

"Alt det med Max, men også..." Christel så undersøgende på mig. 

"Hvad? Sig det"

"Jeg tog på natklub med drengene, for sidst jeg var på natklub, var ligesom... Ja. Så jeg ville prøve det igen, men det blev ikke en særlig lang fornøjelse. Jeg fik et deja-vu om hele den aften og... Mhm... Liam hjalp mig så ud på toilettet, hvor..."

"Har du været i seng med Liam!?" Hendes pludselige kommentar, fik mig til hurtigt at se op på hende. 

"Nej, selvfølgelig ikke" Jeg rystede på hovedet af hende. 

"Når, fortæl videre" Jeg sank en klump, inden jeg fortalte videre. 

"Han øhm... Han var lige ved at kysse mig, men jeg trak mig. Det værste er, at jeg var lige ved at kysse med og han ved, hvad jeg har gået igennem. Han er den eneste, som jeg har fortalt det til, med mine egne ord" Christel sad og stirrede lidt på mig, inden det gik op for hende, hvad jeg sagde. 

"Er det rigtigt?" Jeg nikkede hurtigt, inden jeg tog halskeden over mit hoved og rakte den til Christel. 

"Er det den?" Jeg nikkede igen til hende. Hun sad og betragtede den, imens hun vendte og drejede den. 

"Den er godt nok smuk"

"Jeg ved det... Christel, jeg savner ham så meget" Hun lagde halskeden på sengen, inden hun rejste sig og gik hen til mig, for at trække mig ind i et kram. 

"Det skal nok gå... Vi savner ham alle sammen, han var et fantastisk menneske"

"Christel?" Jeg kunne mærke at hun nikkede. 

"Vil du ikke nok tage med mig hjem, en tur... Bare så jeg kan komme på kirkegården" Hun nikkede igen, inden hun trak sig væk fra mig.

"Selvfølgelig. Vi tager afsted imorgen"  

 

-------------

Jeg undskylder for det korte og nok lidt kedelige kapitel. Men så vil jeg takke jer alle sammen, for jeres favorit lister, kommentarer, likes osv. Det betyder virkelig meget. Tusind tak! ♥ 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...