Behind the smile - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 okt. 2013
  • Opdateret: 30 nov. 2013
  • Status: Færdig
(Det er lang tid siden, jeg har skrevet denne movella, så er du advaret) Destinys ellers perfekte liv, blev totalt spoleret en aften, hvor alt gik fuldstændig galt. Til en helt normal nytårsfest med Destinys venner og hendes kæreste Max, ændres deres fremtidsplaner sammen, da Max insistere på at køre bilen hjem. En handling, der bringer det hele over styr og ender ud i et voldsomt biluheld. Destiny overlever på mirakuløst vis, men så heldig var Max ikke. Han bliver dræbt på stedet og Destiny finder pludselig sig selv nede i et dybt hul, hvor hun hverken sover, spiser eller drikker. Til sidst bliver det for meget, så hendes mor vælger at sende hende over til hendes moster, Lou, hvor hun skal passe sin lille kusine Lux. Det hele bringer hende pludselig tættere på fem helt specielle drenge, der ønsker at hjælpe hende ud af mørket og finde ud af, hvad hun skjuler, hvilket ikke kan gøres uden en masse kærlighed.

37Likes
29Kommentarer
3445Visninger
AA

9. 7. Kapitel "Hvad har du gang i?"

Destinys synsvinkel

Tænk at jeg havde fortalt Liam alt. Jeg havde fortalt ham alt, omkring den seneste måned i mit liv. Det var svært at fatte, for jeg havde nærmest ikke fortalt det til mig selv endnu, men der er bare et eller andet ved ham, der gør, at jeg tror, at jeg kan stole på ham. Eller, jeg tror det ikke. Jeg ved det. Jeg ved også, at jeg sikkert godt kan stole på de andre drenge, men det er bare ikke det samme. Jeg skal nok fortælle dem det på et tidpunkt, men det bliver ikke nu. 

Det var igår, at jeg havde fortalt Liam det hele og lige nu gik jeg rundt inde i en legetøjsbutik med Lux, fordi jeg skulle passe hende. 

"Destiny, se den der!" Hun tog fat i en hund og trykkede på den, så den begyndte at løbe rundt og te sig som en rigtig hund. Gud, hvor var det bare noget underligt bras man kunne finde herinde. 

"Ja, den er skør var?" Lux nikkede, inden hun tog den op og stillede den på plads. 

"Men den er sød, syntes ud ikke?" Jeg nikkede hurtigt til hende og tog hendes hånd. 

"Når, vil du ikke finde noget, som vi kan købe med hjem, så du kan vise det til mor?" Lux lyste fuldstændig op, hendes øjne strålede af glæde og hendes smil gik fra øre til øre. Hun slap min hånd og løb direkte hen til en kæmpe stor enhjørningbamse. Okay, det her blev en dyr fornøjelse, men jeg så heller ikke Lux så ofte, så det var fair nok. Jeg gik hurtigt hen til den og hjalp Lux med at få den ned. 

"Er det den du vil ha'?" Spurgte jeg hende og hun nikkede bestemt. 

"Jamen så køber vi da den" Jeg tog den ned for hende og bar den hen til kassen, med Lux i hælene. Fordi at det var en normal hverdag, klokken 11 om formiddagen, var der ikke ret mange mennesker, hvilket jeg var taknemmelig for. Der var ikke noget værre, end overproppede steder. Det gav mig klaustrofobi. Jeg lagde bamsen op på disken og tro det eller ej, så var den nærmest så stor, at den ikke kunne være der. Jeg fandt min pung frem og fik betalt for den og da Lux hørte 'biib' lyden, der betød at den var betalt, kunne jeg bare se hendes øjne stråle endnu mere. Det gjorde mig glad at se hende sådan og et lille smil kom frem på mine læber. Vent. Smilede jeg lige? Selvom jeg gjorde, blev det der dog ikke ret længe, men Lux havde lige fået mig til at smile. 

"Hej hej, fortsat god dag" Hilste hende der stod i kassen. 

"I lige måde" Sagde jeg og tog bamsen ned fra disken, inden jeg tog Lux i hånden, med min anden hånd. 

"Nu skal jeg hjem og vise mor den!" Sagde hun, stadig med det største smil, som hun overhovedet kunne præstere. 

"Ja, hvad tror du hun siger til det?" Lux så op på mig og hun så ud som om hun overvejede det, inden hun svarede. 

"Mhm... Hun siger sikkert 'ej Lux, hvad har du nu fået'?" Efter hun havde sagt det og efterlignede hendes mor, grinte hun en smule. Faktisk lød det ret meget, som noget Lou ville kunne finde på at sige.

 

~

 

Langt om længe havde jeg fået slæbt Lux forbi alle de andre legetøjs forretninger og vi var nu hjemme på hotellet igen, hvilket virkede som en befrielse. 

"Kom nu Dessy, vi skal vise bamsen til mor!" Lux løb og skyndte på mig, da hun åbenbart ikke kunne vente med at vise den og i min fart på at følge med hende, fik jeg selvfølgelig løbet ind i en. 

"Ej, undskyld" Sagde jeg hurtigt, men så, at det bare var Liam, som jeg var løbet ind i. Man skulle tro, at han forfulgte mig... Når, nevermind.  

"Wow, det er fair nok.... Med den, øhm... Bamse?" Han trak hurtigt på det ene øjenbryn og sendte mig et smil, hvilket jeg grinte af. Okay, mit humør havde fået et hak op. 

"Grinte du?" Jeg bed mig blidt i underlæben og lod hurtigt mit blik falde, inden jeg så op på Liam igen. 

"Det gjorde jeg vel" Pludselig hørte jeg nogle pifte og så i retningen af, hvor det kom fra. Harry. Jeg havde ikke engang behøvet at kigge. Liam smilede bare af det, men jeg blev faktisk en smule irriteret over det. 

"Dessy, kom nu!" Skyndte Lux på mig. Jeg rullede hurtigt med øjnene og sendte Liam et undskyldene blik, inden jeg fulgte efter Lux. Vi kom op i elevatoren og kørte op til vores sal, hvorefter vi gik hen til vores værelse. Jeg låste hurtigt op og gik ind, sammen med Lux, som løb hendes mor i favnen. 

"Hej Luxi og... Enhjørninge Dessy?" Hun sendte mig et undrende blik og jeg lagde bamsen på gulvet. 

"Ja, jeg sagde til Lux, at hun måtte vælge en ting fra Hamley's og så valgte hun den største, der overhovedet var" 

"Det skulle du da ikke" Lou gik hen til mig og trak mig ind i et kram. 

"Jo, det er ikke så tit, jeg ser min kusine" Jeg slap Lou igen og så ned på Lux. 

"Er den ikke fin?" Spurgte hun Lou om, som hurtigt nikkede. 

"Den er meget fin skat" Lou så igen hen på mig. 

"Tak for hjælpen, jeg skal nok tage hende" Jeg nikkede kort og sendte Lux et sidste blik, inden jeg vendte rundt og forlod værelset. Jeg havde en top, der stoppede cirka midt på lårene og et par gemaisher på, da det var overraskende varmt, her i Australien. Udover det, havde jeg bare taget et par slidte Converse på og mit hår sad i en høj hestehale. 

"Fik Lou set bamsen?" Jeg vendte mig hurtigt om, da en stemme talte til mig. Jeg var faktisk på vej ud, for at finde ham, men det blev åbenbart omvendt. Jeg nikkede hurtigt. 

"Jep" Jeg gik lidt tættere på ham, så vi stod med cirka en meters adskillelse. 

"Det er fordi, at mig og drengene skal i byen i aften og så ville vi høre om, du måske havde lyst til at tage med?" Hans spørgsmål fik mit blik til at falde, fordi sidst jeg var i byen, var en aften der ændrede mit liv fuldstændig. 

"Sagde jeg noget forkert?" Jeg så hurtigt op på ham og rystede på hovedet. 

"Nej, nej, det er bare... Du ved, sidst jeg var i byen" Liam nikkede forstående.

"Det er også okay, hvis du ikke har lyst" Jeg rystede igen, hurtigt på hovedet. 

"Nej, nej... Øhm, jeg vil gerne. Det skal jo gøres på et tidspunk" Liam smilede svagt. 

"Men... Har i ikke en koncert i aften?"

"Jo men efter. Det er den sidste koncert her i Australien... Så har vi et par dage fri, inden vi skal til Tokyo" Jeg nikkede hurtigt.

"Så lad os da gøre det" Et svagt smil trængte sig ind på mine læber. Efter Lux havde fået mig til at smile den ene gang, var det som om, at der ikke skulle særlig meget til, for at få mig til at smile. 

"Smiler du?" Jeg så op på Liam. 

"Lux fik mig til at smile og siden da..." Jeg trak hurtigt på skuldrene, inden jeg hørte en ringetone komme fra den mavetaske jeg havde på. Jeg havde den bare over skulderen. Ja, i ved. Jeg fik hurtigt lynet den op og taget min mobil. 

"Det Destiny"

"Ej Dessy, hvor er jeg bare glad for at høre din stemme" Jeg blev vildt overrasket, da det var Christel der ringede. Christel var min bedste veninde og jeg havde ikke snakket med hende siden nytår. 

"Christel, er det dig?" Liam så forvirret på mig. Jeg sendte ham et undskyldene blik, inden jeg gik forbi ham og videre ned igennem gangene. 

"Du må undskylde, at jeg ikke har ringet, jeg ved at du har været så ked af det og der har ikke været noget jeg hellere har villet, end at ringe til dig, men vi vader i lektier"

"Christel, det er fint nok"

"Men hvor er du henne? Hvorfor kommer du ikke i skole?"

"Årh ja, det har jeg ikke fortalt dig... Jeg er i Australien"

"Say what? Hvorfor det?" Jeg fortsatte videre igennem gangene, indtil jeg kom til en opholdstue, hvor jeg gik ind og satte mig i sofaen. 

"Hos min moster"

"Men hun bor da ikke i Australien?" Jeg rystede hurtigt på hovedet. 

"Nej, hun bor i London, men jeg er ligesom du ved... Hun er jo stylist for One Direction og..."

"-Som i lækre One Direction! Er du sammen med dem?" Jeg kunne ligesom høre hendes misundelse. For mig var det nu ikke rigtig noget specielt, men what ever.

"Ja, som i dem"

"Ej, hvor snyd... Når men, det var faktisk ikke det jeg ville snakke om... Søde, hvordan har du det?" Hendes spørgsmål fik mit humør til at dale igen.

"Fint nok, tror jeg... Men der er bare de her mareridt og de bliver ved"

"Årh søde, jeg ville ønske jeg kunne være hos dig, jeg kan også mærke hans fravær. Jeg var jo ret gode venner med ham, men dig... Jeg kan slet ikke forestille mig det"

"Nej... Jeg har tabt mig ret meget og jeg føler bare, at der er et kæmpe hul... Indtil i dag har jeg ikke kunnet smile, men ham her Liam, han mundre mig op, på en eller anden måde"

"Nurh, hvor sødt... Men skat, du må bare ringe, hvis der er noget okay? Jeg vil altid være her"

"Tak søde... Vi ses"

"Ses" Jeg fjernede mobilen fra øret og lagde på. Jeg havde virkelig savnet at høre hendes stemme.

 

~

 

"Destiny er du klar?" Jeg så over på Louis, der stod i døren og skyndte på mig. 

"Jaja, slap af" Jeg kiggede på mig selv en sidste gang og tjekkede om min halskæde hang om halsen, som den altid gjorde, men jeg tjekkede bare hele tiden. Den måtte ikke blive væk. Jeg vendte mig om og gik hen til Louis, der stod med min jakke. Jeg tog den hurtigt på og gik ud af værelset, inden jeg smækkede efter mig. 

"Når, har du noget kørende med Liam?" Hans ord fik mig til at sende ham et spydigt blik. 

"Nej jeg har ej? Hvorfor skulle jeg dog have det?" Louis trak på skuldrene, i det samme som vi gik ind i elevatoren. 

"I øhm... Er bare ret meget sammen?" Jeg trak hurtigt på skuldrene.

"Han forstår mig... Han er en meget forstående persen" Louis nikkede bare og ikke så længe efter, åbnede elevator dørene og jeg mødte drengenes ansigter, der så på mig. 

"Hvor godt at du ville komme med" Sagde Harry. Jeg nikkede bare hurtigt til ham. 

"I skal ikke regne med, at jeg drikker noget"

"Det er helt fint, det skal Liam heller ikke" Sagde Niall og så over på Liam.

"Skal du ikke?" Liam rystede på hovedet. 

"Jeg kan ikke" Jeg lod det bare ligge og lod mit blik glide ud af ruderne. Der stod stadigvæk tusindvis af fans og hvis jeg ikke tog meget fejl, så var der vidst også nogle, der havde overnattet her. 

"Men, hvordan skal vi komme ud?" 

"Bagdøren" Zayn sendte mig et smil, inden jeg bare nikkede og fulgte efter dem. 

Inden længe var vi ude ved drengenes bil og vi var heldigvis kommer uset igennem bagdøren, men freden varede ikke længe, før fansene havde fået øje på os og mængede sig op af bilen. Jeg siger dig. Det var det rene kaos. Vi fik kørt igennem mængden, heldigvis uden at køre nogle ned og var nu ude på vejen, på ved imod en eller anden natklub. 

"Hvad er det for en halskæde du har på?" Jeg flyttede hurtigt blikket imod personen, der sad ved siden af mig. Det var Niall og han havde åbenbart opdaget halskeden, der hang om min hals og ned i min kjole. 

"Øhm, ikke nogen..." Jeg lod mit blik glide ud af ruden, med et stift blik. 

"Jo, hvad er det for en? Hvorfor har du den ikke udover din kjole?" Jeg skævede kort hen til ham og kunne mærke drengenes blikke på mig. 

"Det er en lang historie" Sukkede jeg og lod igen vejen få min fulde opmærksomhed. 

"Vi har tid nok?" Jeg rystede hurtigt på hovedet. 

"Nej, jeg vil ikke ødelægge jeres aften og efter hvad jeg kan se på Zayns GPS, har vi ikke tid nok" Niall sukkede lidt af mig, men lod det heldigvis bare ligge. Ikke så længe efter, var vi ankommet til natklubben. Musikken bragede derudaf og det kunne høres højt og tydeligt, selvom man ikke var derinde. Vi gik der ind, fik lagt vores tasker og hængt vores jakker, inden vi fortsatte ind i natklubben. Der lugtede af sprut, røg og sved, hvilket ikke er den mest lækre cocktail. Jeg lod mit blik glide rundt imellem de mange mennesker, faktisk mest for at finde et ledigt bord og der, lige der, allerlængst henne i hjørnet, var der et ledigt bord. Ligeglad med drengene, forsatte jeg hen til bordet og satte mig ned. Efter hvad jeg kunne se, var drengene allerede fuldt optaget. Sikkert af nogle fans, der kunne genkende dem. Hvad lavede jeg overhovedet her? Jeg var jo bare i vejen. 

"Må jeg gøre dig selskab?" Jeg skævede op til Liam, der stod med et smørret smil omkring hans læber. Hvad var han ude på? Glem det. Jeg nikkede kort og rykkede mig længere ind imod væggen, så Liam kunne sidde der. 

"Hvorfor kan du ikke drikke?" Jeg så op på Liam, der sad og betragtede mig en smule. Han trak på skuldrene. 

"Min nyre" Jeg nikkede forstående. 

"-Hvordan har du det med at være her?" Jeg kneb mine læber en smule sammen og lod mit blik glide ud på de mange festende og glade mennesker. 

"Okay... Hvorfor vil i overhovedet ha' mig med? Jeg er jo kun i vejen" 

"Du er ikke i vejen Destiny og vi vil ha' dig med, fordi vi gerne vil lære dig bedre at kende og je..." Mere nåede han ikke at sige, før de andre drenge slog sig ned ved bordet, sammen med os. De stillede noget alkohol på bordet og så skiftesvis på os. 

"Hvad?" Ej undskyld, jeg kunne ikke lade hver. 

"Ikke noget" Sagde Zayn hurtigt, med et lumsk smil. Hvad var de ude på? 

"Jeg skal lige på toilettet" Jeg krøb mig forbi Liam og fortsatte igennem natklubben og ud på dansegulvet, hvor menneskerne slyngede sig sammen. De klappede, hujede, råbte og havde det sjovt og pludselig der, midt i det hele, fik jeg deja-vu. Hele aftenen. Den aften. Kom til mig. Jeg så Max foran mig. Han smilede, hans øjne lyste. Han tog min hånd. Jeg kunne mærke tårerne pressede sig på, da jeg følte at Max komme tættere. 

"Max?"

"Destiny, Destiny er du okay?" Mine øjne glippede et par gange, før det gik op for mig, at det var Liam, der stod foran mig. Tårerne løb nu ned af kinderne på mig, som jeg trak ham ind i et kram. 

"Det var... Det var deja-vu Liam... Jeg så ham" Liam strøg mig over håret, inden han slap mig. 

"Bare rolig Dessy" Han tørrede tårerne væk fra mine øjne, inden han tog min hånd og førte mig igennem mængden og ud til toiletterne. Jeg tog en dyb indånding, inden jeg stillede mig foran spejlet og så på mig selv. 

"Hvor ser jeg forfærdelig ud, Liam... Hvad er der sket med mig?" Jeg rystede på hovedet og lod mit blik falde. 

"Ingenting, Dessy... Du er stadig den samme, helt inde. Det er bare så såret og din krop viser det, på den her måde" Han løftede min hage, så jeg så på ham. 

"Men jeg... Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre Liam" Liam smilede forsigtigt, inden han tog et lille skridt, tættere på mig. 

"Du er perfekt, som du er" Han kom en smule tættere på, så jeg kunne føle hans varme ånde, Hans læber snittede mine, lige inden det gik op for mig, hvad jeg havde gang i. Jeg trak mig hurtigt væk fra ham og så nok lidt forskrækket på ham. 

"Hvad har du gang i?" Liam så lige så overrasket du som mig, men en smule såret. 

"Destiny, undskyld" 

"Du ved hvordan jeg har det, Liam! Hvor våger du!" Jeg gik hurtigt forbi ham og videre ned imod udgangen, selvom jeg kunne høre han sagde noget til mig, hvilket betød, at han fulgte efter mig. 

"Destiny, undskyld!" Tårerne løb ned af kinderne på mig og små hulk, forlod mine læber. Hvad havde han lige gang i? Jeg troede... Ligemeget, han har ødelagt det hele.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...