Behind the smile - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 okt. 2013
  • Opdateret: 30 nov. 2013
  • Status: Færdig
(Det er lang tid siden, jeg har skrevet denne movella, så er du advaret) Destinys ellers perfekte liv, blev totalt spoleret en aften, hvor alt gik fuldstændig galt. Til en helt normal nytårsfest med Destinys venner og hendes kæreste Max, ændres deres fremtidsplaner sammen, da Max insistere på at køre bilen hjem. En handling, der bringer det hele over styr og ender ud i et voldsomt biluheld. Destiny overlever på mirakuløst vis, men så heldig var Max ikke. Han bliver dræbt på stedet og Destiny finder pludselig sig selv nede i et dybt hul, hvor hun hverken sover, spiser eller drikker. Til sidst bliver det for meget, så hendes mor vælger at sende hende over til hendes moster, Lou, hvor hun skal passe sin lille kusine Lux. Det hele bringer hende pludselig tættere på fem helt specielle drenge, der ønsker at hjælpe hende ud af mørket og finde ud af, hvad hun skjuler, hvilket ikke kan gøres uden en masse kærlighed.

37Likes
29Kommentarer
3453Visninger
AA

8. 6. Kapitel "Er du forlovet?"

Destinys synsvinkel

"Kom Lux, skal vi ikke gå ind?" Jeg rakte min hånd frem imod hende og lagde hovedet let på skrå. 

"Må jeg lige tage en sidste rutsjetur?" Jeg nikkede hurtigt til hende og lod igen min hånd falde ned. Det var halvmørkt og  Januar kulden var ved at tage over, lige som One Directions koncert, var ved at være færdig. Mig og Zayns samtale, havde virkelig fået mig til at tænke over nogle ting og jeg kunne med det samme se, hvor led jeg havde været over for alle sammen. Det gjorde mig ondt, mere end jeg havde ondt i forvejen, for de ville jo bare hjælpe mig, hvilket jeg var taknemmelig for, men de kan bare ikke sætte sig i mit sted og virkelig se, hvordan jeg har det. Det var også alt det som Zayn sagde, med at elske nogen. "Hvis de virkelig elsker en, eller elskede... Og hvis du virkelig elsker dem, vil de altid, uanset hvad, være i dit hjerte" Det var som om, at han bare vidste lige præcis hvad han skulle sige, han beskrev min situation, mit dilemma og det havde virkelig fået mig til at tænke over nogle ting. Lux kom løbende hen til mig og jeg åbnede mine arme, for at trække hende ind i et kram. Hvis i ikke ved det, så sidder jeg ned på en bænk, ved en legeplads, ude foran arenaen. Jeg trak Lux ind i et kram og strøg hende over håret. 

"Dessy, jeg elsker dig" Sagde hun stille, hvilket fik tårerne til at samle sig i øjenhulerne, men jeg tørrede dem hurtigt væk. 

"Jeg elsker også dig Lux" Hviskede jeg, inden Lux trak sig ud af vores kram og tog min hånd. 

"Skal vi ikke gå ind, jeg fryser" Jeg nikkede hurtigt til hende, inden jeg bar hende op i min favn og vi gik inden for, før jeg satte hende ned. 

"Vil du ikke lav noget kakao til mig?" Spurgte hun med et stort smil. 

"Jo da, lad os lave noget kakao" Jeg tog hendes hånd og gik igennem de mange rum, indtil vi kom til det lille cafeteria, hvor vi gik hen til kakao maskinen. Jeg stillede en kop under maskinen og trykkede på knappen.

"Skal du ikke ha' noget?" Jeg så hurtigt ned på Lux, da hun spurgte. 

"Jojo, det skal jeg nok" Jeg nikkede hurtigt til hende og stillede koppen med hendes kakao, ned på bordet, for at fylde en kop til mig. Jeg kunne høre de mange skrigende fans og drengene der sagde, at de var glade for, at de ville ha' dem osv. hvilket nok betød, at de var ved at slutte af. 

"Vil du ha' noget chokolade?" Spurgte jeg og Lux nikkede hurtigt. Der stod en slik skål på bordet, hvor jeg hurtigt tog et stykke chokolade til hende og et til mig selv, inden jeg igen vendte opmærksomheden imod maskinen. Det gav et sæt i mig, da der var nogle der prikkede mig på skulderen. Jeg vendte mig hurtigt imod vedkommende og foran mig stod Liam. 

"Øhm hej?" Jeg gav Lux hendes kakao og sendte hende hen til det lille bord.

"Liam, jeg har indset, hvor sur jeg har været og jeg vil bare sige undskyld..." Jeg lod mit blik falde og tog min kop med kakao i hænderne. 

"Du behøver ikke at undskylde, du har sikkert dine grunde" Jeg lod igen mit blik falde og tog en tår af min kakao. 

"I er ret gode..." Jeg lod mit blik stige, så jeg så ind i Liams mørke øjne.

"Tak... Du er ret god, til det med børn" Han nikkede hen imod Lux, inden han igen vendte opmærksomheden imod mig. 

"Det er jeg normalt ikke, men hun er min kusine"  Jeg tog en tår af min kakao og lod hurtigt mit blik glide over på Lux og da det var gledet tilbage, stod Harry der, sammen med Liam. 

"Hey Destiny" Han tog en kop og satte den under maskinen.

"Hey Harry" Jeg sendte Liam et sidste blik, inden jeg gik hen til Lux.

 

~

 

Solen skinnede ind i værelset og oplyste det. Det var en god dag, koldt, men solen skinnede da. Igår havde jeg fået snakket med Liam, undskyldt min opførsel. Jeg sad med halskæden i hænderne og beundrede den smukke ring, der var tildelt mig. Det fik tårerne frem i mine øjne, lige indtil jeg hørte nogle tale til mig og jeg hurtigt tørrede dem væk, og gemte ringen i bag mig. 

"Vil du med ned og ha' frokost?" Liams stemme var rar og blid. 

"Har du grædt?" Pis også. Han kom gående hen imod mig og satte sig ned i stolen foran mig. Jeg rystede bare blidt på hovedet. 

"Du skal ikke tage dig af det..." Jeg så hurtigt op på ham, inden jeg rejste mig og fortsatte ud af værelset. 

 

Liams synsvinkel

Jeg ville høre fra mig og de andre drenge, om Destiny ville ned og spise frokost med os. Hun var blødet lidt op, hvilket var dejligt, men jeg havde endnu aldrig, spottet et smil på hendes læber. De var altid den samme tynde streg. I det mindste var hun begyndt at spise lidt, så hendes hudfarve var på vej tilbage, men der var stadig lang vej, fra den askegrå farve, til hendes normale hudfarve. Lou havde vist mig nogle billeder af hende. Hun var tynd før, men nu var hun et skelet. Hun var slet ikke til at kende. 

"Vil du med ned og ha' frokost?" Hun sad med noget i hænderne, der glimtede i solens skær, men hun gemte det hurtigt væk og så op på mig, hvor jeg så de røde render under øjnene og at hendes øjne var helt røde. 

"Har du grædt?" Jeg gik hen imod hende og satte mig ned i stolen overfor hende. 

"Du skal ikke tage dig af det..." Hun så hurtigt op på mig, inden hun rejste sig fra sengen og forlod værelset. Jeg rejste mig også, men så så noget ligge i sengen. Jeg skulle lige til at gå videre, men jeg måtte simpelthen se, hvad det var. Jeg tog den op. Det var en halskæde, men vedhænget var noget helt specielt. Det var en ring og ikke en hvilken som helst ring, det var en forlovelses ring. Destiny var forlovet? Var hun tvangs forlovet? Var det derfor, at hun var så ked af det? Nej, det kunne ikke være det. Jeg stod og betragtede ringen lidt, inden jeg puttede den i lommen, for at give den til Destiny igen. Den skulle vel nødigt blive væk. 

Jeg gik ud af værelset, for at gå ned i restauranten til de andre. Jeg så mig hurtigt omkring, for at finde det bord, som de havde sat sig ved. Jeg fik hurtigt øje på dem og gik derhen, hvor jeg satte mig ned imellem Louis og Harry og tro det eller ej, så sad Destiny faktisk og spiste. Det var ikke meget, men det var da bedre end ingenting. Jeg tror drengene opfattede mit ansigtsudtryk, for ikke så længe efter, spurgte de:

"Liam, er der noget galt?" Jeg rystede hurtigt på hovedet og hævede mit blik op på Destiny, der sad og så undersøgende på mig. Jeg måtte snakke med hende, men jeg lod hende spise færdigt først. 

Da hun var færdig med at spise og rejste sig op for at gå, rejste jeg mig også op. 

"Destiny, jeg vil gerne lige snakke med dig" Hun nikkede og gjorde tegn til, at jeg kunne følge med. Vi gik hen til elevatoren, trykkede på knappen og gik ind. 

"Hvad er der Liam?" Spurgte hun og så hen på mig. 

"Kan vi snakke, på mit værelse?" Hun nikkede hurtigt og vi kørte op i stilhed. Nu måtte jeg vide det, for jeg havde fundet noget, noget der måske var hele kilden til hendes hemmelighed. Elevatoren gik op og vi gik ud i takt og hen til mit værelse, som jeg låste op. Vi gik ind og jeg førte hende hen til sengen, hvor hun satte sig ned og jeg, ved siden af hende. Jeg stak hånden ned i lommen og tog ringen frem. Hun lignede et spøgelse og tog den hurtigt ud af hånden på mig. 

"Er du forlovet?"" Hun så op på mig, med øjne der kunne dræbe, hvilket fik mig til at se væk. 

"- Du glemte den på dit værelse" Jeg vendte igen mit blik imod hende og kunne nu se, at hun sad med tåre i øjnene, hvilket fik mig til at ligge armene omkring hende og bare håbe på, at hun ikke ville skubbe mig væk. Det gjorde hun ikke, med snøftede bare en gang. 

"Kan jeg stole på dig?" Jeg nikkede kort, inden jeg fjernede mine arme omkring hende og hun så op på mig, med helt grædefærdige øjne. 

"Han, han døde... Og det var min skyld" Hun snøftede endnu højere og begravede hendes ansigt i min skulder. 

"Hvem døde?" 

"Det var til nytår... Vi var til nytårsfest, en fest som min ven holdt, vores ven. Vi dansede, vi havde det sjovt....  Nedtællingen begyndte og vi talte med. Alle hujede, klappede og skreg, da Max hviskede mig i øret, at vi skulle tage hjem. Jeg adlød og fulgte med ham uden for, hvor vi gik hen til hans bil. Han ville køre, selvom han var for fuld. Jeg sagde at han ikke kunne, men han overbevidste mig om, at der ikke ville ske noget. Vi satte os ind i bilen, for at køre hjem til ham. Han tog ikke sele på og jeg magtede ikke at diskutere med ham, så jeg lod ham køre fuld, uden sele. Vi snakkede, pjattede og pludselig opdagede jeg, at der lå en cykelhjelm på gulvet. Han sagde, at det var hans nevøs og jeg tog den på, hvor jeg bad ham kigge på mig. Han grinte, vi grinte, lige indtil jeg lod mit blik glide ud af ruden og jeg så to lygter komme direkte imod mig. Han kunne ikke rette op. Jeg skreg hans navn..." 

Det hele kom som et chok for mig, da Destiny sad der og fortalte alting og om hvorfor hun havde det svært. Pludselig kunne jeg se, hvorfor hun havde været sådan. Stødende, sur, ked af det... Knust. Jeg tørrede hurtigt nogle tårer væk fra hendes øjne, selvom det ikke rigtig hjalp. Jeg lagde beroligende min hånd på hendes lår, inden hun fortsatte. 

"-Han svarede mig ikke... Jeg hørte kun et skrig fyldt med smerte og mere opfattede jeg ikke, før jeg vågnede op ved, at nogle ruskede i mig. Jeg spurgte efter Max og de sagde, at han var okay... De sagde at han var okay, men han var død... Han var død på stedet."

Hun så op på mig, med helt grædefærdige øjne. 

"Han er død Liam..." Hun lod igen hendes blik falde, inden hun fortalte videre. 

"Jeg kæmpede for mit liv, bare jeg havde vidst at Max havde været død... Jeg kæmpede for ham, for at vi kunne være sammen, men da jeg så vågnede igen, på hospitalet, sad min mor der. Jeg spurgte efter Max, men hun sagde at han var død... Hele min verden ramlede sammen og jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre. Der kom en sygeplejerske og sagde, at jeg skulle sige farvel til Max, hvis jeg havde lyst. Vi blev ført igennem gangene, jeg kastede op en enkelt gang, men da vi kom til det værelse, hvor han lå død... Jeg stivnede... Jeg gik ind, tog hans hånd, kyssede ham og fortalte ham, at jeg altid ville elske ham... Pludselig blev en hånd lagt på min skulder og foran mig stod Max' mor... Vi krammede, jeg græd, de græd, men pludselig tog hun en lille kongeblå æske frem og gav mig den, hvorefter hun sagde, at Max ville ha' friet til mig, men hun syntes vi var for unge. Det var vi vel også, så hun passede på den for ham..."

Tårerne løb som aldrig før, ned af hendes kinder og gjorde dem helt våde. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige eller foretage mig. 

"Det var jo ikke din skyld, at han døde?" Hun nikkede engang og lod blikket blive, hvor det var. 

"Jo Liam... Jeg lod ham køre, jeg gjorde ikke noget for at stoppe ham, det er bare ført gået op for mig nu..." 

"Destiny... Det var ikke din skyld" Jeg lagde igen armene omkring hende og aede hende blidt på ryggen. Jeg strøg hende over håret en gang. 

"Liam... Han var mit livs kærlighed, vi havde fremtidplaner sammen, men det hele valgte skæbnen at tage fra mig og fra ham... Det var hans fødselsdag" Hun lagde også armene omkring mig og jeg vuggede hende stille og roligt, frem og tilbage. 

"Bare rolig, jeg siger det ikke til nogen, du kan stole på mig"

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...