Behind the smile - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 okt. 2013
  • Opdateret: 30 nov. 2013
  • Status: Færdig
(Det er lang tid siden, jeg har skrevet denne movella, så er du advaret) Destinys ellers perfekte liv, blev totalt spoleret en aften, hvor alt gik fuldstændig galt. Til en helt normal nytårsfest med Destinys venner og hendes kæreste Max, ændres deres fremtidsplaner sammen, da Max insistere på at køre bilen hjem. En handling, der bringer det hele over styr og ender ud i et voldsomt biluheld. Destiny overlever på mirakuløst vis, men så heldig var Max ikke. Han bliver dræbt på stedet og Destiny finder pludselig sig selv nede i et dybt hul, hvor hun hverken sover, spiser eller drikker. Til sidst bliver det for meget, så hendes mor vælger at sende hende over til hendes moster, Lou, hvor hun skal passe sin lille kusine Lux. Det hele bringer hende pludselig tættere på fem helt specielle drenge, der ønsker at hjælpe hende ud af mørket og finde ud af, hvad hun skjuler, hvilket ikke kan gøres uden en masse kærlighed.

37Likes
29Kommentarer
3506Visninger
AA

7. 5. Kapitel "Det rager ikke dig"

Destinys synsvinkel

Latteren gled ud af hans perfekte læber. Eller, for mig var de perfekte, sammen med alt andet på hans krop. Han var fuldstændig perfekt for mig. De smukke blomster stod og svajede i den lette og friske sommervind, imens solens varme stråler, omfavnede vores kroppe. Hans fingre var flettet ind i mine, da han stille trak mig ind til sig. Hans ene hånd kærtegnede min kind, imens den anden slap min hånd og lagde sig nederst på min ryg. "Jeg elsker dig, og det vil jeg altid gøre. Husk det, du er min engel" Viskede han ind i mit øre, imens han fjernede et tot hår fra mit ansigt og om i bag mit ene øre. "Lov mig, at du altid vil elske mig" Et svagt nik kom fra mig, imens mine læber trak op i et stort smil. "Jeg elsker dig Max" Sagde jeg stille. "Jeg vil aldrig elske andre end dig." Pludselig blev alt omkring os mørkt, vinden begyndte at tage til, skyerne blev grå, blomsterne dansede ivrigt og Max' skikkelse, blev svagere og svagere. "Destiny, jeg elsker dig" Kunne jeg høre hans stemme hviske. "Max!? Max, du må ikke gå! Hvad sker der!" Tårerne pressede sig på og løb ned af mine kinder, da Max blev svagere og svagere og tog flere og flere skridt væk fra mig. Vinden rev mig i håret og pludselig satte mine ben i løb efter Max, som næsten var forsvundet. "Max bliv!" Råbte jeg, imens mine tåre tog til, men det nyttede ikke noget, for han var...

Et skrig forlod min mund, imens tårerne væltede ned af kinderne på mig og hulkene var lange og høje. Jeg tog mig fortvivlet til hovedet og prøvede på, at genvinde mit åndedrag, da Lou viste sig og skyndte sig hen til mig og lagde hendes arme omkring mig. Jeg begravede mit ansigt i hendes trøje, imens tårerne væltede derudaf og gjorde Lou's trøje, helt våd. Hendes hånd strøg mig over håret, imens hun vuggede mig frem og tilbage. 

"Hvad sker der?" Kunne jeg høre en stemme sige, men det var ikke Lux eller Lou, den her stemme tilhørte Liam. Jeg trak mig stille fra Lou og så op på Liam, med helt grædefærdige øjne. 

"-Jeg var lige herude, da jeg hørte et skrig og" Lou rejste sig og gik hen til ham, hvorefter hun førte ham ud af værelset og lukkede døren efter dem. Jeg havde fået det samme mareridt, igen. Det var altid det. Det skræmte mig. Jeg var bange for det, for hver gang, mindede det mig om ham og min kærlighed til ham. Jeg genvandt min vejrtrækning og tørrede forsigtigt tårerne væk fra mit ansigt, inden jeg slog dynen til siden og kom op og stå. Jeg undgik spejlet og satte mig i stedet ned på huk, ved min kuffert, som jeg roligt lynede op og fandt en oversize trøje frem. Eller, faktisk var det ikke en oversize trøje, men det var det blevet, efter mit masive vægttab. Derefter fandt jeg et par leggins og lod mit nattøj glide over hovedet, for at tage det nye tøj på. Jeg trådte ned i et par bamsestøvler og redte mit hår, hvorefter jeg dækkede, så godt som jeg nu kunne, de mørke render under mine øjne og lagde et tyndt lag mascara på mine øjenvipper. Halskæden med forlovelsesringen, var kold og sendte signaler rundt i hele krop, for derefter at blive til min normale kropsvarme. Jeg gik hen til døren og åbnede den, hvor jeg så Lou og Liam, stå og snakke sammen. Liam vendte hans opmærksomhed imod mig, med et bekymret ansigtsudtryk. Jeg skyndte mig bare at se ned og gå ud af værelset og videre ned af hotellets gange, indtil jeg kom til restauranten. Jeg gik hen til bordet, der var fuldt pyntet med alt muligt forskelligt mad og hvor ville jeg dog ønske, at jeg kunne spise det, men det gav mig kvalme, bare at kigge på det, så jeg endte med at snuppe en appelsin. Det var vel bedre end ingenting. 

Jeg skulle lige til at vende mig om, for at gå videre op på mit værelse igen, da nogle råbte mit navn. Jeg vendte hurtigt rundt og så drengene sidde ved et bord, sammen med Lux. 

"Destiny, kom her hen!?" Hvis det ikke var fordi, at Lux var der, havde jeg ikke gjort det. Jeg gik med normale skridt, hen til bordet og satte mig på den ledige stol.

"Godmorgen" Sagde de i kor.

"Godmorgen" Mumlede jeg bare tilbage og tog mig til at skrælle min appelsin. 

"Er det, det eneste du skal ha'?" Jeg skævede hurtigt op til vedkommende, der spurgte mig og det viste sig, at være Niall. Jeg nikkede bare og trak på skuldrene.

"Har du et problem med det?" Niall se overrasket på mig. Mit sørgelige moment, havde åbenbart også gjort mig sur. Det følte jeg i hvert fald, jeg var sur og ked af det, på samme tid. 

"Hvordan har du det Dessy?" Jeg vendte min opmærksomhed ned på Lux, der havde Nutella over det hele. 

"Jeg har det fint, hvad med dig?" Mit tonefald blev blidere, fordi jeg snakkede med Lux. Drengene gjorde mig bare irriteret, på en eller anden måde. Lux nikkede. 

"Er det ikke i dag, at du skal passe mig?" Spurgte hun. Jeg nikkede til hende. Det var i dag, at jeg skulle passe Lux, fordi One Direction havde koncert i aften, hvilket betød, at jeg næsten ikke kom til at se dem en hel dag, hvilket passede mig glimrende. 

Jeg kunne høre fodskridt i bag mig og i det næste, satte Liam sig ned, på den ledige stol, ved siden af mig. Jeg havde det skidt med, at han så det før. Det skulle han ikke ha' set. 

"Destiny..." Jeg så hurtigt op på Liam, da han sagde mit navn, men lod så mit blik glide hen på Lux, da hun rejste sig fra stolen. 

"Hvor skal du hen?" Spurgte jeg.

"Jeg skal op til mor"

"Du kan ikke gå derhen alene, lad mig følge dig derhen." Jeg havde fuldstændig droppet min halv skrællede appelsin og i stedet rejste jeg mig op, for at tage Lux i hånden og følge hende op til Lou. 

"Jeg går med" Sagde Liam hurtigt. Jeg ville helst sige, at det skulle han ikke, men Lux blev ret glad, da han sagde det, så jeg lod vær. Vi fulgte Lux op til Lou. Jeg overvejede kort at gå med ind og lade Liam stå mutters alene, men det ville være synd. Jeg er trods alt menneske. 

"Destiny, hvad skete der?" Jeg vendte mig om imod ham og kiggede hurtigt til begge sider, men der var ikke nogen. 

"Hvad?" 

"Destiny, jeg så det... Du skreg og græd, som om helvede var løs" Jeg så fortvivlet op på ham og lod mit blik falde ned på gulvet. 

"Liam, du skal ikke bekymre dig om mig" Sukkede jeg. Liam løftede min hage op, så jeg så ham i øjnene. 

"Du kan fortælle mig det, jeg vil bare hjælpe dig" Jeg fjernede mit blik og så ud af den tomme gang. 

"Destiny?" Jeg sank en klump og lod igen mit blik falde på ham. 

"Det rager ikke dig" Sagde jeg vredt, inden jeg gik med hurtige skridt, ned af gangen. Langt nåede jeg dog ikke, før Liam var der og tog fat i min arm. 

"Lad mig dog forhelvede være!" Skreg jeg og vred mig løs fra hans arm. Jeg kunne ikke mere.

 

Liams synsvinkel

"Det rager ikke dig" Hendes ord kom som et lyn. Hun var blevet ret vred, efter vores møde på flyet igår. Det eneste jeg ønskede var at hjælpe hende, for jeg kunne se, at hun havde det utrolig svært og på en eller anden måde, pinte det mig. Jeg kunne jo bare være ligeglad med hende, men på en måde, var jeg det bare ikke. Jeg måtte hjælpe hende. Hun vendte sig fra mig og gik med hurtige skridt ned af gangen. Mine ben satte automatisk efter og jeg greb fat i hendes arm, for at få hende til at stoppe.

"Lad mig dog forhelvede værre!" Skreg hun og det overraskede mig en del. Hun vred sig løs fra min arm og løb videre ned af de lange gange, imens jeg bare stod og så efter hende. Jeg ville jo bare hjælpe.

"Hvad skete der lige der?" Zayns stemme kunne høres i bag mig, hvilket fik mig til at vende mig imod ham. Jeg rystede bare på hovedet, inden jeg lænede mig opgivende op af væggen. 

"I morges kunne jeg pludselig høre et skrig, inde fra Destinys værelse. Jeg var hurtigt derinde, men Lou sad allerede og trøstede hende. Tårerne løb ned af kinderne på hende og hun hulkede." Jeg vendte mit opgivende blik imod Zayn, der så ud som et spøgelse, da jeg fortalte ham det. 

Zayn kom hen til mig og trak mig ind i et kram. 

"Jeg vil bare så gerne hjælpe hende" 

 

Destinys synsvinkel

Vi var nu henne ved den arena, hvor One Direction skulle optræde. Og jeg måtte ærligt indrømme, at det var noget af det største, jeg nogensiden havde set. Det lignede jo, at der var plads til en milion fans. Jeg lod mit blik glide igennem det hele, da jeg blev forstyrret. 

"Det er stort, hva'?" Jeg så mig hurtigt over skulderen og bag mig stod Zayn. Jeg nikkede hurtigt til ham. 

"Du må undskylde hvis... Jeg har virket ret sur og sådan jeg..."

"-Du behøver ikke at forklare noget, der er sikkert en naturlig grund til det" Jeg nikkede kort og lod igen mit blik glide ud på arenaen. 

"Bliver... Bliver i aldrig trætte af det?"

"Hvad mener du?"

"Jeg mener... Bliver i aldrig trætte af den rutine i lever i? Alle de shows, skrigende mennesker..." Jeg trak hurtigt på skuldrene.

"Næh... Det kan til tider blive trættene, men så skal man bare huske på alle de menneskers liv, som vi måske har redet og støtte vores fans, igennem tykt og tyndt og så længe de er her, vil vi være her" Det lød ret smukt, da han sagde det. 

"Savner du aldrig dit gamle liv?"

"Til tider... Men så skal man bare tænke på, hvad man har nu og leve i nuet" Han stod nu ved siden af mig. 

"-Huske på det man har, det man har fået og gribe chancerne" Jeg nikkede kort og lod mit blik blive på den store arena. 

"Hvad med din familie? Savner du dem ikke? Din kæreste..." Jeg kunne ud af øjenkrogen se, at Zayn nikkede. 

"Hele tiden... Men man lære at leve med det" Han vendte sig imod mig. 

"Hvis man savner nogen, og ved at man ikke kommer til at se dem, i et godt stykke tid, skal man bare tænke på, at de hele tiden vil være i dit hjerte" Zayns sætning fik mig til, hurtigt at se op på ham. 

"Hvis de virkelig elsker en, eller elskede... Og hvis du virkelig elsker dem, vil de altid, uanset hvad, være i dit hjerte" 

 

--------

Nurh, hvad syntes i om Zayn og Destinys lille 'moment' og tror i, at det fik hende til at tænke over nogle ting? 

Og tusinde tak, for alle favorit listerne, like'sne og kommentarene! Det betyder utrolig meget ♥ 


 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...