Behind the smile - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 okt. 2013
  • Opdateret: 30 nov. 2013
  • Status: Færdig
(Det er lang tid siden, jeg har skrevet denne movella, så er du advaret) Destinys ellers perfekte liv, blev totalt spoleret en aften, hvor alt gik fuldstændig galt. Til en helt normal nytårsfest med Destinys venner og hendes kæreste Max, ændres deres fremtidsplaner sammen, da Max insistere på at køre bilen hjem. En handling, der bringer det hele over styr og ender ud i et voldsomt biluheld. Destiny overlever på mirakuløst vis, men så heldig var Max ikke. Han bliver dræbt på stedet og Destiny finder pludselig sig selv nede i et dybt hul, hvor hun hverken sover, spiser eller drikker. Til sidst bliver det for meget, så hendes mor vælger at sende hende over til hendes moster, Lou, hvor hun skal passe sin lille kusine Lux. Det hele bringer hende pludselig tættere på fem helt specielle drenge, der ønsker at hjælpe hende ud af mørket og finde ud af, hvad hun skjuler, hvilket ikke kan gøres uden en masse kærlighed.

37Likes
29Kommentarer
3462Visninger
AA

6. 4. Kapitel "Jeg har ikke brug for jeres hjælp"

Destinys synsvinkel

Dagen var kommet, dagen hvor vi skulle til Australien, fordi One Directions tour fortsatte. For at være helt ærlig, ville jeg helst være fri. Jeg glædede mig til at tilbringe tid med min familie, men de fem drenge, ville jeg nok helst ikke ha' noget at gøre med. Ingen kendte mig i forvejen, for ingen vidste at Lou havde en niece og hvis de vidste det, havde det nok ikke været interessant at½ vide alligevel. Jeg havde ingen interesse i, at blive kendt. Jeg ville helst være anonym og leve et normalt liv. 

Jeg tjekkede en sidste gang, om jeg havde alt og ligesom de sidste 117 gange jeg tjekkede, havde jeg stadig alt. Det var ikke nogen nyhed, at jeg altid tjekkede ekstra gange, for jeg hadede at stå i den situation, hvor man så har glemt noget, der er virkelig vigtigt. Så altid tjekke en gang for meget, end en gang for lidt, det havde jeg lært på den hårde måde. 

"Dessy, er du ved at være klar?" Jeg flyttede hurtigt mit blik fra kufferten og op på min moster, der stod med et sødt smil omkring læberne og krydsede arme, op af dørkarmen. Jeg nikkede hurtigt, rejste mig og gik ud af værelset, med hende i hælene. 

"Hvornår går flyet?" Jeg så hurtigt tilbage på hende, inden jeg begyndte at tage mine sko og min jakke på.

"Når vi alle er der" Jeg så undrende op på hende og hævede det ene øjenbryn en smule.

"Når vi er der? Så vidt jeg ved, går fly på et bestemt tidpunkt?"Jeg lynede min jakke og hankede op i min kuffert. Lou lagde sin ene hånd på min skulder og så på mig, med et drilsk smil. 

"Det er privatfly lille skat" Gud, hvor følte jeg mig dum lige nu... Tænk, at jeg ikke kunne regne det ud. 

"Når ja, det vidste jeg da godt" Jeg trak hurtigt på skuldrene, hvilket fik Lou til at grine. Hun tog min kuffert og fortsatte ud af lejligheden, hvor jeg lige så pænt fulgte efter, inden hun låste den af og vi fortsatte ned til bilen, hvor Lux sad og ventede lige så pænt på os. Lou lagde min kuffert i bagage rummet og jeg satte mig ind ved siden af Lux og Lou på føresædet.

 

¤¤¤¤

 

Turen ud til lufthavnen gik egentlig forholdvis roligt, lige indtil Lux vendte hendes plapren til mig, fra hendes mor. 

"Hvorfor er du så tynd?" Hendes spørgsmål kom virkelig bag på mig, men jeg kunne godt se, hvorfor hun spurgte. Jeg var blevet ufattelig tynd. 

"Lux, det spørger man ikke om" Jeg rystede bare blidt på hovedet.

"Det er okay, Lou" Jeg vendte min opmærksomhed imod Lux, som sad med et kæmpe smil på læberne. 

"Det er bare fordi, at jeg har nogle problemer for tiden, så jeg ikke er så sulten" Det var nok den mildeste måde, jeg kunne forklare hende det på, uden jeg selv kom til at græde og dog. Jeg kunne mærke mine øjne fyldte sig med vand og Lux lagde hendes ene hånd på mit lår.

"Du skal ikke være ked af det Dessy, der er ikke noget, at være ked af det over" Jeg fjernede hurtigt tårerne og nikkede til hende.

"Tak Lux" Jeg aede hende blidt på håret, inden Lou holdt ind ved lufthavnen og vi steg ud af bilen. Jeg gik om og tog min kuffert ud, det samme gjorde Lou og Lux. Lux kom hen og tog mig i hånden.

"Nu skal du være glad" Sagde hun, stadig med det samme store tandpasta smil.

"Det skal jeg nok" Vi gik sammen igennem lufthavnen, ved nogle speciel gange, for at komme ud til One Directions privat fly. Vi kom ud på flypladsen og Lux slap min hånd, for at løbe hen til drengene. De var så gode ved hende. Jeg ville helst ikke hilse på dem, så jeg fortsatte bare op i flyveren, for at ligge min kuffert, men om jeg kunne? Nej. Jeg var ikke stærk nok, hvilket havde resulteret i, at jeg var væltet bag over og lå over nogle sæder. Kønt syn, ja. En skikkelse kom til syne foran mig og rakte hans hånd frem.

"Har du brug for noget hjælp?" Han havde brunt hår, brune øjne og hed vidst nok Liam. Jeg undgik bevidst hans hånd og kom op, ved hjælp fra mig selv. 

"Nej tak" Mumlede jeg svagt, men han hørte det vidst. 

"Det ser ellers sådan ud" Jeg prøvede desperat, at få min kuffert op og ligge, men måtte til sidst opgive. 

"Jeg har ikke brug for jeres hjælp" Okay, det kom måske lidt hårdere ud end det skulle, for Liams smil forsvandt. Jeg rystede bare blidt på hovedet, inden jeg vendte mig om og forsvandt ned af flyveren, for at finde en plads, hvor jeg kunne være alene. 

 

Liams synsvinkel

Jeg var lige kommet op i flyveren, da jeg så Destiny stå og kæmpe med hendes kuffert og da hun så faldt bag over, sikkert fordi, at kufferten var for tung, skyndte jeg mig hen til hende. 

"Har du brug for noget hjælp?" Jeg rakte stille min hånd frem, for at hjælpe hende op, men hun undgik den bevidst. 

"Nej tak" Mumlede hun svagt, men lige så man kunne høre det.

"Det ser ellers sådan ud" Jeg ville bare hjælpe hende, være sød overfor hende, for hun manglede vidst nogen at snakke med, det var tydeligt. Hun så meget såret ud og var blevet endnu tyndere, end da jeg så hende, for et par dage siden. Mørke render havde malet sig under hendes øjne, hendes kindben var meget tydelige og hendes hud var nærmest askegrå og ikke at forglemme, var hun så tynd, som et skellet. Bare jeg vidste, hvad der var galt med hende, men Lou ville ikke sige det og jeg kunne vidst heller ikke få hende til at sige noget.

"Jeg har ikke brug for jeres hjælp" Kom det hårdt fra hende, hvilket fik smilet på mine læber til at forsvinde. Da hun sagde jeres, måtte det vel betyde, at Harry havde tilbudt at hjælpe hende, på hans korte visit i går. Hun hankede op i hendes kuffert og forsvandt ned af flyveren, da nogle prikkede mig på skulderen og Nialls stemme kunne høres.

"Øhm Liam?" Jeg vendte mig om imod ham, med et let hævet øjenbryn.

"Hvad?" 

"Har du tænkt dig at spærre det hele?" Han grinede dæmpet og nu gik det op for mig, at jeg stod midt i gangen. Jeg rystede bare på hovedet og placerede mig på sædet, det hvor jeg stod og Niall i den anden side og ikke så lang tid efter, de andre drenge. 

"Er der nogle af jer, som har snakket med Destiny?" Spørgsmålet kom fra Louis, imens han hurtigt pegede ned på hende. Hun sad bare og kiggede tomt ud af vinduet.

"Det har jeg... Altså i dag?" 

"Hvad sagde hun?" Kom det hurtigt fra Zayn, der havde taget høretelefonerne ud af ørerne, for at lytte med. Jeg trak bare hurtigt på skuldrene.

"Jeg tilbød hende min hjælp, da hun ikke kunne få kufferten op på hylden, hvor hun bare sagde, at hun ikke havde brug for vores hjælp" De andre drenge sad bare og stirrede lidt på mig, indtil Lou gik hen til os og lod hendes blik glide rundt på os.

"Hvad så? Er i spændte?" Vi nikkede alle sammen. Vi elskede vores fans og elskede at optræde for dem i hele verden. 

"Hvad er der galt med Destiny?" Det var igen Louis, der spurgte og pegede ned på hende, hvor hun bare sad i samme stilling som før. Lou rystede opgivende på hovedet.

"Hun har bare nogle problemer og..."

"-Hun er virkelig tynd" Brød Niall ind og Lou sukkede. 

"Jeg kan ikke få hende til at spise, noget som helst" Man kunne se på Lou, at hun virkelig ikke vidste, hvad hun skulle gøre, hvilket var forståeligt nok. 

"Jeg har virkelig brug for jeres hjælp drenge" 

"Med hvad?" Harry så undrende på hende, efterfulgt af vores undrende blikke.

"-Hun vil jo ikke ha' vores hjælp?" Sagde jeg hurtigt, for jeg vidste, at hun ikke ville ha' vores hjælp, det havde hun lige sagt. 

"Jeg ved det godt... Det er hvad hun siger, men inderst inde tror jeg altså, at hun ville elske, at få jeres hjælp" 

 

¤¤¤¤

 

Destinys synsvinkel

Vi var langt om længe havnet i Australien og jeg løj, hvis jeg sagde, at det ikke havde været et kaos. Der havde stået en milliard tøser ude i lufthavnen, for at tage imod de fem drenge. Jeg selv, var smuttet ubemærket igennem, men lige nu var vi altså inde på hotellet og strømmen af tøser, havde bare fulgt os, lige siden vi var landet. Selv herude, stod de og skreg og jeg fandt det direkte latterligt. Jeg fik overrakt nøglerne til mit værelse og var nu på vej hen til elevatoren, for at komme til 5 sal, værelse 325, tror jeg. Elevatoren gik op og jeg gik ind og lige som dørene skulle til at lukke, var der en der stak en hånd imellem og der stod Liam så. Inde i samme elevator som mig. 

"Må jeg komme med?" Jeg undgik bevidst hans smil og hans øjne og endte bare med at nikke, imens jeg så ind i væggen. 

"Hvorfor ikke" Dørene lukkede og Liam vendte hans opmærksomhed imod mig. 

"Undskyld det tidligere... Jeg skal nok lade dig være, hvis det er det du vil ha" Jeg rystede hurtigt på hovedet. 

"Det vil jeg helst ha'... Jeg har bare nogle problemer for tiden, hvilket har resulteret i, at min mor sendte mig fra Amerika og så til London og... Jeg har allerede sagt for meget" Jeg hørte Liams svage grin. 

"Bor du i Amerika?" Jeg nikkede hurtigt. 

"Hvorhenne?" Jeg kiggede hurtigt hen på ham. 

"Californien" Liam nikkede hurtigt. Svaret var ret upræcist, men jeg havde ikke lyst til at uddybe mig. 

"Hvis du har brug for et eller andet, kan du bare sige det" Dørene gik op, hvilket nok betød at vi var havnet på 5. sal. Jeg gik ud af elevatoren sammen med Liam. 

"Hvilket værelse bor du på?" Spurgte han stille.

"Det er vidst... 325" Jeg tjekkede hurtigt på min nøgle.

"Jep, 325... Hvad med dig?"

"327, så det er vidst lige overfor hinanden" Liam smilede stort, hvilket jeg gengældte med et blik. Vi gik ned af gangene, indtil vi kom til vores værelse. Jeg fumlede hurtigt med min nøgle, for at låse op, men kom i tanke om, at Lou sikkert allerede var derinde, så jeg hev ned i håndtaget og ganske rigtigt, var døren åben. Jeg vendte mig hurtigt imod Liam. 

"Tak Liam."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...