Behind the smile - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 okt. 2013
  • Opdateret: 30 nov. 2013
  • Status: Færdig
(Det er lang tid siden, jeg har skrevet denne movella, så er du advaret) Destinys ellers perfekte liv, blev totalt spoleret en aften, hvor alt gik fuldstændig galt. Til en helt normal nytårsfest med Destinys venner og hendes kæreste Max, ændres deres fremtidsplaner sammen, da Max insistere på at køre bilen hjem. En handling, der bringer det hele over styr og ender ud i et voldsomt biluheld. Destiny overlever på mirakuløst vis, men så heldig var Max ikke. Han bliver dræbt på stedet og Destiny finder pludselig sig selv nede i et dybt hul, hvor hun hverken sover, spiser eller drikker. Til sidst bliver det for meget, så hendes mor vælger at sende hende over til hendes moster, Lou, hvor hun skal passe sin lille kusine Lux. Det hele bringer hende pludselig tættere på fem helt specielle drenge, der ønsker at hjælpe hende ud af mørket og finde ud af, hvad hun skjuler, hvilket ikke kan gøres uden en masse kærlighed.

37Likes
29Kommentarer
3457Visninger
AA

5. 3. Kapitel "Har du grædt?"

*Ikke rettet igennem. Jeg undskylder for stave fejl.

Destinys synsvinkel

Besøget igår, gik ikke skide godt. Min første dag hos Lou, havde egentlig været ret ensom. Hun tilbød hele tiden hendes hjælp, men der var intet at gøre. Jeg ville bare ligge inde på mit værelse og græde. Drengene troede sikkert, at jeg var psykisk syg eller sådan noget, for Lou havde sagt, at hun ikke havde fortalt dem om, hvorfor jeg var her, hvilket jeg var taknemmelig for. Jeg ville ikke ha' deres hjælp eller deres opmærksomhed. De skulle bare lade mig være. Okay, jeg lød lidt som en totalt sur person, men det var jeg ikke. Jeg var bare ked af det. Frygtelig ked af det. Pludselig gik døren op og Lou stod der, med et lille smil og bakke i favnen. 

"Du skal altså spise noget" Hun gik hen til mig med langsomme skridt og stillede bakken på mit skød. 

"Tak" Sagde jeg roligt, men min stemme var hæs, så det lød nok lidt mere som "Trr" Lou smilede bare og tog te brevet op ad koppen og lagde det i den lille bøtte, ved siden af. Hun havde smurt en sandwich, lavet te og så var der et lille stykke kage. Nej, lille var det i hvert fald ikke, det var et ret stort stykke, men af en god grund. Jeg tabte mig hele tiden, fordi jeg intet spise. Jeg kunne ikke få en bid ned. 

"Du er blevet så tynd" Sagde hun stille, imens hun prøvede at fange mine øjne. Jeg lod bevidst mine øjne flakke i modsatte retning af hendes.

"-Og du skal være klar til i morgen, for der skal vi til Australien" Hun lyste helt op, da hun sagde det og det lød da også meget fedt og der var sikkert en masse directioners, der ville dø, for at være mig lige nu. Hvis bare de vidste bedre, så ville de straks fortryde det. Jeg havde bare lyst til at grave mig inde, langt inde i en fjern grotte af verden, hvor ingen ville finde mig og jeg kunne være mig selv og sørge over Max. Jeg tog en lille bid af kage stykket. Det var den kage, som Lou havde lavet til mig i går og jeg bare så uhøfligt havde rejst mig og gået. Jeg havde det skidt med det, for hun havde gjort så meget ud af det. 

"Undskyld det i går... De må tro jeg er syg i hovedet" Jeg rystede blidt på hovedet, inden jeg placerede mine hænder, på hver sin side af  koppen, med varm te. Lou strøg mig blidt over panden, imens hun havde et svagt smil på læberne.

"Det går nok..." Og med de ord havde hun rejst sig og var gået hen til vinduet, hvor hun trak gardinerne fra, så det skarpe Januar lys fyldte rummet og jeg følte mig som en flagermus. Jeg kneb hurtigt øjnene sammen og holdt forgæves hånden op imod lyset, for at få det til at stoppe. Lou grinte bare af mig, imens hun forlod rummet.

"Jeg skal lige ordne noget og jeg tager Lux med mig, så du er helt alene hjemme. Lav nu ikke noget dumt" Og med de ord var hun forsvundet og jeg hørte kort efter hoveddøren smække. Jeg stillede hurtigt bakken fra mig, da jeg simpelthen ikke kunne få mere ned. Jeg slog dynen til side og rejste mig op, måske lidt for hurtigt, for alting omkring mig blev hvidt og jeg fald sammen på gulvet i svimmelhed. 

"Årh!" Vrissede jeg hurtigt, inden jeg genfandt balancen og kom op at stå. På et tidpunkt skulle jeg jo op, for jeg vidste jo, at jeg ikke kunne leve resten af mit liv i en seng, selvom tanken lød fristene. Jeg lod mit blik blide ned på bakken med mad og fik nærmest en kvalmende fornemmelse. Jeg gik stille og roligt igennem lejligheden, da jeg bare følte at mine ben kunne knække sammen, hvornår det skulle være. Jeg forsatte videre ud til badeværelset, hvor jeg fandt min tandbørste frem og begyndte at børste tænder. Min ånde stank, men pga. Lou's fantastiske tandpasta, duftede den nu af frisk pebermynte. Meget bedre. Jeg stod og kiggede på mig selv, i det store spejl, som hang over vasken. Mit hår så helt dødt ud, mit ansigt var blevet alt for markeret. Mine øjne lyste ikke, men virkede bare mørke og min mund var bare en streg. For at sige det lige ud, så lignede jeg en bunke lort. 

Nogle tårer samlede sig i mine øjenkroge og begyndte at løbe ned af mine kinder og videre ned af min hals, for at gøre min trøje våd. Våd af tårer. Min kæbe begyndte at sitre og mine mundvige, pegede ned af. Jeg tog halskæden, med forlovelses ringen op af min trøje og stod og kiggede ned på den. Betragtede den. Det var nok en af de smukkeste syn. Mine tårer ramte ringen, hvilket fik den til at glitre i lyset fra spejlet. Pludselig skar en høj ringen igennem lejligheden. Hurtigt proppede jeg halskæden ned i trøjen igen og tørrede tårerne væk, inden jeg satte kurs imod døren. Jeg tog en dyb indånding, inden jeg forsigtigt åbnede den og foran mig stod Harry.

"Øhm... Hej?" Jeg kunne se, at han blev overrasket over at se mig, eller så var det synet af mig.

"Hey" Jeg trådte væk fra døren, så Harry kunne komme ind, hvilket han hurtigt gjorde og jeg lukkede døren efter ham. 

"Lou er ikke hjem..."

"-Det var faktisk også dig jeg ville snakke med" Hans kommentar gik bag på mig og fik mig til, hurtigt at kigge ham i øjnene, inden jeg nikkede og gik ind i stuen, med ham i hælene. Jeg satte mig ned i stolen og Harry i sofaen, overfor mig. Jeg kiggede bare afventende på ham, imens jeg bed mig i indersiden af kinden. 

"Ført, vil jeg lige høre om du helst vil ha' dit eget værelse, eller et værelse sammen med Lou og Lux?" Hvad mente han?

"Undskyld?"

"På hotellet" Nååår ja... Hvor er du dog dum Destiny. 

"Øhm... Nok mit eget værelse, sammen med Lou og Lux... Hvis du ved hvad jeg mener?" Harry nikkede hurtigt, hvilket nok betød, at han forstod det.

"Destiny, må jeg spørge dig om noget?" Jeg nikkede bare hurtigt og så op på ham.

"Har du grædt?" Pis. Han kunne se det... Jeg kiggede bare ned i gulvet og undlod at svare på hans spørgsmål.

"-Destiny du skal bare vide, at vi ikke presser dig til at fortælle noget, men vi kan se, at du har det skidt og vi vil gerne hjælpe dig" Nej. Jeg havde ikke brug for deres hjælp. 

"Harry jeg har bare... Nogle problemer, som i ikke kan hjælpe mig med" Det var vel rigtigt nok, for de kunne ikke få Max tilbage. Det kunne ingen. Han var død. Jeg kunne høre, at Harry rejste sig op, hvilket fik mit blik til at glide op på ham.

"Du kan bare komme til os, hvis du har brug for nogle... På din alder, at snakke med" Han sendte mig et hjælpende smil, inden han forlod lejligheden og lukkede pænt døren efter sig. Ellers tak Harry og jer andre. Jeg havde ikke brug for hjælp. Harrys ord kørte rundt i mit hoved, lige indtil jeg rystede dem af mig. Jeg havde ikke brug for deres hjælp, men til gengæld havde jeg en kuffert der skulle pakkes og til mit store held, havde jeg ikke nået at pakke den ud, så der var ikke så meget arbejde. Jeg fandt de manglende ting, som jeg havde smidt rundt omkring i huset, imens jeg hele tiden kom til at tænke på Harrys ord. "Du kan bare komme til os, hvis du har brug for nogle... På din alder, at snakke med" 

 

______

Først vil jeg lige undskylde, for det korte kapitel! Men fra nu af, begynder historien for alvor og Destiny kommer til at være meget mere sammen med drengene og måske en af dem, kommer til at tilbringe mere tid med hende, end de andre? Og hvorfor er Harry mon så interesseret i Dessy? 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...