Behind the smile - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 okt. 2013
  • Opdateret: 30 nov. 2013
  • Status: Færdig
(Det er lang tid siden, jeg har skrevet denne movella, så er du advaret) Destinys ellers perfekte liv, blev totalt spoleret en aften, hvor alt gik fuldstændig galt. Til en helt normal nytårsfest med Destinys venner og hendes kæreste Max, ændres deres fremtidsplaner sammen, da Max insistere på at køre bilen hjem. En handling, der bringer det hele over styr og ender ud i et voldsomt biluheld. Destiny overlever på mirakuløst vis, men så heldig var Max ikke. Han bliver dræbt på stedet og Destiny finder pludselig sig selv nede i et dybt hul, hvor hun hverken sover, spiser eller drikker. Til sidst bliver det for meget, så hendes mor vælger at sende hende over til hendes moster, Lou, hvor hun skal passe sin lille kusine Lux. Det hele bringer hende pludselig tættere på fem helt specielle drenge, der ønsker at hjælpe hende ud af mørket og finde ud af, hvad hun skjuler, hvilket ikke kan gøres uden en masse kærlighed.

37Likes
29Kommentarer
3442Visninger
AA

4. 2. Kapitel "Lou sagde, at jeg skulle hjælpe dig"

Destinys synsvinkel

 

Jeg kunne hverken spise, sove eller drikke, hvilket har resulteret i, at jeg lige nu har tabt mig 4 kilo og sidder foran en psykolog. Hun ævler om alt muligt, men mine tanker er andre steder. Mine øjne er konstant blanke, fordi de hele tiden fylder sig med vand. Jeg flyttede blikket fra gulvet og op på min psykologs fortvivlede ansigt. Er hun overhovedet sikker på, at hun er psykolog? Et svagt suk forlod hendes læber, imens hun rystede på hovedet. Hun rejste sig fra den kongeblå stol og gik imod døren. "Ms. Archibald, vent her" Sagde hun stille, inden hun forlod lokalet. Hun lod døren stå åben og ud af øjenkrogen kunne jeg se, at hun talte med min mor. Jeg havde ikke nogen interesse i at vide hvad de snakkede om, så jeg lukkede bare af. Mine tanker var konstant på Max. Jeg kunne hele tiden se hans smil foran mig. De glimtende blå øjne, det lysebrune hår og markerede kindben. Hans grin, hans smil og hans stemme, men ikke mindst hans fantastiske personlighed. Man kunne ikke møde Max og så hade ham. Han havde ingen fjender. Han var venner med alle og kunne altid få dem til at smile, inklusiv mig. Det var umuligt at være sur på ham. 

Før jeg vidste af det, stod min psykolog foran mig igen. Hun kiggede ned på mig, igennem hendes runde brilleglas. "Så er vi vidst færdige for i dag" Sagde hun bestemt. Jeg rejste mig hurtigt op og trykkede hendes hånd, inden jeg vendte mig om og gik hen til døren, hvor min mor stod, med et bedrøvet ansigtsudtryk. Hvad var der lige i vejen med hende? 

Alt det her psykolog-halløj, havde ikke hjulpet en disse, for jeg var stadig lige så ked af det og jeg havde fået en depression. Jeg græd konstant og mit hjerte flækkede mere og mere over, hvis det overhovedet var muligt. Vi forlod bygningen - min mor og mig - og ud til hendes sølv grå bil og jeg ville ha' sagt mærket, hvis jeg vidste det. Jeg var så dårlig til bilmærker. Jeg åbnede døren og satte mig hurtigt ind, hvorefter jeg spændte selen. Jeg så bare tomt ud af vinduet, lige indtil min mor knibsede foran øjnene på mig. 

"Hvad?" Spurgte jeg, nærmest hviskede, imens jeg holdt mit blik ud af ruden.

"Du bliver nød til at høre efter, hvad hun siger til dig" Sagde hun. Hun var ikke vred, men sagde det bare i et normalt toneleje. Jeg kunne dog høre på hende, at hun mente det.

"Det virker alligevel ikke... Hun kan ikke hele mit hjerte" Sukkede jeg og holdt bare mit tomme blik, ud på vejen. 

"Det ved jeg skat... Og derfor har jeg kontaktet din moster" Min moster? 

"Lou?" Spurgte jeg og hævede kort det ene øjenbryn, inden jeg vendte min opmærksomhed imod hende. Min mor nikkede hurtigt, inden hun fortsatte.

"Jeg har snakket med hende og vi syntes begge to, at det ville være godt, hvis du kom lidt væk herfra." What!?

"Hvad mener du?" 

"Jeg mener, at du skal være være hos din moster og kusine, i noget tid" WHAT! Nej, nej, never. Jeg skulle ikke væk fra Amerika.

"Men har hun ikke travlt? Hun er jo stylist, for det der... Øhm band?" Min mor nikkede hurtigt.

"Jo. Deres tour slutter snart, de har vidst kun... 4 koncerter tilbage... Du skal passe Lux" Skal jeg nu også være babysitter! 

"Mor, helt ærligt! Det vil jeg altså ikke! Jeg vil være her, i Amerika!" Min mor rystede bare på hovedet.

"Det er ikke til diskussion" Sagde hun bare. Et irriteret suk forlod mine læber, og vejen fik igen alt min opmærksomhed.

 

¤¤¤

 

Og nu stod jeg så i en kæmpe lufthavn, som jeg ikke kan navnet på, med to store kufferter - ja, jeg skulle ha' meget med. Min mor stod foran mig og jeg kunne lige så stille se, at hendes øjne blev blanke. "Mor, du må ikke græde" Sagde jeg stille. Jeg ville smile, men jeg kunne stadigvæk ikke. Mit smil var blevet glemt, hvilket havde resulteret i, at jeg ikke havde smilet i 1,5 uge. Min mor trak mig ind i et stort kram og jeg lagde stille armene omkring hende. "Vi ses mor. Det skal nok gå fint" Jeg aede forsigtigt hendes ryg og jeg kunne mærke, at hun nikkede imod min skulder, inden hun trak sig fra mig. 

"Dette er sidste udkald, for alle pasagere til London. I bedes alle tjekke ind, hvis det ikke er gjort" Blev der sagt ud af højtalerne i lufthavnen.

"Når, vi ses" Sagde jeg stille og tog fat i mine kufferter, inden jeg vendte om for at gå op til flyveren. Jeg viste damen mit pas og min billet, hvor jeg efterfølgende gik op i flyveren. Jeg fandt min plads og tog mine høretelefoner frem, hvor jeg satte noget musik i gang. Jeg lod mit blik glide ud af det lille runde vindue, hvor lufthavnen blev mindre og mindre.

 

¤¤¤

 

Jeg kom ud af flyet og var på vej ind, på Londons lufthavn, hvor min moster og min lille kusine, ville tage imod mig. One Direction havde fridag, så derfor havde jeg æren af at kunne møde dem i dag, hvilket var alt andet end jeg gad. De sagde mig ikke rigtig noget. Jeg havde hørt enkelte af deres sange, og jeg måtte da indrømme, at de ikke var helt dårlige. De var da meget gode, men nok ikke den slags musik, som jeg lyttede til. 

Jeg gik hen og tog imod mine kufferter, hvorefter jeg satte kursen imod "venteværelset". Jeg drejede skarpt om et hjørne, hvilket gjorde, at jeg ikke lige fik set mig om, så nu lå jeg altså på gulvet, fordi jeg var stødt direkte ind i en. "Av for helvede" Ømmede jeg mig, inden jeg kunne se en hånd, række ud efter min.

"Det må du undskylde" Sagde en hæs stemme. Jeg hævede mit blik, hvor der stod en mand. Cirka 23 tror jeg, lyst hår og brune øjne. Jeg tog stille imod hånden og fik rejst mig op.

"Nåår, det gør ikke noget. Jeg var vidst også selv, lidt uden om det" Sagde jeg stille og tog fat i mine kufferter, hvorefter jeg mødte mandens øjne. "-Når, øhm... Hej, hej" Sagde jeg hurtigt og skulle til at gå videre, men så langt nåede jeg dog ikke.

"Vent lidt" Jeg sukkede lydløst og vendte mig hurtigt imod ham. 

"Hvad?" Spurgte jeg og hævede det ene øjenbryn en smule.

"Jeg hedder Kasper" Sagde han, med et skævt smil.

"Destiny" Sagde jeg bare og kiggede mig hurtigt over skulderen, for at se om min moster kunne redde mig her, inden jeg vendte blikket imod ham igen.

"Kan jeg gøre det godt igen? Måske med en middag?" Og nej, ellers tak du.

"Øhm, jeg ved ikke helt..." Sagde jeg bare og lod mit blik falde. Jeg var så dårlig til at afvise folk.

"Hvis du skulle ombestemme dig, så har du mit nummer her" Han rakte mig en lille seddel, som jeg hurtigt tog og proppede den i lommen. 

"Tak... Jeg må videre... Hej." Sagde jeg hurtigt og vendte om på hælen, inden jeg fortsatte videre. Underlig type alligevel, men på en måde charmerende. Og nej. Han kunne godt glemme det, for jeg havde Max. Lidt længere fremme, kunne jeg få øje på min mosters lyse hår og det var tydeligt, at hun stod og kiggede efter mig, så da hun endelig så mig, lyste hun op i et smil og gik mig i møde, sammen med min lille kusine. Hun trak mig ind i et stort kram, hvor jeg efterfølgende satte mig på hug og gav lille Lux et kram. 

"Hej Dessy" Sagde hun, med et lille smil. 

"Hej Lux" Hendes blonde hår, var samlet øverst på hovedet, så hun havde et lille 'springvand' du ved. Det har vi alle prøvet at ha' da vi var mindre. 

"Jeg glæder mig til... Til at du skal passe mig" Sagde hun med et stort smil. Hun havde lidt tørret snot under næsen, en fin lyserød kjole og et par lyserøde sko på. Jeg nikkede hurtigt og tog hende i favnen, så jeg havde hende på siden og holdt armen omkring hende, for at hun ikke skulle falde ned. Min moster så på mig, med det største og dejligste smil. De var nogle af de sødeste  mennesker i verden, det var de virkelig. 

"Er du klar?" Spurgte hun og tog mine kufferter, imens jeg bare sendte hende et hurtigt nik. Vi gik sammen ud af lufthavnen og igennem den kæmpe parkeringsplads, indtil vi nåede til en velkendt bil. En sort en, som jeg igen ikke kunne mærket på. Jeg satte mig ind på bagsædet sammen med Lux, imens hun snakkede løs om alt muligt, imellem himmel og jord. Jeg gjorde bare hvad jeg kunne, for at følge med i hendes stime af ny lærte ord, lige indtil hun kom til noget, som fangede min opmærksomhed. 

"De glæder sig til at møde dig" Sagde hun roligt og holdt et tilfreds blik på mig. Jeg hævede det ene øjenbryn en smule og så ned på hende.

"Hvem?" Hun begyndte at grine lidt, hvilket min moster også gjorde... Havde jeg misforstået noget her?

"Drengene jo" Udbrød hun og slog mig blidt på låret, for selvom hun havde slået af fuld kraft, ville det ikke have gjort ondt. Dette var også bare sådan et 'følg-nu-med-klask' Jeg tænkte lidt over det, indtil det gik op for mig, hvem hun faktisk mente.

"Nåååår" Sagde jeg og bed mig blidt i underlæben, inden jeg så ned på hende.

Køreturen gik fint, vi havde kun en enkelt pause og det var fordi, at Lux skulle tisse. Nu holdt vi ude foran et kæmpe lejligheds kompleks. Det så ud til at være nogle store og flotte lejligheder og her boede min moster og kusine. De havde flyttet siden sidst, da min moster ikke længere var sammen med hendes kæreste. Jeg spændte selen op, åbnede døren og gik ud af bilen. Jeg gik hen til bagage rummet, åbnede det og tog mine kufferter ud. Min moster og kusine sagde, at de var gået op, for der var lige noget de skulle ordne, som de ikke havde fået gjort tidligere. Lux havde et hemmelighedsfuldt smil på læberne, så jeg glædede mig til at se, hvad de havde fundet på. Vent. Glædede jeg mig? Det var måske ikke så dårligt, at komme lidt væk fra Amerika. Jeg smækkede bagagerummet i og lige som det blev gjort, hørte jeg en stemme i bag mig. Jeg vendte mig om med et sæt og opspilede øjne, hvilket nok så lidt sjovt ud, for drengen der stod foran mig, grinte. Han var høj, havde grønne øjne og brunt krøllet hår. Han havde en dyb blå skjorte på og nogle sorte bukser, som sad tæt ind til benet. Jeg havde glemt hvad sådan nogle bukser hed, men Max' havde dem også ofte på. Max... 

"Undskyld at jeg forskrækkede dig" Sagde han med et skævt smil og tog fat i mine kufferter. Ja, det må du nok sige, undskyld lidt mere. Jeg sendte ham bare et spydigt blik, da han tog mine kufferter.

"Hey, hvad skal du med dem?" Spurgte jeg hurtigt, imens han begyndte at gå med dem, hen imod lejligheds komplekset. En fremmed tog mine kufferter. 

"Lou sagde, at jeg skulle hjælpe dig" Lou? Når, så han kendte altså Lou, så kunne han vel ikke være helt slem. Vent. Dreng, krøller, Lou. 

"Hey, er du en fra bandet?" Jeg kom ved siden af ham og kunne høre han grinte dæmpet af mig. Hey, det var altså ikke alle der kunne genkende ham. 

"Jep og du er Destiny?" Han stillede sig foran døren og gav tegn til, at jeg skulle åbne den. Det gjorde jeg bare, da han var så sød at tage mine kufferter.

"Hvor kender du mit navn fra?" 

"Det er en hemmelighed" Sagde han og blinkede hurtigt til mig, hvilket fik mig til at kigge væk. Lou, helt sikker fra Lou. Vi gik ind i elevatoren og langt om længe, efter en tur som føltes til at tage evigheder, kom den velkendte 'pling' lyd. Vi gik ud af elevatoren og ind i lejligheden. Mit humør skiftede fuldstændig, da jeg igen kom til at tænke på Max. Lejligheden mindede mig om hans. 

 

Liams synsvinkel

Vi sad alle sammen inde i Lou's stue. Lou havde lavet en kage, som vi havde ansvaret for, imens hun var væk. Der var skrevet med fine bogstaver på den. Der stod Destiny, hvilket var det, som Lou's niece hed. Hun havde ikke sagt så meget om hende, kun at hun var her, pga. hun havde brug for en pause i Amerika, hvor hun boede sammen med hendes mor. Allerede nu, brændte min nysgerrighed for at finde ud af, hvad hun skulle her i London og hvorfor hun ville rejse verden rundt, sammen med os og efterlade hendes mor i Amerika. Vi havde dog fået af vide, at vi ikke skulle spørge så meget ind til hende, men så heller ikke mere. Ikke noget hvorfor, vi havde bare fået af vide, hvad vi måtte og ikke måtte, som om de her var en skole, men hvis hun havde personlige problemer - det ved man jo aldrig - så kunne jeg også godt forstå det. Vi havde allesammen gerne villet gå ned og tage imod Destiny og hjælpe hende med hendes kufferter, men som altid, var det Harry der vandt. Hvis man kunne snyde i sten, saks, papir, så havde jeg helt klart anklaget ham for snyd, men han var vel bare skide god til det. Og hvordan kan man egentlig være god til sten, saks, papir? Jeg blev revet fri for mine tanker, da døren gik op og blev smækket i igen. Vi vendte alle sammen vores opmærksomhed imod brunetten, som stod i døren og så fortvivlet på os. Hun så ikke for godt ud. Hendes hud var nærmest askegrå, hun var tynd som et skelet og så smilede hun slet ikke. Det var som at se på en fuldkommen tom person, faktisk et spøgelse. Okay, den pige havde nogle problemer og det var helt tydeligt, så straks kunne jeg godt forstå, hvorfor vi ikke måtte spørge for meget ind til hende. 

Hun kom gående med forsigtige skridt hen imod os, men endte med at sætte sig i sofaen, ved siden af Lux og Zayn. Hun kunne da i det mindste bare sige hej?

"Hej Destiny, jeg hedder Niall" Jeg lod mit blik glide over på Niall, som havde været den første til at bryde tavsheden. Drengene fulgte efter, med at sige deres navne og så var det min tur. 

"Liam, rart at møde dig" Jeg sendte hende et lille smil, som hun klart opfattede, for da jeg gjorde det, kiggede hun hurtigt væk igen, faktisk ned i hendes skød og pillede lidt ved hendes fingre. 

"I lige måde..." Frem stammede hun, imens hendes stemme knækkede over. 

"Hvordan går det?" Jeg lod hurtigt mit blik glide over på Louis, som selvfølgelig stillede et spørgsmål, som vi ikke måtte stille og det havde Lou sagt, meget omhyggeligt og alligevel glemte Louis det. Typisk. Jeg kunne også se de andres drenge blikke, som så ud nøjagtig som mit.

"Øhm... Fint, tror jeg" Vi vendte allesammen vores blik hen imod Destiny, som så op på os. Hendes svar kom et godt stykke tid efter, at Louis havde stillet hende spørgsmålet, som om hun tænkte over en hel masse. Når jeg kiggede efter, kunne jeg også godt se, at der samledes nogle tårer i hendes øjenkroge. Stakkels pige, gad vide hvad hun havde været igennem. Mere nåede jeg ikke at tænke, før hun stod op.

"Jeg skal lige... Undskyld mig" Hun begyndte at gå hen imod udgangen til stuen.

"Skal du slet ikke ha' noget kage?" Niall. Typisk. Jeg kunne se, at hun rystede på hovedet, hvorefter jeg så hen på Lou's fortvivlede ansigtsudtryk.

"Jeg snakker lige med hende og husk nu, hvad jeg sagde til jer" Hun lod hendes blik ende på Louis, hvor det lå i få ekstra sekunder, end hos os andre, inden hun fulgte efter Destiny. Lux var gået hen på hendes værelse, så nu var det kun os.

"Hvad var der lige med hende?" Kom det var Zayn, som havde siddet i samme sofa som Destiny.

"Hun så ikke så glad ud" Sagde jeg roligt og lod mit blik glide hen på Louis.

"-Hvorfor stillede du hende også det spørgsmål? Lou havde sagt, helt tydeligt, at vi ikke skulle spørge om det" Jeg så undrende på ham.

"Jeg ved det ikke... Hun så bare så ked af det ud, som om nogle var død"

 

 

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...