Behind the smile - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 okt. 2013
  • Opdateret: 30 nov. 2013
  • Status: Færdig
(Det er lang tid siden, jeg har skrevet denne movella, så er du advaret) Destinys ellers perfekte liv, blev totalt spoleret en aften, hvor alt gik fuldstændig galt. Til en helt normal nytårsfest med Destinys venner og hendes kæreste Max, ændres deres fremtidsplaner sammen, da Max insistere på at køre bilen hjem. En handling, der bringer det hele over styr og ender ud i et voldsomt biluheld. Destiny overlever på mirakuløst vis, men så heldig var Max ikke. Han bliver dræbt på stedet og Destiny finder pludselig sig selv nede i et dybt hul, hvor hun hverken sover, spiser eller drikker. Til sidst bliver det for meget, så hendes mor vælger at sende hende over til hendes moster, Lou, hvor hun skal passe sin lille kusine Lux. Det hele bringer hende pludselig tættere på fem helt specielle drenge, der ønsker at hjælpe hende ud af mørket og finde ud af, hvad hun skjuler, hvilket ikke kan gøres uden en masse kærlighed.

37Likes
29Kommentarer
3455Visninger
AA

3. 1. Kapitel "Du bliver nød til det, hvor ondt det end gør"

Destinys synsvinkel

 

Latteren gled ud af hans perfekte læber. Eller, for mig var de perfekte, sammen med alt andet på hans krop. Han var fuldstændig perfekt for mig. De smukke blomster stod og svajede i den lette og friske sommervind, imens solens varme stråler, omfavnede vores kroppe. Hans fingre var flettet ind i mine, da han stille trak mig ind til sig. Hans ene hånd kærtegnede min kind, imens den anden slap min hånd og lagde sig nederst på min ryg. "Jeg elsker dig, og det vil jeg altid gøre. Husk det, du er min engel" Viskede han ind i mit øre, imens han fjernede et tot hår fra mit ansigt og om i bag mit ene øre. "Lov mig, at du altid vil elske mig" Et svagt nik kom fra mig, imens mine læber trak op i et stort smil. "Jeg elsker dig Max" Sagde jeg stille. "Jeg vil aldrig elske andre end dig." Pludselig blev alt omkring os mørkt, vinden begyndte at tage til, skyerne blev grå, blomsterne dansede ivrigt og Max' skikkelse, blev svagere og svagere. "Destiny, jeg elsker dig" Kunne jeg høre hans stemme hviske. "Max!? Max, du må ikke gå! Hvad sker der!" Tårerne pressede sig på og løb ned af mine kinder, da Max blev svagere og svagere og tog flere og flere skridt væk fra mig. Vinden rev mig i håret og pludselig satte mine ben i løb efter Max, som næsten var forsvundet. "Max bliv!" Råbte jeg, imens mine tåre tog til, men det nyttede ikke noget, for han var...

Et skrig banede sig vej, helt nede fra mine lunger og var nu ude af min mund. Tårerne piblede ned af mine kinder og jeg kæmpede for, at få vejret. Desperat tog jeg mig til hovedet, imens jeg lagde mig ned i fosterstilling. "Ma-Max..." Hulkede jeg, da døren til mit værelse, hurtigt blev slået op og min mor sad ved siden af mig og aede mig på ryggen.

"Shh... Skat, det var bare endnu et mareridt" Tårerne tog bare til og pacerede min mund, hvilket fik en smag af salt frem. 

"M-m-mor, jeg savner ham så me-meget" Min mor tørrede nogle tåre væk fra mine kinder, med hendes håndryg, imens hun blev ved med at ae mig på ryggen. 

"Jeg ved det skat... Jeg ved det" Det var i dag en uge siden, at Max døde og jeg skulle til hans begravelse. Jeg havde ikke været i skole hele ugen, da jeg psykisk, sikkert ikke kunne holde til det. Spørgsmålene omkring, hvordan jeg havde det og omkring Max, ville bare sværme rundt og jeg vidste, at hele skolen sørgede over tabet af ham, så der ville sikkert være billeder over det hele. Det kunne jeg bare ikke holde til. Min mor stoppede med at ae min ryg og så ned på mig. 

"Er du sikker på, at du vil med til begravelsen?" 

"Selvfølgelig" Sagde jeg og tog en dyb indånding. Min hulken var stoppet og jeg satte mig roligt op i sengen. 

"Hvad er klokken?" Min mor kastede et blik på uret, som stod ved siden af mig. Jeg kunne bare ha' kigget selv, men jeg havde simpelthen glemt, at det stod der.

"Lidt over 7" Sagde hun og begyndte at gå imod døren. 

"-Skal jeg tage med i kirken?" Spurgte hun stille, inden hun gik ud af mit værelse. Jeg rystede bare lidt på hovedet. Egentlig ville jeg gerne sove lidt igen, men det kunne jeg ikke. Jeg var bange for, at endnu et mareridt ville opsøge mig. Jeg havde haft mareridt hver dag, siden Max' død og det var altid det samme. Det samme mareridt, hvor han forsvandt ud af min favn og ud i intetheden. Det fik mig til at indse, at Max ikke kom tilbage og det ville han aldrig nogensinde gøre, så jeg burde vel lære at leve med det. Den her gang, var det ikke fordi min kæreste havde slået op med mig, så det var ikke almindelige hjertesorger. Den her gang, var min kæreste død.

Jeg slog dynen til siden og lod mine lune fødder, remme det iskolde gulv, hvilket sendte en vibration igennem hele min krop og op til mine kæber, som klaprede. Jeg havde ikke forladt denne seng, i en uge. Lige med undtagelse af, når jeg skulle på toilettet. Jeg havde heller ikke været i bad, hvilket gjorde at jeg stank som en i helvede. Gåsehuden bredte sig på min krop og med raske skridt, gik jeg imod badeværelset. 

Hurtigt lukkede og låste jeg døren, hvorefter jeg tog mit ilelugtende tøj af og smed det i vasketøjskurven. Jeg undgik bevidst spejlet, da jeg virkelig ikke havde brug for at kigge på mit spejlbillede lige nu. Jeg trådte ind i bruseren og lod det varme vand omfavne min krop. Det fik mig til at slappe af, selvom en utrolig sørgelig dag, lå forude.   

Efter mit bad trådte jeg ud fra bruseren og lod et håndklæde, vikle om mit hår, hvorefter jeg tog et om kroppen. Jeg greb ud efter min tandbørste og børstede mine tænder. Simpelt nok. Jeg stalte børsten på plads og satte kurs imod mit værelse igen. Jeg gik hen til mit skab og åbnede det. Den triste følelse skyllede igennem kroppen på mig, igen, da jeg skulle kigge efter sort tøj. Jeg kiggede mit tøj igennem og fandt en sort kjole.(link i kommentaren). Jeg tog noget sort undertøj på og efterfølgende kjolen. Derefter blev mit hår tørret og redt. Jeg lod det bare hænge løst, da mit hår bølgede en smule allerede. Jeg lagde en naturlig makeup og havde løst til at smile til mit spejlbillede, som jeg plejede at gøre hver morgen, men jeg kunne ikke. Selvom jeg virkelig gerne ville, kunne jeg ikke. Jeg havde ikke smilt siden Max' død. Jeg tog derefter et par sorte stiletter på og kunne mærke tårerne, som igen pressede sig på. Ikke græd nu Destiny, ikke nu. Hurtigt tørrede jeg tårerne væk fra mine øjenhuler og lidt efter kom min mor til syne i spejlet. Hun fjernede hårene, som hang ned over mine øjne og om i bag mine øre. 

"Du er virkelig smuk, skat" Hun rakte mig forlovelses ringen, som Max' mor gav mig. Den ring, som Max havde købt til mig. Hun havde bare sat en snor i den, så det blev en halskæde. Jeg tog mit hår væk, med en hurtigt bevægelse, så min mor satte halskæden om min hals. Den faldt på plads og jeg tog ringen imellem mine fingre, imens jeg slap mit lange mørke hår. Den var guddommelig smuk og så, så den virkelig dyr ud. Jeg knuede den ind til mig, inden jeg lod den glide under min kjole, så den hang fra min hals og ned i min kjole. 

 

¤¤¤

 

Jeg sad på forreste række, sammen med Max' forældre og hans søster. Mit blik lå i gulvet, imens tårerne piblede ned af mine kinder og sikkert havde ødelagt min makeup, men jeg var bedøvende lige glad. Det eneste det fyldte mig lige nu, var at Max lå oppe i den flotte hvide kiste, med gulv dekorationer og snart skulle bisættes. Tro det eller ej, så sad jeg lige nu og holdt i hånd med Max' mor. Begge vores hænder rystede og hun græd lige så meget som mig, hvilket er forklarligt nok, for hun har lige mistet hendes eneste søn. Og jeg, havde mistet min eneste ene. Begravelsen foregik roligt, og jeg kunne hele tiden høre hulk omkring mig. Jeg havde prøvet at være stærk, men det holdt ikke længere end et par minutter. Max' var et fantastisk menneske og kun 19 år gammel. Han havde været nitten, i cirka 10 minutter og så blev livet taget fra ham. Jeg havde selv kun overlevet med nød og næppe, og hvis der var blevet ringet efter hjælp, bare to minutter senere, havde jeg nok været død. Jeg havde været enormt heldig, og lægerne havde kaldt det et mirakel. Jeg havde intet brækket, kun forstuvet enkelte fingre, men de var ved at være fine igen. Under uheldet, havde jeg haft en cykelhjelm på, hvorfor jeg havde den på, kunne jeg ikke lige huske, men det var den, der havde redet mit liv. Jeg havde set den og den var totalt smadret og det er der jeg tænker, at hvis jeg ikke havde haft den på, så havde det været min hovedskal. 

Begravelsen var overstået og fire mænd, var igang med at bære Max' kiste ud. Jeg fulgte den, med hovedet, imens mine tåre tog til. Min krop rystede og mine tænder klaprede. Jeg elsker ham. Da kisten var halvvejs. rejste de forreste rækker sig op og gik ned langs kirkegulvet, der gav genklang, når alle stilethælene, plantede sig på det. Jeg så hele tiden ned i gulvet, imens jeg koncentrerede mig om min vejrtrækning, det ville bare ikke rigtig lykkedes. Jeg mærkede med det samme, når vi var gået ud fra kirken, fordi den kolde  vind, omfavnede min krop. Hurtigt tog jeg min jakke, som hang om min arm, på kroppen, for at genvinde noget af dem varme, der gik tabt. Jeg fulgte med ned af trapperne og ned på gruset, som knasede under mig. Jeg stod helt forrest, i flokken af mennesker, sammen med Max' mor, søster og far, da hans kiste stod i lig bilen. Hurtigt tørrede jeg nogle tåre væk, men der kom bare flere. Max' søster, havde holdt den buket blomster, som jeg skulle gi' Max og forsigtigt rakte hun dem til mig. Jeg ville smile, men som sagt, kunne jeg ikke. Jeg gik frem fra mængden og helt hen til bilen. Jeg lod min hånd kører over kisten, inden jeg plantede et kys på den og lagde den smukke buket blomster. Max' havde aldrig indrømmet, at han godt kunne li hvide roser, men jeg vidste, at det var hans yndlings blomst, så derfor havde jeg købt en buket af dem og lagde dem forsigtigt på hans kiste. Jeg tog en dyb indånding, inden ordene forlod min mund.

"Jeg elsker dig Max. Jeg savner dig... Husk mig. Du må ikke glemme mig" Min stemme knækkede over, imens den blev blandet med min gråd, så det jeg sagde, næsten var utydeligt. 

"Hvil... Hvil i fred" Var det sidste jeg sagde, inden jeg bakkede væk fra bilen, så andre kunne komme til. Mine tårer havde taget til og jeg hylede, bare uden lyd. Tårerne var som en tsunami. Alle kom hen til bilen og lagde enten en rose, eller en buket blomster. Det var meget smukt.  

Jeg mærkede en forsigtig hånd på min skulder, hvilket fik mig til at reagere med et spjæt. Min mor stod i bag mig og smilede til mig. Hurtigt trak jeg hende ind i et kram og græd ind i hendes skulder. Hun aede mig over håret, imens hun hviskede beroligende ting. 

"Destiny, lille skat. Jeg ved du elsker Max meget højt og jeg havde aldrig set dig lykkeligere" Hun kyssede mig hurtigt i håret, inden hun fortsatte.

"-Men du bliver nød til at give slip, hvor ondt det end gør" 

 

----------

Det var så første kapitel, hvilket har været ret svært for mig at skrive, men jeg håber i nød det^^

-Nu er det slut, med sådan nogle mega sørgelige kapitler, da vi nu går ind i den "rigtige" historie, hvilket betyder, at nu begynder handlingen. Enjoy! :*

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...