Røde fuger

Over et år efter en tragisk episode, betræder Patrick nu gymnasiets gange. Men han her er han ikke kun en gymnasieelev, han er den omvandrende fortid for 2.g'eren Sally.

1Likes
0Kommentarer
251Visninger

1. Røde fuger

Småsnak. Over alt. Nye mennesker. Alle vegne. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle stille op med mig selv. Utilpasheden bredte sig i mig. Hvordan kunne dette være starten på, på hvad der skulle være de bedste år i mit liv? En blond pige kom trippende forbi, grinte.
”Sally” sagde jeg. Var det hende? Pigen kiggede. Det var Sally, uden tvivl. Men hun sagde intet. Hun vendte sig bare om og gik videre.
”Hvem var det?” spurgte hendes veninde. Hvem var jeg egentlig, Sally?

Jeg var mindet om Sallys fortid. Hvilket nok var den dybere grund til at hun ikke ville kendes ved mig. Når jeg nu kigger tilbage var det højst sandsynligt vare fordi, at jeg var en helt ny 1.g’er og hun var 2.g’er.
 

Sally havde ikke snakket til mig i et år, to måneder, seks dage og 16 timer. Nu må du endelig ikke tro, at hun bare er en pige, der har knust mit hjerte og at jeg så har talt hvert minut siden da, nej. Det var Sally der fik knust sit hjerte, dog ikke af mig. Det var Liam. Skylden er på Liams skuldre, selvom det i sig selv tog mig lang tid at indse. Jeg ved ikke hvad han havde gang i den dag for et år, to måneder, seks dage og 16 timer siden.

 

***

 

Jeg var på vej hjem til Liam den eftermiddag, for lidt over et år siden, men på hjørnet af Kastanje Allé og Havnebystræde hørte jeg et skrig. Det var skingert, forfærdeligt. Fuglene fløj væk fra Liams forhave fire huse nede af vejen. Jeg husker ærligtalt ikke, hvordan jeg fra hjørnet endte på første sal i Liams hus. Det flimrede forfærdeligt for mine øjne. Jeg så blonde lokker, der hulkende kom løbende i mod mig.
”Han… han… hans håndled, Patrick!” græd Sally med hovedet gemt i hulningen mellem min skulder og min hals. Forsigtigt skubbede jeg hende væk. Skridt for skridt mod badeværelset.

 

Fugerne mellem gulvets klinker var røde. Blodrøde, som en mørk rose. Kontrasten mellem de hvide klinker og de røde fuger var smuk. Lugten var først klinisk, sæbe og rengøringsmiddel, men derefter var den tung af jern. Man kunne næsten smage det.
Mit blik søgte alle vegne uden om badekaret. Håndsæben der stod på håndvasken skulle snart skiftes. Vandhanen dryppede i en fast rytme. Dryp, dryp, dryp.

 

Så løb jeg. Jeg kiggede ikke, på hvad der var sket i badekaret. Jeg så ikke Liam en sidste gang, rødmalet og våd. Sally stoppede mig allerede i entreen nedenunder. Hun havde ringet til alarmcentralen.
”Lad være med løbe, Patrick, jeg be’r dig!” hun græd stadig. Stift kiggede jeg hende i øjnene, jeg kunne se det på et splitsekund. Hun græd ikke af sorg, men af vrede. Hun var sur på ham, på Liam. Hun var sur, fordi at han havde knust hendes hjerte i det sekund han tog det første snit. Da den første bloddråbe ramte vandet i karet, havde han mistet hende for evigt.
Hvordan kunne hun? Jeg følte nu skyldfølelsen for os begge to. Jeg følte, at jeg ikke havde lyttet nok. Jeg havde ikke set alle signalerne. Vi havde ikke set alle signalerne. Så jeg løb.

 

Senere befandt jeg mig midt i skoven. Sveden løb ned af ryggen på mig og tårene ned af mine kinder. Hvor længe jeg havde løbet, var jeg ikke klar over, men af en eller anden grund stoppede jeg nu., cirka en kilometer nord for kolonihaverne. Jeg satte mig på hug og foldede mine hænder. De havde rifter over det hele, fra da jeg løb igennem krattet ved jernbanen. Tornebuske. Sally. Liam. Røde fuger.

 

***

 

Et år, to måneder, syv dage og 18 timer. Sally og Liam ville have haft toårsdag i dag. Det var altid mig, der huskede på den her slags datoer.

 

”Sally!” råbte en pige bag mig. Jeg vendte mig stille rundt. Mon Sally huskede i dag? De blonde lokker svingede fra side til side, da hun gik tværs over gangen mod biologi.
”Sally! Er du okay?” spurgte pigen, der kom trippende efter.
”Hvad mener du?”
”Åh… Du ved, med toårsdagen og sådan?”
”Vi er ikke kærester mere. Der er ikke nogen toårsdag,” svarede Sally. Det stak i mig, hvilket det ikke burde. Det var hende der skubbede mig fra sig. Jeg ringede til hende en gang om dagen i to måneder, efter Liams begravelse. Hun svarede ikke én gang. Hun kunne ikke klare vores forskellige holdninger om hans død. Det kunne jeg heller ikke selv på det tidspunkt, men jeg havde brug for en ven. Hun var da min eneste. Jeg ville have, at hun skulle række mig en hånd frem og give mig en skulder til at græde ud ved.

 

”Sally! Jeg er sgu ked af det med Liam og di, og i dag og det hele,” overhørte jeg en fyr sige til hende, mellem tredje og fjerde lektion.

”Det er virkelig trist med toårsdagen i dag, Sally. Er du okay?” spurgte en pige hende i frokostpausen, og da fik hun nok. Jeg så på flere meters afstand, hvordan tårerne samlede sig i hende, samtidig med at folk samlede sig om hende. Hun brød fuldstændig sammen. Ingen forstod, at skulderklappene og de små ”der er jeg ked af”-bemærkninger kun gjorde tingene værre.
Ude af stand til at styre mine egen ben, rejste jeg mig og styrede mod 2.g’ernes kantineborde.
”Hvem er det?” hviskede én.
”En ny 1.g’er!” hviskede en anden.
”Hvad fanden laver han her?”
”Hvem tror han lige at han er?”
De stirrede alle på mig.
”Sally?” spurgte jeg stille. Hun kiggede op. Hun kiggede mig og jeg kiggede på hende. Det var ikke længere nok kun at kigge på de røde fuger, jeg måtte håndtere hvad der lå i badekaret.
”Patrick,” hviskede hun. Jeg rakte mig hånd frem mod hende. Hun havde brug for en der forstod hende. For første gang rakte jeg faktisk min hånd frem og ikke bare over et åndssvagt telefonopkald. Hun tog min hånd.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...