My Fire - The Hunger Games

Panem er anspændt, hele landet summer af urolighed når de 24 sonere bliver trukket. To sonere fra hvert distrikt - en mandelig og en kvindelig, som skal kæmpe til døden i Dødsspillet - et spil, hvor kun én kan vinde...

Da den 14-årige Nicole Adams fra distrikt 11 bliver trukket til Dødsspillet, føler hun sig allerede fortabt og sikker på at dø. Men alt ændres når hun bliver opmærksom på en nye række talenter, som muligvis kan føre hende til sejren i Dødsspillet. Under spillet knytter hun et særligt bånd til sine allierede, Xander og Anna. Men som arenaen langsomt bliver tømt for sonere, bliver det hårdere at overleve, og de tre sonere er ikke parate til at give slip. Hvem vil overleve? Hvem vil dø?
Lad Dødsspillet begynde...

28Likes
18Kommentarer
2594Visninger
AA

10. Kapitel 9 - "En dødsstraf ville ikke røre hende nok."

Olivia befandt sig i et mørkt sted. Hun kunne ikke se andet end en prik lys et eller andet sted i rummet. Hendes hænder var ømme, ja, hele hendes krop var øm. I det hun vred sig gik et jag af smerte gennem hendes krop. Hun skreg.


Hun var ikke bundet fast, og konstanteringen fik hende til at ånde lettet op. Så blev det da lidt nemmere at slippe ud fra det her hul.

"Lorte mennesker," sukkede hun og søgte vej gennem mørket. Hun prøvede at gå hen mod lysprikken, og væltede adskillige ting på turen derhen. Endelig nåede hun den lysende prik, som viste sig at være en knap. Hendes fingre udforskede langsomt dens kanter, mens hun overvejede om hun skulle trykke.


Hvad fanden, de ville jo dræbe hende alligevel. 


Med et sarkastisk smil på læben, pressede hun hårdt på den lysende knap, og lyset bredte sig over hele rummet.
Hun grinte en kort, hånlig latter. Smart lavet - hun var hverken bundet fast, og hun kunne tænde for lyset. Sikke nogle idioter. 


Pludselig kom hun til at tænke på Nicole. Hvordan hun havde forsøgt at redde hende fra de farligheder hun ville blive kastet ud i. Hun bed tænderne sammen og fortrød det hun havde gjort. Hun fortjente ikke smerten. Lille, søde Nicole. Olivia havde nærmest følt, at Nicole var den søster hun aldrig fik.


"Den tøs har bare af at være i live," mumlede hun og kiggede rundt i det forholdsvis lille rum. I det ene hjørne stod en gammel læderstol som nok var årsagen til den indelukkede læderstank der befandt sig i værelset. Ved siden af stolen stod et bord med en stak støvede bøger.
På gulvet beklædt af brune tæpper, lå endnu en stor stak bøger, som nok var dem hun havde væltet.

Hun sparkede voldsomt til dem, og traskede hen mod læderstolen. Så skulle hun vel bare vente. Måske ville de snart hente hende og henrette hende. Eller måske skulle hun blive her til hun døde af sult og tørst. Hun var også ligeglad. Det sødeste de ville gøre ved hende, var at dræbe hende. 


Værelset havde en blød, gammeldags væremåde med dens brunlige tapet som var skallet af nogle steder i rummet. Alt i rummet var fuldstændig støvet, og gjorde ikke Olivias følelse af klaustrofobi bedre. Hun sukkede igen, og lod den rastløsheden rulle over sig. Et sekund føltes som et år, mens hun bare sad i stolen. Hvornår ville de komme? Hvornår ville de fortælle hende hvad hendes straf var? Måske ville de overlade hende til sig selv og lade hende blive fuldstændig gak i låget.


"Narhoveder," snerrede hun. Der måtte være et overvågningskamera herinde, de sad nok alle sammen og klappede og grinede af hende ligenu. 


"Fatsvage idioter!" råbte hun igen, højt. Hendes klare, lyse stemme passede dårligt ind med den snerrende klang. Hun lo og skubbede bøgerne ned fra bordet med en fejende bevægelse.
"Jeg er pisse ligeglade med jer, og I kan ikke gøre noget ved det. Hvad vil I gøre, hva'?" Hun smilte snu op mod loftet, håbede hendes blik ville ramme et overvågningskamera et eller andet sted.


"Dræbe mig, torturere mig..." nævnte hun. "Åh, kære, magtsyge narrøve, der er så mange måder, men I knækker mig aldrig," påpegede hun igen og lod sig falde tilbage i den bløde stol.


Hun havde svedperler på sin lille, strittende næse, og hendes øjenlåg som var dekoreret med lange, mørke øjenvipper gled langsomt i. Hun var udmattet, og langsomt forsvandt den arrige grimasse fra hendes smukke ansigt og efterlod kun en trist og rolig maske. Søvnen kom rullende som en behagelig tåge, og hun sank sammen i stolen.

 

***

 

"Hun sover nu," konstanterede Phillip Holmes. Den store skærm foran ham skinnede som et blændende lys over hele det dystre rum. Rummet på skærmen stod i skarp kontrast til omgivelserne her; Sorte, skarpe læderstole og moderne indretning. Vinduer med smukke planter i karmene lukkede en smule lys ind. 


"Ja," svarede Phillips medarbejder, Chloe. "Jeg får forhåbentlig besked fra mødet om højest 10 minutter."


Det Olivia havde gjort, var forfærdeligt. Ingen af dem fra distrikterne skulle forsøge at standse ordre fra Capitol folk. Den handling hun havde påført for at redde Nicole burde blive straffet med dødsstraf.


Eller værre.


Stilheden blev brudt, da en svag, elektronisk summen lød, og den tykke dør bag dem gled op. En spinkel mand i fyrrende iført et perfekt, dyrt jakkesæt gik med faste skridt ind i rummet med en stak ny kopierede papirer i hånden.


"Vi har snakket om Olivias skæbne i mødet, og vi er kommet frem til en passende straf," forklarede den skaldede mand med de tynde, lyserøde øjenbryn. Chloe kiggede på ham med sammenknebne øjne og ventede på svar.
"Det, Olivia har gjort, er yderst uacceptabelt, men en dødsstraf ville simpelthen ikke røre hende nok."
Phillip kiggede undersøgende på den spinkle mand. Uddyb, uddyb, lød det i Phillips hoved. Han var begyndt at blive meget interesseret i, hvad han havde at sige. Manden lagde på en feminim måde det ene skød oven i det andet, og lagde hovedet på skrå.


"Det der fremprovokerede hendes handling, var højst sandsynligt mindet, af den følelse hun havde da hun selv skulle deltage i Dødsspillet, og hun ville ikke have, at Nicole Adams skulle gå i gennem det samme," sagde han.


"Det værste vi kan gøre ved hende, som selvfølgelig er det vi har valgt," fortsatte han med en smil på læben, tydeligvis stolt over idéen. En tyk forbavselse fyldte rummet, da han endelig færdiggjorde sætningen.
"Er, at lukke hende ind i arenaen igen. Olivia Jermaine bliver en forsinket soner i dette års Dødsspil."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...