My Fire - The Hunger Games

Panem er anspændt, hele landet summer af urolighed når de 24 sonere bliver trukket. To sonere fra hvert distrikt - en mandelig og en kvindelig, som skal kæmpe til døden i Dødsspillet - et spil, hvor kun én kan vinde...

Da den 14-årige Nicole Adams fra distrikt 11 bliver trukket til Dødsspillet, føler hun sig allerede fortabt og sikker på at dø. Men alt ændres når hun bliver opmærksom på en nye række talenter, som muligvis kan føre hende til sejren i Dødsspillet. Under spillet knytter hun et særligt bånd til sine allierede, Xander og Anna. Men som arenaen langsomt bliver tømt for sonere, bliver det hårdere at overleve, og de tre sonere er ikke parate til at give slip. Hvem vil overleve? Hvem vil dø?
Lad Dødsspillet begynde...

28Likes
18Kommentarer
2711Visninger
AA

9. Kapitel 8 - "Vi kan alliere os."

Det var som om, at natten havde fået øjne. De gule øjne stirrede blindt på mig, og pludselig så jeg hvad det var. Spilmestrene havde sendt mutaer efter mig. De her var bare mindre dyreagtige end de plejede. Faktisk, så de menneskelige ud.


Hvis det ikke havde været for den mosgrønne, rådne hud og de gennemborende glasagtige øjne, havde jeg troet at det var andre mennesker. Jeg kunne ikke se hvor mange der var. Måske fem. Måske syv. Jeg turde ikke kigge mere, så jeg løb. Langt væk fra de langsomme væsner. Men hver gang jeg holdt en pause for at kigge rundt, kunne jeg høre deres søvnige hyl lige bag mig. Jeg trak vejret heftigt, da jeg fandt ud af, at de ikke nyttede at flygte - de ville ikke miste færden af mig lige foreløbig. Lyden af deres hyl nærmede sig langsomt.


Jeg trak min kniv frem - udmattet, men kampklar. Deres skelettynde fingre rakte ud efter mig. De stirrede på mig med et fastfrosset smil. Den forreste skabning fik et spark i maven. Dens forbavsede ansigtsudtryk klistrede sig fast til dens hoved, og pludselig faldt den til jorden. Resten af flokken nærmede sig med en gyngene rytme. Jeg sank en klump, og med lynhurtige bevægelser svingede jeg min venstre arm i hovedet på en af mutaerne. Den ved siden af modtog min kniv i maven. Jeg nåede at se dens sorte blod sive ud af den, før jeg kneb øjnene sammen, greb kniven og angreb den næste.


Der var tre tilbage, men jeg var ved at blive virkelig udmattet. Det havde været sådan en hård dag... måske skulle jeg bare lade dem dræbe mig. Måske skulle jeg bare lade min søvntunge krop falde til jorden og opgive. Nej! Det kunne jeg ikke. Pludselig limede et billede af min bror sig fast til mine tanker, og vreden blussede op i mig.


Jeg ville ikke give op. Jeg måtte være stærk og kæmpe videre. Vreden gav mig nye kræfter. Jeg sparkede ud efter en, men da jeg ramte, havde det ikke den store effekt. Jeg lagde mærke til, at dens gule øjenfarve var ekstra gennemtrædende. Den var også højere, og mere kraftigt bygget end de andre. Jeg sparkede igen, og huggede derefter kniven i dens ben.


Den gav et hyl fra sig, og faldt om, og med sig, faldt de to sidste også til jorden. 
Jeg måtte væk fra de underlige væsner. Jeg kunne ikke udstå den rådne lugt som de gav fra sig. De gule øjne var limet fast til mine tanker. Hvis bare hele dette grumme minde ville forsvinde. Hvis bare jeg kunne erstatte det med noget smukt... jeg tænkte på min familie, og lod min stedsans vise mig vej.


Jeg var nået langt væk fra mit lille sted i min flugt fra mutaerne, men efter det der føltes som en halv times vandring, fandt jeg det. Skovbunden dækkede min lille hule, og jeg smed mig udmattet på den bløde jord. Jeg kunne se, at det var ved at blive lyst. Hvor lang tid havde jeg mon været væk? I hvert fald længe nok til, at jeg var virkelig sulten. Men jeg måtte spare på forsyningerne, selvom min mave skreg efter mad. Men det var værre med tørsten. Min mund var helt tør, og jeg havde en stærk hovedpine. Jeg var helt svimmel, da jeg lagde mig på jorden. 


"Få noget søvn," hviskede jeg til mig selv, da en plan for i morgen udfoldede sig i mit hoved. Så lukkede jeg øjnene, og lod søvnen rulle over mig som en fredfyldt, stille bølge.

 

***

 

Xanders fødder bevægede sig let henover de glatte klippestene. Tyve meter under ham, slog bølgerne mod klippen, som om de prøvede at fortælle ham, at hvis han faldt ned, skulle de nok sørge for han var dødsdømt. 


Lettelsen skyllede hen over Xander, da han endelig nåede toppen af klippen - uden at få nogle skader.
Xander vidste, at det var de færreste sonere der ville have modet til at tage kampen op med klipperne. Måske var han endda den eneste. Han smilte selvsikkert, og spejdede derefter ud over klippens anden side.


Blikket der mødte ham, var fantastisk. Store træer med grønne kroner strakte sig mod himlen, som om de målte sig med den. De var tæt begroet af livligt buskads, og udgjorde perfekte gemmesteder. Og det bedste af det hele: han kunne ane store, blanke søer mellem træernes tykke stammer. 
Nok var Xander vant til at være sulten, men han plejede at have en nogenlunde adgang til vand. Nu havde han overlevet næsten et døgn uden vand, og tørsten drev ham afsted. Han slentrede ned af klippen, som ikke var så stejl på nedturen. Det grønne græs opmuntrede ham, og snart var han dybt inde i skoven.


Xander havde ikke været så heldig ved overflødighedshornet, men han havde anskaffet sig en kniv og noget kraftigt snor at gøre godt med. Solen bagede ned, og han måtte tage jakken af. Han kunne mærke at han begyndte at svede, så han gik endnu hurtigere. Han måtte hen til en sø før han dehydrerede.

"Hold ud," sagde han til sig selv, mens han forpustet trampede videre i den fugtige skovbund. Solen trængte gennem træernes krone, og lysstråler ramte ham i ansigtet, da han nåede en stor, dyb sø. 
Han åndede lettet ud, men fik pludselig mistanke. Hvordan kunne han vide om vandet var drikkeligt? Ville Spilmestrene ikke gemme søerne lidt bedre, hvis det var godt vand? Tørsten nagede i ham, og han havde svært ved at beherske sig. Hans brune øjne gloede på vandet, som om han var en tiger klar til at angribe sit bytte.


Han sukkede, da det gik op for ham, at han måtte vente. Måske kom der et dyr og drak ved søen - så kunne han se hvad der skete med det. 
Han satte sig ved bredden, og tænkte. Pludselig, sprang et billede af Nicoles forvirrede ansigtsudtryk op i hovedet på ham. Lige før spillet startede, da alle sonerne havde skulet rundt til hinanden... Xander havde kigget hen mod Nicole, som stirrede blindt ud i luften med et forfærdet udtryk malet i hovedet.


Hvad var der sket? Var hun bare bange, eller var der sket noget? Han rystede på hovedet. Han måtte tænke på sig selv... det var liv eller død.
"Bare det ikke er mig der kommer til at dræbe hende," fnøs han. Det var også ligemeget. De havde næsten ikke talt til hinanden, men alligevel havde han en stemme i baghovedet der sagde, at han måtte beskytte hende. Han rystede igen på hovedet, skubbede stemmen langt væk. Bare glemme alt om hende, og lade sit ego tage over.

 

***

 

Da jeg vågnede, stod solen højt på himlen. Der var virkelig varmt, i forhold til i går. Det var sikkert Spilmestrenes plan - så dehydrerede vi hurtigt.


Jeg måtte finde vand. Min mund var sindssygt tør, og det føltes som om, at tusindvis af små nåle prikkede til min tunge. Jeg rejste mig, og strakte benene. Jeg kiggede mig forvirret omkring. Hvor var jeg? Det var som om, at træerne havde ændret sig... de var blevet højere og kronerne var større og grønnere. Hele stedet virkede mere frodigt... mere fugtigt, frem for tørt som det var før.

Træerne så meget nærede ud. Der måtte være vand i nærheden - der måtte være meget.
Jeg greb min taske og svingede den over ryggen. Med intet andet en vand i tankerne, lod jeg mine fødder lede mig hen, hvor end de ville. Jeg kiggede mig omkring, spejdede efter vand, men kunne ikke få øje på noget. Vandet kom sikkert fra en slags underjordisk kilde. Ellers kunne træerne da ikke være så nærede... medmindre det bare var Spilmestrenes værk. Jeg sukkede, men ledte videre.


Jeg sprang frem, da jeg pludselig hørte et bib bag mig. og så et til... jeg kiggede mig forskrækket og kampklar rundt, men jeg kunne ikke se nogle. Eller noget... 
Bibbene blev ved, og det gik op for mig, at lydene kom fra min taske. Jeg åbnede den, og et lilla lys blændede mig. Det var den lille, underlige metaldims. Jeg fiskede den op, og undersøgte den. Jeg gik lidt rundt.


Noglegange blev bibbene hurtigere, andre gange langsommere. Jeg holdt den lille knap inde, og det lilla lys skød ud. Det pegede ned mod jorden.
Hvad skulle det betyde? Kunne jeg bruge det til noget, eller var det bare tidsfordriv? Jeg kiggede ned på jorden, hvor det lilla lys havde peget. Jeg lagde hovedet ned mod stedet, og kunne pludselig høre noget... som vand der rislede. 


Pludselig gik det op for mig, at det var en underjordisk kilde. Jeg greb med det samme skovlen og gravede. Der gik et par minutter før jeg havde gravet mig ned til et kæmpe hul i jorden. Der var et par meter ned til stenbunden, hvor der i midten løb en lille bæk. Af helt klart, glitrende vand. Jeg trampede jord ned i grotten, så hullet blev stort nok til, at jeg kunne komme derned. 


Da jeg landte på hug, gav det ekko ned af stenvæggene. Tunnelen med vand fortsat længere end jeg kunne se. Jeg formede mine hænder som en skål, og fyldte dem med vand. Jeg stirrede ned på det blanke vand, og skulle til at tage en tår, da et ekko i den hule gang ringede i mine øre.


"Nej! Nicole, ikke drik det!"

 

***

 

Xander gned søvnen ud af øjnene. Havde han sovet? Hvor lang tid? Han rejste sig op og gik lidt rundt. Solen stod lavt på himlen, så han måtte have sovet mindst en time. Sulten og tørsten som jagede i gennem ham var ubærlig. Han tænkte ikke på andet i lang tid, men lyden af en trampen i skovbunden fik ham på andre tanker. Han løb med lette fodspor hen mod en busk som han gemte sig bag.


Lyden af de trampende fødder som med et raskt tempo bevægede sig i gennem den fugtige skovbund, kunne kun være skabt af et menneske. Xanders tanke blev bekræftet, da han forsigtigt kiggede op fra buskens ly.

Det var drengen fra 3. Ham der havde nedgjort Nicole. Han fik en pludselig trang til at springe frem og flænse ham. Men han holdt det tilbage. Han fandt et hul i den tætte busk, som han kunne kigge i gennem. De var alt for risikabelt at have hovedet udenfor busken.


Den kæmpestore dreng tumlede sig frem, og satte sig på hug ved søen. Han smilte ved synet af det klare vand. Han svingede sin skulder under stroppen fra den store taske han havde fået, og gravede i den i et stykke tid. Han smed forskellige ting op fra bunden, på en meget selvsikker måde. Som om, at han var ligeglad hvis der kom nogle og overraskede ham...


Det ville også være svært for ham at tabe kampen. Han havde alt for mange farlige dødsvåben og forsyninger.
Han stoppede øjeblikkeligt med at lede, da han hev en lille dunk frem. Han fyldte den med vand... Xander så spændt på. Men han drak det ikke. Xander undrede sig, da han rejste sig, og ikke svingede tasken over ryggen. Ville han efterlade den? Eller havde han planer om at komme igen?
Xander kravlede langsomt hen til en anden busk. Den var ikke så tæt, og hvis ambisoneren bare kastede et blik i hans retning, ville det være ude med ham.
Men han var ligeglad. Han regnede ikke med at overleve længe alligevel.
Xander kneb øjnene sammen og fulgte drengen med øjnene.
Han skulle kæmpe for ikke at gispe. Han stirrede på det, der lå ved drengens fødder. En spinkel, lille pige. Hun kunne ikke være meget ældre end Nicole.


Det var hende fra distrikt 12, med det store tylskørt. Xander gloede ondt på den rødhårede ambisoner. Han havde en helt forfærdelig trang til at springe frem og hugge kniven ned i hans store, selviske krop. Men han tog sig sammen, og fortrængte det ulmende vrede.


Pigen var så lille og spinkel i forhold til den store dreng. Men hvorfor lå hun her stadig? Hvorfor var hun ikke samlet op? Langsomt gik det op for Xander, hvad drengen var ude på.

 

Hun var ikke død. Bare slået nok ud, til at hun ikke kunne kæmpe imod. Drengen ville teste vandet på hende. Xander holdt vejret, da drengen med et triumferende smil langsomt bøjede flasken. Væsken flød langsomt hen mod flaskens åbning...


"Vil du ikke nok... lade mig gå?" gispede pigen med gråd i stemmen. Drengen rystede på hovedet af hende, og smilte.


"Lad mig tænke over det... Hm, nej!"
Pludselig, drejede han hovedet med et hoverende blik. Hans skarpe, smalle øjne borede sig ind i Xanders.


Han havde opdaget ham. Panikken lammede Xander. Hvad skulle han gøre? Han prøvede at genvinde sin selvsikkerhed, og langsomt genvandt han den. Drengen stirrede stadig på ham, med et smil. Hans røde lokker faldt ned foran hans øjne, men han holdt blikket, da han langsomt skubbede dem væk. 
"Kom bare frem. Jeg har set dig," grinte han. Han lød næsten imødekommende - havde det ikke været for bitterheden som der lå gemt bag det sukkersødte blik.
Xander trådte frem, og gik langsomt hen mod ham. Han måtte være fattet - handle hurtigt... og vigtigst af alt, han måtte være forberedt.


Drengen holdt stadig hans blik, og med det uhyggelige smil, trak han sin glinsende kniv op af sit bælte. Det samme gjorde Xander. I et par sekunder stirrede de bare ondt på hinanden, men pludselig huggede Drengen ud mod Xander.


Han unvigede kun lige nøjagtigt. Et par centimeter tættere på, og han havde været død. Xander kunne se musklerne i drengens skuldre bevæge sig, da hans hånd jog kniven frem igen. Xander sparkede ud efter hans hånd, og blev fyldt af glæde, da han så drengens forbavsede ansigtsudtryk. Kniven fløj ud af hans hand og landede på jorden. Xander svingede benet i ansigtet på drengen, som med det samme faldt om.


Han skyndte sig hen mod ham, og satte sig ved siden af ham.
"Hvad er dit navn?" spurgte Xander med et smil i ansigtet.
"Thomas," gispede drengen, da han fik øje på knivspidsen. Det var det sidste han så. Xander farede op. Han havde lige dræbt et menneske. Han tog sig til hovedet i et par sekunder, men tvang sig selv til at kigge over på pigen der lå ved siden af Thomas' lig. Hendes øjenløg sitrerde, og hendes fine ansigtstræk var krummet i en forfærdet grimasse.


"Vil du ikke nok lade mig gå?" bad hun. Xander stirrede ned på hende, og rystede på hovedet. 
"Så ender det bare med, at du dør. Vi kan alliere os."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...