My Fire - The Hunger Games

Panem er anspændt, hele landet summer af urolighed når de 24 sonere bliver trukket. To sonere fra hvert distrikt - en mandelig og en kvindelig, som skal kæmpe til døden i Dødsspillet - et spil, hvor kun én kan vinde...

Da den 14-årige Nicole Adams fra distrikt 11 bliver trukket til Dødsspillet, føler hun sig allerede fortabt og sikker på at dø. Men alt ændres når hun bliver opmærksom på en nye række talenter, som muligvis kan føre hende til sejren i Dødsspillet. Under spillet knytter hun et særligt bånd til sine allierede, Xander og Anna. Men som arenaen langsomt bliver tømt for sonere, bliver det hårdere at overleve, og de tre sonere er ikke parate til at give slip. Hvem vil overleve? Hvem vil dø?
Lad Dødsspillet begynde...

28Likes
18Kommentarer
2599Visninger
AA

8. Kapitel 7 - Lad Spillet begynde...

Jeg burde kigge mig omkring; danne et blik af arenaen før de ti sekunder var gået. Før gongongen lød og satte Spillet i gang. Men det det blev ved at sortne for mine øjne... hvad var der med Olivia? Ville de mon dræbe hende nu?

”Velkommen til det 72. års Dødsspil! Lad det blive det bedste spil, nogensinde!”

Noget i mine nakkemuskler løsnede sig og tillod mig at dreje hovedet. Bag mig var et kæmpe hav som strakte sig mod nogle øde klipper cirka 400 meter herfra.

I modsatte retning var en tør græsplet som hurtig blev erstattet med noget tørt krat og buskads. Små tyve meter væk fra hver soner stod det kæmpe, gyldne horn som kunne give mig alle de ting, jeg havde brug for. Men ambisonerne rippede altid stedet mens de slog ihjel. Det ville være den visse død at kaste sig derind. Måske kunne jeg få fat i det lille spyd ikke langt fra mig? Det måtte tiden vise, tænkte jeg idet det sidste klik lød.

Gongongen bragede. Jeg greb spyddet og løb hen mod krattet. Jeg kunne ane trætoppe bag det. Måske kunne jeg overleve der? Jeg kunne mærke en tung trampen bag mig. Jeg kiggede mig over skulderen og fik øje på den udsultede dreng fra 8. Han havde en kniv i hånden og slap den som jeg dukkede mig. Svedperler kunne anes i hans pjuskede hår og han havde et anstrengende udtryk malet i hovedet. Jeg borede spyddet ind i hans mave mens skyldfølelsen flød over mig. Jeg måtte væk. Nu. Drengens kanonslag lød, og der fulgte flere med. Det var sikkert ambisonerne...

Jeg løb. Alt hvad jeg kunne. Krydsede den tørre plet og begav mig ind mellem krattet. Jeg luntede videre, bevidst på hvor forfærdeligt mit ansigt måtte se ud; grenene skar mig og gav mig røde streger, men jeg var ligeglad. Jeg skulle væk. Skrammerne kunne hele.

 

Der var gået noget, som føltes som en halv time. De andre sonere havde sikkert allerede spredt sig ud i arenaen – og jeg vidste godt, jeg ikke var den eneste som havde spottet de gode gemmesteder i krattet.

Jeg var nået cirka 2 kilometer ind i krattet og trætoppene nærmede sig. Nu lod jeg mine hænder skubbe krattet til side og tænke mine egne tanker. Hvorfor havde Olivia prøvet at dræbe mig? Var det fordi hun ville skåne mig? Eller var hun i virkeligheden… sindssyg? Jeg kiggede op mod himlen. Eftermiddagssolen skinnede, men kastede ikke meget varme ned over arenaen. Jeg ville sikkert blive mødt af en kold nat…

Hvordan kunne Olivia prøve på at dræbe mig? Tankerne drev mig til vanvid; hvirvlede rundt i mit hoved, men vinden ville ikke lægge sig ned. Snart ville tsunamien vælte alle de tanker, jeg havde brug for. Alt det, jeg havde lært til træningen ville gå tabt hvis jeg ikke snart fik styr på det…

Det med Olivia var ikke sket, tænkte jeg til sidst. Det var bare en del af mit mareridt. Jeg åndede tungt ud.

Jeg stoppede med at gå, da en knækkende lyd lød, et sted langt bag mig. Fordelen med min lille krop var, at jeg ikke vejede meget og derfor gav grenene ikke efter på samme måde. Jeg satte mig på hug bag et tæt stykke krat og kiggede tilbage, hvor lyden kom fra. Jeg trak spyddet op af bæltet, hvor jeg fint havde placeret det da tankerne farede rundt. Et kort øjeblik var der kun mig, min frygt og mine overleveles instinkter. Og fjenden…

Jeg kneb øjnene sammen, da jeg fik øje på noget blond hår. Pigen fra 5’s ansigt nærmede sig. Hun lod ikke til, at have set mig. Hendes bælte bar på en spids kniv og på hendes let bøjede ryg hang en taske. En anden kniv huggede grenene væk fra hendes skrammede ansigt mens hun langsomt møvede sig frem i den tætte underskov.

Skulle jeg slå til, når hun havde passeret mig og vendte ryggen til? Eller skulle jeg lade chancen ligge? I hvert fald måtte jeg komme væk fra hende. Jeg fik overbalance; for ikke at skabe mere larm lod jeg en hånd falde mod jorden. En tør kvist knækkede højlydt… jeg holdt mig selv for munden.

Jeg holdt vejret og bed mig i læben, idet blondinen standsede op og kneb øjnene sammen. Jeg sank en klump, da hendes søgende øjne passerede mig gemmested. Mit hjerte sprang et slag over da hun fangede mit blik. Pludselig kom hun styrtende mod mig…

 

Jeg reagerede hurtigt. Stak mit spyd frem og sigtede det mod hendes mave. Hvis hun nærmede sig ville hun blive spiddet.

Hendes løbende trin begyndte at dunke i takt til min puls. Sådan føltes det, da hun væltede mod mig med en kniv i hver hånd. Hver gang jeg stak spyddet ud mod hende, trådte hun tilbage for at række kniven faretruende kraftigt mod mig. Jeg dukkede mig da hun kastede den. Desværre var hun klog nok til at lade hendes bedste kniv blive ved hånden. Mit hjerte dunkede. Om lidt kunne jeg ligge blodig på jorden. Jeg kneb øjnene sammen.

Jeg var bange for at slippe spyddet. Hvis det pludselig var hendes, ville jeg inden længe ligge død på jorden. Død på den tætte kirkegård…

Tanken øsede op i mig. Arrigskab fik mine flammer til at blusse op. Over hvad, Olivia gjorde. Over pigen, over Spillet. Det her kunne ikke være min skæbne. Jeg ville ikke tillade, at det var min skæbne!

Jeg slyngede spyddet mod hende. Hun udstødte et forbavset gisp da spidsen borede sig ind i maven på hende. Hun faldt om på jorden. Mest af alt, havde jeg lyst til at gøre det samme. Mine lemmer føltes tunge, da det gik op for mig, at jeg allerede havde dræbt to sonere. Jeg havde dræbt dem… jeg havde lyst til at sætte mig i krattet og græde. Græde, over hver eneste hjerteskærende grund. Men det kunne jeg ikke; jeg befandt mig i en farlig arena som var fuld af mordere… som blot var oprevede overlevere som mig selv.

Jeg kunne ikke bebrejde dem at de ville dræbe mig, når jeg selv havde dræbt to. I løbet af et par timer. Knuden i maven løsnedes lidt, da jeg tænkte på min familie. Forestillede mig hvordan mors bløde lokker ville falde ned over mit ansigt, klæbe til mine lykkes tåre. Hvordan Acel, min ældste bror ville løfte mig op i et kram langt fra jorden. Jeg måtte vinde. Jeg måtte komme hjem til dem igen… jeg måtte gøre denne forestilling til virkelighed. Efter jeg havde sat pigens to knive i bæltet og svunget rygsækken over ryggen, løb jeg væk fra krattet. Jeg måtte ind i skoven og stille min rumlende mave. Derefter kunne jeg kigge nærmere på indholdet.

 

***

 

Træerne var høje og krogede; bladene begyndte først at vise sig i store, skyggelæggende dynger efter 20 meter. Skoven var ikke tæt, men derimod synes den at fortsætte i en uendelighed. Efterhånden som jeg passerede de mange træer, begyndte skoven at ændre sig; fra stammerne kunne jeg se lavere grene og på et tidspunkt så jeg et træ med store, flotte røde æbler. Jeg kneb øjnene sammen og kiggede på det. Jeg stolede ikke på æblet. De ville ikke lade det stå så tydeligt frem hvis det ikke var giftigt, ville de? Jeg plukkede et og undersøgte det nærmere.

Skindet på æblet føltes glat og fedtet. Stilken borede sig ned i kødet som på ethvert andet æble. Jeg stak neglen ind under skrællen og knækkede et stykke af. Æblet var kridhvidt indeni. Der var ingen spor af brune kerner, da jeg lod min støvle mase det under det massive, rillede stykke gummi på bunden af min sko. Jeg vidste de ikke var spiselige. Men alligevel plukkede jeg en håndfuld som jeg lagde i tasken. Det kunne godt være, at jeg kunne regne det ud. Men når sulten begyndte at gnave i de andre sonere for alvor... ville ikke alle kunne modstå fristelsen.

 

Mine fødder begyndte at føles tunge og lyden af de dugvåde blade som gav efter under mig blev langsommere og langsommere. Solens lys begyndte så småt også at fordufte. Det var nok på tide at lave en lejr til natten for derefter at undersøge indholdet fra tasken. Jeg lod mig selv håbe et øjeblik, at der var mad. Jeg fandt et godt, elastisk træ med en lav men til gengæld tæt krone. Jeg bøjede træet og satte mig under det. Det stod tæt ved en stor busk som jeg kunne skjule mig i, hvis der kom nogen vandrende.

Jeg sukkede lettet da jeg endelig lod tasken glide ned på skødet. En svag lyd lød, da jeg lynede tasken op og fjernede det tynde, lille stoflåg fra taskens dyb. Jeg stak hånden derned for at trække en pose nødder op. Jeg rystede med posen for at få et overblik over indholdet. Jeg nikkede for mig selv; ikke dårligt.

I håb om noget ekstra tøj, stak jeg igen hånden ned. En mærkelig, metalagtig ting mødte mit blik, da jeg løftede den op. En sort lille knap sad på siden men mere kunne jeg ikke se. Jeg holdt knappen nede, idet et lilla lys faldt ned på jorden ved min side. Jeg lod min finger lette fra knappen. Havde nogle mon set mig? Eller havde jeg tilkaldt mutaer? Mutaerne var nogle Capitol-skabte væsner, som ikke hørte til i naturen. Det var ikke hvert år de var med, men det var heller ikke sjældent en soner eller to blev slagtet af de arrige bæster.

Jeg gøs. Hellere slagtes af et menneske end... mutanterne. Der lød et hult ’plop’, da jeg lod metaldimsen falde til bunds.

Sådan fortsatte det i et stykke tid; til sidst stod jeg med en tom taske og indholdet på jorden som bestod af nødderne, metaldimsen, et stykke brunt regntæt stof, tørret frugt og en lille skovl som var beregnet til at grave rødder op med.

”Godt så,” mumlede jeg for mig selv, da jeg flygtigt lod min hånd hoppe ned i posen med nødderne for at tage en. Smagen føltes behagelig i min mund, og jeg skulle anstrenge mig for ikke at hælde resten af indholdet i munden med det samme. Efter jeg havde spist nogle nødder og solen efterhånden var gået helt ned, besluttede jeg mig for at lave mig en lidt bedre hule.

Da jeg stak skovlen ned i jorden lød en modvilligende lyd før det tørre græs dækket af blade lod mig se en revne. Græstot efter græstot endte jeg med en lille, dyb krog som man ikke ville kunne se medmindre man havde en mistanke. Jeg tog stoffet og beklædte bunden af bladene med det, og lagde enden ned over krogen så jeg kunne få noget varme til natten.

Tasken placerede jeg i det, jeg havde forestillet mig skulle være fodenden mens jeg måtte lade knivene og spyddet sidde i mit bælte.

Skyerne dækkede over de få stjerner man kunne få at se, og jeg strakte hovedet da jeg hørte den første volte af nationalmelodien. Om natten viste Capitol billeder og distrikt-nummer af alle afdøde personer i døgnet. Så kunne man få et overblik over sine overlevende fjender.

Først så jeg billedet af pigen jeg havde dræbt fra 5. Altså; ingen ambisonere døde. Derefter så jeg drengen fra 6, drengen fra 8 og pigen fra 10. Usædvanligt, at så få var døde i blodbadet. I år havde nogle da været kloge nok til at flygte frem for at hærge alle forsyningerne. Jeg lagde mig sukkende ned, da skærmen forsvandt og der blev helt mørkt. Jeg måtte ikke sove, blot hvile. Men som trætheden kom rullende henover og var faretruende tæt på at lulle mig i søvn, besluttede jeg mig for at lave noget i stedet. Jeg kunne sætte nogle fælder op, så jeg kunne få noget at spise. Tjekke, om der var andet spiseligt.

De fleste ambisonere plejede at jage om natten. Men jeg var så lille, at jeg godt kunne gemme mig bag en af de tykke stammer hvis der skulle ske et nødstilfælde. Jeg satte begge knive i bæltet Jorden føltes blød mod mine fødder, da jeg varsomt bevægede mig en helt ny retning. Den svage lyd af mine fødder blev erstattet med en langsom, slentrende lyd og det gik op for mig, hvor træt jeg måtte være.

Jeg måtte komme tilbage og få bare et par timers søvn. Jeg vendte mig om og gned mine øjne før jeg kort stoppede op og kiggede mig omkring. Bare for at være sikker på, at jeg ikke gik glip af noget i mine omgivelser.

Da jeg stirrede frem, gik det op for mig, at den slentrende lyd ikke kom fra mig. I stedet stirrede jeg ind i et par gule, rødsprængte øjne...

 

______________________________________

Så kom 7'ene kapitel endelig! Jeg håber ventetiden ikke har været forfærdelig...

Jeg fik ikke skrevet så meget som jeg havde håbet på i Gran Canaria... men jeg havde en god ferie, og lysten til at skrive er også blusset meget op. :)

//Chaille

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...