My Fire - The Hunger Games

Panem er anspændt, hele landet summer af urolighed når de 24 sonere bliver trukket. To sonere fra hvert distrikt - en mandelig og en kvindelig, som skal kæmpe til døden i Dødsspillet - et spil, hvor kun én kan vinde...

Da den 14-årige Nicole Adams fra distrikt 11 bliver trukket til Dødsspillet, føler hun sig allerede fortabt og sikker på at dø. Men alt ændres når hun bliver opmærksom på en nye række talenter, som muligvis kan føre hende til sejren i Dødsspillet. Under spillet knytter hun et særligt bånd til sine allierede, Xander og Anna. Men som arenaen langsomt bliver tømt for sonere, bliver det hårdere at overleve, og de tre sonere er ikke parate til at give slip. Hvem vil overleve? Hvem vil dø?
Lad Dødsspillet begynde...

28Likes
18Kommentarer
2671Visninger
AA

7. Kapitel 6 - "I seng med jer. I har brug for søvn til i morgen."

Vi stod ved elevatoren. Nikita stod og smilede til Xander. Sikkert fordi hun var stolt at det, hun havde designet. Og det havde hun fuldt ud ret til; hans hår var redt frem til en hvirvl af sorte krøller. Han var iført en hvid skjorte som langsomt tonede ud i pink til sidst. Det var sikkert der, hans kornmark silhuet ville komme til syne. Hans slanke, muskuløse ben var beklædt i et par sorte, halvløse bukser som var præcis samme nuance som hans skinnende, bløde hår.

”Interviewene starter om 20 minutter,” informerede Lisa da hun kom vimsende hen mod os. ”Vi skal befinde os i salen om 10 minutter.”

Olivia kom kort efter, også iført i noget fint tøj. Den hvide, stropløse kjole faldt om benene på hende hver gang hun tog et selvsikkert skridt. Lisa møvede os ind i elevatoren og trykkede på knap nummer 1.

 

10 etager senere stod vi på gangen og kiggede på den mægtige port, det ville føre os ind til salen. Lisa havde fortalt, at der var 3000 siddepladser – som alle ville blive mere end fyldt ud. Lisa åbnede og holdt døren for os.

”Som man nu skal være høflig,” sukkede hun. Havde sikkert forventet, at Xander, som den eneste af hankøn blandt os, ville gøre det.

De mange, røde siddepladser var det første jeg så. Hvordan de strakte sig mod uendeligheden. Hvordan alle ville have perfekt udsyn til scenen og dermed se den mindste, pinlige fejl jeg lavede... jeg sank. Nervøsiteten steg langsomt henover mig. Jeg forsøgte at tænke på, hvor flink Cæsar var, og hvor meget han gjorde sit bedste for, at vi ikke hengav os fuldt ud til nervøsiteten.

Lisa kommanderede os hen op foran hvor sonerne skulle sidde, mens de ventede på deres interview gik i gang. Sæderne var behagelige og fjedrede ligesom den grønne lænestol. Parret fra 3, 5 og 8 sad allerede klar på deres sæder.

Jeg lagde især mærke til, hvordan pigen fra 5 var iført en masse neonfarver og metalliske dimser. Jeg nikkede for mig selv. Distrikt 5 stod for elektronik og energi.

Der var et år, havde en dreng fra 5 lavet en elektronisk fælde. De sidste sonere var døde omgående. Der var da ét bevis på at snedighed kunne overgå styrke. Men alligevel tvivlede jeg på, at jeg var snedig nok. Elektroniske fælder kunne jeg i hvert fald ikke lave.

Jeg må tage det som det kommer, tænkte jeg. Jeg skulle lige til at køre hånden gennem mit hår, men kom i tanke om, at det ikke var en god idé. Ashley ville blive rasende hvis jeg så meget som rørte ved én lok.

”Hvordan er Ashley?” spurgte Xander pludselig uden at fjerne blikket fra scenen. På baggrundsskærmen fløj en masse ildfluer rundt i et orange, boblende mønster. Der spillede noget lavt og roligt musik, som publikum begyndte at indtage deres pladser. Nogle begyndte at hviske til hinanden og pege på os. Jeg trak på skuldrene.

"Kreativ," hviskede jeg.

En pige på min alder kiggede rødmende på Xander. Han havde vidst fået nogle beundrere...

 

Den rolige, orange baggrund forvandledes til et blåt lysshow, idet Cæsar indtog scenen. Han havde et imødekommende smil på læben og hilste på publikum.

”Godaften, godaften allesammen!” Højtaleren sprang mine ører da han satte sig på den lille læder stol midt på scenen.

”I kan godt se frem til en spændende aften, kære publikum. Vi skal nemlig lære de dejlige sonere fra alle 12 distrikter at kende endnu bedre!” råbte han til den skrigende folkemængde. Jeg rørte mig på sædet og sørgede for at kigge frem og smile, idet kameraet passerede hele rækken. Folk skreg op, når man kom til forskellige personer. Xander var populær, men drengene fra 2 og 4 var de mest populære.

”Men, dejlige seere; lad os nu komme til sagen! Vi starter med distrikt 1 og går derefter op. Hver soner har 3 minutter, men bare rolig. Jeg skal nok stille nogle interessante spørgsmål på trods af den korte tid,” lovede han og blinkede til alle de jublende Capitol-borgere.

”Så lad os starte med Angeline Summer – den kvindelige soner fra distrikt 1!”

Angeline gik selvsikkert frem og satte sig tilpas i stolen. Cæsar sad og spurgte hende om nogle generelle spørgsmål, som hvordan hendes synspunkt på distriktet var, hvem hendes familiemedlemmer var... lige til den lille brummen lød, som forklarede at nu var det drengens tur.

Nervøsiteten steg langsomt til mig. Alle havde så godt styr på ordene, virkede så troværdige... og efterhånden som drengen fra distrikt 10’s interview var halvvejs, fik jeg en kæmpe klump i halsen. Hvad nu hvis, jeg pludselig gjorde noget dumt? Eller afslørede noget forkert? Måske var Cæsar omhyggelig med sine spørgsmål men han kunne stadig ikke kontrollere mig. Mine håndflader blev varme og svedige, da det blev min tur. Jeg skyndte mig at tørre dem af i kjolen før jeg rejste mig og gav Cæsar hånden.

”Nå. Nicole Adams – du kommer jo fra distrikt 11. Må vi høre, hvordan der er der?” startede han ud med, efter han havde præsenteret mig kort for publikummet.

”Ja, selvfølgelig,” lo jeg, og forsøgte at smile på den søde måde. Selvom jeg havde øvet det mange gange til Olivia syntes det var perfekt, var det som om noget sad fast i min mundvig og forhindrede mig i det. Jeg sank en klump.

”Altså... der er meget varmt,” startede jeg ud med og fangede kort distrikt 3 parrets øjne som skulede op mod mig. Cæsar lo.

”Det tror jeg gerne!”

”Det var nu mere viden om din familie jeg fiskede efter,” indrømmede Cæsar. Jeg grinte kort og begyndte at forklare ham om mine forældre og to ældre brødre.

”Men nu er du jo også blevet en ung dame... så er der nogen ude i distriktet som du er faldet lidt for?” smilte han. Publikum lo. Jeg tænkte hurtigt over et svar, rokkede på stolen og svarede.

”Du minder alt for meget om min far lige nu. Og derfor skuffer jeg dig, ligesom jeg skuffer min far; desværre.”

Jeg blinkede ud til publikum som begyndte at skrige og le. Cæsar spurgte om en hel del andet, og jeg følte at kemien var der. Publikum begyndte at brøle højere og højere og jeg var lige ved at glemme det, før et lyserødt lys pludselig blev kastet ned over scenen. Jeg kiggede ned af mig selv. Publikum var helt stille, men begyndte kort efter at huje og pifte. Jeg rejste mig op og de tunger folder faldt om anklerne på mig.

”Det er nogle kreative stylister vi har på distrikt 11’s hold! Lad os give de to stylister en hånd!”

Efter noget klappen og småtalen lød min brumme, hvilket betød, at nu var det Xanders tur.

Xander fremstod i starten som en hård dreng. Jeg kunne lige forestille mig, hvordan den rødmende Capitol-pige måtte elske hans facade. Men efterhånden blødte han lidt op overfor både publikum og Cæsar og endte med at få publikummet til at grine hele tiden. Og da lyset skiftede til pink forklarede han, at han ikke ville vise sig på den måde som jeg gjorde.

”Men ja – som I nok kan se, jeg har også korn på trøjen,” lo han og smilte ud mod publikum.

Hans brummen lød og nu var der kun ét distrikt tilbage. Pigen fra 12 var klædt i en lang, sort kjole som glitrede når lyset fangede den. Hun var meget usikker og lavede en del fejl. Hun var sikkert ligeså nervøs som jeg havde været, men havde ikke vænnet sig af med det som jeg.

 

***

 

”Sådan! I klarede det super godt!”

Olivia klappede os på skuldrende da vi stod i elevatoren. Xander stod og stirrede mod elevatordøren men trak alligevel på smilebåndet.

”Xander – du skaffer helt sikkert nogle sponsorer med den charme du udførte. Også dig, Nicole. Super godt! Hvis jeg ikke havde trænet dig, ville jeg få helt ondt af dig,” smilte hun og rystede på hovedet af mig. Hendes mørke øjne blev fremhævet af den grå, skinnende øjenskygge som var trukket ned over hendes behagelige øjne. Døren gik op og pludselig blev udtrykket i Olivias ansigt helt fraværende da hun sagde:

”I seng med jer. I har brug for søvn til...” hendes stemme lød mærkelig da hun fortsatte.

”I morgen.”

Jeg vidste hvordan hun måtte have det. Hvordan denne følelse måtte gnave i hende hele tiden. Jeg lagde en hånd på hendes skulder og smilede opmuntrende til hende. Men det var som om, hun ikke engang så det. Som om hun stirrede lige igennem mig.

Vi trådte ud af elevatoren og gik ned ad gangen. Ligeså snart vi passerede hendes værelse, styrtede hun derind og lukkede døren. Jeg havde det utroligt dårligt på hendes vegne.

 

Jeg kiggede stadig ned i jorden, da jeg gik ind på mit værelse. En avox havde redt min seng og ryddet diverse andre ting op. Jeg smed mig i sengen og lod hovedet ligge stift ned mod madrassen.

Jeg lod tårerne får frit løb nu; de salte, våde dråber smittede af på de duftende lagener som var redt flot op til mig. Jeg ville ikke dø inde i den arena! Jeg ville dø hjemme i distriktet – forhåbentlig en del ældre end jeg var nu! Jeg krammede puden og puttede mig selv under lagnet. Det var i morgen... det føltes helt uvirkeligt...

En tot hår sad fast på mine klistrede, forgrædte kinder idet jeg fjernede den arrigt.

Jeg kylede puden fra mig, men der lød ingen høj lyd. Ikke det fjerneste bump. Jeg kiggede op; Xander. Han havde grebet puden.

”Kan du ikke bare gå?” stønnede jeg idet jeg vendte mig om på ryggen. Han rystede på hovedet og gik med sammenknebne øjne hen mod sengen. Jeg snøftede og udstødte et irriteret suk. Han satte sig på sengen.

”Hvad vil du?” prøvede jeg. Han rejste sig pludseligt og gik roligt ud af værelset.

 

***

 

Jeg stirrede ned i det stribede lagen i det der føltes som en uendelighed. Jeg var godt klar over, at jeg havde brug for søvn, men jeg kunne ikke sove... jeg sukkede for ’jeg ved ikke hvilken gang.’

Bange for at mareridtene skulle skvulpe over mig som en kæmpe tsunami.

”En kæmpe tsunami, som slukker mine flammer fuldstændig,” mumlede jeg ned i madrassen.

Men alligevel lod jeg mig bukke under til en drømmeløs, men forstyrret søvn.

 

***

 

Jeg burde spise godt af den lækre morgenmad, men min hals føltes for tør til at lade noget glide ned – lige meget hvor meget appelsinjuice jeg drak. I stedet sad jeg og prikkede til maden til den blev kold. Olivia kiggede bekymret på mig og Xander, og blev ved med at få os til at sluge endnu en gaffelfuld røræg.

”I skal op på taget nu!” informerede Lisa efter 5 små slurke af vandglasset. Jeg sank en klump. Om mindre end to timer...

Jeg turde ikke engang tænke på det. Jeg nikkede og rejste mig fra min sædvanlige stol. Olivia så mere bedrøvet ud en nogensinde. Xander stirrede iskoldt ud for sig da han rejste sig. Vinduet i højre væg var dugget, og jeg vidste at der ville regne oppe på taget. Jeg havde aldrig været på taget før. Det måtte vi sonere ikke; et år forsøgte nogle sonere at snige sig derop og begå selvmord.

Siden da havde der været adgang forbudt og kraftfelter hele vejen rundt om, der forhindrede én i at springe ud.

 

Stigens metal føltes iskold mod mine stive hænder. Xander var lige blevet hentet op i det enorme fartøj som skulle flyve os over mod arenaen; Ashley og Nikita skulle også med til det lille, underjordiske rum for at gøre os klar. Olivia måtte nøjes med at sige farvel fra fartøjet.

 

***

 

Jeg følte mig allerede udmattet da Ashley strammede hestehalen hun lige havde sat på toppen af mit hoved. Vi stod i det underjordiske rum nu, og der var under to minutter til... Ashley havde ikke det sædvanlige hånende blik malet i ansigtet men et fraværende, trist udtryk. Hendes lyse hår virkede fuld af farve i forhold til hendes hvide ansigt og knaldrøde læber.

”Held og lykke,” hviskede hun og lynede jakken op over min hals. Jeg nikkede og kiggede ned i jorden. Jeg havde en forvokset knude i maven og det føltes som om den kunne komme op hvert sekund... ét eller andet sted hundrede meter fra mig stod Xander og Nikita og sagde farvel. Ashley og jeg måtte nøjes med at tænke det.

”Glasset vil blive sænket om tyve sekunder,” lød en robotagtig, kvindelig stemme et sted i rummet. Jeg trådte ind på den lille metalplade som om få sekunder ville føre mig op i arenaen.

”Neej!”

Jeg hørte et grådkvalt skrig og endnu et... Olivia. Hun kom løbende med en stor, spids kniv. Den glinsede i farten. Hun havde et forvildet blik i øjnene da hun farede hen mod mig. Hun rettede kniven op og brølede...

Det hele skete så hurtigt. Olivias øjne var røde, blodskudte og hævede da glasset sænkedes ned over mig. Ashley holdt hende tilbage med et forbavset skrig. Før min metalplade gled op, så jeg en sikkerheds mand tage fat om Olivia og slå hende hårdt i baghovedet. Olivia skreg arrigt.

”Nej! Ikke overlad hende til den skæbn...”

Hun var væk. Og nu stod jeg med et bekymret udtrykt malet i ansigtet i et helt nyt landskab...

Jeg sank en klump.

 

_____________________________

Uha... der var vidst noget at tænke over, hva'? ^^

Faktisk, kan det godt være at I bliver nødt til at vente i en del tid før jeg får publiceret noget mere... jeg smutter nemmerlig på ferie imorgen (fredag, d. 25.) og kommer først hjem den 2. november... jeg vil selvfølgelig skrive så meget som muligt i løbet af ugen, men jeg kan ikke garantere at der er internet på hotellet. Hvis der er, skal jeg nok publicere noget. (;

//Chaille.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...