My Fire - The Hunger Games

Panem er anspændt, hele landet summer af urolighed når de 24 sonere bliver trukket. To sonere fra hvert distrikt - en mandelig og en kvindelig, som skal kæmpe til døden i Dødsspillet - et spil, hvor kun én kan vinde...

Da den 14-årige Nicole Adams fra distrikt 11 bliver trukket til Dødsspillet, føler hun sig allerede fortabt og sikker på at dø. Men alt ændres når hun bliver opmærksom på en nye række talenter, som muligvis kan føre hende til sejren i Dødsspillet. Under spillet knytter hun et særligt bånd til sine allierede, Xander og Anna. Men som arenaen langsomt bliver tømt for sonere, bliver det hårdere at overleve, og de tre sonere er ikke parate til at give slip. Hvem vil overleve? Hvem vil dø?
Lad Dødsspillet begynde...

28Likes
18Kommentarer
2613Visninger
AA

6. Kapitel 5 - Mareridt.

Plænen var våd efter Xanders blod. Bjerge strakte sig over ham og kastede dystre skygger over ham.

”Nej! Xander!”

Det var min stemme. Mine hænder søgte mod hans ansigt, jeg prøvede at tørre blodet væk, men i stedet forvandlede det sig til det grønne stads som Ashley havde smurt på os. Denne gang var det bare et slimet dyr som kravlede rundt på ham, kravlede ned i hans mund...

”Nej, lad ham være!”

Xanders øjne var lukket og hans mund forvredet på en smertefuld, opgivende måde. Jeg troede aldrig jeg skulle se ham sådan før jeg døde. Jeg kunne pludselig høre parret fra 3. Drengen styrtede mod mig med en kniv i hånden. Men den ramte Xander. Han kastede mere blod op...

Skulle jeg flygte og redde mig selv eller blive hos Xander? Drengen rettede en kniv mod mig. Jeg skreg. Det var værre end det skrig jeg skreg til høstfesten...

 

Jeg rejste mig op i sengen. Sveden faldt i klistrede dråber ned fra min pande. Jeg troede først det var de klamme, grønne dyr som havde hærget Xanders mund i... min drøm.

Jeg pustede ud. Bare en drøm, bare en drøm... Xander var i live. Og det ville han være lang tid endnu. Jeg koncentrerede mig om at trække vejret dybt – ind, ud, ind.

Langsomt fandt jeg ro, men jeg havde ikke lyst til at sove nu. Jeg ville sidde og tænke lidt, men bare ikke her... her var for indelukket. Jeg følte mig fanget. Som om, at de små grønne bæster kunne komme frem fra alt lige nu...

Jeg skuttede mig. Det havde bare været en dum drøm. Jeg ville ønske jeg kunne få noget frisk luft, men sonere måtte ikke gå udenfor. Jeg besluttede mig for at overtage den grønne lænestol igen. Gulvet på gangen var koldt. Jeg skyndte mig at krydse det og nåede til den lille dør der adskilte gangen og den hyggelige, lille TV-stue fra hinanden.

De nyvaskede, hvide gardiner hang ned over vinduet. Det mindede lidt om det grove stof, som vi havde haft derhjemme. Sofaen duftede af læder og var glat men på dette tidspunkt af dagen, også meget kold. Jeg kiggede hen på neonfarverne som på bagerste mur angav, at klokken var halv fem. Godt. Så havde jeg en time før Lisa ville komme og ”vække” mig.

Stolen fjedrede da jeg væltede mig ned i den. Jeg sukkede. Her mindede meget mere om mit hjem. Den grønne lænestol føltes slidt mod min ryg, da en følelse af tryghed bølgede ned over mig. Jeg lukkede øjnene.

”Hvad laver du her?”

Jeg åbnede øjnene rundt og søgte mod Xander stemme. ”Her,” lød hans stemme bag mig. Han stod og kiggede ned på mig med en hånd på hver side af lænestolens ryg. Det svage lys kastede dystre skygger over hans ansigt.

”Hvad laver du her?” spurgte jeg. Han rystede på hovedet og rakte det glas vand frem, han havde i hånden.

”Jeg var tørstig. Nu fortjener jeg et svar,” åndede han. Jeg nikkede. Skulle jeg sige, at jeg bare ikke kunne sove mere eller skulle jeg fortælle sandheden?”

”Jeg...” Jeg blinkede. Hvad skadede det at fortælle ham, at jeg havde onde drømme? Han kunne jo ikke kræve at vide, hvad det var.

”Jeg havde mareridt.”

Han nikkede eftertænksomt og kiggede ned.

”Jeg var tørstig... og havde også mareridt,” medgav han. Jeg vidste det! Jeg nikkede til ham og sukkede. ”Hvis nu vi bliver nødt til at dræbe hinanden inde i arenaen,” startede han.

”Kan vi så ikke aftale, at vi gør det hurtigt og smertefrit?” foreslog han og klemte sin næseryg mellem to fingre. Tanken om bare at slå ham ihjel skar i mit hjerte. Jeg var ikke nogen morder! Men jeg ville hellere dræbe ham end at torturere ham, så jeg endte med at nikke og give ham et fast håndtryk oven i vores aftale.

”Vi kunne også alliere os.”

Jeg fortrød det idet øjeblik jeg sagde det. Selvfølgelig ville han ikke alliere sig med en svag pige som mig. Men til min overraskelse nikkede han eftertænksomt.

”Jo. Det finder vi vel ud af, engang... når tiden kommer,” sukkede han. Så tøffede han ud af stuen og efterlod mig alene med mine tanker.

 

***

 

”Okay, så vi går efter nuttet, imødekommende pige?” konstaterede Olivia, efter vi havde snakket om, hvordan vi skulle opføre os. Xander havde fået lov til at få interview-’træning’ af hans stylist, Nikita, som han åbenbart var blevet tæt knyttet til. Jeg nikkede til hende.

”Super. Så hver gang han spørger dig om noget, smiler eller griner du sødt til ham og svarer. Husk at svar, så publikum elsker det. Det gør ikke noget, hvis du bygger en lille løgn på – bare seerne kan lide det,” forklarede hun. Hendes hals var svøbt i et gråt halstørklæde som hang ned over hendes hvide sweater. Hendes slanke ben var beklædt med et par stramme jeans. Hun så smuk ud med sit filtrede, krøllede hår og store, imødekommende øjne.

”Yeps,” jeg grinte det lille grin som vi havde øvet lidt på og løftede hånden for at møde en high-five.

”Du skal give dem medlidenhed med dig, så nogle får lyst til at sponsorere dig. Fortæl dem hvor meget, du savner din familie. Fortæl dem, hvor vanedannende et menneske du er – hvor svært det er for dig.”

Jeg sank en klump. Jeg havde ikke rigtig lyst til at dele det med dem. Men jeg vidste, at de ville elske den stakkels, lille pige som ”var alt for barmhjertig til at deltage i spillet!” Jeg kunne forestille mig Lisa udbryde det med hendes skingre stemme.

 

***

 

”Sådan,” sagde Ashley og vendte sit tyggegummi i munden, da hun havde fået sat den sidste strop på plads. Hun smilte af sit værk. ”Så ligner du en nuttet lille pige,” åndede hun og hev lidt i min kjole. Hun vendte hovedet på skrå og rettede den lidt til.

Jeg kiggede ned i mit skød, som nu var beklædt af adskillige, gradienterede rosa lag med små, skinnende plastic-diamanter for enden af hvert lag. Et hvidt bånd var slynget om min talje og hun havde omhyggeligt bundet en flot sløjfe på den.

Hun tog fat i en lyserød lille tube og smurte det på mine læber. Alt på mig skulle skinne. Derefter tog hun en anden tube, smurte noget gennemsigtigt på udvalgte steder og satte derefter flere af de små plasticdiamanter på. Mine øjne fik samme operation; blev malet i en let, orange farve og tildækket af diamanterne.

Til sidst redte hun mit hår igennem med noget blødt, creme og fuldendte det hele med et sølvspænde. Mine naturlige krøller gav en uglet effekt.

Hun rev mig op foran spejlet. Jeg følte mig først som et forvokset, lyserødt jordbær, men efterhånden som jeg fik øje på de hvide detaljer ændrede jeg det til ’smuk’.

”Jeps. Ikke blevet dårligere siden sidst,” komplimenterede hun sig selv og sprøjtede hårlak over mit hår. Jeg hostede og lukkede øjnene.

”Nej, men kunne du ikke sigte på mit hår i stedet for mit ansigt?” Hun trådte ind foran mig med et sarkastisk, sukkersødt smil og sprøjtede mig i hovedet. Jeg gned i mine øjne. Javel så. Efterhånden havde jeg lært, at jeg bare skulle gøre hvad Ashley sagde. Men jeg rullede alligevel med øjnene da den værste smerte var fordrevet.

Det var aften nu – interviewene foregik om en halv time. Hele dagen havde Lisa gået og hundset rundt med os, mens Olivia lærte mig alt, jeg skulle vide om at blive interviewet. Hvordan min kemi skulle være med Cæsar, hvordan jeg skulle smile og grine til alt og alle. Derefter havde mit forberedelseshold fået fingrene i mig og havde klaget lidt over mine flækkede negle for derefter at overlade mig til Ashley.

Ashley... jeg sukkede, da hun gav mine vipper et ekstra lag mascara. Jeg syntes ellers, de var sorte nok i forvejen. Jeg kiggede op, som hun havde fortalt mig jeg skulle gøre til åbningsceremonien. Jeg ville helst ikke prikkes i øjet igen.

”Så er du klar,” sagde hun, men satte endnu en top om bag spændet. Hårlakken stod om ørene på mig i en forvildet, hvid sky. Så meget hårlak til en tot, tænkte jeg.

Jeg kastede blikket ind i spejlet igen. De lyserøde lag stod om benene på mig. Jeg var blevet 5 centimeter højere, nu da jeg havde fået et par hvide, højhælede sko klemt på mine pedicure-hærgede fødder.

”Du har nu gjort det meget godt igen,” kommenterede jeg, da jeg overvejende kiggede på min... lidt overdrevede kjole. Hun nikkede og gik hen mod kontakten. Mere fancy mørke-halløjs? Jeg løftede øjenbrynene da hun skiftede lyset til pink. Pludselig kom en masse silhuetter af en kornmarkfrem. Nu lignede de lyserøde lag en solnedgang. Min læbestiftindsmurte mund måbede.

”Vent,” afbrød jeg mine tanker. ”Der er jo ikke lyserø...”

”Jo. Det har jeg bedt dem om,” smilede Ashley sukkersødt og rullede med øjnene. Hendes blå, kolde øjne borede sig ind i mine. ”Ellers ville jeg ikke gøre mig så umage med at designe det, vel?”

Hun fnøs. Okay så, tænkte jeg. Jeg skulle vel bare lade være med at modsætte mig Ashley på nogen som helst måde. Overhovedet.

__________________________

Lige en kort undskyldning for ventetiden og det lidt halv korte kapitel... selvom næste kapitel også bliver lidt kort, har I noget at glæde jer til... men hvad - må I finde ud af næste gang. (;

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...