My Fire - The Hunger Games

Panem er anspændt, hele landet summer af urolighed når de 24 sonere bliver trukket. To sonere fra hvert distrikt - en mandelig og en kvindelig, som skal kæmpe til døden i Dødsspillet - et spil, hvor kun én kan vinde...

Da den 14-årige Nicole Adams fra distrikt 11 bliver trukket til Dødsspillet, føler hun sig allerede fortabt og sikker på at dø. Men alt ændres når hun bliver opmærksom på en nye række talenter, som muligvis kan føre hende til sejren i Dødsspillet. Under spillet knytter hun et særligt bånd til sine allierede, Xander og Anna. Men som arenaen langsomt bliver tømt for sonere, bliver det hårdere at overleve, og de tre sonere er ikke parate til at give slip. Hvem vil overleve? Hvem vil dø?
Lad Dødsspillet begynde...

28Likes
18Kommentarer
2669Visninger
AA

5. Kapitel 4 - "Jeg havde engang problemer. Hvilket har påvirket mig."

Xander satte sig ved min side.

”Er du okay?” spurgte han i et let tonefald. Hvad var der med ham? Hvorfor var han pludselig så flink mod mig? Jeg kiggede ind i hans øjne, og havde svært ved at forstå, at disse øjne var de samme som de hånlige blikke han en gang i mellem fik kastet hen mod mig.

”Nej,” hviskede jeg, for at gentage det igen – højere.

”Nej, jeg er ikke okay! Jeg er blevet tvunget til at deltage i et plat spil hvor jeg skal dræbe andre eller lide en forfærdelig død! En kvinde er lige blevet dødeligt skadet af noget kogende olie. Og ikke mindst,” prustede jeg, trækkede vejret og fjernede arrigt et par tårer fra mine kinder. Xander så forbavset ud, da jeg fortsatte.

”Dig. Dine åndssvage humørs svingninger går ud over mig hele tiden! Måske betror jeg dig noget, blot for at få spyttet noget iskoldt tilbage i hovedet!”

Xander stønnede, efterfulgt af et suk. Hvad var der med ham? Kunne han ikke bestemme sig for noget? Eller var det bare ’hormonerne’? Tanken fik mig til at skære en grimasse.

”Hør,” åndede han.

”Jeg havde engang problemer. Hvilket har påvirket mig, okay?” Han rejste sig op og gik med overvejende skridt hen mod kantinen igen.

”Husk nu, at vi skal optræde for Spilmestrene om en halv time,” lød det fra ham før han drejede om hjørnet.

Hvad bildte han sig egentlig ind? Jeg skulle bare holde mig væk fra ham. Det var også dumt at lære ham at kende alligevel. Vi skulle sikkert begge dø. Den lede ambisoner dreng vandt helt sikkert og kunne leve lykkeligt til hans dages ende mens Xander og jeg lå stivfrosne på den halvhjertede kirkegård.

Der ville ikke engang ligge én vissen blomst på gravpladsen. Mine forældre kom jo ikke engang og besøgte mig da de havde chancen! Frustrerende tanker. Jeg forsøgte at fokusere på appelsinen igen, ligesom i forgårs. Men det virkede ikke på samme måde... jeg var alt for oprevet.

 

***

 

Xander var lige blevet kaldt ind, og jeg havde stadig ikke nogen idé om, hvad jeg skulle lave. Forhindringsbanen stod jo klar derinde, men jeg kunne også vælge at gøre noget for at få et lavt tal, så de andre sonere var så godt som ligeglade med mig... men jeg havde på den anden side også brug for sponsorer. Jeg måtte tage det som det kom.

Minutterne blev til et kvarter, og endelig blev jeg kaldt ind. Endelig og endelig. Jeg var virkelig nervøs. Det her kunne påvirke om jeg døde eller ej!

Jeg genkendte træningsrummet og kiggede mig omkring. Jeg kunne springe lidt rundt i forhindringsbanen, vise mig med en kniv... eller noget.

Spilmestrene sad på en balkon og nippede til noget hvidt væske. Sikkert en form for stærk alkohol. Jeg løb i fuld fart hen mod forhindringsbanen og greb fat i et reb som hang ned fra loftet for at svinge mig over en høj bom. Jeg lod mig falde til jorden og dukkede mig under en snor og løb videre.

Kort efter havde jeg gennemført forhindringsbanen, men kun få blikke lå på mig. De ville sikkert se nogle våben.

Jeg løb hen mod knivposten og greb fat om en spids, lang kniv. Stadig flere blikke på sprutten end mod mig. Jeg tog en anden kniv og skrabede den mod takkerne så et højt smæld lød. Det gik som forventet; nu fik jeg mere opmærksomhed. Jeg sigtede efter en dukke ti meter væk... spændte musklerne og lod kniven jage afsted gennem luften. Pletskud. I maven. Jeg smilte for mig selv.

Jeg lagde mærke til, hvordan en hvidhåret, ældre mand stirrede på mig et kort øjeblik med sit ene, lilla øje.

Jeg var ikke god med kniv, men dette var en af mine heldige gange. Nu kunne jeg måske score et godt point.

Resten af tiden forklarede jeg hvilke frugter og planter som var giftige til de bad mig forlade salen. Det gjorde jeg – med et selvtilfredst smil på læben.

 

***

 

”Nå,” spurgte Olivia, da hun havde pustet lidt på skeen med den varme suppe.

”Hvordan gik det? Hvad lavede I overfor Spilmestrene?”

Hendes sorte, matte hår var sat op i en høj fletning, og hun sad og pillede ved en krøllet, frafalden tot. Xanders hårde facade var tilbage, da han fortalte.

”Viste mig med en kniv og sådan. Ikke det helt store,” fortalte han for derefter at kigge afventende hen mod mig. Jeg kunne lige forestille mig, hvordan han havde kastet 3, skinnende knive efter hinanden og havde ramt perfekt i begge øjne og i midten af maven.

”Jeg var lidt på forhindringsbanen, kastede med knive og fortalte om giftige og ikke-giftige ting og sådan.”

Olivia nikkede og fletningen svingede i takt. Til højre, så til venstre, til højre...

Jeg spiste en skefuld af suppen, efterfulgt af en til. Jeg var ret sulten – jeg havde ikke fået spist meget til frokosten på grund af... episoden. ”Jeg så dig godt på forhindringsbanen til træningen,” sagde Xander toneløst.

”Det klarede du ret godt, så du kan måske godt regne med et 5-tal eller noget.”

Fem var ikke meget, men bestemt heller ikke lidt for en lille 14-årig som mig. Jeg nikkede til ham og spiste mere af min suppe.

 

En sagte banken lød på døren, og ind trådte Ashley og Nikita med hænderne fulde af poser og røde kinder. De lagde poserne i hjørnet og gik over mod os. Ashley trak en stol ud.

”Kan vi få en skål med?” spurgte Nikita da hun havde snøftet og sat sig ned. Olivia smilede og nikkede. Ashley trak en lilla læbestift op fra sin lille læderhåndtaske og smurte et tykt lag på sine i forvejen meget lilla og skinnende læber.

”Vi har været ude og handle det sidste til interviewene i morgen aften,” forklarede Ashley, før hun rejste sig for at smide hendes klamme tyggegummi ud i skraldespanden i hjørnet.

 

”Kære seere, det 72. års dødsspil starter om 2 døgn. I eftermiddags efter en god træning, optrådte hver enkelte soner for vores Spilmestre. Spilmestrene giver karakter ud for hvordan sonerne klarede det! Her kommer alle resultaterne,” lød en behagelig, myndig mandestemme fra fjernsynet som var i den lille, hyggelige opholdsstue som vi havde fået tildelt på vores etage.

”Distrikt 1.”

Drengen fra 1 havde fået 9. Ret godt gået, men jeg havde forventet mere af den stærke spydkaster som blærede sig til træningen. Pigen havde fået et 10-tal hvilket var virkelig godt. Hun havde helt sikkert ikke ville vise sine evner til træningen.

”Distrikt 2.”

Begge havde også fået høje point. De to lede fra 3 havde fået virkelig gode point, mens pigen fra 4 kun havde fået tildelt et lysende 3.

Langsomt møvede distrikt tallet sig frem, og endelig blev Xander Moores karakter nævnt. 8 – godt af hans knap så muskuløse bygning i forhold til ambisonernes klumper af nogle kæmpemuskler.

”Nicole Adams,” blev mit navn læst op og tallet tonede frem på skærmen...

”Du kunne i det mindste have prøvet på at se lidt mere... farlig ud på det portrætbillede?” kommenterede Ashley fnysende da billedet ved siden af tallet røg op. Tallet var...

6. ”Sådan,” hviskede Olivia og klappede mig på skulderen. Ashley rullede med øjnene og tog en tår af det lyserøde vand hun havde bestilt.

Jeg må indrømme, at jeg også selv var glad for det. Men på den anden side; dette tal ville helt sikkert styrke ambisonernes had til mig. Jeg lænede mig tilbage i den grønne, bløde lænestol som jeg havde valgt at sætte mig på og tænkte på drengens spydige, forfrosne øjne... hvordan det mon ville føltes når han engang havde fanget mig.

Jeg rullede med øjnene over Ashley. Hun kunne bare ikke lade være med at kommentere hvordan jeg så ud? Jeg skar en grimasse. Drengen fra tolv var i de sidste par år man kunne deltage i, men hans point var ret lave. Det samme var den spinkle pige fra samme distrikt, som dog var yngre, nok på min alder. Hun ville nok ikke klare sig godt i Spillet.

Spillet. Tanken farede pludseligt til mig og ramte min mave, præcis som min kniv havde ramt dukkernes mave tidligere på dagen. Spillet var i overmorgen. I overmorgen, i overmorgen, i overmorgen. Jeg fik en klump i halsen som jeg skyndte mig at sluge. Det nyttede ikke noget. Den faldt bare ned til knuden i maven og dannede en ny kort efter på dens plads.

Først var der interviewene. Cæsar Flickerman var ikke mindst en god mand, men havde også styr på hvilke spørgsmål der var for personlige og dog, formåede stadig at komme på emner som seerne interesserede sig for. Men dagene i mellem mig og Spillet begyndte at blive pinefuldt mindre...

”Nå. Jeg tror vi skal gå i seng nu,” sagde Olivia og afbrød tavsheden. Hun gabte og bekræftede for os alle sammen, at vi var godt udkørte nu. ”Vi skal forberede os til interviewene i morgen, og det vil ikke være helt nemt. Jeg husker, hvordan jeg selv havde problemer med det,” prøvede hun stille. Hendes mundvige trak opad i et sørgmodigt smil da hendes hånd rørte min skulder.

 

***

 

”Godnat,” hilste jeg efter jeg havde børstet tænder og forberedt mig på natten. Olivia gentog mig med en blød tone for så at gå ind i hendes værelse. Jeg skiftede til en stor, pink T-shirt og lagde mig under dynen. Der gik højest fem minutter før søvnen faldt ned over mig. Den havde bragt et mareridt med...

 

______________________________________

Der kom 4. kapitel!

Som nævnt i kapitlet... tingene mellem hende og Spillet begynder at blive pinefuldt mindre... 

Glæder I jer til det rigtig går løs? Eller vil I, ligesom mig, egentlig bare have, at hun kommer hjem til sin familie igen og lever lykkeligt?

//Chaille.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...