My Fire - The Hunger Games

Panem er anspændt, hele landet summer af urolighed når de 24 sonere bliver trukket. To sonere fra hvert distrikt - en mandelig og en kvindelig, som skal kæmpe til døden i Dødsspillet - et spil, hvor kun én kan vinde...

Da den 14-årige Nicole Adams fra distrikt 11 bliver trukket til Dødsspillet, føler hun sig allerede fortabt og sikker på at dø. Men alt ændres når hun bliver opmærksom på en nye række talenter, som muligvis kan føre hende til sejren i Dødsspillet. Under spillet knytter hun et særligt bånd til sine allierede, Xander og Anna. Men som arenaen langsomt bliver tømt for sonere, bliver det hårdere at overleve, og de tre sonere er ikke parate til at give slip. Hvem vil overleve? Hvem vil dø?
Lad Dødsspillet begynde...

28Likes
18Kommentarer
2597Visninger
AA

4. Kapitel 3 - Træningen.

Morgenmaden kunne ikke blive bedre. Sølvfad med smukt placerede spejlæg, skåle fyldt op med bacon og brød i uendelige mængder. Frugt, ost og kiks. Der var endda te og kaffe – ikke den tørre slags te, som man lavede ud af de spiselige urter man kunne være heldig at finde en gang i mellem hjemme i distriktet. Nu skulle jeg bare trykke på en knap - om det skulle være passionsfrugt eller jordbær - alle verdens frugter eller bær - kunne jeg selv bestemme.

Jeg drak mig næsten mæt. Efter fire kopper kunne jeg ikke klemme bare én mere dråbe ind, for jeg var stopmæt. En mærkelig følelse, som jeg ikke havde oplevet på nogen måde før jeg kom til Capitol. Xander holdt til gengæld igen, og sad som altid med et køligt blik i ansigtet. Olivia sad ved siden af mig med noget brød i hånden som hun elegant spiste.

”Nå.” Olivia afbrød stilheden og kiggede på mig og Xander. Han kiggede spørgende på hende, og løftede afventende øjenbrynet. ”Hvad er jeres talenter?” spurgte hun pludseligt med en snert af opgivelse i stemmen. Lige pludselig fik jeg dårlig samvittighed. Jeg havde ikke noget talent! Hvorfor havde jeg overhovedet tilladt Olivia at blive venner med mig? Det var hendes tab! Som om der ikke var nok, der ville savne mig i forvejen...

Xander var hurtig, og forklarede, hvor god han var med en kniv nu hvor han skar sukkerrørene over ude i den sukkerrørsplantage han arbejdede i. Nu blev det min tur. Jeg sank en klump.

”Jeg er god... til at gemme mig?” prøvede jeg uskyldigt.

Xander fnøs, og jeg kastede et irriteret blik hen mod ham. Hvad vovede han! Jeg var kun lige blevet 14 og han var selv 16! Hvor meget forventede han af mig? Olivia nikkede til mig.

”Så forsøg at lære nogle våben at kende, og ligefrem specialisere dig i ét af dem, som du kan bruge i arenaen,” forklarede hun med et alvorligt glimt i øjnene.

”Men forsøg også at lær alle de ting, som du ikke vidste, som man skal bruge for at overleve. Siden du allerede ved meget omkring det, har du også nemmere ved at lære noget nyt i det emne.”

Jeg nikkede til hende. En lyshåret avox kom gående og tog vores tallerkener. Kort efter hun gik ud af vores lille sal, kunne jeg høre høje hæle klikke mod gulvet. Lisas skingre stemme fik mig til at kigge op;

”Ind og klæd om, så mødes vi ved elevatoren fem minutter før træningen starter,” hvinede hun med hendes Capitol-accent. Xander kørte en hånd gennem sit mørke hår, og kiggede med hans skulende øjne på Olivia, som nikkede til Lisa. Min stol skramlede mod gulvet, idet jeg kørte den hen ad gulvet for at rejse mig.

”Vi ses,” mumlede jeg for at gå direkte ind på mit værelse. Jeg trak noget af det stof op, som Lisa præcist havde forklaret mig, kaldtes ”sportstøj”. Jeg lod det behagelige og glatte stof smyge sig om mig, og gik derefter hen mod det lille spejl overfor døren ud til toilettet.

Jeg satte en hestehale, børstede tænder og kastede et blik mod uret. To minutter til vi skulle mødes. Jeg trådte hen ad det hvide trægulv, åbnede egetræsdøren og gik ud på gangen fyldt op med farverige malerier og satte kursen mod elevatoren.

Olivia og Lisa stod der allerede.

”Har du set Xander?” Lisa løftede sine fint-plukkede, krystalblå øjenbryn i min retning. Jeg rystede på hovedet, da elevatoren gled op.

”Nu har jeg,” lo jeg stille og Xander kom frem fra elevatordørene. Han havde taget noget sportsstøj på, hvis farver var nogenlunde identiske med mine; et par stramme, grå bukser og en dybblå T-shirt. Hans hår så rodet ud, ligesom det havde gjort til morgenmaden, hvilket kastede noget farligt og mystisk over hans markante og altid skulende ansigt.

Han løftede som sædvanligt øjenbrynet og kiggede rundt. Jeg trak på skuldrende.

”Så er det tid til at gå!”

Lisa fik os møvet ind i elevatoren og vinkede med alle fem fingre på højre hånd, da døren gled i, og vi kun var os tre. Den behagelige susen kildede i maven, idet vi gled nedad til et sagte ’bling’ lød i mine øre. De grønne knapper holdt op med at lyse, og dørene susede op.

Jeg havde kun været det her sted én gang, og der var jeg udmattet efter togturen. Nu føltes synet lidt mere overvældende; hårdt, skinnende metalgulv klikkede i takt med mine bløde sportssko og loftet var højt og oprejst af smukke, detaljerede søjler. Der hang nogle portrætter af præsident Snow, hans familie og andre ”respekterede” folk. Jeg fnøs for mig selv. Olivia drejede til højre, og åbnede en dør for os.

”Her skal I have frokost efter træningen, okay?”

Jeg besvarede hende med et nik.

Så gik vi videre, til vi nåede to skydedøre bemandet af to vagter.

”Distrikt 11,” forklarede Olivia, da mændene gav hende et kort nik. Olivia svang sit hår over skulderen.

”Husk nu hvad jeg sagde om træningen.”

Hun vendte om, da vi trådte ind ad dørene og vinkede til os med et smil.

 

***

 

Lige nu befandt jeg mig ved en post, hvor jeg lærte om brug af spyd. Jeg havde flere gange prøvet at kaste et mod dukkerne, som stod 15 meter herfra, men jeg havde hurtigt fundet ud af, at det ikke var mig. Jeg gik videre. For mig kunne spyd kun bruges i nærkamp – men det var da i det mindste information.

Jeg gik knivposten i møde – alle årets ambisonere stod og blærede sig med de indviklede kast de kunne lave, og et lille smil spillede i mine mundviger.

”Tak for at lade mig vide hvad I kan,” hviskede jeg for mig selv, og kiggede fortsat på, idet jeg fik anbragt en lang, spids kniv i hånden som jeg tumlede lidt med, før jeg fik kastet den hen mod en af dukkerne.

Jeg ramte den i øjet. Så kniven kunne sikkert godt blive en mulighed? Jeg kastede nogle flere, uden nær så meget held. Jeg ramte dukken i maven senere hen.

Da jeg følte, jeg havde fået nok styr på kniven som et dødeligt våben, kiggede jeg mig omkring igen. Nu ville jeg hen til en af overlevelsesposterne. Det har jeg da fortjent, tænkte jeg da jeg gik hen mod en øde forhindringsbane, som ingen åbenbart så interessant. Bortset fra mig.

Jeg smilede til den trætte mand som sad ved posten og satte derefter i løb. Jeg sprang med lethed over den første bomuldssnor som var spændt op ca. 40 centimeter fra gulvet. Jeg løb omkring alle de små buler som stak op ad gulvet, undvigede nogle snore som hang fra loftet, dukkede mig under adskillige andre ting.

Jeg satte i hop da jeg kom til et kæmpe hul i gulvet, og var godt tilfreds med mig selv, idet jeg afsluttede posten ved at svinge mig i et reb som hang i loftet.

Manden ved posten gengældte mit smil. Jeg kiggede rundt, og fangede et par øjne som kiggede forbavset på mig. Selvsikkerheden blussede op i mig, og jeg sprang glad videre hen mod sværdposten.

 

”Tak for jeres indsats til træningen. Alle sonere bedes møde op til frokost i vores kantine om fem minutter. Gentager, alle sonere bedes møde op i kantinen til frokost om fem minutter,” lød en stemme fra højtaleren. Jeg havde været ved halvdelen af alle posterne, og var glad og tilfreds af mig selv.

Og min mave rumlede også forfærdeligt meget. Hjemme i distriktet havde den altid rumlet, men nu havde jeg vænnet mig til al den lækre mad. Jeg sukkede. Inde i arenaen blev jeg nødt til at tage mig sammen. Jeg rystede på hovedet og gik hen mod mængden som var på vej ud af døren.

 

Jeg sad i kantinen som nogle af de første. Jeg sad ved et lille bord og prøvede at holde mig og min kalkun-sandwich for mig selv, men to ambisonere fra distrikt 3, syntes åbenbart de blev nødt til at sætte sig ved mit bord.

Sikkert for at håne mig. De var ældre og større end jeg, gik hele tiden og hviskede lavmælt til hinanden og skulede rundt mod alle – bortset fra de andre ambisonere.

”Nå,” sagde pigen med det lange, lyse hår og smilede hånligt til mig. Jeg løftede hovedet og kiggede ind i hendes grønne, fangende øjne.

”Hvordan er det så i distrikt 11?” spyttede den rødhårede dreng med de alt for bredde skuldre og mørke, buskede øjenbryn. Jeg skuttede mig og prøvede at virke mere interesseret i min sandwich.

”Fint. Vi har meget varme og sådan,” forsøgte jeg med en lille stemme og trak på skuldrende. Så ligegyldig som overhovedet muligt, tænkte jeg. Drengen nikkede eftertænksomt.

”Jo – jeg har godt set det på mit fjernsyn derhjemme. Solen bager hos jer,” lo pigen og smilede. Forhåbentligt bare for at vise hendes spidse tænder... jeg nikkede.

”Har du egentlig overhovedet et fjernsyn?” prøvede drengen hånligt. Jeg nikkede.

”Jo, men signalet er ikke så godt og...”

Drengen afbrød; ”Det er vores ellers. Vores distrikt er også rigere... I bliver nødt til at bruge alle jeres penge på mad,” sagde han med en falsk medlidenhed. Jeg sank en klump, da pigen lo. Jeg pillede en tomat ud af sandwichen. Jeg var pludselig ikke så sulten...

”Så er det nok,” rungede en stemme tæt ved mig. Jeg fik et chok og vågnede straks op. Xander? Han så selvsikker ud, men havde en alvorlig mine i ansigtet. Parret fra 3 så begge noget forbavsede ud. Deres ansigtsudtryk morede mig.

”For det første er hun kun fjorten. Syntes I ikke, det er bare en lille smule ondt at nedgøre hende på den måde? Det kan I vente med, til I er i arenaen,” hvæsede han. Drengen stirrede olmt på Xander. ”For det andet...” hans stemme var nu lav, hviskende og truende.

”nedgør man ikke nogle fra mit distrikt på den måde,” smilte han hånligt mod dem. En høj lyd lød, da Xander tog fat om drengens stol og flåede den væk fra bordet. Det samme gjorde han ved pigens. Hun udstødte en lille lyd og rejste sig. Hun pilede hen til et anden bord ved nogle andre ambisonere. Drengen blev siddende.

”Jeg snakker til dem jeg vil – præcis på den måde jeg vil,” smilte han og brættede ærmet op. Xander lo selvsikkert og kiggede ham ind i øjnene.

”Så det gør du? Ved du hvad? Jeg syntes ikke vi skal slås nu, men det bliver et sjovt træf vi får i arenaen...” Xander slikkede på den kniv han havde i den ene hånd, efter han havde dyppet den i sin dressing som mageligt var smurt på hans sandwich. Distrikt 3 drengen gav Xander et sidste hånligt blik, før han marcherede hen mod ambisonernes bord.

Xander fnøs, idet han satte sig på pigens stol. Vi spiste i tavshed i 2 minutter, før nysgerrigheden var ved at gnave mig over.

”Hvorfor alt det drama?” spurgte jeg, efter jeg havde slugt en mundfuld af min halvspiste sandwich. Han trak på skuldrende og tyggede af munden.

”Fordi jeg ikke kan lide når folk nedgør nogen, som jeg kender.” Han sagde det i en tone, der bad mig om at blande mig udenom, så det gjorde jeg. Fokuserede på at tygge, synke og tage små bidder.

Et skrig afbrød min koncentration. Alle kiggede op, hen mod den lille desk hvor køkkendamer rendte rundt og placerede nye salater i skålene og fyldte fadet op med sandwiches. Jeg skyndte mig at rejse mig op og løbe derhen.

Hvad var der sket? Jeg åbnede den lille låge og trådte ind i køkkenet, selvom nogle af køkkendamerne prøvede at stoppe mig. Synet der mødte mig chokerede mig, lammede mig og spændte hver en muskel i min krop. En fedtet pøl af olie lå på gulvet og boblede. Længere henne lå... en dame. Iført plettet tøj, magen til de andre køkkendamers tøj. Ved hendes side lå en kæmpe balje som var væltet ned over hende i farten.

Frityreren... den var væltet over hende. Den kogende olie sydede på hendes skoldede hud og hendes ansigt var trukket i en grum grimasse. Jeg skreg. Jeg kunne ikke høre andet end mit skrig, en dame som snakkede i telefon – som sikkert havde ringet til en ambulance - og den boblende olie...

Måske kom jeg til at lide en mindst ligeså forfærdelig død? Eller værre... måske kom Xander til det? Måske blev jeg nødt til at dræbe ham på en ligeså grum måde? Jeg nåede et skutte mig, før jeg fortumlet løb ud af køkkenet, ud af kantinen. Tankerne var for overvældende nu...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...