My Fire - The Hunger Games

Panem er anspændt, hele landet summer af urolighed når de 24 sonere bliver trukket. To sonere fra hvert distrikt - en mandelig og en kvindelig, som skal kæmpe til døden i Dødsspillet - et spil, hvor kun én kan vinde...

Da den 14-årige Nicole Adams fra distrikt 11 bliver trukket til Dødsspillet, føler hun sig allerede fortabt og sikker på at dø. Men alt ændres når hun bliver opmærksom på en nye række talenter, som muligvis kan føre hende til sejren i Dødsspillet. Under spillet knytter hun et særligt bånd til sine allierede, Xander og Anna. Men som arenaen langsomt bliver tømt for sonere, bliver det hårdere at overleve, og de tre sonere er ikke parate til at give slip. Hvem vil overleve? Hvem vil dø?
Lad Dødsspillet begynde...

28Likes
18Kommentarer
2598Visninger
AA

3. Kapitel 2 - En kvast snegl i et sneglevæddeløb.

"Er du sikker på det ikke er lidt..." Jeg kiggede på den alt for korte kjole i spejlet og de grønne hæle på mine ubehagelige sko.

"For meget? Jo, jeg er sikker på det er for meget," svarede Ashley koldt. Ashley var af en eller andet mærkelig grund blevet min stylist - selvom vi slet ikke passede sammen.

"Capitol elsker små piger som dig i kluns som dét," sagde hun, og vendte det stinkende søde tyggegummi i sin knaldrøde mund. Jeg havde svaret igen, hvis det ikke var fordi, hun var så talentfuld.

"Jeg gør dig kun en tjeneste." Hun åndede mig i hovedet og den søde stank fyldte min næse. Jeg gjorde mig umage for ikke at hoste.

"Sæt dig ned igen," sagde hun, og lod tre ligegyldige fingre pege hen mod stolen. Hendes blonde hår med de pink striber hvirvlede om skuldrende på hende, da hun gik hen mod mig. Hun greb fat om en grøn tube og borede sine lyserøde, knivskarpe negle ned i låget for at åbne den med et ordentligt 'knæk'.

Hun sprøjtede indholdet ud, og tog fat i en af de kæmpe proptrækkerkrøller hun lige havde lavet. Bunden af de tilfældige totter blev smurt ind i det grønne stads, men jeg havde ingen anelse hvad det skulle gøre godt for. Da det kom på håret blev det næsten helt gennemsigtigt. Og hun prøvede ikke at forme det på en eller anden sær måde.

Men jeg blev virkelig overrasket, da hun også smurte bunden af min kjole af et strutskørt ind i det - og hælen på min sko. Hun tog en ordentlig dåse og sprøjtede på mit hår i noget, der føltes som en evighed. Det lugtede præcis som hendes klamme tyggegummi.

Mit forberedelseshold havde ikke været nær så slemme. Udover af de lige skulle iføre mig noget svidende creme, plukke mine øjenbryn og en masse andre smertefulde ting, var de faktisk flinke.

Ashley prikkede mig i øjet med det, hun kaldte en mascara. "Av!" Jeg lukkede øjet. "Hvor mange gange skal jeg sige det? Kig op!"

Jeg begyndte at blive mere og mere træt af hende. Lige til hun slukkede lyset, og bad mig om at kigge ned ad mig selv. Det grønne stads. Det lyste. Nu forstod jeg det - kjolen lyste op i en klar, neon grøn farve. Jeg farede op, og kiggede på mig selv i spejlet.

Den var god nok - mit hår lyste, mine sko lyste, ja, selv min kjole. "Wauw," åndede jeg og kiggede måbende hen på hende. Hun stod med et selvsikkert smil på læben. Denne gang havde hun bare ikke det hånlige blik i øjnene. Hun så næsten stolt ud, ikke bare af sig selv. Som om hun var stolt af mig...

Men det iskolde blik vendte tilbage, og hun skubbede mig ud af lokalet.

 

***

 

Mine hæle sank ned i det fine savsmuld som hestene snart ville passere og dermed føre os alle sammen ud mellem den skrigende mænge af glade Capitol-indbyggere som ikke kunne vente med at se os dø. Xander stod langt væk med hænderne nede i sit kulsorte jakkesæt og stirrede ud i luften. Hans tøj var sikkert også klistret til med det grønne stads, men siden lyset ikke var slukket endnu, var der intet at se - intet andet, end hans kølige, brune blik.

 

Dørene blev slået op. Olivia smilede til mig og Xander som sad i den anden sidste vogn, som blev ført forbi det hujende publikum. Xanders brune hår var redt op i en masse hvirvl af krøller, og jeg kunne skimte noget grønt skær på hans jakkesæt.

Vi havde fået besked på, at rejse os op efter vi havde passeret midten, af Xanders stylist, Nikita som var en midaldrende kvinde med smilehuller, lilla hår og bogstaveligt talt, grønne fingre. Pludselig kunne jeg høre lyden af hestenes svuppende fødder, og vi kom ud i en mørkere belysning.

Og støjniveauet steg. Sprang mine ører. Glade skrig, hujen, alle lyde. Klappesalver, folk der buhede og fuldstændig måbende folk som kiggede på os. Jeg kiggede på Xander, som stirrede tomt ud i luften. Jeg trak ham med op og stå, da han ikke lod til at forstå det nik, jeg sendte ham.

Folk begyndte at skrige endnu mere. Jeg tvang et smil frem, og prøvede at være så nuttet og imødekommende som overhovedet muligt. Jeg kiggede på Xander, men fik et chok, da jeg så alle de kunstneriske håndaftryk på hans sorte smoking. Spidsen af hans hår lyste, og en enorm, selvlysende grøn hånd på hans kind rev opmærksomheden fra hans markerede udtryk. Han så... smuk ud. Det tog ånden fra mig.

Folk var vilde med os. Hvordan vores sorte og dystre tøj blev lyst op til noget endnu mere dramatisk.

"Velkommen til det 72. års Hunger Games!" Præsident Snows modbydelige stemme eksploderede over hele salen og folk begyndte at skrige endnu vildere. Jeg satte mig ned igen, efterhånden som vi alle havde været rundt. Jeg kiggede mig omkring. Vi befandt os i Byringen som var proppet op med Capitol-mennesker.

Dagen efter fremvisningsturen skulle vi begynde træningen, og det var faktisk en af de ting jeg bare så en lille smule frem til.

Jeg havde altid elsket at lære. Både ting jeg kunne bruge til noget, men også fuldstændig nytteløse ting. Da jeg var yngre, havde jeg gået og plaget mine forældre konstant med alle mine "vidste du?"-taler og de facts, jeg hele tiden nævnte. Derfor havde jeg også været ret glad for skolen og det medførte til en masse voksne som godt kunne lide mig.

Jeg prøvede at smile til alle, men det havde jeg ærlig talt lidt svært med, når de alle sammen ikke kunne vente til at tude i to minutter over at jeg døde og derefter finde en ny én, de ville heppe på.

Som om jeg var... en kvast snegl i et sneglevæddeløb. Ikke af høj værdi, ærgerligt jeg døde men aldrig mere end ærgerligt.

Før jeg vidste af det, trådte vores heste ind ad porten igen, og efter pigen med det struttende tylskørte og drengen med det sorte pudder fra distrikt 12 blev trængt ind, lukkede porten og skruede lidt ned fra lyden. Xander rejste sig ligeså snart vognen stod stille og gik med stive bevægelser hen mod døren. Hvad var hans problem?

Havde han ikke tænkt sig at nyde sine sidste dage? Synd for ham, tænkte jeg og rystede på hovedet for derefter at slentre hen til den smilende Olivia.

"Super godt!" sagde hun og trak mig ind i et kram. Hendes sorte hår faldt ned over mit ansigt og bragte følelsen af tryghed med.

"Du ser jo fantastisk ud - lad os håbe din stylist kan gøre det ligeså godt til interviewet," smilte hun og nikkede hen mod den halvhjertet smilende Ashley.

"Hvis du bare vidste hvad jeg havde planlagt," åndede Ashley, vendte sit frygtelige tyggegummi i munden og gik ud af porten, ligesom Xander.

Jeg kiggede hen mod Nikita som stod og kiggede lidt på de andre sonere, forhåbentligt på deres tøj. Lige nu hvilede hendes blik på pigen fra distrikt 4, fiskernes distrikts røde fløjlskjole som var omgivet af et strålende sølvnet. Godt tænkt - men vores var absolut mere kreativt.

Drengen fra distrikt 7's hår var blevet farvet i en grim, mørkegrøn farve og han var klædt i et brunt jakkesæt med gyldne knapper og et grønt slips. Distrikt 7 - træer. Jeg nikkede for mig selv. Pigen var til gengæld klædt i et lidt flottere brunt skørt, som i en grøn farve langsomt tonede ud i brun.

Jeg kunne ikke lade være med at lægge mærke til hendes brede skuldre og musklerne der sad på hendes halvblege ben. Hun skulle nok kunne nedlægge mig. Nogen stod og pustede på mit håb, og blæsten tog til da jeg lagde mærke til de andres stærke kroppe. I nærkamp ville jeg ikke have en levende chance. Jeg kunne hverken kaste med knive eller spyd. Jeg kunne lave fælder, for jeg var snedig.

Og så var jeg lille og nem at gemme. Og måske kunne jeg også distrahere dem bare en lille smule, for mine store, skinnende brune øjne var bestemt ikke harmløse. Jeg rystede på hovedet. Jeg var god overlever, men ikke en god morder. Klumpen steg i halsen da jeg tænkte på ordet. Jeg var måske nødt til at dræbe nogen. Et menneske...

Jeg rystede tanken af mig. Ikke nu.

Olivia trak i min arm, og jeg fulgte med hende ud, efterhånden som folkemængden forlod det lille savsmulds-opfyldte sted i et slentrende tempo. Ja. Jeg havde bare brug for at slappe lidt af. Så jeg var frisk til træningen i morgen.

Nå jo - træningen. Jeg sukkede. Jeg ville helt sikkert ende med at blive fuldstændig optaget af, hvor stærke de andre var. Selv den udsultede dreng på min alder fra distrikt 6 så ud til at være dobbelt så snedig som jeg.

"Hvad havde du på da du skulle til optoget?" spurgte jeg Olivia, som fik en dyb rynke i panden og et fraværende blik i øjnene. Jeg følte mig dum. Det havde hun sikkert ikke lyst til at tænke på.

"En orange kjole pyntet med små frugter," svarede hun stille. Jeg sukkede.

"Undskyld, jeg skulle ikke have spurgt om det," forsøgte jeg. Hun trak sørgmodigt på smilebåndet og løftede skuldrende i en spørgende position. "Det er okay."

 

***

 

"Godmorgen!" lød Lisas stemme for fjerde gang. Jeg rejste mig op i den behagelige seng og kiggede søvndrukkent på hende. Hun rullede stille med øjnene.

"Hvorfor fik jeg det ufine job til at vække dig og Xander?" Hun sukkede og rystede på hovedet så hendes opsatte hår vibrerede vildt. "Xander begyndte ligefrem at knurre ad mig!"

Hun udtalte u'et som et Y med sin mærkelige Capitol accent.

"Er du frisk? Du skal jo til træning!" påpegede hun. Hendes skingre stemme gav mig hovedpine. Jeg nikkede til hende og rejste mig helt op. En kulde ramte mig, idet jeg forlod min bløde, lune dyne. Min mave rumlede.

"Men først er der selvfølgelig morgenmad," forklarede hun, og kiggede underligt på min mave. Nå jo - hun havde sikkert aldrig oplevet en rumlende mave før. Jeg himlede med øjnene for mig selv.

Hun blinkede, og trådte så ud af døren, med et enkelt "kom så".

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...