My Fire - The Hunger Games

Panem er anspændt, hele landet summer af urolighed når de 24 sonere bliver trukket. To sonere fra hvert distrikt - en mandelig og en kvindelig, som skal kæmpe til døden i Dødsspillet - et spil, hvor kun én kan vinde...

Da den 14-årige Nicole Adams fra distrikt 11 bliver trukket til Dødsspillet, føler hun sig allerede fortabt og sikker på at dø. Men alt ændres når hun bliver opmærksom på en nye række talenter, som muligvis kan føre hende til sejren i Dødsspillet. Under spillet knytter hun et særligt bånd til sine allierede, Xander og Anna. Men som arenaen langsomt bliver tømt for sonere, bliver det hårdere at overleve, og de tre sonere er ikke parate til at give slip. Hvem vil overleve? Hvem vil dø?
Lad Dødsspillet begynde...

28Likes
18Kommentarer
2599Visninger
AA

2. Kapitel 1 - "Nicole Adams. Vil du være sød at træde herop?"

Jeg kunne høre den forfærdelige lyd, af den rungende mikrofon - Lisa Lincoln, som havde fået "æren" af at dødsdømme to uskyldige mennesker fra distriktet, råbte mit navn. Jeg kunne høre et skingert skrig. Det kom dybt fra hjertet og blev slynget ud af lungernes fulde kraft. Det gik op for mig, det var mit eget.

"Nicole Adams, vil du være sød at træde herop?"

Jeg prøvede at tage så små skridt som overhovedet muligt. Jeg vendte mig om og kastede et sørgmodigt blik hen mod min lille familie, som stod tavse og kiggede på mig. Kolde - hvorfor var der ingen, der ville tage min plads? Mine stærke brødre som var meget ældre end mig? Af én simpel grund; det var som at hænge sig selv. Som at tage en lille bid fra en af de saftige frugter som vi hver dag blev nødt til at modstå, trods sulten.

- En ren dødsdom. Noget, man ikke burde gøre.

Hænder greb mig i siden og skubbede mig grotesk fremad. Jeg begyndte at skrige, så højt jeg kunne, så hjerteskærende som overhovedet muligt. De skulle se min smerte, føle min smerte. Nej, ikke bare det. De skulle kunne smage den, lugte den - den skulle være så kraftig at de kunne røre ved den. De skulle se, hvordan det var. Selvom de aldrig ville opleve den forfærdelige følelse...

De kastede mig hen ad trapperne. Jeg faldt til jorden, men skyndte mig at rejse mig igen. Jeg gik med et sørgmodigt blik hen til Lisa, som smilede til mig. Så stak hun sin behandskede hånd ned i den kæmpe glasbowle med alle navnene i, og rørte rundt.

"Nu til drengene..." Hun trak sætningen ud, for at gøre det ekstra spændende for de ivrige Capitol-seere. De eneste, som kunne lide denne forfærdelige leg, dette smertefulde spil. Jeg kunne høre den svage lyd af papir hvis kanter rørte hinanden, og nu stod hun med den omhyggeligt sammenfoldede seddel og kiggede smilende ud mod publikum.

"Distrikt 11's mandlige soner bliver..." Publikummet som var samlet foran den gamle marmorbygning var helt stille. Mine nakkehår rejste sig, idet hun åbnede munden. Jeg fik en knude i maven som voksede, blev strammere, voksede... bredte sig til mit bryst, min hals, mine ben - til den fyldte hele min krop. Jeg rystede, mine øjne kunne ikke fokusere gennem det lag af tårer som ikke ville forsvinde fra min øjenkrog.

"Xander Moore!" Hendes stemme bragede ud af højtaleren. Den høje lyd faldt ind i gennem mine øre, sammen med den forvoksede knude. Der kunne ikke være mere inden i mig. Det var som om jeg eksploderede. Jeg lod min krop falde til jorden, lige efter jeg havde fanget de lysende, brune øjne som kiggede sorgløse mod Lisa Lincoln. Alt blev sort.

 

***

 

Jeg vågnede ved en mærkelig følelse mod min ryg. Det var blødt, lunt, men ikke som de uudholdelige sommerdage i distriktet. Jeg rejste mig langsomt, afprøvede mine lemmer af, én for én. Ja, de var gode nok. Langsomt rejste jeg mig, men blev væltet tilbage, i det min hukommelse vendte tilbage. Jeg kunne huske det hele - hvordan Lisa havde råbt mit navn. Hvordan mine forældres kolde ansigter havde ladt mig i stikken. Jeg rystede på hovedet og lagde mig helt slap tilbage på sengen. Stirrede op i loftet, fældede et par tårer, knyttede næverne og sparkede ud i luften.

Sådan gik det i et kvarter, til en sagte banken på den lydtætte trædør lød for mine udmattede ører.

"Ja?" Hvem mon det var? Sikkert mor. Eller far. Eller måske Lill, min gode ven fra skolen? Hun var et år yngre end mig, men hendes tretten år så ud til at have gået meget hurtigt, for hendes ansigtstræk var fine og små, og hendes højde og kropsbygning var af minimal størrelse.

Men jeg fik en overraskelse da min ældste bror, Acel, træde ind af døren. Han forblev tavs med et sørgmodigt udtryk og gik hen mod mig. Han sukkede og kiggede ned i jorden. Jeg lukkede øjnene. Jeg kunne mærke hvordan tårene vældede op i mine øjne, og hvordan mine skuldre gav udtryk for de lydløse hulk som drev fra mig.

Sengen rystede, og jeg kunne mærke siden af hans varme, trygge ben. Han lage armen omkring mig, og jeg lod mig falde ind til ham - forsvinde i hans arme, lade sikkerheden tage mig et andet sted hen...

Men jeg kunne ikke flygte. Der var intet at gøre. Ikke andet end at håbe. "Nicole?" Hans syngende stemme lød i mine ører. Jeg kiggede op på hans harmoniske ansigt. Hans øjne førte mig i trance. "Mhmm?" mumlede jeg.

"Du ved... håb - det er ligesom ild. Når det bliver pustet på, bliver det svagt. Måske slukkes det endda," forklarede han. Han klemte mine skuldre, pressede mig ind til ham og fortsatte; "men hvis bare man har en tændstik tilbage, så kan man altid tænde det igen."

Det gav mening. Mit håb var borte. Ikke skyggen af det. Men så snart han kom, kunne jeg mærke, hvordan han strøg en tændstik og lod mit håb brænde igen. Han hviskede. "Jeg har nogle tændstikker, Nick - det har alle du kender."

Og ligeså stille kunne jeg mærke, hvordan den lille flig han havde antændt voksede. Alle dem jeg kendte fra distriktet smed en tændstik på det forbrændte bål, og pludselig stod jeg i flotte, kulørte flammer af håb. Jeg kunne godt gøre det.

"Tak," hviskede jeg. Og da det var sagt, rejste han sig så sengen vippede og var ude af det tætte betonlokale i løbet af ingenting.

Døren smækkede.

 

***

Jeg lagde hånden mod den kolde rude og kiggede på alle træerne som i en mærkelig fart passerede forbi mig. Det var morgen – jeg sad i den kupé, som jeg var blevet anbragt i og kiggede udtryksløs hen over alle buskene, træerne og fuglene som fløj sin vej i det de fik øje på Capitols lyntog.

Jeg rejste mig fra den bløde seng og begyndte at kigge efter noget tøj jeg kunne tage på i stedet for den silkebløde natkjole nogen havde iført mig, efter jeg havde grædt mig selv i søvn i min lille afskedscelle.

Efterhånden som jeg fik trukket et par løse og bløde stofbukser over mine ben og en alt for stor T-shirt over hovedet, begyndte jeg at gå forsigtigt ud på gangen. Jeg kunne høre en sagte snakken, og fulgte lyden til jeg fik øje på Xander som stod lænet op ad væggen med et irriteret blik i malet i ansigtet. Jeg fulgte hans blik; det landede på Olivia Jermaine som vandt for omkring seks år siden i en heldig arena med et frodigt skovområde - hun kendte til alle spiselige frugter og planter, og efterhånden som de andre døde fordi de spiste noget giftigt eller holdt sig fra frugterne, var der kun svage sonere tilbage som hun dræbte med lethed.

Hun var vores mentor. Siden hun var så kold og hele tiden bar en ligegyldig mine i hendes markerede ansigt da hun var i arenaen, kendte jeg ikke rigtig til hendes personlighed. Men hun havde et imødekommende smil på læben nu - og jeg håbede bare på, at hun var så venlig som hun så ud.

"Åh, hej Nicole!" Hun gik hen til mig. Jeg lagde mærke til, at Xander løftede brynene og himlede stille med øjnene. Jeg kunne ikke lide den fyr.

Jeg nikkede til hende, for mundlam til at sige ét ord. "Rart at møde dig," fortsatte hun og stak hånden frem. Jeg tog den, og varmen i den smeltede den isklump jeg havde i halsen. "Nicole Adams," fortalte jeg, og hun svarede igen ved at smile hendes navn.

"Xander, kom herhen!" råbte hun til den irriterede Xander som med langsomme skridt gik hen mod dem. "Hvad nu?" mumlede han. Olivia var tydeligvis lige så træt af Xander, som han var af hende. Olivia smilede sarkastisk.

"Taktik, søde du," sagde hun med en sukkersød stemme. Han sendte hende et flabet blik. Men som hun begyndte at fortælle om forskellige teknikker til en masse forskellige slags naturer, blødte han lidt op for hende.

"I varme og frodige skovområder har vores distrikt en henrivende chance. Vi er vokset op mellem træer og planter, så selvom vi ikke kender vores fjender, vil vi kunne skelne giftigt og spiseligt fra hindanden," fortalte hun. Ind i mellem kastede hun med sit mørke, krøllede hår og smilede anspændt til os. Det måtte være hårdt år for år at miste to af sine egne. Hun var sikkert bange for at lære andre at kende, i frygt for hun skulle miste dem. Jeg fik en klump i maven.

"Men i ørkener og sletteområder, ville vi ikke have de store fordele. Derfor er det vigtigt, at i til træningen vil forsøge jer så meget på fremmede områder som overhovedet muligt, okay?" Xander nikkede til hende, efterhånden mere anerkendende. Hun begyndte at fortælle lidt mere, men blev afbrudt af min rumlende mave, og foreslog, at vi nok hellere skulle snuppe en bid mad nu.

 

Smørret smeltede på min tunge, og jeg blev overrasket over den bløde konsistens fra brødet. Vores brød var altid hårdt og groft, fyldt op ad tørrede frugter som man næsten ikke kunne tygge. Men jeg kunne ikke lide, hvor perfekt dette brød føltes i min mund, og jeg blev overvældet af en kvalme som langsomt spredte sig. Jeg slugte det, uden at tygge på det og spiste op. Frastødt, men nogenlunde mæt.

Olivia kunne åbenbart kende mit ansigtsudtryk. Jeg tør vædde med, at hun engang for seks år siden selv havde været overvældet af den følelse.

"Du behøver ikke spise det, hvis du ikke bryder dig om det, Nicole," fortalte hun og nippede til sin sorte kaffe. "Capitol har massere af den slags."

Men bare forestillingen om ikke at spise op frastødte mig endnu mere og efter en mere behagelig kop te, lod jeg mig forsvinde ind i kupéen. Jeg lagde mig på min seng og stirrede op i loftet. Jeg prøvede at holde alle andre tanker ude, end min ynglings frugt. Det gjorde mig altid glad at tænke på de bitre appelsiner som et par gange om året fik lov til at sprænge min tunge med en masse forskellige smag. Hvordan saften drev ned og plettede gulvet til. Et par timer efter, blev jeg afbrudt af en avox, som kiggede på mig med et spørgende blik.

Jeg rejste mig op, og kiggede på hans beroligende, blå øjne. "Kom, sæt dig her," sagde jeg, og klappede på sengen, et sted ved siden af mig. Han blev stående, og efterhånden blev jeg mere beslutsom. Han tog et par sløve skridt, og vandrede hen mod mig.

"Du kommer fra..." Jeg kiggede undersøgende på hans blå øjne og lyse hud. Ikke fra mit distrikt, det kunne enhver afgøre. Heller ikke fra tolv, de havde grå øjne og var ikke nær så blege. "Distrikt 3?" Fiskernes distrikt. Jeg kunne forestille mig, hvordan han sad ved det brusende hav og stirrede lydløst over vandet. Han nikkede, sank en klump.

"Har du nogensinde smagt appelsiner?" Han kiggede undrende på mig, men rystede på hovedet.

"Det var ærgerligt. De smager ellers godt." Han rejste sig og gik ud af lokalet. Mærkeligt. Eller måske ikke. Kupéen blev sikkert overvåget, og han måtte egentlig ikke have noget med mig at gøre. Kun give mig hvad jeg bad om, vise lidt ære og smutte igen. Jeg kiggede hen mod den kolde rude, som jeg havde gjort tidligt på morgenen. Vi var ikke i distrikt 11 mere - måske kom vi snart til distrikt 4, som lå op ad 11.

Lige pludselig trådte en kvindelig avox ind, med et fad appelsiner. De var skåret i smukke mønstre og var placeret på et sirligt og buet sølvfad. Hun stillede det på det lille natbord, nikkede anerkendende til mig og gik ud af døren igen.

Jeg kiggede på dem. Mon det var nogle af dem, Acel havde plukket? Han arbejdede jo på den kæmpe appelsinfarm tæt på vores hjem. Jeg gik hen til dem og undersøgte det saftige frugtkød i lidt tid, før jeg tog en lille bid.

De smagte præcis som de altid havde gjort. Efter kort tid var fadet tomt, og noget havde ændret sig. Jeg bar et smil på læben. Appelsinerne mindede mig om mine forældre, mine brødre og alle mine venner. Der bankede på døren, og Olivia kom til syne.

"Vi skal have aftensmad nu," fortalte hun. "De har fået fat i brød fra dit hjemdistrikt til suppen," blinkede hun og muntrede mig en smule op. Hun satte sig på sengen ved min side.

Hendes sorte, blanke hår faldt omkring hendes skuldre og pludselig var hun mere som en søster end min mentor. "Det var hårdt at få dem overtalt," lo hun. Jo. Hun var god nok. Jeg smilede op til hende.

"Tror du jeg kan klare det?" Jeg hviskede. Sandsynligheden var lille. Men Olivia måtte gerne sætte lidt mere ild til mit håb, smide en tændstik på.

"Ja. Hvis du klarer det godt til træningen."

Hun smilte sørgmodigt til mig og rejste sig. "Kom så, Nicole."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...