English rain

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 dec. 2013
  • Opdateret: 7 dec. 2013
  • Status: Færdig
Et løfte om evig kærlighed bliver afgivet af to unge mennesker, men tiden går og snart er de over hundrede kilometer væk fra hinanden.
Melanie får er chok, da hun 10 år senere ser sin barndomsven stå i selvsamme metro som hende... med en anden pige.

9Likes
6Kommentarer
327Visninger
AA

2. English rain

”Vi skal altid være sammen.” Han klemte min hånd og borede sine grønne øjne ind i mine. ”Lover du det?” spurgte jeg.
”Jeg lover det.”, bekræftede han hvorefter han lænede sig frem og trykkede sine læber mod mine.

Regnen silede ned og gennemblødte det engelske folk ind til skindet. Det var en helt almindelig dag – for de fleste.  Alt var som det plejede. Hvis man kunne få overblik i morgenens kaos, ville man se, hvordan de travle mennesker myldrede rundt nede ved metroen, med mapper under armene, kaffen i hånden og frakken flyvende efter sig. En kvinde iført en beige trenchcoat og med det brune hår flyvende efter sig i al hast, ja, hun ville blot blive overset i mængden. Men hvis du så hende, og hvis du for et kort øjeblik lagde mærke til hende, så ville du se det jagede udtryk i hendes øjne. Du ville se hvordan hun trak vejret i gispende stød, hvordan hendes kulør blev blegere, som havde hun set et spøgelse.
Lad mig forklare. Kvinden, det er mig.

Jeg ved ikke, hvad der sker med mig. Jeg kan ikke gøre noget. Jeg føler mig rastløs og alle tanker drejer sig hen på den metrotur. Jeg så ham i dag. Pludselig stod han der bare. Man kunne ikke røre en arm derinde, og alligevel fandt jeg ham. Jeg ved jeg ville kunne finde ham om så der var tusind mennesker i metroen. Pludselig kommer alle minderne tilbage. De angriber mig, men samtidig kærtegner de min hud. Jeg kan føle hans læber mod mine igen, og jeg ved det er forkert, men jeg har allermest lyst til at giver mig hen til minderne og genopleve drømmene.
Smilet kryber frem på mine læber, men forbitres af de næste tanker. Det er for sent. Jeg har ikke set ham i ti år. Han kan ikke huske mig. Jeg bider mig i læben, for inderst inde ved jeg godt, at det er løgn. Jeg kunne se det i hans blik. Han huskede det ligeså tydeligt som mig. Sommeren, latteren, os. Måske ville det have været lettere, hvis han bare havde glemt mig, for da jeg så hende, var det som en kniv i maven.

Hun smilede til ham, kørte sine fingre gennem hans hår, og jeg kunne ikke lade være med at have en følelse af, at det var mit. Hun burde ikke røre hans hår. Hun burde ikke holde hans hånd og mest af alt, hun burde ikke være der sammen med ham.
Jeg stod som fastfrosset i det øjeblik. Måske kunne han se det på mig.
Jeg var så paralyseret af øjeblikket. Han var der. Jeg havde ikke set ham i ti år, og pludselig stod han lige foran mig. Jeg var næsten ligeved at glemme at stå af, og i stedet for at gå hen til ham, stak jeg af og nåede lige at smutte ud af den lukkende metrodør.
Mit hjerte hamrede på fuldt drøn. Tankerne for gennem mit hoved med lynets fart og jeg tænkte på alt og intet på samme tid. Jeg tænkte på at stoppe, på at løbe tilbage, og alligevel fortsatte mine ben op ad de stinkende trapper. Jeg var ved at vælte en dame i farten, og jeg nåede ikke engang at sige undskyld, men i det øjeblik skænkede jeg det ikke en tanke.

Han var rejst til New York med sin familie. Jeg husker, da vi sagde farvel. Vi lovede at skrive – vi havde jo afgivet et løfte.
Men tiden løb fra os, eller løb vi fra den? Pludselig var der langt mere afstand mellem os end de 5500 km. Vi kom videre og brevene kom ikke. Jeg burde have indset det. Der er så mange kønne piger i New York. Men sandheden var langt mere bitter, når den stod foran en.
Jeg kunne ikke koncentrere mig hele dagen og jeg var lettere fraværende på jobbet. Det var en lettelse, da jeg endelig kunne tage hjem, og jeg tror de andre kollegaer var enige. Jeg var ikke til meget hjælp.
Det regnede igen. Støvregnen faldt ned over mig, og snart var jeg tilbage i fortiden.
 

En pige med brune rottehaler sad og græd på fortovet, og så kom han forbi. ”Hvorfor græder du? Det får dig til at se grim ud.” Pigen snøftede, men så ikke op. ”Gå din vej.” Men drengen gik ikke. Pludselig mærkede hun nogen tage sin hånd og forvirret så hun op. ”Dit knæ bløder.”, sagde han.
”Ja.” Hun nikkede. ”Kom. Min mor kan ordne det.” Hans ansigt var ærligt, men pigen så tvivlende ud. ”Jeg må ikke gå med fremmede.”, svarede hun. ”Hvis du kommer med kan jeg fortælle dig, hvem jeg er, og så er jeg ikke længere fremmed.” Pigen tænkte lidt over drengens ord, men så nikkede hun. ”Okay, men så må du hellere komme i gang.”

En bil dytter højt og hiver mig brutalt ud af fortiden. Chokket for mig til forskrækket at springe tilbage og den vrede chauffør råber af mig, men jeg kan ikke tage stilling til alt det nu. Der er så meget inde i mit hoved, at det føles som om det skal sprænges. Jeg løber ned ad fortovet og beslutter mig for at skyde genvej gennem parken. Der er der ingen biler til at køre mig ned.
Til gengæld jager fortidens spøgelser mig. Jeg ser ham over det hele. Det brune hår, hans stemme – den er overalt. Det giver et sæt i mig hver gang. Alle synes at ligne ham, og alligevel ved jeg, at det gør de ikke.
Og så pludselig. Der er han. Paraplyen holder han over hende og hun snakker livligt. Han er så tæt på. Jeg kunne sige ’Hej’. Jeg kunne lade som om alt var fint, fortælle ham om jobbet, spørge ind til ham, men jeg gør det ikke. For alt er ikke fint. Alt er helt forkert, og det føles som om nogen er ved at rive mit hjerte op gennem halsen på mig. Hans blik møder mit endnu engang og jeg spekulerer på om skæbnen bevidst er ude efter mig i dag. Jeg har ikke set ham siden jeg var femten, og pludselig er han lige foran mig to gange på en dag. Og selvom vi begge er bevidste om hinanden, gør vi intet. Hans veninde lægger ikke mærke til os, og jeg holder vejret da vi passerer hinanden. Hans jakke strejfer min arm, og jeg har lyst til at vende mig om og holde fast i ham. Men jeg gør det ikke. Jeg vender mig ikke om, og jeg ser mig ikke tilbage, for hvis jeg gjorde er jeg ikke sikker på, at jeg ville kunne bevare selvkontrollen. Ser han tilbage? Nysgerrigheden bider i min krop, og jeg sætter i løb for luften er så fortættet af minder at hver regndråbe ser ud til at gemme på et billede af ham og mig. 

Rottehalerne blev udskiftet med en hestehale og hans hår blev længere. ”Hvorfor smiler du ikke?”, spurgte han, men hun afveg spørgsmålet ved at ryste på hovedet. ”Du er så meget kønnere når du smiler.” 
Hun holdte bestemt sine læber lukkede, så ingen skulle se bøjlen på hendes tænder. Men de andre havde opdaget det, og hånligt smilede de ondskabsfuldt til hende. ”Hej, stålfjæs.” Ydmygelsen blussede op i hendes ansigt, og hun skulle til at løbe væk, men han holdte stædigt fast i hende, hvorefter han spænede op og slog personen i maven. Vredt lod han det ene slag regne ned efter det andet.
Efter det var der ingen der kommenterede hendes tænder. 

Scenariet skifter og pludselig er børnene lidt større.

Regnen gennemblødte dem, men det gjorde ikke noget. De løb hen over engen og de ubekymrede unge ansigter lo og lovede hinanden evigt venskab. Det skæve smil var plantet på hans læber og pludselig satte han det ene ben ind foran hendes. Hun faldt hvinende omkuld i græsset og hans latter var så ægte, at den smittede af på hende.
Han lagde sig ned i det våde græs ved siden af hende og forsigtigt hviskede hun.
”Elsker du mig?” Hans øjne glimtede i mørket, og han nikkede. ”Ja.” 

Mindet er så dejligt at det gør ondt at tænke på det. Er det virkelig forbi. Har jeg givet slip på alt det? ”Hvilken idiot ville dog gøre det?”, sukker jeg.
Mine ben har ført mig hjem og trist låser jeg hoveddøren op.
Lejligheden føles koldere end normalt. Er det fordi det er efterår? Måske er jeg ved at blive syg. Jeg har det som om jeg skal kaste op, men jeg ved, det ikke er det.
Jeg føler mig elendig. Hvad gik galt dengang? Hvorfor gav jeg slip og gjorde jeg det egentlig? Vores forhold føles mest som en line, der har været strukket utrolig langt, men som aldrig er blevet brudt.

Pludselig banker det på døren, og det giver et sæt i mig. Vreden hober sig op i mig, og jeg rejser mig irriteret. Hvem er det nu?! Jeg trykker håndtaget ned, og skal til at råbe personen op i ansigtet, at de kan skride ad helvede til, men der kommer ikke et ord ud af min mund. Regnen drypper fra hans hår og ned på gulvet. For et kort øjeblik er det som om mit hjerte stopper. Jeg ved ikke, hvad jeg skal tro. Vreden forvandles til forvirring, som forvandles til en blanding af vantro og lykke. Det er ligegyldigt at jeg er gennemblødt af regnen. Det er ligegyldigt at der er sorte render under mine øjne, eller at regningerne fylder inde på bordet. Da han taler har jeg aldrig følt mig mere tryg. Det er som om jeg vågner af en lang søvn, og alle disse følelser sker på få sekunder. ”Hej, Melanie."
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...