Psych ward ▪ 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 okt. 2013
  • Opdateret: 29 aug. 2014
  • Status: Igang
17 årige Brielle Marie Tieste mistede begge sine forældre i en alder af 16 år, og blev forflyttet til en plejefamilie. Efter en masse sørgen og ensomhed, røg Brielle ind på den lukkede, og blev hurtigt konstateret depression og skizofreni. Brielle, også kaldt Bree, er træt af livet, og kan ikke se nogen grund til at leve. Hun blev stemplet som misfoster, og galning af alle de andre, og har ingen venner. Da det berømte band One Direction kommer på besøg, og giver en lille koncert, får den 21 årige Louis Tomlinson øje på "The Freak" og kan ikke få øjnene af hende. Der er noget mellem de to, men hvad vil der ske, når Louis tager kontakt til Bree? Og hvordan vil han reagere når Bree viser ham hvem hun virkelig er?
¤¤Anstødeligt sprog og scener kan forekomme¤¤

10Likes
1Kommentarer
1103Visninger
AA

3. "What's your name?"

Please sig det her er et mareridt... Jeg magter ikke det her. 

 

Danielle skubbede mig tættere på scenen, og skreg op da en af fyrene kom herhen. Curly guy.. Dafuq. "Hvad er så dit navn gorgeous?" han smilte venligt til mig, rakte mikrofonen ned mod mit ansigt og jeg frøs fast. En af de andre kom hen til os, en fyr med.. Utrolig mærkelig stil. Det var en af fyrerne der stod omkring mig da jeg faldt. Jeg sendte ham ondt blik, skubbede mikrofonen væk og skyndte mig væk fra scenen. 

 

Nu blev alt lyd til hvid støj, og jeg holdte mig for ørerne. Stemmerne kom igen. Daniel kom hen til mig og sagde noget, men det hele kørte rundt. Han kiggede bekymret på mig, og gjorde tegn til at jeg skulle sætte mig ned. Jeg kiggede op, og så at jeg stadig var så tæt på scenen at de kunne se mig. Det hele kørte rundt og jeg lukkede øjnene i. Jeg trak vejret dybt ned i min mave og stemmerne forsvandt én efter én. 

 

"Brielle, er du okay? Kan du høre mig?" Daniel ruskede blidt i mig, og jeg nikkede stille. Nu kunne jeg tydeligt høre alle tøserne stå og skrige, og bandet der var godt i gang med at synge. Jeg kiggede op på scenen, og fik øjenkontakt med fyren med den mærkelige stil. Seriøst, han har fucking seler på? Det er underligt.. Han smilte blidt, og sang videre. Jeg hørte ikke rigtig efter, for det var lidt svært da Daniel sad og beroligerede mig, hvilket ikke virkede. Det gør det aldrig. Det eneste der hjælper mig til at slappe af, er min mor..

 

¤¤¤¤¤¤ 

 

Fyrerne var endelig færdige med at synge, men de skulle åbenbart blive her hele dagen, og snakke med os "skadede mennesker". Jeg brækker mig. 

 

Jeg sad sammen med Danielle ved bordet, og jeg kunne høre tunge skridt komme i mod os. Jeg sukkede dybt og lagde hovedet ned på bordet. "Hvorfor sidder du her helt alene?" en træt og hæs stemme lød bag mig. Jeg løftede hovedet og kiggede dumt på ham, og derefter på Danielle. Jeg skar ansigt da jeg så Danielle ikke sad her mere. "Hun var her før.." mumlede jeg og fyren satte sig ned ved siden af mig.

 

"Nød du koncerten?" jeg kiggede igen dumt på ham, men kunne ikke holde det. Hans øjne.. Han bed i sin læbe og sendte mig "blikket". "Drop det der, jeg falder ikke for det." jeg kiggede ned i bordet og knyttede næverne. "Han har ondt af dig, dit svin. Han vil ikke ha en som dig. SO, LUDER, SINDSYGE KVINDEMENNESKE!!" 

 

"Få det til at stoppe.." jeg holde mig for ørerne, og råbte stop. Fyren tog mig på skulderen og fik mig vendt mod ham. "Hvad sker der?" han fik mig til at åbne mine øjne med sin bløde hæse stemme, og fjernede en tåre der var godt på vej ned af min kind. "De vil.. Ikke gå væk.." stammede jeg og begyndte at ryste. En høj latter brød igennem mine hænder og ind i mit hoved.

 

"Hvem?" hviskede han, og jeg tyssede på  ham. "De kan høre dig.." hviskede jeg bange. Jeg kiggede forsigtigt på ham, og blev mødt af et forvirret ansigt. Jennifer kom løbende hen til os. "Louis, omg omg det er dig!! Må vi ikke få din autograf?!?" hun stod og hoppede op og ned, og han smilede til hende i mens han skrev på hendes arm efterfølgende af et kram.

 

"Louis.." mumlede jeg og smagte på navnet. Det lå godt på tungen. "Ja, det er mit navn. Hvad er dit, om jeg må spørge?" han smilte sødt til mig. "Bri.." stammede jeg og kiggede nervøst på ham. "Brielle.." fik jeg stammet færdigt. "Brielle.. Det er et flot navn. Det har jeg ikke hørt før" han lagde hovedet skråt og smilte. 

 

Før Louis kunne nå at åbne munden, blev han hevet væk af curly, og han kiggede håbløst tilbage på mig, og sendte mig et undskyldende blik. Jeg lukkede øjnene, og kunne mærke en sætte sig ved siden af mig. "Danielle.." "Hvor har du været!" jeg åbnede dem langsomt, og så et kridthvidt ansigt bevæge sig hurtigt i mod mig, og fortsatte igennem mig. 

 

Hver evig eneste muskel satte sig fast, mine øjne blev helt blanke, og jeg faldt stift ned på gulvet. Mit hoved ramte gulvet, og der blev mørkt. 

 

¤¤¤¤¤¤

Undskyld for det ultra ultra korte kapitel, men hvis jeg begynder på en ny scene, så bliver det et utrolig langt kapitel. Så slutter den af her.. Møsmøs og tak til jer der læser med ! <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...