Psych ward ▪ 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 okt. 2013
  • Opdateret: 29 aug. 2014
  • Status: Igang
17 årige Brielle Marie Tieste mistede begge sine forældre i en alder af 16 år, og blev forflyttet til en plejefamilie. Efter en masse sørgen og ensomhed, røg Brielle ind på den lukkede, og blev hurtigt konstateret depression og skizofreni. Brielle, også kaldt Bree, er træt af livet, og kan ikke se nogen grund til at leve. Hun blev stemplet som misfoster, og galning af alle de andre, og har ingen venner. Da det berømte band One Direction kommer på besøg, og giver en lille koncert, får den 21 årige Louis Tomlinson øje på "The Freak" og kan ikke få øjnene af hende. Der er noget mellem de to, men hvad vil der ske, når Louis tager kontakt til Bree? Og hvordan vil han reagere når Bree viser ham hvem hun virkelig er?
¤¤Anstødeligt sprog og scener kan forekomme¤¤

10Likes
1Kommentarer
1103Visninger
AA

2. This is who i was.

 

Det allersidste billede der blev taget af min mor og jeg siden.. Siden det skete. 

 

Jeg vendte billedet om, og kiggede på teksten "You are my everything. I love you forever". Jeg sukkede højt og prøvede at ignorere dem. Stemmerne. De er her hele tiden. Her, der, overalt. De vil have mig til at gøre ting. Ting som er farlige. Men jeg giver ikke efter. Selvom det er så fristende. Jeg har ikke noget liv, det har jeg ikke haft siden de gik bort. Min far, jeg var hans et og alt. Han var professionel fotograf. Fra da jeg kom hjem, til mor stod og lavede mad, stod jeg dér, foran kameraet. Jeg elskede det, det var ligesom min fars og jeg ting.

 

Dengang var jeg lykkelig.. Far tog mig nogengange med ud på arbejdet. Med ud og møde de kendte. Jeg var åh så lykkelig.. Min mor og jeg tog ud og stor shoppede, og så tog vi hen i hendes frisør butik og eksperimenterede. Det var vores ting. Jeg er enebarn, af hvad jeg ved af selvfølgelig. Jeg havde venner. Jeg havde et smil. Et kønt smil. Nu er det der ikke mere. Nu er der et udtrykløst ansigt.

 

"Bree, så det spisetid." Jeg kiggede op og mødte et smil fra min kontaktperson, Daniel. Han er den der snakker med os "skadede".. "Ikke kald mig det.." brummede jeg, og han sendte mig et medlidenheds smil. Jeg lagde billedet under min hovedpude, tog min cardigan på og løb ud af det grå værelse. Jeg gik ind i den store spisesal, hvor de unge allerede sad og spiste. Jeg stoppede op i døren, og kunne hører nogle klappe ved mit øre. Jeg trak vejret dybt, og vendte mig om. Et suk forlod mine læber da jeg så ingen var i nærheden af mig. Ingen andre end dem

 

Daniel kom hen til mig og fulgte mig med hen til maden. "Her tag bakken". han rakte mig den, og jeg kiggede tomt på den. "Du skal altså spise noget.." hviskede han og jeg rystede lidt på hovedet. Han sukkede og tog hældte koldskålen ned i en skål og fulgte mig hen til et bord hvor der sad andre. De kiggede dumt på mig og hviskede til hinanden. 

 

"Du høre ikke til her.. Udskud, LUDER, so-" "HOLD SÅ KÆFT!" jeg råbte så højt jeg kunne, tog mig for ørerne og løb ud af den store sal. Jeg kunne mærke folks stirren på mig og deres hvisken. Eller var det dem? Jeg kan aldrig høre forskel. En plakat fangede min opmærksomhed og jeg stoppede brat op. "Mini koncert af One Direction her på Cliffside den 8 juni i spisesalen klokken 14:00! Alle SKAL møde op" jeg kiggede på kalenderen og til min store overraskelse var det i morgen. Jeg sukkede dybt og kiggede på de fem drenge på plakaten. One Direction? Dem kender jeg ikke. Tror ikke jeg har mødt dem før med min far.. 

 

Jeg kan ikke rigtig huske noget fra den tid.. 

 

Nogle piger gik forbi mig og snakkede om i morgen. "Jessica, det er seriøst mit ynglings band! Jeg ELSKER dem de er fantastiske! Jeg skal SÅ meget møde dem !" hun begyndte at hoppe rundt af glæde og jeg skulede til hende. "Hvad glor du på, freak?" Jessica og hende grinte og fortsatte. Jeg kunne mærke den kolde ånd i nakken, men ignorerede den og gik ind i biblioteket. Freak..

 

Jeg gik med raske skridt hen mod den computer der stod langt væk fra alt andet, og gav mig til at downloade musik ned på min ipod. 

 

Tiden gik hurtigere end forventet da en af arbejderne kom hen og fulgte mig hen på værelset. Jeg satte mig på sengen og sukkede dybt. 

 

¤¤¤¤¤¤

 

"Bree, kommer du skat, vi skal ud og shoppe med moster!" jeg slog øjnene op og røg ned af sengen. Jeg kunne mærke sveden løbe ned af panden og en smerte i brystet. Et skrig forlod mine læber, og efter ikke så lang tid kom der folk løbene ind. "Hvad sker der!" Camille løb hen til mig og løftede mig op i sengen. "Kom skat, det var bare et mareridt" hun lagde dynen over mig og kyssede mig på panden. Jeg skubbede hende væk, og vendte mig om så jeg lå med front ind mod væggen.

 

De voksne hviskede til hinanden på vej ud, og jeg kunne høre "det er ikke blevet bedre.. Jeg ved snart ikke hvad der kan gøres.." Jeg lukkede øjnene i, og der gik ihvertfald en time før jeg faldt i søvn igen.

 

Utroligt nok fik jeg sovet i 5 timer, hvilket er et vidunder da jeg normalt kun sover maks 3 timer. Min morgen gik som normalt, alle stirrede, hvisken, kolde ånd i nakken, mad der røg op igen, ensomhed, kedsomhed ja jeg kunne blive ved. Jeg ved snart ikke hvor lang tid jeg kan holde det her ud. Ikke meget længere ihvertfald. 

 

Jeg har ikke lyst til at leve uden mine forældre.. Min familie vil ikke se mig mere, min plejefamilie kommer sjældent på besøg, og når de gør, så leger de psykologer. Jeg hader det. Jeg hader dem. Hvorfor kan de ikke bare blande sig uden om. De gør det hele værre. 

 

Jeg gik ind og skiftede tøj til en sort normal langærmet trøje, sorte leggins, og et par shorts der er blevet alt for store. "Brielle, kommer du med, de kommer nu!" Jeg kiggede forskrækket op og så Danielle stå i døren. Jeg himlede med øjnene, og sukkede. Danielle prøver alt for hårdt at blive min "ven". Hun følger efter mig, og snakker så meget. Jeg bliver sindsyg. "Kom nuuu!" hun gik hen til mig og hev mig op af sengen.

 

Jeg kiggede på det store ur og så klokken kun var 13:34. "Danielle! Der er 26 minutter til det starter, hvorfor helvede er vi her så nu!" jeg stoppede brat op og lagde armene på kors. "Vi skal ha en god plads fjolle!" hun hev mig igen i armen og slog dørene op til salen der var blevet forvandlet til en scene. Der stod et par mennesker ude i siderne, men ellers var det kun os. 

 

En fyr med lidt krøllet hår, en lyshåret og en sorthåret stod og snakkede med kantine damerne. Er de nye? Har ihvertfald ikke set dem før. Gad vide hvad de fejler. Skader sig selv, psykisk ustabil? Mislykket selvmord? Danielle stoppede mine tanker ved at skubbe blidt til min side, hvilket resulterede i at jeg faldt over nogle ledninger der blev revet ud af en guitar. 

 

Jeg slog hovedet ned i gulvet og kunne ikke rejse mig op. "Hey! Hey du, er du okay? Kan du høre mig? Det var noget af et fald.." der stod nogle  fyrer og kantinedamerne omkring mig, og tilbød at hjælpe mig op. Jeg ignorerede tilbudet og rejste mig selv op. "Nå.." fyren med det brune korte hår tog hånden væk og sukkede. 

 

"Undskyld Brielle, det var ikke min mening at skulle vælte dig!" Danielle krammede mig hårdt og det gjorde ondt som bare i fanden. "Okay Danielle.." Svarede jeg koldt og fyren kiggede underligt på mig. "Hvad er dit problem?" hviskede jeg, og gik væk. 

 

Der var begyndt at komme folk og de voksne gik op på scenen og snakkede. Jeg lyttede slet ikke efter hvad de sagde, det eneste jeg kunne høre var svagt støj og stemmerne. "NU KOMMER DE!" pigen der sad herinde for mislykket selvmord stod og hoppede i mens hun råbte. "Hold.. Kæft..." sagde jeg svagt, men tvivler på hun hørte det. "Hvad så Brielle, nyder du det?" Daniel kom bagfra og krammede mig. Jeg sukkede og rystede på hovedet. "Hvornår slutter det? Jeg var lige i gang med en samtale med min væg." Han kiggede chokeret på mig og rynkede panden. Gal en nar

 

"Det var en joke?" jeg kiggede dumt på ham og han grinte. "Sjovt. Det godt. Godt du begyndte at lave sjov, det er et godt tegn." Han klappede mig på skulderen. Fem drenge kom gående på scenen og den lille flok og psykiske syge og psykopater klappede og skreg. 

 

Please Gud, hvis du findes, så spar mig for tortureren og tag mig væk herfra.. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...