Psych ward ▪ 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 okt. 2013
  • Opdateret: 29 aug. 2014
  • Status: Igang
17 årige Brielle Marie Tieste mistede begge sine forældre i en alder af 16 år, og blev forflyttet til en plejefamilie. Efter en masse sørgen og ensomhed, røg Brielle ind på den lukkede, og blev hurtigt konstateret depression og skizofreni. Brielle, også kaldt Bree, er træt af livet, og kan ikke se nogen grund til at leve. Hun blev stemplet som misfoster, og galning af alle de andre, og har ingen venner. Da det berømte band One Direction kommer på besøg, og giver en lille koncert, får den 21 årige Louis Tomlinson øje på "The Freak" og kan ikke få øjnene af hende. Der er noget mellem de to, men hvad vil der ske, når Louis tager kontakt til Bree? Og hvordan vil han reagere når Bree viser ham hvem hun virkelig er?
¤¤Anstødeligt sprog og scener kan forekomme¤¤

10Likes
1Kommentarer
1131Visninger
AA

5. Soaking wet and half naked

BRIELLES SYNSVINKEL:

 

Stemmerne havde holdt mig vågen hele natten med deres skælsord, og om hvordan mine forældre ville skamme sig over mig hvis de kunne se mig. Og plus jeg kunne høre Louis blive ved med at banke ind i væggen. Man skulle ikke tro at væggene var lydtætte... Jeg ved ikke hvor mange gange jeg har slået hånden ind i væggen, for at få ham til at stoppe, men det hjalp ikke en skid.

Klokken var blevet ni, og jeg besluttede mig for at tage noget tøj på hvilket bestod af sorte jeans, en hvid trøje med "#POWER" printet på. Jeg så en skygge ude i øjenkrogen, men jeg var ved at være vant til det, så det gik mig ikke på.

Efter jeg fik børstet tænderne, bankede det på døren. 

"SKRID!" råbte jeg surt og smækkede toiletdøren efter mig. Da det blev ved med at banke gik jeg med tunge skridt hen mod døren og rev den op. Da mine øjne mødte lysegrønne øjne, sprang jeg tilbage af chok og et stort grin kom fra Louis. Jeg hoppede op fra gulvet og gav ham en lussing af ren refleks. 

Han kiggede chokeret på mig, og tog sig til kinden der nu var blevet helt rød. Jeg skulede til ham og satte mig på sengen. "Hvad vil du?" mumlede jeg surt. Han gik ind og lukkede døren efter sig. "Ehm.." han rynkede panden og satte sig ned ved siden af mig.

"Hvad vil du Louis?" jeg sukkede for mig selv og lagde mig på ryggen. Jeg trippede stressende til han endelig sagde noget. "Jeg vil bare sige.. Godmorgen!" jeg kiggede dumt på ham men han smilede bare. "Hør her:" begyndte jeg, vendte kroppen mod hans og tog hans hænder i mine. Jeg havde nu hans fulde opmærksomhed.

"Jeg forstår virkelig ikke hvorfor du bliver ved med at snakke til mig, og følger efter mig! Ja, jeg er i alle små ødelagte stykker, og nej du kan ikke fikse mig ved at give mig din opmærksomhed, bare fordi du er en "superstar". Jeg kan ikke fikses. Lad være med at bruge din tid på mig, jeg er ingenting" jeg kiggede på ham med et tomt blik.

"Nu ligger landet sådan at jeg faktisk er vild med ingenting! Og jeg ved godt at du har været igennem ubeskrivelige ting, og ja jeg kan ikke gøre noget ved det der skete, men jeg vil gerne gøre et forsøg, og vise dig at din facade du putter op, ikke virker på mig" sagde han med et seriøst ansigtudtryk.

Han trak vejret dybt og mit blik blev lidt sløret, men jeg holdte det tilbage.

"Louis, jeg er ikke god for nogen.. Og nogen er ikke god for mig. Jeg kan bedst alene." jeg kiggede med et stift blik hen på væggen og sukkede. "Ingen er gode alene" han klemte mine hænder som stadig var i hans. Jeg rømmede mig og løftede øjenbrynet.

"Jeg er ikke normal. Jeg er mærkelig, ser ting der slet ikke er der, det..-" jeg tøvede og kiggede ned i jorden. "Hør her Bri, jeg ved godt at vi har kendt hinanden i et par dage nu, og at det måske er lidt mærkeligt, men jeg kan virkelig godt lide dig" han så mig dybt i øjnene og jeg begyndte at ryste.

"Du lukker Louis ind, i bliver tætte, og bum så er han væk igen. Væk for altid, du dræber ham ligesom dine forældre" hviskede stemmen og grinte ondt. Jeg tog mig til hovedet og rystede det. "Nej nej nej JEG TILLADER DET IKKE! GÅ VÆK" råbte jeg og begyndte at gå frem og tilbage. Jeg lukkede øjnene i og hviskede:

Gå nu væk, jeg kan ikke.......... 

"Hey Brielle, rolig love" jeg mærkede Louis hænder om mine hofter der stoppede mig fra at gå frem og tilbage. Jeg stoppede op og tog hænderne væk fra hovedet med lukkede øjne. En ukendt følelse bredte sig i hele min krop, og en varme fyldte min krop samt gåsehud.

Jeg lukkede øjnene op, og så direkte ind i hans øjne. De lyste og bevægede sig ind i mit sind. Det eneste jeg kunne se for mig, var ham. Intet andet. Som om hele rummet var et stort hvidt rum med kun os i det.

Den ukendte følelse overvældede mig og mine øjne farede op. "Ssh rolig, jeg er her hos dig" hviskede Louis ind i mit øre og jeg blinkede hurtigt med øjnene. 

"Nej stop så!" råbte jeg og skubbede ham væk. Han kiggede forskrækket på mig. Jeg satte mig hen i hjørnet og rokkede frem og tilbage. Jeg er skør jeg er skør jeg er skør jeg er skør jeg er FUCKING SKØR! 

"Undskyld..." Louis satte sig overfor mig, dog et stykke væk og jeg kiggede op på ham. Min krop begyndte at ryste. "Jeg ved godt at jeg har været meget frembrusende.. Undskyld, men der er sku bare noget over dig.. Jeg ved ikke hvad. Du er ikke skør, du er en pige der har været ude for noget slemt, og nu lever med konsekvenserne af det.." sagde han i en lav tone og rodede med sine snørrebånd.

"Du har en kæreste" var det eneste jeg sagde, og fortrød det lige så straks jeg sagde det. Han kiggede op på mig "ja..." var det eneste han sagde. Jeg kiggede forunderet på ham. "Brielle, jeg ved godt at det lyder mærkeligt men," døren blev åbnet, og der stod Daniel. "Så er det pilletid unge dame!" udbrød han og så lidt mærkelig ud i hovedet da han os Louis og jeg sidde på gulvet, foran hinanden. 

Jeg sad bare med blikket hvilende på Louis der utrolig nok så helt rolig ud. Jeg skulkede til ham, men der var ingen respons. Jeg sukkede, rejste mig op og gik hen til Daniel for at "sluge" pillerne. Jeg har slet ikke styr på hvilke piller de giver mig længere, i starten nægtede jeg at tage dem, men så lærte jeg et trick hvor man gemmer pillerne i munden. Skide smart faktisk. Jeg "slugte" dem og Daniel bedte mig om at åbne munden for at tjekke om jeg havde taget dem.

Da han var gået ud, skyndte jeg mig at tage pillerne ud af munden og gemme dem i en lille boks jeg havde mellem madrassen og fjedrene. Ååh hvis de opdagede det, ville jeg være på røven. Men når den er fuld begraver jeg lortet ude i skoven.

Jeg vente mig om og hoppede op da jeg så Louis stadig var her. "Er du her stadig?" snerrede jeg retorisk og satte mig på sengen. Han tog sig i nakken og pegede mod døren som en idiot. "Jeg smutter til morgenmad.." Sagde han ret lavt, som om han var bange for at snakke.

Jeg sukkede og lagde mig ned med blikket malet på loftet. En høj lyd lød fra henne ved døren og jeg hoppede op af ren forskrækkelse. Jeg gned mine øjne og så det var Danielle der kom gående ind med et stort smil. Hun lukkede døren og satte sig ned på min stol henne ved skrivebordet. 

"Har jeg en fucking magnet på mig eller hvad?" spurgte jeg, mest til mig selv. Danielle kiggede mærkeligt på mig og jeg sukkede. "Wau Louis er godt nok vild med dig!" udbrød hun og jeg slog mig i hovedet. "Louis er.. Ikke særlig klog" sagde jeg og pustede luft ud. Jeg gav mig til at lege med mit hår. "Jeg har hørt at vejret bliver værre de næste par dage.. Så de bliver her nok 2 til 3 dage ekstra" sagde hun med et smil malet på ansigtet.

"So what?" mumlede jeg og prøvede at virke ligeglad. "Ja, så kan du være mere sammen med Louis!" udbrød hun og jeg tog mig til hovedet. "Det sker ikke okay! Jeg kan ikke være sammen med nogen. Jeg forstår ikke at han gider blive ved, han er møg irriterende" sagde jeg, ret lavt da tanken om at han måske skulle være på sit værelse, selvom han lige er gået til morgenmad, men jeg er angst okay.

"Hold nu op, den måde han kigger på dig! Har du ikke lagt mærke til det!" udbrød hun og viftede med armene. Jeg sukkede, tog benene op og hvilede mit hoved på knæene. 

Jeg har aldrig rigtig været sammen med en fyr. Ja okay, jeg har aldrig kysset en fyr.. Ret pinligt. Jeg har aldrig fundet ud af alle de der ting. Jeg har ikke haft en til at fortælle mig om alle de ting der sker med en når man bliver "voksen". Min mør døde før hun nåede at give mig "snakken". Jeg mærkede hullet i maven og klemte øjnene i.

Jeg havde min hånd trykke hårdt ind på min mave for at få følelsen til at holde op og da jeg åbnede øjnene igen, var Danielle der åbenbart ikke mere. 

Det ret irriterende. At hun bare pludselig skrider uden at sige noget altså. Hvem gør sådan noget!

Jeg besluttede mig for at gå ned til spisesalen, hvorfor ved jeg ikke, men jeg følte bare at jeg burde tage derhen. 

Jeg skiftede tøj til en hættetrøje med lynlås i stedet da jeg ikke kan lide at vise mine arme for andre. Alle de ar.. Alle de minder. Og alle de spørgsmål. Det kan jeg ikke..

Jeg tøvede inden jeg åbnede de store døre ind til salen og tænkte på hvordan folk ville behandle mig i dag. Normalt er de så lede og kigger mærkeligt på mig når jeg snakker med Danielle. Som om det ikke var normalt at snakke med folk. De fleste herinde er her pga. de er skade for sig selv, bulimi, anoreksi, angst og depression. 

Så jeg forstår ikke lige hvorfor jeg skiller mig ud. 

Jeg satte mit hår op i en hestehale inden jeg tog en gulerod og satte mig ned henne i hjørnet. Jeg begyndte at gnave af guleroden og så gik min mave amok. Sådan er det. Der går nogen dage uden jeg spiser og så når jeg endelig spiser, går min mave bersærk. Fordi den er så sulten. Og nej jeg sulter ikke mig selv fordi jeg er for fed, hader mig selv eller noget af det dér de andre piger har.

Jeg har ingen appetit. Virkelig ingen! Og ingen af de ansatte tror på mig. Det klart når alle andre gør det pga. deres selvtillid. Så det for jeg sikkert også piller for. Altså de giver piller uanset hvor lille problemet er!

Jeg sad med blikket limet fast på guleroden da jeg kunne mærke et bump ved siden af mig. Jeg kiggede forskrækket op og så en fyr med lyst hår og lyse øjne. Jeg rynkede panden og kiggede på ham med store øjne. "Hej!" sagde han glad og tog en bid af sin bolle.

"Eeh?" røg det ud af mig og jeg kiggede igen på min gulerod. "Uha det ser sundt ud!" udbrød han da han så min gulerod som om det var dødens farligt. Jeg kiggede igen på ham med klemte øjne. Jeg tyggede sin mad og tog så endnu en bid. Han havde taget to boller med chokolade på og en kakao.

Jeg ignorerede ham og kiggede væk. Han rømmede sig akavet og hostede. "Jeg hedder Niall forresten!" sagde han og jeg kunne se i øjenkrogen at han prøvede at smile til mig. "Okay" snerrede jeg og tog en bid af guleroden. "Hvad hedder du?" spurgte han nysgerrigt efter et øjebliks stilhed.

Han giver bare ikke op! 

"Kate" røg det ud af mig og jeg slog mig i hovedet. "Hej Kate!" sagde Neil glad. "Hej Neil" mumlede jeg igen og rullede med øjnene. "Niall!" blev der råbt bag mig. Det var en sorthåret fyr der gav tegn til at han skulle komme. Neil rejste sig op men vendte sig hurtigt om "Det er Niall" sagde han før han skyndte sig hen til fyren. "Bad news!" kunne jeg høre fyren sige.

Jeg gik ud fra at det var fordi de skulle blive her i længere tid. But who knows.

Efter at sidde og stirrede på guleroden i hvad der føles som en evig, smed jeg resten ud og gik ind på mit værelse. Jeg tog min sorte bikini frem, tog den på og stirrede ind i spejlet. Jeg studerede min krop. Jeg var blevet tyndere siden sidste uge, det kunne tydeligt ses. Jeg vendte siden til og blev ret chokeret. Tre store rifter var til syne. De gik fra min hofte til op af min side. De var ret røde, og sveg lidt da jeg rørte dem. 

Hvordan fanden er de kommet! Jeg kan da uden tvivl ikke selv have gjort det, mine negle er.. Total nedgroet. Jeg sukkede og tog min store jumper, som tilhørte min far, tog et håndklæde og gik ned til vores svømmehal. Ja vi har en svømmehal. Ret lille, men den er der! Jeg elsker at svømme. Det har jeg altid gjort. At svømme er ligesom at slappe fuldstændig af og slippe tankerne løs. 

Følelsen af vandet der total omfavner mig, giver mig tryghed. Som om vandet tager en hånd om mig, og beskytter mig fra alt det onde der sker omkring mig. 

Jeg smed trøjen og stoppede et øjeblik for at beundre de lange baner og det varme bassin nede i enden. Det varme bassin var helt rundt og man kan, eller jeg kan ikke nå bunden. Jeg var åbenbart den eneste herinde, hvilket ikke gjorde mig noget som helst. Jeg svømmede først 25 baner, hvilket er det længste jeg nogensinde har svømmet så er ret stolt af mig selv! Jeg tog mine svømmebriller af, gik hen til det varme bassin og hoppede i. Varmen fik mine "muskler" til at slappe af og jeg lagde hovedet på kanten af gulvet og lukkede øjnene i. 

"Brielle?" stemmen der sagde mit navn lød som.. Tryghed. Forsigtighed, lidt hæs vent hvad?

Jeg spærrede øjnene op, vendte mig om og så Louis sidde på hug foran mig. Jeg skubbede mig tilbage i vandet, hvilket resulterede i at mit hoved røg under vand så jeg kæmpede for at få det op, men det føltes som om der var nogen der holdte det nede. 

Mit hjerte bankede så hårdt at det føltes som om det var tæt på at eksplodere og mine øjne flimrede. Et højt slag brummede nede i vandet og den velkendte lyd af sirener, råben, skrigen gjorde mig helt svimmel og en iskold følelse lød igennem min krop.

Jeg kæmpede og kæmpede, men jeg kunne ikke kæmpe mig op over vandet.

Et par hænder tog fat om mit liv, hev mig op over vandet og skubbede mig ind mod væggen. Jeg hev efter vejret og holdte desperat på hans skuldre for ikke at falde ned igen. Hans hænder var lige under mine arme for at de kunne støtte mig. "Er du okay?" da hans ånde ramte min kind gik det op for mig hvor tæt han var på mig. Jeg kiggede op mens jeg stadig trak vejret uroligt. 

Han trak sin ene hånd til sig for at lade den nusse min kind. Jeg mærkede et lille stød da hans hånd ramte min kind og jeg trykkede min krop så langt ind mod væggen som muligt. "Brielle?" hviskede han forpustet. "Mmh" fik jeg fremstammet og smilte nervøst. 

Jeg kiggede diskret ned igennem vandet og så han havde smidt tøjet og kun var i boxershorts. Jeg blev ret svimmel og tog mig til hovedet. "Træk vejret love" hviskede Louis, der var kommet tættere på mit hoved. Jeg slog øjnene op og pustede ud. Det havde ikke gået op for mig at jeg havde holdt vejret. 

Han smilte beroligende til mig og fik mig underligt nok til at slappe en anelse af.

En vanddråbe løb ned af hans kind, ned forbi hans mundvig og så faldt den ned i vandet igen. Louis løftede mit blik ved at løfte mit hoved lidt op så vores blikke mødtes. Han blinkede et par gange og hans øjne kørte ned af mit ansigt til de kiggede på min mund. Han bed sig i læben og lænede sig forsigtigt længere ind mod mig. 

Hans hånd der lå på min kind kørte ramte min skulder, og kørte langsomt ned så den hvilede lidt over hoften. Mine fingre borede ned i Louis skuldre da jeg følte mig urokkelig, nervøs og lidt skræmt. Aldrig før har jeg følt den følelse jeg har nu. Hver gang en del af ham, rører mig føler jeg mig.. Hel. Ej jeg ved det ikke, men godt føltes det.

Lige inden vores løber mødtes, lød et kæmpe brag og ind kom flyvende grene og blade. Louis var oppe inden jeg nåede at blinke, og hev mig op uden problemer. Uden at tænke over det havde jeg klistret mig fast til Louis fordi jeg blev så bange. Han lagde sine arme om mig vi kiggede begge mod det smadrede vindue. "Kom med!" råbte han da vinden var ret høj. Han tog min hånd i hans og trak mig med ud af hallen. Jeg nåede lige at fange min jumper og tage den på inden vi kom ind til de andre.

Pigerne der var i gangen så ret chokeret på Louis og jeg da vi kom løbende ind, total våde og halvnøgne. "Hvad er det i har lavet!" udbrød Camille chokeret da hun så os, hånd i hånd. Jeg hev min hånd til mig og gik lidt væk fra Louis. "Vinduet i jeres svømmehal blev smadret af vinden og nogle grene!" udbrød Louis og pegede ned mod hallen.

"Åhr gud nej!" udbrød Camille og løb hen til de andre ansatte for at fortælle dem hvad der er sket. De løb derned og eftersom ALLE folk var samlet her i gangen var det ret akavet da hele situationen helt sikkert blev tolket forkert.

"Louis skal du ikke have dit tøj?" hviskede jeg og det gik op for ham at han næsten stod nøgen. "Kom med ind, så får du et rent håndklæde" jeg tog ham i hånden og trak ham med ned på mit værelse. 

Jeg fandt hurtigt et håndklæde som han skyndte sig at tøre sig med. "Tak" sagde han og smilte til mig. Jeg havde hoppet i noget varmt tøj og sad nu på sengen. "Er du okay?" mumlede Louis mens han tørrede sit hår. Jeg nikkede og trak dynen over mig. "Sikke en start på morgenen" udbrød Louis efterfulgt et grin. Jeg sukkede og trak dynen over hovedet. 

"Er du sikker på at du er okay?" spurgte Louis med en lav stemme. "Jeg vil gerne være alene" sagde jeg og hørte ham sukke skuffet. "Okay.. Vi ses vel senere?" sagde han spørgende, men jeg svarede ikke. Han gik med tunge skridt hen mod døren og da den blev lukket i, overtog søvnen og jeg faldt ind i en tung søvn.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...