Psych ward ▪ 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 okt. 2013
  • Opdateret: 29 aug. 2014
  • Status: Igang
17 årige Brielle Marie Tieste mistede begge sine forældre i en alder af 16 år, og blev forflyttet til en plejefamilie. Efter en masse sørgen og ensomhed, røg Brielle ind på den lukkede, og blev hurtigt konstateret depression og skizofreni. Brielle, også kaldt Bree, er træt af livet, og kan ikke se nogen grund til at leve. Hun blev stemplet som misfoster, og galning af alle de andre, og har ingen venner. Da det berømte band One Direction kommer på besøg, og giver en lille koncert, får den 21 årige Louis Tomlinson øje på "The Freak" og kan ikke få øjnene af hende. Der er noget mellem de to, men hvad vil der ske, når Louis tager kontakt til Bree? Og hvordan vil han reagere når Bree viser ham hvem hun virkelig er?
¤¤Anstødeligt sprog og scener kan forekomme¤¤

10Likes
1Kommentarer
1103Visninger
AA

6. Lost in the heat of it all

"Vågn op min skat, klokken er mange" hørte jeg en hvisken ved øret. Jeg smilte, strakte armene og forventede at se min mor.

Jeg åbnende øjnene langsomt, men da jeg så at jeg var helt alene forsvandt smilet ret hurtigt. Jeg smadrede min hånd ind i væggen og skreg da smerten kom pludselig. Jeg begyndte at sparke ud i luften og råbe. 

"Brielle!" hørte jeg svagt. "MOR!" råbte jeg og tårene strømmede ned. "Ssh Brielle, det er okay, jeg er her. Brielle" Daniel prøvede at holde mig tilbage så jeg ikke sparkede og der gik et stykke tid før jeg faldt til ro. Jeg sad med benene oppe, hovedet hvilende på knæene da jeg var flov. Daniel holdte rundt om mig og sagde ingenting. Jeg græd stadig lidt da jeg ikke var kommet mig helt over episoden. Daniel lod sin hånd køre betryggende op og ned af min ryg og fik mig til at slappe mere af. 

Jeg rystede kun en smule men det var vist også det. 

"Er du okay nu?" hviskede Daniel og jeg nikkede langsomt. Han skulle til at give slip, men som en refleks, og uden at tænke over det, tog jeg fat i ham så jeg sad med benene over hans og mine arme holdte om ham fra siden.

Jeg begyndte at græde igen. Følelsen i min mave var ikke til at holde ud, det gjorde så ondt, så ondt.

"Jeg kommer aldrig over det" sagde jeg og var nu helt overbevist om at jeg aldrig vil klare den. "Jeg kommer aldrig ud herfra. Jeg kommer aldrig videre. Jeg får aldrig et normalt liv. Jeg er uvidende" sagde jeg langsomt da det hele gik op for mig.

"Det sagde de selv" tilføj jeg. Daniel kiggede ned på mig og holdte nu om mig igen. "De troede jeg sov men jeg hørte det hele. De sagde at de ikke længere ved hvad de skal gøre. Jeg er håbløs" mumlede jeg.

"Bree, du skal nok klare den. Jeg tror på dig" hviskede han og kyssede mig på kinden. Jeg blev ret overrasket over hans handling. Jeg begyndte at trække vejret hurtigt og Daniel nussede mig på armen.

Han kiggede på mig på en.. Helt anden måde en hvad han før har gjort. Jeg rynkede panden og bed mig i læben. Pludselig tog han fat om mine hofter og løftede mig op på hans skød. Jeg kiggede chokeret på ham og da jeg skulle til sige noget, trykkede han sine læber mod mine. Jeg protesterede først, men blev lige pludselig hevet med i det.

Min mave snurrede rundt og det samme gjorde mit hoved. Daniel var 26 år og er næsten lige blevet ansat. Jeg havde aldrig troet at han ville være interesseret i mig.

"Daniel, det her-" begyndte jeg, men Daniel fik lagt mig ned så han nu lå ovenpå mig. Jeg var ret forvirret og vidste ikke hvad jeg skulle sige, gøre eller reagere.

Han trak sin bluse af og fik også taget min af ret hurtigt. Han sad op og beundrede mig før han igen kyssede mig. Det hele gik ret hurtigt. 

Hans hånd vandrede fra min hals ned til min buksekant. Jeg gøs da hans fingre kørte drillende ved kanten. Følelsen var mig ukendt og fik mig til at blive vild. Jeg tog fat bag hans nakke da jeg ville vende os om, men det gik ikke så godt så jeg landede nede på gulvet så hårdt at der kom et kæmpe bump. Jeg slog min albue ned i gulvet og det gav stød så jeg stønnede højt. "Fuck!" råbte jeg og tog mig til albuen.

"Brielle?" jeg kunne høre døren åbne og stemmen var jeg slet ikke i tvivl om hvis det var. Jeg tog mig til hovedet og satte mig op af sengen. Jeg kiggede op og forventede at se Daniel gå i panik. Men i stedet for ham, så jeg nu på en bar væg. "Hvad" hviskede jeg til mig selv og rejste mig op. "Hvad skete der" udbrød Louis bekymret og gik hen til mig. Jeg tog mig til maven og øjnene flakkede. Det hele blev ret sløret og jeg mærkede at jeg var på vej ned mod gulvet igen. 

Dog lykkedes det mig at holde øjnene oppe og opdage at Louis havde grebet mig så jeg nu lå i hans arme. Jeg begyndte at hyperventilere og øjnene flakkede stadig.

Louis satte mig ned på sengen og holdte stadig om mig hvis jeg nu skulle falde om igen. "Brielle?" hviskede Louis. "Træk vejret stille og roligt" beordrede han mig og jeg prøvede at få normal vejrtrækning. "Hvad skete der?" spurgte Louis efter få minutter. "Jeg hørte et bump og da jeg kom herind, var du ved at besvime" sagde han bekymret.

"Hvor er Daniel?" spurgte jeg og kiggede mit værelse igennem. "Daniel?" sagde Louis spørgende. "Daniel han var herinde og-" begyndte jeg men stoppede straks. Jeg kiggede ned af mig selv og så at jeg kun sad i undertøj. "Fuck" hviskede jeg for mig selv. Jeg skubbede Louis væk fra dynen og tog den op under mig.

Mine kinder blussede op og jeg skjulte mit hoved. "Daniel er ude at handle ind Brielle" fortalte Louis og jeg rystede hovedet. "Men han var her. Vi var i gang med.. Han var her Louis!" udbrød jeg under dynen. Jeg kunne høre Louis sukke.

Jeg løftede hovedet langsomt op for at se Louis side og lege med sine fingre. Han lagde sit blik på mig da han opdagede at jeg kiggede på ham. "Jeg sagde at jeg var skør" sagde jeg på en ''hvad sagde jeg" måde. Jeg fortrød straks at jeg sagde det og slog mig i hovedet. "Undskyld, jeg ved ikke hvad der går af mig" mumlede jeg og sukkede.

"Vil du ikke række mig den jumper der ligger dér?" spurgte jeg Louis og pegede på gulvet. Han tog den op og gav mig den med et halvt smil. "Tak" mumlede jeg og tog den over hovedet. Jeg tog dynen af mig og satte mig med ryggen op til væggen. "Hvad er klokken?" spurgte jeg for bare at snakke om noget før stilheden driver mig til vanvid.

"Halv 4" mumlede han og satte sig også op til væggen, tæt på mig så vores arme rørte hinanden. Jeg sukkede, lukkede øjnene i og lod hovedet hvile på væggen. 

"Du er så smuk" hviskede Louis og jeg kiggede mistroisk på ham. Før jeg nåede at åbne munden, lagde han sin hånd på min kind. Vi udvekslede blikke i et par sekunder før han trak mit hoved tættere på hans. Han tøvede lige inden, men trykkede endelig hans læber mod mine. Et stød gik gennem min krop, en følelse jeg aldrig, aldrig har følt før og lyset der skinnede åh så lyst.

Vores tunger legede blidt med hinanden, og var ret overrasket over hvordan mit første kys gik. Mit hjerte hamrede hurtigere og hurtigere.

Jeg kunne mærke at Louis smilte mellem vores kys, hvilket fik mig til også at smile. 

Han trak sig ud af kysset og lod sin pande ramme min. Jeg lagde mærke til at hans vejrtrækning også var ret tung. Jeg kunne ikke lade være med at smile, hvilket gjorde at jeg følte mig som en idiot. "Wau" røg det ud af mig og jeg tog mig overrasket til munden og ønskede at jeg aldrig have sagt det.

Nu følte jeg mig som en større idiot. Fuck.

Louis tog min hånd i sin og jeg følte mig målløs. Og er uden ord. 

"Hvad skete der lige?" spurgte jeg, mest til mig selv. Louis grinte lavt og kyssede mig på kinden. Jeg kiggede på ham med store øjne og forventede et svar. 

Han tog en hårlok om bag mit øre og smilte varmt til mig. 

Det her er nyt. Hvad er det her for en følelse? Hvad sker der? Hvorfor føles det mærkeligt i maven? "Jeg sagde at du var smuk og så kyssede jeg dig" hviskede Louis og jeg kunne ikke lade være med at smile. "Men hvad er det her for en følelse?" spurgte jeg og tog mig til maven. Louis kyssede mig igen på kinden, og derefter mundvigen. Selvom det føltes godt, vidste jeg at det aldrig ville fortsætte. 

"Louis, det her går ikke okay? Hvorfor gør du det her mod mig!" Udbrød jeg lige pludselig og skubbede mig væk fra Louis. Han rynkede panden og slog ud med armene. "Hvad?" spurgte han forvirret og kløede sig i håret. "Har jeg gjort noget forkert?" spurgte han usikkert. "Du kommer herind, ser min halvvågen, siger søde ting og så kysser mig. Hvad er dit mål med det her? Hvorfor kyssede du mig?" sagde jeg i en lang smøre. 

Louis tog sig til hovedet. "Brielle, jeg kyssede dig fordi jeg kan lide dig" sagde han, satte sig tættere på mig og tog mine hænder i sine. Jeg rev dem til mig "tror du virkelig alt det her ville fungere? Vær dog realistisk Louis! Jeg kommer nok ikke ud forløbelig og hvad fanden skulle jeg ellers lave derude, helt alene! Hvor skal jeg bo, hvad skal jeg lave, hvordan får jeg råd til at lave mad! Jeg ender på gaden, helt alene. Så hellere være herinde, end derude" råbte jeg næsten af ham og jeg kunne se hvordan Louis bearbejdede de ting jeg lige havde råbt til ham.

"Selvfølgelig kommer du ud herfra, du er bare bange og det kan jeg godt forstå. Hør her, jeg vil hjælpe dig så meget jeg kan, men med den indstilling kommer du nok aldrig ud. Har du ikke en familie der venter på dig?" spurgte han og jeg sukkede.

"Hvorfor tror du at jeg er herinde?" spurgte jeg retorisk og sukkede. "Min mor og far døde i en ulykke.. Med mig på bagsæddet.." indrømmede jeg og en tårer forlod mit øje.

Louis rømmede sig "det er jeg ked af at høre" hviskede han og kiggede på mig med tårer i øjnene. Han tog min hånd i sin igen, men denne gang rykkede jeg den ikke. "Louis, jeg kan ikke leve uden dem" indrømmede jeg og følte mig helt fortabt. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...