October Sorrow

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 okt. 2013
  • Opdateret: 17 okt. 2013
  • Status: Færdig
Oktober. Halloween. Blade der falder fra oven, og lander vissent på den frosne jord. En blanding af sorg og kærlighed. Men vil smerte nogensinde forsvinde?


OBS: Musiklinket er instrumental baggrundsmusik.

6Likes
2Kommentarer
443Visninger

1. Sorg

Jeg følte den isnende vinds bevægelse ned langs min rygsøjle. Vi var i midten af oktober, og det kunne sagtens mærkes. Overalt faldt blade i solnedgangens farver, og alle mennesker var iklædt hue, halstørklæde og handsker. Små røglignende skyer udsprang fra alles læber, og når man endelig trådte over et dørtrin blev man mødt af smil, som erkendte at ’oktober da i hvert fald havde fået skovlen under os i år’. Denne slags vejr ville typisk først starte om få måneder. Halloween, begivenheden i slutningen af måneden, satte allerede spor. Overalt var der pyntet med græskar, kranier, spøgelser, alt det sædvanlige. Snart ville der være udklædningskonkurrencer og fester. Oktober havde endnu engang mødt os, og præcis som altid, havde så meget ændret sig på det ene år der var gået.

Jeg stod nedenfor London Eye, et typisk mødested, og den skoldhede kakao varmede mine hænder, selv igennem vanterne. De store røde strikkede vanter fra jul. Jeg kiggede udover de enorme menneskemængder, med hvert deres formål og tidsskema. En kvinde skyndte på sin lille søn, som gik så hurtigt som sådanne korte ben kan. Toget ville sikkert snart være væk. Andre gik i venindegrupper, flokke af unge mennesker, ingen var alene. Det ene sted kunne man høre en let og omfavnende latter, ellers kunne man se et strejf af panik eller en forhastet sjæl i små glimt. De færreste nød øjeblikkene som vi havde gjort.

Jeg kunne ikke holde øjnene fra at glide over på en bestemt bænk et par gange. Den var blevet malet hvid. Der sad en voksen mand med en avis og en kaffe, og en gammel dame sad og fodrede ænder. Intet var som før. Jeg betragtede himmelen, London Eye og omverdenen i endnu nogle minutter, før jeg besluttede mig for, at jeg måtte se at komme videre. Min kop faldt enligt ned i skraldespanden.

 

Næste stop var broen. London Bridge. Et vigtigt sted. Stedet hvor verden begyndte at krakelere. Min verden. Jeg støttede mig en smule op af et gelænder. Det gav et ubehageligt sug i maven at være her. Lige på dagen i dag. Jeg vidste ikke at det ville påvirke mig så meget. Efter al den tid. Der var gået et helt år. Jeg rejste mig, kantede mig op, til min ryg var rank. Så fortsatte jeg mine skridt mod midten af broen. Der var så mange mennesker her. Selv efter alt hvad der var sket. Alle de fejl der var blevet begået. Ulykker.

Jeg kunne mærke en spænding i luften. Usagte ord, minder og følelser, der fortalte om smerte. Små bider af en hverdag der pludselig var blevet kaotisk. Små rester af et liv der var blevet planlagt, og så slået i stykker. Jeg vidste at salte dråber ville trille ned af mine kinder hvis jeg blev her, og det ville jeg ikke tillade. Ikke her. Ikke mere.

 

Mine skridt fortsatte. Det sidste punkt. Målet. Det mistede. Vinden kærtegnede blidt mit hår. Mine sko satte spor i jorden. Jeg satte mig ned på knæ. Jeg kærtegnede hans nuværende overfladiske udseende, koldt og hårdt som det var. Jeg gentog de ord som stod skrevet. Bogstaver, som for alle andre blot ville være typiske. De ville ikke kunne mærke de følelser som var lagt bag ordene. De dråber, som var faldet. Blomsterne blev placeret ved siden af en krans. Jeg lod min kærlighed omsvøbe denne sidste rest af ham. Rørte forsigtigt jorden, hvori hans hylster lå.

 

Derefter vendte jeg mig om, løftede vores datter op, og forlod hans gravsted.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...