Byen i det fjerne

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 okt. 2013
  • Opdateret: 17 okt. 2013
  • Status: Færdig
Fortællingen om en pige, der længes væk mod byen hun kan se i det fjerne.

11Likes
18Kommentarer
384Visninger
AA

1. Byen i det fjerne

Bølgerne slog hårdt mod klipperne. Hver gang de ramte sandet, flyttede de havets grænse lidt længere. Med et kraftfuldt træk, trak vandet sig tilbage igen, med sten og skaller og tang, og blev ét med havet, dog uden at stoppe et sekund. Den rytmiske brusen hørtes på lang afstand.

Vinden strøg koldt og klart som piskesmæld ind over fastlandet, og trak skyerne med sig, som utydelig tåge på himlen. Den salte duft af havet dominerede luften. Solen tittede kun lige frem, kæmpende mod tusmørket. Gav havet, sandet og luften et genskær af forskellige nuancer.

Mågerne skreg. Larmende og i live strøg de hen over himlen, kæmpede om de bedste klipper og de friskeste fisk. Næbbet skinnede, mens øjne søgte. Væden glimtede fra deres hvide fjerdragter.

Alt var i bevægelse.

Inde på sandet sad en ung pige. Hendes hår piskede rundt i vinden, mens hun sad mellem klipperne og knugede sine knæ ind til brystet. Gåsehuden havde spredt sig på hendes bare arme, men hun ænsede knap nok kulden omkring sig. Hendes øjne var opfyldt af længsel, og var fæstnet på den utydelige horisontlinje, der adskilte havet og himlen i det fjerne.

Hendes blik lå lidt til venstre på horisontlinjen, hvor en storbys lys gav genskind på himlen. En kaskade af energi og neonlys strømmede fra byen og pigen kunne nærmest høre folkene der lo og snakkede. Fra barerne og diskotekerne, der først lige var begyndt at åbne, strømmede musikken ud, mens folk langsomt begyndte at bevæge sig ind. En bil dyttede ad en uopmærksom cyklist, besvaret af et vredt råb, efterfulgt af endnu en bil, der utålmodigt dyttede. Et kaos, der et splitsekund stoppede det hele, men lige så snart én vælger at bevæge sig videre, glemmes det hele og trafikken fortsætter, som den altid gør.

En knude strammedes i pigens bryst. Der var så evigt langt over til den anden bred, på den anden side af havet, men pigen så for sig, hvordan hun bare kunne række ud, og en fremmed derovre ville åbne armene og tage hendes hånd og løfte hende over til dem. Så ville de sammen blande sig med menneskemængden og følge strømmen ned af gaderne. De ville lægge nakkerne tilbage og prøve at se skyskrabernes top, der trods at de var spækket med lys, var halvt gemt i skyerne.

De ville gå rundt på må og få, uden et egentligt mål, og bare kigge. Lægge mærke til menneskerne omkring dem. Smile af den enlige mor, der bar hendes sovende barn hjem i favnen, eller de to fnisende veninder, der gik arm i arm, med små tasker dinglende fra skulderen. Og drengen, som kiggede efter dem og skubbede til sin ven, så han også kunne nyde synet. Den mørke mand, der stod sammen med sin kæreste foran en butik, og snakkede med markant sydafrikansk accent, indtil de kyssede og så bevægede sig i samme retning som pigerne.

Men snart ville de alle være på vej væk fra hinanden igen, til hver deres ende af byen.

Pigen på stranden rejste sig brat. Hun havde lyst til at råbe, at slå, at løbe væk, men alt hun gjorde var at stå stille et øjeblik og svaje i vinden. Hun begyndte at gå frem og tilbage i vandkanten. Hendes sko sank dybt ned i det fugtige sand og efterlod fodspor hvor hun gik, men lige så snart en bølge kom igen, hviskede vandet sporene bort og det var som om hun aldrig havde været der. Hun gik så tæt på vandet, at hver gang bølgen kom, måtte hun springe tilbage for ikke at blive ramt. Men hun nød at være så tæt på havet som muligt. Hendes hjerte nærmest trak hende tættere og tættere på, som var det eneste som adskilte hende fra byen, som hun ikke kunne nå.

Aggressivt samlede hun en sten op fra sandet og kylede den så langt ud i vandet, som hun kunne. Med et sølle plop landede den et par meter ude i det mørke vand. Ringene ville have bredt sig på stille vand, men bølgerne og strømmen gjorde det umuligt nu.

En lyd fangede pigens opmærksomhed og hun kiggede hurtigt til siden. Hendes hjerte satte farten op. Et øjeblik kunne hun ikke skelne andet en silhuet i mørket, men så trådte detaljerne skarpere frem og hun genkendte sin nabo, der bare gik sin sædvanlige tur med sin hund.

Pigens allerede lave humør dalede en tak mere. Hun vidste at hendes kedelige og rolige nabo engang havde boet i byen på den anden side. Det ville pigen aldrig selv ville have gættet. Men nogle gange fortalte hendes nabo historier derfra. Historier fra storbyen. Byen var spækket med dem, havde naboen fortalt. Alle der har boet der, eller besøgt byen, har selv kommet med en historie og flettede den ind mellem alle de andre.

Blandt larmen og latteren, lyset og mørket, mellem de tætte huse og i de smalle gader. Der ligger historierne gemt, lagt af så mange forskellige mennesker, i så mange årtier, at de nederste er ved at blive mast. Pigen forestillede det sig lidt som en usynlig tidevandsbølge, som havde lagt byen under vand. Den tanke kunne hun godt lide.

Pigen sparkede i sandet. Da hun hørte sin nabo fortælle, lovede hun sig selv at hun en dag ville bidrage med sin egen historie til byen. Hun ville tage rundt alene og finde det bedste sted at gemme den. Bagefter ville hun alene finde en park med en sø og sidde der, og så lyset blive spejlet i den stille overflade. Hun ville lytte til storbyens lyde omkring hende, lukke øjne og blive ét med byen.

Og hun ville ikke være bange, for i hendes by på den anden side af havet, slukkedes lysende aldrig. Menneskerne forsvandt aldrig helt, de vil altid bevæge sig rundt på gaderne. Hun ville aldrig være alene igen, eller være nødt til at se sig over skulderen når hun gik hjem. Hun ville aldrig mere føle at der manglede en del af hende, hendes hjerte ville ikke mere trække i hende.

Hun elskede selvfølgelig sin familie og havet og det grønne græs, der strakte sig på vidderne. Hun holdte af at være sig selv sommetider, som nu. Men dette sted føltes bare ikke som hendes hjem, hun følte sig som en turist i et fremmed land.

En tåre trillede ned ad kinden på hende. Hendes blik lå atter på byen i det fjerne, det sted hendes hjerte tilhørte, det sted, hun vidste hun ville føle sig hjemme. Det sted hun en dag ville tage til.

Pigen vendte ryggen til havet, til mågerne og til den by, som ventede på hende. Det gjorde ondt at vende det ryggen, men som altid vidste hun, at hun ville vende tilbage i morgen. Så gik hun tilbage til sin familie, der ikke anede, at hun snart ville forlade dem, og rejse afsted mod byen i det fjerne.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...