Glœden

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 okt. 2013
  • Opdateret: 17 okt. 2013
  • Status: Igang

0Likes
0Kommentarer
234Visninger

2. Sol

Hovedet hviler på hendes knœ, hun stirrer sig blind på den blanke hvide vœg, risset ind i vœgget står et ord, et eneste ord der får hendes hjerne til at svigte og får det til at flimre for hendes øjne. Ud mellem de sammenpressede lœber kommer kun et svagt hulk og dernœst et ord: “Grim”, Det står der. Tårene baner sig vej ned af kinderne på hende og langsomt bliver de til små søer, den lille våde plet på det hårde knœ udvider sig, spreder sig. Hun er grim, det sagde de. De gråblå øjne lukkes og strømmen af tårer vœlder nu ned over det indsunkne ansigt. Lœberne bœvrer mens hun langsomt lœgger døren på håndtaget og løber. Boksen bliver åbnet langsomt jeg sœtter mig til rette og ligger guitaren i skødet. Den grå betonvœg er kold og ru, jeg skutter mig og trœkker hœtten op over hovedet. Mine fingre glider ned af de glatte strenge og så kommer musikken, min klare stemme genlyder i gaden, lyser op. Mennesker kommer og går og kaster blikke på mig og få bliver stående, farverne danser i luften. Efterhånden som folk kommer og bliver stående bliver min stemme kraftigere, de sorgmodige toner spejler sig i folks øjne. Jeg tømmer dem for glœde, synger de onde og sørgelige minder frem i folk. De står bare og stirrer, lige så langsomt suger jeg deres energi til mig, deres glœde. Pludselig stopper jeg, folk stopper osse, de stirrer bare blindt forud. Intet hjœlper, jeg kan ikke engang tage andres glœde fra dem, det er forkert. Min hjerne er tom, jeg rejser mig langsomt, vaklende trœder jeg forbi en bleg ung dame. Hun står og knuer sin taske i den ene hånd mens hendes øjne er blanke og hun kigger et ubestemmeligt sted hen, lige igennem mig, ligesom alle de andre. Jeg vender ryggen til den store flok der ligeså langsomt begynder at fordufte, vejen breder sig nu ud foran mig. Det nœste jeg går er dumt, mqrkeligt- men jeg gør det. Hvorfor kan man spørge sig selv. Intet svar. Bilen kommer, det blanke metal skinner og reflekterer i solens klare stråler, en sol, den sidste gang jeg vil se den sol.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...