Under Kastanien

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 okt. 2013
  • Opdateret: 17 okt. 2013
  • Status: Færdig
Hans Halling (forfatter) har skrevet starten på denne novelle. I dansk fik vi så til opgave at skrive videre på den, der er tydeligt markeret hvor min novelle begynder.

1Likes
1Kommentarer
1130Visninger
AA

1. Under Kastanjen

   Hun sidder på bænken under kastanjen. I det fjerneste hjørne af skolegården. Tynd er hun, fin som en sommerbrise. Og det vigtigste af alt ved hun ikke. At hun bliver iagttaget. Det er torsdag den tiende april. En af disse dage med solskin. Den ivrige varmebølge har lokket vintergækkerne frem af den sovende jord. Birketræerne glæder sig over deres spæde lysegrønne blade, og snart springer kastanjens knopper ud.
   Han står bag skolens vestfløj. Han har trukket hatten ned i panden, og hænderne hviler tungt i lommerne på de sorte bukser. Skjorten er som altid opknappet, og han er stadig rød på brystet efter vinterens kulde. Det sker at han tager en T-shirt på under skjorten hvis det er rigtigt koldt, men for det meste gør han ikke. For det meste går han klædt som i dag; sorte gummisko, sorte bukser, en stor skjorte som altid er opknappet, og så hatten. Den sorte hat.
   Han står og ser på Siri. Det er ikke første gang. han ved hun næsten altid går hen og sætter sig under kastanjen når skolen er forbi, men han ved ikke hvorfor. Det er sjældent hun ser ked ud af det. Snarere ser hun eftertænksom ud. Men nu ser hun netop ked ud af det, og det er derfor han bliver stående. Der er noget der ikke længere er som det plejer. [Hans Halling har skrevet denne start på novellen, og her er min fortsættelse]
 
   Idet han står og iagttager hende daler en lille kastanjen knop ned fra træet over hende. Hun sidder så fint under kastanjen, men hun skænker den ikke engang et blik. En tåre daler fra hendes kind. Triller ned over hendes ligblege kind, og slipper ved hendes blodrøde læber. Hans mørkebrune øjne titter frem under den sorte hat. Han tager den aldrig af selv ikke i timerne nænner han, at tage den af, nok mest bare for at provokere læreren. Han tager et par skridt nærmere, han er dog stadig på afstand. I dag er noget anderledes ved Siri. Hun har altid det samme tomme blik, men så vidt han husker, plejer hun ikke at græde. En vind får grenene til at svaje, og anemonerne der kun lige titter op fra jorden til, at blive væltet omkuld. En hvid due kommer flyvende over hende, og lander ved hendes side. Den begynder, at hakke i den nedfaldene kastanjeknop. Han kan se ud af hans øjenkrog, at hun kigger på duen, men hun kigger som om hun ikke må. Som om der er en, der har forbudt hende det. Han kan hører nogle klare melodier blive højere og højere. Han kigger mere nysgerrigt på hende denne gang. Han vil vide, hvem hun er. Kende hende. Siri tager sin mobil op af lommen. Han beundre hendes læbers bevægelse. Et par minutter går, og han er stoppet med at kigge på hende. Han tager sin sidste cigaret op at lommen. Den er knækket, men det stopper ham ikke fra at tage den i munden. Endelig lægger Siri telefonen fra sig, men det går hurtigt op for ham, at hendes blik er bekymret. Han vil vide mere, men er angst. Han plejer ikke at stå der så lang tid. Normalt ville han have været gået for længst. Han har højst stået der i et kvarter, men i dag er anderledes både for hende og ham. Siris øjne bliver fyldt med vand, og hun kigger rundt, for at se om der er nogen tilstede. Idet får hun øje på ham midt i skolegården. Deres øjne mødes, det var første gang.
    Han husker tydeligt den første gang, de rørte hinandens fingerspidser. Det var den sjette oktober i kantinen. Deres hænder strejfede kun, men han ville ikke glemme det. Hvorfor skulle han dog også gøre det? Han bliver lidt bitter på sig selv, som om fornuften vil sejre over hans glæde til hende. Siri kan ikke huske så meget, hun vil faktisk helst glemme. Hendes øjne er stadig i vand. Hendes hænder er krummede sammen. Han ved ikke hvad der er sket, men han vil bare holde hende så uskyldigt. Han vil holde hende under kastanjen, men hans fornuft prøver stadig at sejre over hans dagdrømme. Han syn er blevet lidt sløret, og hans øjne stiller hurtigt skarpt på hende igen. Han titter frem under de upolerede brilleglas. Siri tager sig selv i håret, hendes tanker kører rundt, og hun kan ikke finde vej. Han vil gerne trøste hende. Han kigger over på gyngestativet, gyngerne svinger lidt i den lette vind. Han kan hører bladene rasle mod asfalten. I dag vil han ikke hjem, Siri vil heller ikke hjem. Hun vil bare sidde under kastanjen, og beundre hvert et blad trille forbi for sine fødder. Siris slidte læder sko dem holder hun så meget af. Han kigger stadig gennem skolegården. Klokken slår 14:14, og hver dag han ønsker han et ønske så sødt, end ikke hans tætteste må vide, men i historier som denne, er der ingen hemmeligheder, og det var selvfølgelig om Siri, men i dag er det noget andet end de andre dage. I dag ønsker han nemlig held og lykke. Han skridter over mod Siri, efter nogen tid sætter han sig på den grønne afskallede bænk. ’’Hvorfor kigger du altid på mig?’’ spørger hun. Han kigger bare ned i jorden, og ryster på hovedet med et skævt lille smil på læben helt tys. De sagde ikke mere den dag.
    Nu sidder de bare dér under kastanjen efter skole. Hun med hul i hjertet, og han med fred. Imens der er én, der står og betragter ham.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...