Den sidste enhjørning i København

Efter at have leget i Kongens Have med nogle venner finder Danielle en enhjørning. Rådvillig om hvad hun skal gøre med det fremmede dyr vælger hun at tage den med hjem.
Det bliver en ikke helt nem tur gennem Københavns gader og parker, inden de står ude foran hendes gadedør.

*24 timers konkurrence*

6Likes
2Kommentarer
832Visninger

1. ...

Det var ved at være mørkt selvom klokken kun var lidt over fem om eftermiddagen. Vejret var køligt og Danielle kunne se sin ånde som en svag damp, når hun åndede tungt ud. Hun svedte under det tunge vintertøj, en lang foret jakke der havde tykke vandrette striber i pink, lilla og sort. Stablet ovenpå hinanden i et fast mønster. Om en måned ville hendes mor finde de sorte overtræksbukser frem og det ville være slut med at løbe ubesværet omkring.

Det var lørdag og hun og to veninder fra skolen havde fået lov til selv at tage over i parken for at lege i de grønne arealer, hvor de kunne løbe rundt mens de legede vilde heste, som når de var i skolen.

De havde leget sammen siden 14, hvor de var mødtes i parken og nu var det ved at være aftenmadstid. Hun havde lige vinket farvel til Julie, der var cyklet væk på sin røde cykel. Nadia boede længere væk og var nød til at at tage bussen. Hendes bedstemor var meget imod at en pige på Nadias alder selv tog med bussen, men hun havde kørt ruten så mange gange med sin mor og senere alene, at hun kunne den i søvne. Hun frygtede heller ikke længere at stå af et forkert sted, for det havde hun prøvet flere gange og vidste nu hvordan hun skulle tackle det.

 

Danielles cykel var punkteret, så hun havde også taget bussen. Hun var på vej ud af parken, da hun hørte en puslen i nogle buske bag sig. Hun var klar til at løbe. Hun kunne ikke få øje på andre på stierne omkring hende og hun havde hørt historier om blottere, pædofile og andre kriminelle, som man skulle holde sig fra. Hun havde aldrig selv oplevet det, men man kunne aldrig vide og hun fik altid fortalt at hun skulle være forsigtig.

Hun hørte en svag prusten og gøs af forundring, da en hest skridtede ud bag buskadset. Hun undrede sig over hvordan en hest var kommet ind i Kongens Have, uden at nogen havde opdaget den. Hesten var en lys musegrå skimmel, hvor pelsen blev lysere omkring det nederste af dens ben og på mulen.

Danielle kiggede endnu mere forundret da hun fik øje på den lange, næsten hvide man der hang helt til knæene på den. Og så fik hun øje på det. Det lange spidse horn der stak ude mellem pandelokken. Danielle forstod ikke hvordan hun kunne have overset det første gang hun havde kigget på den.

Enhjørningen skridtede ud på stien og kiggede tillidsfuldt på hende med sine runde mørke øjne.

Hun turde ikke lade den blive i parken. Hvis parken var for farlig for børn når det blev sent måtte den helt klart også være for farlig for enhjørninger. Den kunne måske også finde på at gå ud vejen, hvor den ville blive kørt over.

Nej, der var kun en ting at gøre. Hun måtte tage den med og håbe at den ikke kom til skade. Og så måtte hun finde ud af hvad hun skulle stille op med den bagefter. Den stod roligt og prustede kun svagt da hun forsigtigt gik baglæns mod den. Hun havde læst at det var den bedste måde at nærme sig en fremmed hest på og tænkte at det måtte være det samme med enhjørninger. Den var så høj at hun kun lige kunne nå over dens manke. Hendes bare hænder viklede sig ind i den stride man og hun skævede op og forsøgte at undgå øjenkontakt med fantasidyret.

Hun havde ikke noget hun kunne vikle omkring dyret og håbede på at hun ville kunne styre den via dens man. Hun begyndte at gå med et løst greb og den fulgte heldigvis med da den mærkede trykket fra hende.

Hun trak den i krydset mellem øster voldgade og sølvgade, hvor trafikken susede larmende forbi på vejen og i det fjerne dyttede en bus højt og hult. Enhjørningen slog med hovedet og Danielle var ved at miste grebet, da den kraftigt rykkede hovedet tilbage. Hun forsøgte at berolige den ved at hviske til den. En masse ligegyldigt sludder som man bruger til kæledyr, mens lysene flakkede forbi i et hastigt tempo. Hun ville ønske hun kunne tale med den og fortælle den at bilerne og busserne ikke var farlige så længe de holde sig inde på gangstien.

 

Ved krydset blev hun stående i skyggen og ventede på at der blev grønt. Hun småløb over i et tempo enhjørningen kunne trave med til. Hun vidste ikke hvordan hun skulle standse den uden seletøj, så hun turde ikke løbe for hurtigt i tilfælde af at hun mistede kontrollen og derefter enhjørningen der ville galopere vildt i byen. Selv om byens mange lyde blev kastet frem og tilbage frygtede hun at den skarpe lyd af hovslag mod fliser ville nå igennem lydskyen og nå ørerne på en der ville genkende lyden af hovslag og se i deres retning.

Danielle ville blive nød til at ringe til sin mor og fortælle at hun ville blive forsinket og at hun ikke skulle bekymre sig. Hun kunne ikke gå i et normalt tempo, men måtte hele tiden opmuntre enhjørningen og hviske beroligende ord. Ved indgangen til Østre Anlæg stod en mand i sort vinterjakke og læste en af byens gratisaviser. Danielle tyssede på enhjørningen og sneg sig forbi bag ryggen på ham da hun var sikker på at han var optaget af en artikel. Han bladrede i avisen og så efter bussen, men ikke i deres retning og Danielle trak vejret på ny da de gik inde på den grusede halvcirkel.

 

Der var lang vej endnu og Danielle begyndte at visualisere ruten der lå foran dem. Der var mange farer endnu der kunne tage enhjørningen fra hende. Der var mange mennesker omkring dem og det var rent held at hun kunne gå gennem den gamle park i stedet for at skulle gå langs Øster Voldgade. Hendes mor ville ikke bryde sig om det, men hun valgte at slå genvej gennem Østre Anlæg. Hun var ikke sikker på museets åbningstider, men parken var forhåbentlig mere tom end Københavns myldrende gader.

De var ikke nået langt ind før Danielle hørte den velkendte lyd af stemmer. Det var en hel gruppe. Hun krammede nervøst sammen om enhjørningens man og hev den væk fra grusstierne. I byens kunstige lys kunne hun se seks eller syv ældre teenagere der hang ud. Fire af dem sad på en af parkens bænke, en sad på skødet af dem og de to sidste stod op og lænede sig mod bænkens ryglæn.

Hun var kommet forbi dem lige så nemt som ved den avislæsende mand, da en af de unge fik øje på hende.

“Hey! Det er da over din sengetid!” blev der råbt drillende efter hende og hun begyndte på ny at løbe med den lysegrå enhjørning bag sig, mens hun lagde afstand til de mange råb. Parken virkede truende og træerne kastede lange krogede skygger fra deres halvt nøgne grene. Den virkede næsten forhekset.

Når der fandtes enhjørninger, fandtes der så også hekse og trolde og turde de komme efter hende, når hun havde en enhjørning til beskyttelse? Foran dem kunne hun høre rusken fra buske og ud af øjenkrogen kunne hun se skikkelser. Lyden af fødder på stien blev udvisket af bilernes konstante støj.

 

De skulle først ud af parken i den modsatte ende ved Oslo plads. Det var et dumt sted. Et trafikknudepunkt og hendes mor ville slet ikke blive glad når hun fik at vide at Danielle havde krydset den store plads helt alene. Men  over skulle de og det kunne lige så godt være her som et andet trafiktungt område.

Overalt hvor hun så, gik mennesker i klumper med poser og tasker, de trak deres cykler ud på cykelstier og undgik biler. Det var et sandt kaos, et velstruktureret lovgivent kaos, hvor alle forhåbentlig ville have for travlt med deres egne gøremål til at se hende og enhjørningen.

Danielle kunne mærke at enhjørningen var nervøs. Den prustede og skrabede, den trippede på stedet og slog med hovedet, så Danielle igen måtte tale beroligende til den og klappede den på halsen. Hun stod ved dens store hoved og aede den silkebløde mule, da en genkendelig ringetone flænsede igennem hendes lomme med de sædvanlige høje toner af One Direction. Enhjørningen stejlede og rev sig løs fra Danielles favn og galoperede ud i krydset. Danielle lukkede øjnene og ventede på braget, når den bløde hestekrop ville ramme forenden på en bil. Bremser ville hvine og den store krop ville blive kastet gennem luften og klaske tungt på asfalten. De stærke ben ville ligge og spjætte grusomt og den ville skrige hjerteskærende, mens dens røde blod ville farve asfalten.

 

Bilerne kørte forbi. Der var en summen af stemmer og Danielle åbnede øjnene. Der var intet at se. Ingen bil med smadret forrude, ingen enhjørning lå i dødskramper. Den var helt væk. Hun så sig omkring og løb over vejen, da lyset blev grønt.

Hun tog mobilen mens hun løb op af Kristianiagade. Hun var alt for sent på den, men spekulerede kun på hvor enhjørningen var blevet af. Var den stadig i live? Havde en anden fundet den? Hvem ville hjælpe en enhjørning i København?

Det var som hun havde forventet hendes mor som havde ringet. Tiden var fuldstændig løbet fra hende. Hun havde ikke tænkt over hvor mørkt det var blevet. Gadelysene var blevet tændt for længst og cyklisterne trampede afsted med små blinkende cykellygter.

Og så fik hun øje på den. Længere fremme stod den og ventede på hende. Hun løb så stærkt hun kunne. Den stolede på hende. Det måtte den gøre, siden den stod og ventede på hende. Den vidste at hun ikke ville noget ondt og hun kastede sig omkring den. Hendes arme kunne akkurat nå omkring den muskuløse hals og hun kunne mærke dens varme i den sene efterårskulde.

 

Hun trak den ned af de sidste gader til hun nåede gadedøren til deres opgang. Den var gammel at se på, en tung dør af træ med et antikt udseende dørhåndtag. Hun måtte læne sig mod døren, for at holde den åben, mens hun forsøgte at lokke enhjørningen ind i den mørke og smalle opgang. Der var ikke meget plads og Danielle kunne et sted godt forstå at den nægtede. For enhjørningen måtte det ligne en mørk og fjendtlig hule. En fælde den aldrig ville kunne komme ud fra. Men hun kunne ikke lade den strejfe omkring, det var sikkert.

Hun lod døren gå i igen og aktiverede dørtelefonen. Den summede tungt inden den klikkede som den altid gjorde, når den blev aktiveret i den anden ende.

Danielle behøvede ikke vente længe inden opgangens andet barn stod i gadedøren og gloede som Daniel selv havde gloet.

“Hvor har du den fra?” gispede Ditte.

“Jeg fandt den i Kongens Have. Du bliver nød til at hjælpe mig. Jeg kan ikke få den med op og jeg tør ikke lade den gå frit, den var ved at blive kørt over ved Oslo Plads.”

Ditte maste sig op af den tunge dør for at holde den åben. Hun turde dårlig trække vejret mens Danielle trak enhjørningen ind i bygningen. Ved trapperne standsede den på ny og nægtede at gå frem. Danielle trak lokkende i manen, men den bakkede væk fra trappen og de hårde klove gled på det glatte stengulv. Den var ved at gå i panik og Danielle trak lidt hårdere og kaldte på den. Ditte sneg sig ind ved siden af den og lagde en hånd på dens flanke. Da først den vidste hun var der, lagde hun vægt bag og som hun før havde skubbet til døren skubbede hun nu den tunge enhjørning, der klodset tog et skridt af gangen, mens de to piger lokkede og roste.

 

Danielle låste sin hoveddør op og trak enhjørningen indenfor.

“Hej mor, undskyld.” kaldte hun og lyttede. Hendes mor var ude i køkkenet og i gang med at dække bord. Det var ellers hendes opgave.

Døren lukkede sig bag dem og inden hendes mor kom ud fra køkkenet ledte hun enhjørningen gennem gangen der bandt værelserne med hinanden og ind på sit.

Det var et typisk værelse for en københavnsk pige. Idolplakater hang på væggene. Et tøjskab rodede. Skrivebordet hvor hun lavede sine lektier og tegnede sine fantasier.

Hun gav slip på enhjørningen. Værelset var ikke videre stort, men det gik. Den skridtede stille rundt på det beige gulvtæppe der gik fra væg til væg.

Det pulsede under hendes seng, hvor hendes dyne lå redt pænt sammen, så man kunne se motivet af en lysegrå enhjørning stejle mod solnedgangen.

En lyserød skabning der ved første øjekast lignede en behåret nullermand kravlede frem og blinkede til hende. Hun smilede af den lille pygmy puff. De lysegrønne vægge ændrede sig til en horisont af forårsgrønt græs. Feer fløj ud fra bøgerne hvor de boede til daglig og cirklede rundt om træernes tynde stammer. Hendes tidligere værelse emmede nu af liv.

 

Der blev banket på døren og Danielles mor stod i døråbningen.

“Vi spiser nu.” Hun så på Danielle der sad foroverbøjet ind over sit skrivebord. Foran hende lå en blyantstegning af en hornet hest. Når hun kom tilbage efter aftensmad ville hun give den selskab af feer og en blød eng at løbe på.

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...