Vampire Heart

Historien handler om Terinna, som en dag nærmest bliver bortført af en mand.
Han mener at hun kan hjælpe ham, men vil ikke sige med hvad.
Hun begynder at syntes godt om ham, men det hun ikke ved er at han er vampyr.
Til 24 timers konkurrencen, jeg har valgt London.

0Likes
0Kommentarer
269Visninger

1. Kidnappet

Jeg trækker min grønne hue over hovedet, og lyner min røde jakke inden jeg ser mig i spejlet.

Jeg ser underlig ud med så meget sminke, men nogle gange er det bare nødvendigt at gemme sig selv bag sminken når man bor i en storby som London.

Jeg tager mine sorte vanter på, og går hen til den nymalede dør, tøver et øjeblik inden jeg åbner og går ud på opgangen. Trapperne dukker frem for mit syn med det samme, og giver mig kvalme.

Jeg hader trapper og især om vinteren, der bliver de helt vildt glatte og man falder altid på dem. Jeg skynder mig ned af dem, og når hurtigt hen til døren, som jeg skubber op med det meste af min vægt.

Den går utroligt nem op denne gang, så jeg skynder mig ud af den, og ser til begge sider inden jeg går ud mod fortovet.

Sneen er skubbet ud til siderne, men det hjælper ikke spor på den forræderiske is, som spærre hele vejen for mig.

Jeg overvejer hvilke veje jeg kan tage, men det vil nok ikke hjælpe mig, der er sne og is overalt.

Det er derfor jeg hader vintermånederne så meget, man kommer til skade og lige meget hvor man er, er der sne og is.

Der er kun ganske enkelte mennesker på gaderne, der alle er beklædt med tykke jakker og varme sko, halstørklæder, huer og vanter. Jeg går roligt og forsigtigt hen over stien, for ikke, at falde, men min balance er noget af det ved mig selv jeg hader mest, fordi jeg har meget dårlig balance, og især når der ligger sne og is.

Mørket begynder hurtigt, at overtage himlen, så jeg snupper hurtigt min mobil og tjekker uret. 15:38, det tager mig kun et øjeblik, at lægge den tilbage i min lomme igen

Jeg sætter bevidst farten op, og ser mig en gang over skulderen. Her er ikke rart at være når mørket har lagt sig, der bliver skummelt, og alle vagabonderne kommer frem. De stjæler fra en, og de værste overfalder en, for at få de ejendele man har.

Jeg har aldrig brudt mig om byen, hverken om dagen eller om natten, her er for fyldt.

Jeg skal mødes med Katie på Café Dion, klokken halv fem, så jeg har massere af tid til, at komme derhen. Alligevel sætter jeg farten endnu mere op, for at komme væk fra gadernes mørke, og ud på en større vej, hvor flere lygterne snart begynder, at lyse.

Der er kun enkelte lygter her, hvilket gør at man i noget tid skal gå i mørke før man igen kommer i sikkerhed under lyset fra en enkelt lygte.

Når jeg først er der, er faren for at blive overfaldet mindre, fordi der er biler på vejene hele tiden, og det er sjældent der ikke er mennesker på gaderne.

Jeg går lidt i stilhed, kun med mine tanker som selvskab, da hvin fra bildæk flår mig ud af dem, jeg fortsætter lidt da et brag af metal lyder bag mig, jeg farer sammen og falder om på røven på den forræderiske is. Jeg kæmper mig langsomt op, og vender mig en smule tøvende om.

Der holder en bil, smadret op ad en parkeret bil, jeg gyser ved tanken om hvad der kunne være sket med personen inde i bilen.

Det tager mig et øjeblik, før alt lyser op på en underlig måde for mit blik. Den parkerede bils alarm larmer i mine ører, da noget tager fat i mig bagfra, og trækker mig af sted.

Jeg prøver at kæmpe mig fri og prøver at skrige, men en hånd lægger sig over min mund, så der næsten ikke kommer andet ud af min mund en starten på hulken.

Jeg prøver endnu engang at skrige, men det hjælper stadig ikke noget. Personen der har fat i mig, stopper brat op der er ingen lygter på denne gade, og tårer presser sig på, jeg hulker, da jeg mærker en varm ånde ved siden af mit ansigt.

”Slap af, jeg har ikke tænkt mig, at gøre dig noget.” hans ord får mig til at hulke endnu mere, der er så mange tanker om hvad han har tænkt sig at gøre inde i mit hoved, at tårende nu løber frit ned af mine kinder.

”Ti stille, jeg har bare brug for din hjælp.” han rusker en smule i mig, jeg kan ikke se ham, men det får mig til straks at stoppe, mest af skræk.

”Jeg slipper dig nu, men ikke noget med at løbe væk vel?” jeg er nok mest i chok, eller det tror jeg, jeg nikker så meget jeg kan, bare for at slippe for det her.

Der er en tanke der farer gennem mit hoved og det er at løbe, så det gør jeg selvfølgelig så snart han slipper mig. Jeg fare så hurtigt jeg kan væk fra ham. Jeg lukker øjnene et øjeblik, bange for at falde, da jeg rammer ind i noget hård, og falder tilbage.

Jeg åbner hurtigt øjnene, da jeg falder, og noget griber mig.

”Jeg sagde ikke noget med at løbe, jeg kan fange dig lige meget hvor hurtigt du end løber.” hans ord er igen ved siden af mit hoved, da nogle arme lægger sig om mig, og løfter mig op.

”Og nu skal du komme med.” jeg begynder forpustet at hulke og tårende begynder at løbe ned af mine kinder.

”Lad mig gå.” jeg hulker og prøver at vride mig fri, men han er for stærk, hans arme er som jern, der masser mig sammen.

”Jeg har brug for din hjælp, så nej jeg lader dig ikke gå.” han griner lidt inden jeg hører en dør blive skubbet op.

”Nej, lad mig gå.” jeg prøver ikke, at hulke, men det gør bare hulkene værre. Jeg vil bare væk, det er det her jeg hele tiden var så bange for.

At blive fanget.

Jeg ved ikke hvad han har tænkt sig at gøre, men det gør mig også bare mere bange, at tænke på det. Jeg kan hører nogle gitre blive trukket i og hele min krop begynder automatisk at ryste. Jeg kan mærke, at han igen begynder, at gå.

”Sæt dig her.” jeg bliver sat på gulvet, og da jeg lænder mig tilbage kan jeg mærke et gitter mod min ryg.

Der er helt mørkt herinde, da jeg får noget om mine øjne, jeg ryster på hovedet, og sparker ud med mine ben, men jeg rammer ingenting.

”Lad mig gå.” jeg hulker og græder og prøver at rejse mig, da en hånd lægger sig på mine skuldre.

”Det kan godt larme lidt, men tag dig ikke af det.” hans ånde er tæt på min kind, og med et er både hans ånde og hænder væk.

Jeg prøver at få stoffet væk fra mine øjne, men det virker som om det er limet fast, det rykker sig ikke. Jeg giver op, og lægger grædende og hulkende mine arme omkring mine ben, da noget virkeligt støjende lyder tæt på mine ører. Jeg holder mig for ørene, og per automatik ser jeg rundt, men selvfølgelig kan jeg ingenting se.

Det begynder at ryste, og noget der lyder meget som metal mod metal, skriger ind mod mig.

Jeg kæmper for at holde op med at ryste, da det hele stopper med ét, jeg lægger med det samme armene omkring mine ben, og rykker frem og tilbage mens hulkene fortsætter og går stoffet for mine øjne helt vådt.

”Kom op.” der bliver taget fat i min arm, og jeg bliver trukket på benene. Jeg begynder igen at prøve at sparke ham, men igen rammer jeg intet.

”Hold op med det pjat, det hjælper ikke.” lyden af et gitter der bliver trukket i, lyder igen, og han trækker mig efter sig.

”hvis du har brug for min hjælp, hvorfor kan du så ikke bare spørge? Hvorfor på denne måde?” hvert andet ord kommer ud efter et til flere hulk, og min stemme knækker sammen, lige efter jeg har talt færdig.

”Fordi det ikke bare er noget man spørger en tilfældig om. Jeg gør det på denne måde fordi det giver et friskt pust i hverdagen.” jeg hører igen hans latter runge, nu med et underligt ekko på.

En dør bliver åbnet, og jeg bliver skubbet af sted, hvorefter en dør bliver lukket igen.

”Hvor er jeg?” jeg er bange og farer sammen da noget rør ved min skulder.

”Lad os tage det her af, med det på kan du ikke hjælpe mig.” der går et øjeblik og så falder stoffet væk fra mine øjne.

Jeg dækker mit hoved med hænderne, fordi der er lys i rummet og det blænder mig med det samme.

”Sæt dig ned.” et par hænder tager fat i mine skuldre, og skubber mig tilbage, jeg slår ud med armene af ren refleks for at falde og ramme jorden, da jeg lander i en blød stol.

Jeg skygger med mine hænder for lampen, og ser på en ung mand der sidder på hug foran mig. Jeg rykker så langt tilbage stolen tillader og ser rundt for at finde en flugtvej.

Men der er ingen, mine øjne vænner sig langsom til lyset. Jeg ser på ham der sidder foran mig, og tørre nogle tåre væk fra mine kinder. Jeg hulker, jeg har ikke lyst til at være her, jeg vil bare forsvinde.

”Jeg ved godt det måske var en lidt ond måde at behandle dig på, men jeg har virkelig ikke tænkt mig at gøre dig noget. Det har du mit ord på.” jeg prøver at rykke længere tilbage, men forgæves.

Manden har blå øjne, kuldsort hår, og er en smule bleg. Han har ført mig til et rum med få møbler, der er stolen her, så er der en stol til som er magen til ved siden af, et skrivebord i den anden side af rummet og en reol som er fyld med bøger henne ved en lukket dør.

”Hvorfor er jeg her?” jeg prøver febrilsk, at fange hans blik, jeg vil bare væk herfra, min aftale med Katie fare gennem mit hoved, men det hjælper jo ingenting. Jeg er heldig vis jeg nogensinde får hende at se igen.

”Som jeg har sagt før, fordi jeg har brug for hjælp.” han rejser sig op, og går hen og sætter sig i den anden stol ved siden af mig.

Der er sår på hans hænder, de bløder stadig.

”Hvad er der sket?” jeg ved ikke hvorfor jeg spørger, men det giver bare mening på en måde. Tårende er holdt op med, at løbe ned af mine kinder, men jeg hulker stadig.

Han ser ned på sinde hænder og et smil træder frem på hans læber.

”Det var et uheld, med det held at jeg fandt en der kunne hjælpe mig.” han trækker på skulderen og strækker sig.

Han er slank og muskuløs, det er garanteret derfor jeg ingen chance havde i hans greb.

”Hvad skete der?” mine øjne fæstner sig ved de blødende sår, selvom jeg egentligt bare har lyst til, at lukke øjnene og vågne op for at finde ud af at det var en drøm. Men sandsynligheden for at der sker er minimal.

”Biluheld, ikke noget stort.” endnu en latter fylder rummet hvorefter han igen trækker på skulderen.

”Så det var dig der?” jeg rykker væk fra ham, da jeg så bilen holde der banket ind i en parkeret bil, var jeg sikker på at der ville være en død i bilen.

”Slap af, der skete jo ikke det store.” han ser på mig med et underligt blik, som om han prøver at finde ud af noget, og der er kun et spørgsmål i mit hoved, som jeg virkelig har lyst til at spørge om.

”Hvordan ved du at jeg kan hjælpe dig?” jeg ser hurtigt på ham, men flytter mit blik mod jorden, da han vender sig og ser på mig.

”Det ved jeg ikke, det var bare en fornemmelse.” hans svar gør mig en smule vred, men jeg prøver at holde vreden for mig selv, så godt det nu kan lade sig gøre.

”Og hvad er det jeg skal hjælpe med?” jeg ser på ham, for at overvinde min frygt om hvad der nu kan ske. Jeg er helt hold op med at hulke, og sidder nu bare fuldstændig stille i stolen.

”Det kan jeg ikke fortælle dig endnu.” han smiler til mig, som om det er en meget lille hemmelighed, og ikke vil fortælle det bare for at gøre mig jaloux og nysgerrig, men jeg nægter at gå i hans fælder.

”Så kan jeg jo ikke hjælpe dig.” det er både en konstatering overfor ham, men også en lettelse for mig, for det kan gøre at jeg hurtigere kan komme væk herfra.

”Jo du kan, jeg skal bare lige finde ud af hvor jeg har dig henne, denne plan var ikke helt gennemtænkt, jeg havde egentligt tænkt mig at bortføre dig på et mere passende tidspunkt.” han griner lidt, og ser rundt i rummet.

”Du har mig her, i en stol, det er da ikke så svært at finde ud af. Så du havde udvalgt mig?” jeg ser en smule chokeret på ham, og overvejer bare at lade det ligge.

”Ikke på den måde. Ja, jeg har holdt en smule øje med dig på det seneste må jeg erkende.” han trækker på skulderen og vender hovedet. Han fanger mit blik, og holder det fast. Hans blik minder lidt om en tigers, på vagt, men stadig afslappet.

”Holdt øje med mig? I hvor lang tid?” hans svar har gjort mig mere chokeret end jeg først troede det havde.

”I nogle uger, men der var jeg ikke klar til at få hjælp, men det er jeg nu.” han nikker let, og sender mig et drenget smil.

Jeg får det underligt over at vide at der er en der har holdt øje med mig i nogle uger, det giver mig en ubehagelig følelse.

”Så fortæl hvad jeg skal hjælpe med, ellers kan jeg ikke hjælpe.” jeg prøver dominerende at holde hans blik fast, men opgiver, det kan ikke betale sig, han har alligevel magten når det kommer til stykket.

”Ikke endnu har jeg sagt, du vil selv finde ud af det og snart.” han rejser sig op, og går hen til bogreolen.

”Jeg har lagt mærke til at du kan lide at læse bøger, jeg har nogle her, er der noget du har lyst til at læse?” han sender mig et blik over skulderen og rør ved bagsiderne på nogle af bøgerne.

”Jeg ved jo ikke hvad du har.” jeg sidder og stirre på ham, nu på en sikker af stand. Han er muskuløs, bære en grå t-shirt, hvor man kan se hans muskler hver gang han bevæger sig. Han har et par sorte bukser på og sorte Adidas sko.

”Så kom herop og find ud af det, der er for mange til, at jeg gider fortælle hvilke der er.” han vender sig om efter et øjeblik, højest sandsynligvis fordi jeg ikke er på vej derhen.

”Jeg sagde at jeg ikke ville gøre dig noget og det har jeg tænkt mig at holde.” han går hen til mig, og rækker en hånd frem mod mig.

”Og hvordan ved jeg du taler sandt? Det var jo heller ikke den mest venlige måde du fik mig herhen på.” jeg lægger tøvende armene over kors og ser på ham.

”Det ved du heller ikke, du må tage chancen og stole på mig. Og undskyld, men du var nok ikke gået med hvis jeg havde spurgt.” han ryster på hovedet og rynker brynene.

Jeg tøver lidt og overvejer situationen, for hvis han ville havde gjort mig noget, ville han jo havde gjort det før, jo mindre han vil vente til jeg stoler på ham. Jeg beslutter mig for at tage chancen, bøgerne frister alligevel lidt for meget, så jeg tager hans hånd. Han trækker mig roligt op af stolen og følger mig hen til bogreolen.

”Jeg skal lige have ordnet nogle papirer, men du kan bare læse hvad du vil imens.” han nikker lidt for sig selv og slipper min hånd, inden han vender sig og går hen til skrivebordet, hvor han sætter sig ned. Jeg når kun at læse halvdelen af navnene på bøgerne, før der er en der vækker min interesse.

”The Nightwalker.” jeg tager den ned fra reolen og ser på forsiden af bogen, coveret er en pige med blodige tårer i øjnene. Jeg ser hurtigt hen på ham, han sidder med en stak papirer og en kuglepen og skriver, så jeg vælger at lade ham være. Jeg vender mig om og går tilbage til stolen, hvor jeg tungt sætter mig ned med et suk, og slår op på første side.

 

Jeg lukker bogen og ser hen mod ham, han sidder stadig med de samme papirer. Jeg har læst omkring syv kapitler i bogen, hvilket svare til det kvarte af bogen. Nu er jeg sulten, træt og han har ikke fortalt mig sit navn eller hvad jeg skal hjælpe ham med. Det gør mig en smule irriteret og i samme kombination, det kan være en springfarlig bombe. Jeg skal til at tage min mobil op af lommen, da jeg mærker at den ikke er der.

”Har du min mobil?” jeg ser på ham, men han ryster bare på hovedet, hvilket gør mig endnu mere irriteret på alt det her.

”Hvad hedder du, det kan du i det mindste fortælle mig.” jeg lægger bogen på den anden stol og lænder mig tilbage i stolens sæde.

”Ethan, hvad med dig?” han vender sig om og ser afventende på mig. Som om han bestemte hvornår jeg skulle sige noget og hvornår jeg skulle tie stille.

”Det burde du vide eftersom du har holdt øje med mig i flere uger.” jeg ser surt på ham og lukker kort øjnene, da min mave rumler.

”Du har ret, dit navn er Terinna.” jeg slår øjnene op og ser på ham med store øjne, selvom det egentligt burde være indlysende at han vidste hvad mit navn var efter et par uger hvor han har hold øje med mig, så giver det mig alligevel et chok.

”Ja det er det.” jeg trækker på skulderen, da min mave igen begynder at beklage sig over manglen på mad.

”Ret lige din sminke lidt.” han finder hurtigt et spejl frem, som han rækker mig, og jeg kan kun lige nu det fra der hvor jeg sidder.

Jeg retter hurtigt min sminke, som sad nogenlunde godt når man tænker på hvor meget jeg har grædt. Jeg lægger spejlet henne på den anden stol ovenpå bogen.

”Kom med, lad os gå ud og få noget at spise.” han rejser sig op og går hen til mig, og igen rækker han mig hånden. Jeg ser på hans hånd og tøver lidt inden jeg tager den og igen hjælper han mig op.

”Hvorhenne?” jeg ser på ham og ser mod bogen som jeg endnu ikke er færdig med at læse.

”Du var på vej til Café Dion, så lad os da gå derhen, tag dit overtøj på.” han smiler lidt og rømmer sig lidt inden han slipper min hånd.

Jeg tager langsomt min jakke på, og hiver huen og vanterne på, da han igen tager min hånd.

”Men du må love mig en ting, ikke stikke af.” han ser på mig, bukker sig lidt ned imens han rykker sit hoved helt hen til mig, som for at vise mig at han mener det.

”Det lover jeg.” mit hjerte begynder langsomt at slå hurtigere, da han nikker og retter sig op, falder det langsomt til ro igen.

”Det var godt, kom.” han holder stadig min hånd og følger mig hen til døren.

”Hvis vi møder nogle du kender, så er jeg en ven.” han åbner døren, og følger mig ud, inden han igen lukker døren.

”Vi tager trapperne ned, det larmer mindre.” han begynder at gå mod trapperne, som ligger omkring 3 meter fra hvor vi står, og jeg har ingen anden mulighed end at følge efter, for han holder stadig min hånd.

Det tager ikke lang tid at gå ned af trapperne og da vi er nede stopper jeg op. Han vender sig og ser mig i øjnene, som om han vil aflæse mine tanker, men jeg begynder hurtigt bare at tale.

”Hvorfor tog vi ikke denne vej op?” jeg rynker brynene og begynder igen at følge efter ham.

”Fordi det andet var mere skræmmende i den situation og jeg gad ikke slæbe dig op af trapperne.” han trækker på skulderen og begynder at gå.

Da vi kommer udenfor er der helt mørkt og kulden trænger igennem min jakke næsten med det samme. Jeg prøver så godt jeg kan, at ignorere det, men det er svært, fordi der er en så bidende kulde og det er begyndt at blæse.

Vi går i stilhed indtil vi når til Café Dion og han åbner døren for mig, jeg overvejer hvilke flugtveje jeg har, men det at jeg har lovet ikke at stikke af får mig til at se skyldigt ned i jorden. Jeg skynder mig ind og venter på at han kommer.

”Lad os sætte os her.” han trækker en stol ud til mig, som jeg sætter mig på, hvorefter han går om til den anden side og sætter sig på en stol der.

”Du har hjulpet mig rigtig meget her til aften, og det er jeg glad for.” han smiler lidt til mig og det eneste jeg kan gøre er, at rynke brynene.

”Men jeg har jo ikke lavet noget.” jeg sætter mig tilbage i stolen med armene over kors, og ser lidt bebrejdende på ham. Alt det for at få at vide at jeg har hjulpet uden at gøre noget.

”Du har været der, ser du jeg har et par hemmeligheder.” han rykker frem hen over bordet.

”Det har alle.” jeg himler med øjnene og rykker mig hen til hans hoved, da han vifter med sin ene hånd. Da jeg er derhenne, kysser han mig. Jeg skal til at rykke tilbage, da han igen afbryder kysset og ser alvorligt på mig.

”Jeg er vampyr.” han viser et par spidse tænder til mig, hvilket får mig til at stivne.

Byen er med et blevet det større end hvad jeg kan klare.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...