Ruderne var isolerede

En kort novelle til 24-timers konkurrence med temaet 'Storby'. Om den lille pige med den alt for store røde vinterjakke. Om vinter.

1Likes
1Kommentarer
150Visninger

1. ~

Byen lyser klarere end stjernerne, som ikke er til at se for junglen af reklameskilte og kraner, og sneen falder som sukkeret drysses i teen i de små lejligheder. Brostensbelagte gader i centrum har lange spor af mennesker og biler i det fine, hvide pulver, og dørklokker kimer, når forjagede eksistenser bliver tiltrukket af duften af friskmalet kaffe eller løftet om nybagte baguetter. De suser forbi hinanden, uden at se andet end det løbende ur og mobilen, der lyser op med opdateringer til den ene applikation såvel som den anden, uden at se den lille pige i den alt for store røde vinterjakke, som sidder på bænken, lige dér, hvor allerflest haster forbi.

Pigens navn er Ana. Hun har sne i håret og ned ad nakken, og hun er egentligt ikke gammel nok til at sidde der på bænken helt selv. Men det gør hun. Hun nyder sneen, og hun nyder den søde aroma af sukkertoppede kager og varmen og lyset, som flyder fra bageren bag hende. Nyder parfumeslæbet, som følger kvinderne med håret stramt sat op i en knold, nyder de tjavsede hunde, som følger kunderne fra slagteriet. Ana synes, at byen er smukkest, når den er koldest, og de hvide gader genspejler aftenmørkets metalildfluer, og selv den mest seriøse slipsemand får kirsebærkinder.

Ana snuser dybt ind: der er nogen på etagerne over hende, som lufter ud efter at have spist and. Hun kigger op, og dér på femte er der et vindue på klem. Når hun lytter efter, kan hun næsten høre den svage klirren af bestik, som skylles af og sættes i opvaskemaskine. Langsomt glider hun op at stå, op på sine tåspidser, strækker hals. Hun lukker øjnene for bedre at kunne høre. En mandestemme kalder med et smil i stemmen til et andet rum. Men en ganske sagte lyd distraherer hende, før hun får fat i, hvem han kalder på. Hun kan ikke afgøre, hvad det er; om det er fløjtespil eller sang. Det er smukt, og det bliver højere.

Ana bliver stående på tæer, men hun lytter ikke til femte sal længere, hun lytter kun til den smukke tone, der bevæger sig op og ned, som havet på en mild sommerdag. Og så hører hun, at det ikke er musik: det er latter. En blød og lys latter, så sød som honningkagerne, man nogle gange kan se i vinduerne. Men nej – ikke én – det er mange, en flok af mageløse glædesfnis, der gemmer på frihed og troen på, at det hele nok skal blive godt. Et grin vokser i Ana, og harmonien bliver stadig højere, stadig kraftigere.

Forundret ser Ana fra side til side, men byens scene er uændret med samme ansigtsløse mængde af folk, som i hendes liv aldrig vil være andet end et anonymt publikum. Der er ingen med glæden malet i ansigtet, og der er heller ingen, som er stoppet op for at høre den æteriske lykkesang. Kun den enkelte, skæve hund hejser ørene og lytter.

Så fanger et glimt af hvidt i udkanten af hendes syn den søgende opmærksomhed, og Ana kigger opad. Og lige over hende, med spring og dans, som om de bare har ventet på, at hun skulle kigge, flyver de: papirsdyr – fugle, frøer, dinosaurer – malet med mønstre af guld og så mange af dem, så fulde af energi, at hun umuligt kunne tælle dem alle, hvis hun prøvede. Nogle flyver rundt i spiraler, nogle op og ned, nogle i zigzag, og hele tiden rundt mellem hinanden. Ana kan ikke længere tilbageholde sin latter, den sprudler ud af hende, blander sig med den af origamidyrene. Musklerne i hendes mave kramper sig og folder sig ud, og hun kan næsten ikke høre forskel på sit eget, ru grin og den overjordiske lyd. Det bruser som et hovedvendt vandfald inden i hende, fra bunden af maven, op gennem mellemgulvet, videre op og snor sig dybt ind i hjertet, hele vejen op og ud gennem halsen.

Menneskene på den travle gade kigger mærkeligt på den lille pige med den alt for store røde vinterjakke, som står på bare tåspidser – næsten svæver – og griner højt og skærende, men ingen af dem har tid til at se nærmere, der er møder, som bippende vises på displayet, og de er sent på den.

Ana har kun øje for de smukke flagrende stykker af hvidt og guld, som snor sig mellem hinanden og ned til hende. En af dem, en sommerfugl, svæver ned og lander på hendes hånd. Dens vinger er tegnet til med et landskab, et smukt sted med bjerge og dale og søer og en eng med frie heste i flok, og da Ana kigger godt efter, ser hun, at det ikke blot er et maleri: skyerne driver forbi på en lad brise, hestene græsser. Hestevrinsk hvisker for hendes øre, som en del af den melodi, dyrene laver. Det ser rart ud, måske endda bedre end storbyens frostdage. Sommerfuglen letter igen og forsvinder mellem de andre elegante dyr, inden en frø hopper på den tomme luft ned til hende.

Også frøen er udsmykket, denne med en have så skøn som nogen, og lige så stille får Ana lov at se nærmere på de foldede dyr; en dinosaur med et fad af and og kartofler, en føniks med en sommermorgen. De er alle kønnere end noget maleri, hun før har set, og alle bevæger de sig i sit eget, adstadige tempo. Og når Ana snuser ind kan hun ligefrem lugte billederne. Duften giver hende mundvand samtidigt med, at den er som blomsterne, der lige er begyndt at titte frem i foråret. Hun giver sig helt hen til sine sanser: lugter og lytter og beundrer og smager. Hun kan ikke mærke asfalten mod sine tæer nu, kun brisen fra fuglenes vinger og den lette berøring fra dyr, der kommer tæt på, og det er ikke længere den forurenede storbystank, hun smager. Lyset er ikke kunstigt, det kommer fra papirsdyrene, og det kommer fra hende, indefra. Hun fryser ikke længere. For første gang i lang tid rører en gammel følelse på sig, én, hun knap kan huske. Det er lykke.

Forjagede slipsemænd og hastende knoldekoner stopper op på gaden. De glemmer deres ure og taber deres mobiltelefoner. Deres kæber bliver løse. Og nu er det ikke længere Ana, der kigger på dem. Nu er det dem, som kigger på den lille pige med den alt for store røde vinterjakke på de kolde fliser.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...