Majas fordomme

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 okt. 2013
  • Opdateret: 17 okt. 2013
  • Status: Igang
Det kan godt være, at Maja bor i storbyen, men det betyder ikke, at hun har oplevet specielt meget af den. Hun har en klar fornemmelse af, hvad hun bryder sig om, og hvad hun ikke bryder sig om, og den by, der fungere som hendes hjem, hører egentlig til den sidste kategori. Hun er typen, der kun behøver kigge på folk en gang for at vide, om hun kan lide dem, og hendes liv er egentlig meget enkelt. Men det bliver der vendt om på, da en lyshåret personlighed flytter ind i lejligheden over hendes, og hun pludselig står med et jævnaldrende kærestepar, der bestemmer sig for at rydde op i et par af hendes utællelige fordomme.

6Likes
5Kommentarer
661Visninger
AA

7. Kapitel 7

Kapitel 7

”Jeg gider ikke mere,” sukkede jeg, da vi gik hen ad fortovet. Det var lige så stille begyndt at blive mørkt. I hvert fald sådan generelt. I byen var der aldrig mørkt. Overalt var der neonskilte, der oplyste fortovet, lyskryds, der skiftevist viste rød, gul eller grøn, og billygter. Masser af billygter der tilhørte de biler, der kørte rundt og forurenede gaderne. Jeg var træt og ville gerne bare hjem og læse i min bog eller se en film.
     ”Kom nu, vi går bare herind.” Jeg stirrede på pubben vi var standset op uden for. Sådan nogle steder havde aldrig rigtig tiltalt mig. Desværre havde jeg for længst opgivet at tale Simon til fornuft, når han selv syntes, han fik gode idéer. Og Mikkel hjalp mig ikke ligefrem.
     Der lugtede af øl og cigaretrøg. Jeg prøvede at bilde mig selv ind, at det var værre end det var. Det lykkedes næsten. Rundt omkring i hjørnerne sad folk og spillede kort, mens de drak sig en kæp i øret. Kortspillet havde jeg ikke så meget i mod. Det var mere det faktum, at der hele tiden røg penge frem og tilbage mellem folk. Jeg fattede ikke folk, der spillede om penge. Man endte jo altid med at tabe dem alle sammen.
     ”Nå Maja, har du så lært noget nyt?” spurgte Simon, da vi satte os ved et lille rundt bord. Jeg vidste, at vi var nået dertil, hvor de var færdige med at hive mig alle mulige steder hen. Nu syntes de, at de havde vist mig nok af deres elskede kæmpeby. Den by, der rent faktisk var mit hjem. Det måtte jeg hellere prøve at indse.
     Men faktisk var der sket meget. Bare i løbet af den sidste uge. Da jeg var ude og spise med Line, bestilte jeg noget andet, end det jeg plejede. Bare for at prøve det. Og vi snakkede om noget andet. Jeg fortalte hende om min skære overbo, og hun fortalte mig, at hun endelig havde bedt sin eks om at skride. Hun havde mødt en anden fyr, og så duede det jo ikke, at hanblev ved med at komme rendende.
     Bare dagen før havde jeg ført en nogenlunde samtale med Gerda Pedersen, der var min underbo. Jeg havde boet over hende i over et år, men aldrig snakket med hende. Jeg havde altid troet, at hun var en sur gammel dame. Sådan en Fru Olsen, der råbte op om, at man smækkede med døren eller larmede, når man gik op ad trappen. Hun havde faktisk inviteret mig til kaffe her en af dagene, som hun havde formuleret det.
     Og så havde jeg lært at tage S-toget. Det kunne til tider være ret smart. Der var også meget bedre plads og luft end i busserne. Jeg hadede busser. Der var alt for mange mennesker klemt sammen på alt for lidt plads. Og man skulle tit skubbe og masse for at komme ud. Og hvis man havde købt kaffe, endte det altid med, at nogen skubbede til en, så man spildte ud over sig selv og gulvet. Jeg hadede også at komme hjem med kaffepletter på mit internetkøbte tøj.

Mens Mikkel blandede et spil kort, han havde fundet et eller andet sted, spurgte de mig, om der var noget, der undrede mig, noget jeg havde tænkt over. Det tænkte jeg længe over. Jeg havde undret mig en del. Over hvad i alverden det var der skete. Men det viste jeg jo godt. At tænke havde jeg ikke gjort så meget i. Hvis jeg havde det, ville jeg nok ikke have overlevet alt det, de efterhånden havde udsat mig for. Til sidst besluttede jeg mig for, at det var dem, det skulle gå ud over nu.
     Jeg greb fat i Mikkel højre hånd og Simons venstre, og holdt deres hænder op ved siden af hinanden.
     ”Er det tilfældigt?” spurgte jeg. Jeg havde på et tidspunkt opdaget, at der på Simons venstre ringefinger sad en ring fuldstændig magen til Mikkels, som jeg havde lagt mærke til den første gang, jeg var så uheldig – eller heldig – at støde ind i ham. Svaret var selvfølgelig nej, og de smilede begge to en smule fåret. Jeg kunne ikke lade være med at ryste på hovedet og smile lidt af dem.
     ”Hvor længe har i egentlig været sammen?” De var umådeligt langsomme om at svare. Som om de ikke helt vidste, hvem af dem der skulle gøre det.
    ”Fire år på torsdag.”
     ”Men vi har kendt hinanden i næsten tretten.” Helt automatisk røg mit øjenbryn i vejret.
     ”Og I kan stadig holde hinanden ud?”
     ”For det meste,” svarede Simon. ”Men det er også okay at være træt af folk engang imellem. Bare det ikke er helt tiden.” Jeg skulede til ham. Nu var det igen mig vi snakkede om. Men denne gang ville jeg altså have det sidste ord.
     ”Når i en gang skal giftes og alt muligt, så vil jeg med til jeres bryllup, og så vil jeg være hende den sure, vrantne tøs, der sidder for bordenden og kigger ondt på alle, der ikke sidder pænt.” De himlede begge to med øjnene. Men jeg kunne se, at de også smilte lidt. Bare en lillebitte smule.

Da jeg kom hjem fandt jeg et blank stykke papir og en kuglepen. Simon havde sagt, at jeg kort skulle skrive ned, hvad jeg havde fundet ud af, mens jeg havde været sammen med dem. Skrive noget jeg kunne sige til mig selv, hver gang jeg sagde, at jeg ikke brød mig om noget, selvom jeg ikke havde prøvet det. Eller hver gang jeg dragede konklusioner om folk, jeg ikke kendte.
     Men det gjorde jeg ikke. I stedet skrev jeg en liste over alle de ting, jeg havde lært, siden jeg stødte på en irriterende punkertype uden for min dør, fordi jeg havde glemt min nøgle, og han tilfældigvis lige skulle besøge sin kæreste, der var flyttet ind over mig.
     Majas fordomme om mennesker og storbyen, skrev jeg øverst og tegnede så en lille stjerne for hver gang jeg skrev en ny ting. Jeg hængte listen op på væggen, og rundt om den pyntede de billeder, der var blevet taget i løbet af de sidste par uger. I løbet af de næste år skulle listen blive længere. Den ville komme til at fylde mere end blot en enkelt side. Og hele min væg ville blive overklistret med billeder. Men det var først senere. Først og fremmest skulle listen over, hvad jeg havde lært det sidste stykke tid, skrives. Og det blev den på min måde. For det var trods alt mig, og jeg kunne nu stadig bedst lide, at tingene skete på min måde.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...