Majas fordomme

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 okt. 2013
  • Opdateret: 17 okt. 2013
  • Status: Igang
Det kan godt være, at Maja bor i storbyen, men det betyder ikke, at hun har oplevet specielt meget af den. Hun har en klar fornemmelse af, hvad hun bryder sig om, og hvad hun ikke bryder sig om, og den by, der fungere som hendes hjem, hører egentlig til den sidste kategori. Hun er typen, der kun behøver kigge på folk en gang for at vide, om hun kan lide dem, og hendes liv er egentlig meget enkelt. Men det bliver der vendt om på, da en lyshåret personlighed flytter ind i lejligheden over hendes, og hun pludselig står med et jævnaldrende kærestepar, der bestemmer sig for at rydde op i et par af hendes utællelige fordomme.

6Likes
5Kommentarer
648Visninger
AA

6. Kapitel 6

Kapitel 6

De næste mange uger af mit liv skete der så meget, at det næsten føltes som om, jeg havde boet i min lille lejlighed i endnu et år. På de uger oplevede jeg mere, end jeg havde gjort på et helt år, og det var nærmest skræmmende. Jeg måtte oftere og oftere droppe den lidt negative attitude, og jeg havde aldrig haft det så sjovt. Mest af alt fordi det alt sammen var så pisseåndssvagt. Simon blev ved med at snakke om alt det, man skulle nå, mens man var ung. Generelt bare det man skulle nå, mens man levede. Det var da for dumt at spilde hele sit liv i en kedelig, grå leglighed, når hele verden lå lige foran en. Mikkel lokkede mig til at få lavet et hul øverst i venstre øre, og af og til glemte jeg fuldstændig, at jeg ikke brød mig om dem.

Jeg stirrede op på skinnerne, der bugtede sig over mig. Vred og vendte sig. Snoede om sig selv. Jeg kunne høre folk skrige, og en gysen løb igennem mig. Jeg havde altid hadet forlystelsesparker. De var altid fyldt med sindssyge rutsjebaner, der kun ventede på at gå i stykker. Det var livsfarligt. Og så var der fyldt med små børn over det hele. Egentlig var det generelt bare ret barnligt. En kæmpestor og meget farlig legeplads. Hvor var dækgyngerne henne?
     Simon og Mikkel stak hver en arm ind under mine og hev mig med hen til den alt for lange og kedsommelige kø. Skridt for skridt kom vi tættere og tættere på. Jeg blev noget så fornærmet, da en mand, der skulle lukke os ind til vognen, kiggede vurderende på mig, som om han et kort øjeblik var i tvivl om, hvorvidt jeg overhovedet var høj nok.
     Da vi sad fastspændt sammen med tyve andre mennesker, var det for sent at gøre noget ved det. Jeg var bange. Det turde jeg godt indrømme over for mig selv. Der var en grund til, at jeg altid havde holdt mig langt væk fra Tivoli. Lige om lidt ville vi alle sammen falde i døden.
     Da vi kom ned, kunne jeg slet ikke holde op med at grine.

Jeg havde altid vist, at byen var kæmpestor. Jeg havde jo selv set indbyggertallet og et kort over den. Alligevel virkede den tusind gange større, end jeg først havde regnet med. Der var så mange sære steder, man kunne besøge. Hvordan kunne alt det proppes ind i én by?
     Det mærkværdige kærestepar blev ved med at finde på nye ting, jeg skulle trækkes med til, og jeg blev mindre og mindre ufrivillig. Jeg mødte en masse af deres venner, som var lige så unormale og forskellige fra hinanden, som de selv var. Men på trods af det var de alle sammen venlige.

Musikken var høj, og rundt omkring mig sang folk med. De masede og skubbede lidt af og til, fordi de ville længere frem mod scenen, så de bedre kunne se bandet, der spillede. Jeg havde det meget fint med ikke at komme længere foran. Der skubbede folk meget mere. Der var varmt, men det var ikke så slemt, som jeg havde frygtet. Folk skubbede heller ikke så meget, som jeg havde frygtet. Jeg havde forestillet mig en rasende menneskemasse, der ville kaste mig rundt helt ude af kontrol.
     ”Kan du overhovedet se noget?” Jeg kiggede op på Tobias, der råbte mig ind i hovedet for at overdøve musikken. Normalt var jeg blevet sur over, at nogen kommenterede på min højde. Men ikke i dag. I dag magtede jeg det ikke. Så jeg rystede bare på hovedet. Folk til den her koncert var bare en smule for høje. Pludselig lettede jeg fra jorden, og før jeg vidste af det sad jeg på Tobias’ skuldre.
     ”Er du skidehamrende sindssyg!” skreg jeg til ham, men han grinede bare. Jeg klamrede mig til ham, men nu kunne jeg endelig se lidt af, hvad der foregik oppe på scenen. Lige så stille slappede jeg mere af, og til sidst kunne jeg grine sammen med Simons og Mikkels skidehamrende sindssyge ven.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...