Majas fordomme

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 okt. 2013
  • Opdateret: 17 okt. 2013
  • Status: Igang
Det kan godt være, at Maja bor i storbyen, men det betyder ikke, at hun har oplevet specielt meget af den. Hun har en klar fornemmelse af, hvad hun bryder sig om, og hvad hun ikke bryder sig om, og den by, der fungere som hendes hjem, hører egentlig til den sidste kategori. Hun er typen, der kun behøver kigge på folk en gang for at vide, om hun kan lide dem, og hendes liv er egentlig meget enkelt. Men det bliver der vendt om på, da en lyshåret personlighed flytter ind i lejligheden over hendes, og hun pludselig står med et jævnaldrende kærestepar, der bestemmer sig for at rydde op i et par af hendes utællelige fordomme.

6Likes
5Kommentarer
677Visninger
AA

5. Kapitel 5

Kapitel 5

Jeg stirrede på den grønne væske i mit glas. Den så giftig ud, og en gang imellem steg en boble op fra bunden og brød overfladen. Endnu en boble. Til sidst løftede jeg blikket og betragtede de hovedpinefremkaldende discolys og de dansende mennesker. Jeg fattede ikke, hvordan de havde lokket mig med herhen. Det kunne godt være, at Simon havde fået en eller anden dum idé om, at han skulle vise mig, hvor fed byen kunne være. Men havde det så ikke været en idé rent faktisk at starte med noget, der var fedt? Det her var jo dødsygt.
     Tidligere havde de trukket mig med ned på Strøget, og jeg nægtede at indrømme, at det faktisk ville have været et ret fantastisk sted, hvis ikke det havde været fordi, der var så mange mennesker. Det var alligevel noget andet at kunne gå ind i butikker i stedet for at købe alt sit tøj på nettet. Jeg havde da også købt mig et par nye sko. Et par jeg aldrig ville have fundet på nettet.
     Det kunne godt være, at internethandel ikke var særlig spændende, men det var det her discotek da godt nok heller ikke. Det var jo bare en masse fulde mennesker og noget lidt for højt musik, som oven i købet var dårligt. Jeg havde mest af alt lyst til bare at gå, men jeg havde ingen anelse om, hvordan jeg skulle komme hjem. Det var lidt noget lort.

Jeg sang. Det lød forfærdeligt, men jeg var ligeglad. Simon sang også. Og fyren, der gik på den anden side af mig. De kunne heller ikke synge. Alligevel blev vi bare ved. Jeg var lidt i tvivl om, hvorvidt teksten var rigtig, men det var ikke så vigtigt. Vi havde armene om hinanden alle sammen, snublede af sted sammen. På vej mod baren.

Jeg vågnede til lyden af det, der viste sig at være skramlende pander. Jeg rullede om på siden og begravede ansigtet i puden, trak dynen længere op over hovedet. Det var der, det gik op for mig, at jeg boede alene, og at det slet ikke var min dyne. Den lugtede heller ikke som min dyne.
     Jeg satte mig fortumlet op i sengen, og en let hovedpine overfaldt mig med det samme. Jeg var uendeligt træt og følte mig tung i hovedet. Jeg befandt mig i en behagelig enmandsseng, og noget begyndte at dæmre for mig, da jeg fik øje på flyttekasserne, der stod tilfældigt placeret rundt omkring. Lyden, som kom fr køkkenet, lød igen, og det lykkedes mig at komme ud af sengen, selvom den skreg til mig, at jeg skulle komme tilbage.
     På gulvet lå mine bukser, og jeg gik ud fra, at jeg selv havde smidt dem der. Mine strømper lå der også, men T-shirten havde jeg sovet i. Den var krøllet og fnuldret. Det lykkedes mig at få nogenlunde styr på mit tøj, og jeg bevægede mig mod køkkenet. Det var Simon, der havde larmet. Jeg kunne ikke helt finde ud af, om jeg skulle finde det upassende, at han ingen bukser havde på. Dog var det værste nok, at der var små overskæg printet på hans underbukser. I det mindste var det ikke hjerter.
     ”Fancy underbusker,” mumlede jeg, da jeg satte mig på en af stolene. Der flød med reklamer og andet post på den lille bord.
     ”Jamen, godmorgen.” Han vendte sig om i mod mig, og jeg vidste ikke helt, om jeg ville give ham ret i, at det var en god morgen. Desuden kunne jeg se på uret, der hang på væggen, at det nærmere var middag. Jeg havde mest af alt lyst til bare at smadre hovedet ned i bordet og sove videre. Simon grinede, og jeg kiggede arrigt op på ham. Jeg blødte en smule op, da jeg så, at der stod æg og bacon på køkkenbordet. Det var nok lige præcis det, jeg havde brug for. Simon fandt et glad kakao frem til mig, og kakao havde aldrig smagt så godt, som det gjorde den morgen.
     Mens Simon stegte bacon, vendte aftenens begivenheder tilbage til mig, og jeg havde lidt svært ved at tro på det, mit hoved fortalte mig: at det rent faktisk havde været sjovt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...