Majas fordomme

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 okt. 2013
  • Opdateret: 17 okt. 2013
  • Status: Igang
Det kan godt være, at Maja bor i storbyen, men det betyder ikke, at hun har oplevet specielt meget af den. Hun har en klar fornemmelse af, hvad hun bryder sig om, og hvad hun ikke bryder sig om, og den by, der fungere som hendes hjem, hører egentlig til den sidste kategori. Hun er typen, der kun behøver kigge på folk en gang for at vide, om hun kan lide dem, og hendes liv er egentlig meget enkelt. Men det bliver der vendt om på, da en lyshåret personlighed flytter ind i lejligheden over hendes, og hun pludselig står med et jævnaldrende kærestepar, der bestemmer sig for at rydde op i et par af hendes utællelige fordomme.

6Likes
5Kommentarer
719Visninger
AA

4. Kapitel 4

Kapitel 4

Jeg begyndte at spendere mere og mere af min tid sammen med det mærkelige kærestepar, der pludselig havde mast sig ind på mit liv. Hvorfor kunne jeg ikke rigtig svare på. Det var jo ikke fordi, jeg havde helt vildt meget lyst. Jeg kunne bare aldrig finde en grund til at svare nej, når de inviterede mig med op. Jeg skulle aldrig noget. Jeg havde aldrig rigtig noget interessant at give mig til.
     Flyttekasserne forsvandt kun langsomt, men de modernes møblers overflader kom langsomt til syne. Jeg forventede stadig halvt om halvt, at jeg ville blive mødt af blomster og lyserøde puder, når jeg kom derop. Jeg kunne ikke rigtig vænne mig til tanken om, at de helt seriøst var kærester. Mikkel lignede stadig noget, der var løgn, og Simon så stadig alt for almindelig ud. Jeg kunne sagtens holde ud at være sammen med dem, men det var stadig ikke fordi jeg som sådan brød mig videre om dem.
     Alligevel var jeg sammen med dem. Alligevel endte jeg med at stå sammen med den i en kø, hvor vi ventede på at betale for vores få varer.
     ”Årh, forhelvede,” sukkede jeg, da jeg kunne se, at det var bumsefyren, der sad ved kassen. ”Det går altså altid galt for ham der. Jeg forstår ikke, hvorfor man ansætter en, der fra starten af ser ud til at kludre i alting.” Der var ingen af de andre, der svarede mig, og jeg blev enig med mig selv om, at det var fordi, det jeg havde sagt var rigtigt. Der var ikke noget at kommentere på.
     Alligevel så Simon tænksomt på mig, da vi gik tilbage mod vores hjem. Jeg kneb øjnene sammen.
     ”Hvad?” spurgte jeg en smule surt. Lidt mere surt end hvad der havde været meningen faktisk. Men jeg kunne bare ikke lide, at folk kiggede sådan på mig.
     ”Du er ret fordomsfuld, er du ikke?” spurgte han til sidst, og som altid i situationer, hvor folk sagde noget åndssvagt på den ene eller den anden måde, skød mit ene øjenbryn i vejret. Han kendte mig jo knapt nok. Hvordan i alverden kunne han komme her og gøre sig klog på mig?
     ”Jo,” fortsatte han. ”Du ser på folk og beslutter dig for, at de er dumme og forfærdelige. Det er derfor du altid sidder helt alene i din lejlighed.”
     ”Det er det da i hvert fald ikke! Jeg sidder hjemme i min lejlighed, fordi det er der, jeg bor.”
     ”Men man behøver da ikke altid være derhjemme,” påpegede han, og jeg var blevet godt og grundigt irriteret på ham. Hvad bildte han sig ind? ”Du har en helt by fyldt med steder du kan være, og det kan da ikke passe, at der ikke er nogen, du kan være venner med overhovedet.”
     ”Jamen, jeg kan ikke lide byen,” forsvarede jeg mig, og det var skam rigtig nok. Hvor end man gik, var man ved at blive kvalt i bilos eller trampet ned af folk, der ikke så sig for. Og om aftenen var der fulde idioter over det hele. Hvad fedt var der ved det?
     ”Hvorfor i alverden bor du her så?” spurgte Mikkel, og jeg skævede surt til hans metalfyldte ansigt.
     ”Fordi jeg skal læse videre. Og det kan man ikke der, hvor jeg kommer fra.”
     ”Maja, har du nogensinde gået en tur uden for din lejlighed bare for at gå en tur? Har du nogensinde overveje alle de ting, du kan lave i stedet for at sidde derhjemme?” Hvis jeg havde været det voldelige tåbe, havde jeg nok slået Simon. Han var bare ved at blive en tand for irriterende. Han var helt klart venligst, når han bare holdt mund.
     ”Nej. Hvorfor skulle jeg det, når jeg ved, at jeg ikke vil bryde mig om det?” Min lyshårede plage rystede bare på hovedet, og vi gik i stilhed resten af vejen hjem. Egentlig var det ikke en dag, hvor folk burde gøre en i dårligt humør. Himlen var blå, solen skinnede. Det var sommer. Det var sommer og det regnede ikke engang. Hvis jeg stadig havde boet hjemme, ville vi være taget på standen. Men man kan ikke tage på standen i storbyen. Og hvis man kunne, ville der være overfyldt med klamme typer og larmende børn, der skreg op om, at de ville have en is.
     Jeg gik med dem op. Det var jo desværre det, der var meningen. Simon begyndte at lave mad, Mikkel hjalp ham, og jeg satte mig i sofaen og styrrede på flyttekasser. Pillede lidt ved hjørnet på en, der stod ved siden af mig. Til sidst kiggede jeg i den. Der var stadig ingen frynsepudder, men blot en masse skrammel. Det første jeg fik fat i var en film, der så ualmindeligt dårlig ud. Det næste var et eller andet computerspil, der lignede et af dem, der gjorde folk voldelige. Det sidste jeg kiggede på, inden jeg opgav at finde noget spændende, var et billede af dem, der nu var i færd med at lave min aftensmad. Jeg kunne ikke lade være med at syntes, at de så lidt for glade ud.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...