Majas fordomme

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 okt. 2013
  • Opdateret: 17 okt. 2013
  • Status: Igang
Det kan godt være, at Maja bor i storbyen, men det betyder ikke, at hun har oplevet specielt meget af den. Hun har en klar fornemmelse af, hvad hun bryder sig om, og hvad hun ikke bryder sig om, og den by, der fungere som hendes hjem, hører egentlig til den sidste kategori. Hun er typen, der kun behøver kigge på folk en gang for at vide, om hun kan lide dem, og hendes liv er egentlig meget enkelt. Men det bliver der vendt om på, da en lyshåret personlighed flytter ind i lejligheden over hendes, og hun pludselig står med et jævnaldrende kærestepar, der bestemmer sig for at rydde op i et par af hendes utællelige fordomme.

6Likes
5Kommentarer
660Visninger
AA

3. Kapitel 3

Kapitel 3

”Jeg så faktisk en lækker fyr på vej op ad trappen tidligere,” fortalte Line, mens hun rørte sukker ud i sin kaffe. Vi sad som sædvanligt i min stue, mens ligegyldigt TV flimrede hen over fjernsynsskærmen. Lige nu var der en eller anden åndssvag reklame. Jeg tog en slurk f min egen kaffe, men kiggede så mærkeligt på hende. Der boede stort set kun gamle damer i min opgang, og jeg var nu aldrig stødt på lækre fyre, når jeg tog min daglige ture på trappen.
     ”Ja, sådan en lyshåret en,” forklarede hun, og jeg forstod.
     ”Åh, det må være Simon. Han er næsten lige flyttet ind ovenpå.”
     ”Så der er flyttet en lækker fyr ind i lejligheden lige ovenover, og du har intet sagt?” Hun lød en smule fornærmet, og hun formede de røde læber som en trutmund. Jeg havde altid beundret hendes evne til at se pæn ud, lige meget hvad hun gjorde, og hvilken grimasse hun lavede. Af en eller anden grund sad hendes lange, lysblonde hår bare altid godt, mens mit eget lignede noget, der virkelig bare var løgn om morgenen, og når jeg kom hjem om eftermiddagen. Hun tværede aldrig sin make-up ud, og læbestiftens nuance passede helt perfekt, til hendes fine, lyse hud.
     Jeg var ikke rigtig den misundelige type, men jeg var nu alligevel en smule træt af min højde – eller mangel på samme. Jeg var træt af, at mit brune hår var ustyrligt, og jeg ville gerne bytte mine grågrønne øjne ud med Lines, der var skinnende blå. Det fortalte jeg hende dog ikke. Hun ville bare holde en eller anden åndssvag tale om, hvor toplækker jeg var. Så i stedet kom jeg med mit bedste bud på et svar til hendes spørgsmål. Hvilket var et skuldertræk og en kommentar om, at han var bøsse.
     ”Seriøst?” Line spærrede øjnene en smule op og lød som om, hun ikke troede på mig. Jeg nikkede bare og drak noget mere af min kaffe.
     ”Hvordan kan du være helt sikker på det?”
     ”Han er kærester med en eller anden punkerfyr,” svarede jeg kort for hovedet og skævede til min veninde, der så en smule skuffet ud. I løbet af mit besøg aftenen før, var det faktum, at Simon jo så måtte være Mikkels kæreste, til sidst trængt ind. På vej hjem var jeg blevet enig med mig selv om, at det var bedre, end hvis det var en eller anden punkertøs, der var blevet min overbo. Dog ikke fantastisk meget bedre. Jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle mene.
     Jeg havde fundet ud af, at Simon var et år ældre end mig, mens Mikkel var nitten. Jeg fandt ud af, at Simon lavede spiselig mad, som smagte betydeligt bedre end de frysepizzaer, jeg af og til købte. Og jeg nåede frem til, at de højst sandsynligt ikke ville lade mig være i fred det næste lange stykke tid.

Til aften tog Line og jeg ud for at spise. Det var ligesom bare det mest interessante, vi kunne finde på. Min lejlighed var ikke specielt spændende, og det var hendes heller ikke. Det kunne godt være, at vi boede i en stor by med masser af muligheder, men der var ingen af os, der helt kunne se dem. Så i stedet sad vi på den samme restaurant og spiste den samme mad og snakkede om de samme ting. Når vi var færdige med at diskutere de sædvanlige ting kiggede vi lidt på folk og gættede på, hvad de var for nogle ud fra, hvad de spiste, hvilket tøj de havde på og generelt bare, hvordan de opførte sig. Nogle tilfældige småting kunne tit sige en hel del om en person.
     Jeg kunne snakke med Line om alt, men det skete bare sjældent, at jeg havde et eller andet vigtigt at snakke med hende om. Hun havde også kun sjældent noget specielt at fortælle mig. Når hun havde, handlede det om en eller anden fyr eller hendes ekskæreste, som vist nok prøvede at få hende tilbage. Jeg brød mig ikke om ham og holdt med hende i, at hun skulle glemme ham. Der var jo en grund til, at de var gået fra hinanden i første omgang.
     Men jeg følte mig godt tilpas, når jeg var sammen med Line. Hun var en af mine eneste rigtige veninder, men til gengæld, vidste jeg, hvor jeg havde hende. Det var aldrig akavet at være sammen med hende, og vi kunne altid snakke. Til tider var det om ingenting, men det var bedre, end at vi bare ad og stirrede på hinanden eller reklamerne i fjernsynet.
     En tjener kom med vores mad, og vi sagde som altid tak, når den de velduftende retter blev placeret foran os. Duften af maden tæt på blandede sig med restaurantens luft, som jeg efterhånden havde vænnet mig til, og jeg mærkede igen, hvor sulten jeg var. Jeg holdt meget af mine dage sammen med Line, selvom der sjældent skete det store. De var bare en rar adspredelse fra hverdagen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...