Majas fordomme

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 okt. 2013
  • Opdateret: 17 okt. 2013
  • Status: Igang
Det kan godt være, at Maja bor i storbyen, men det betyder ikke, at hun har oplevet specielt meget af den. Hun har en klar fornemmelse af, hvad hun bryder sig om, og hvad hun ikke bryder sig om, og den by, der fungere som hendes hjem, hører egentlig til den sidste kategori. Hun er typen, der kun behøver kigge på folk en gang for at vide, om hun kan lide dem, og hendes liv er egentlig meget enkelt. Men det bliver der vendt om på, da en lyshåret personlighed flytter ind i lejligheden over hendes, og hun pludselig står med et jævnaldrende kærestepar, der bestemmer sig for at rydde op i et par af hendes utællelige fordomme.

6Likes
5Kommentarer
668Visninger
AA

2. Kapitel 2

Kapitel 2

”Hej Maja.” Jeg sukkede, inden jeg vendte mig om på trappen.
     ”Hej Mikkel,” hilste jeg, og betragtede hans sorte hår, der sad endnu værre end dagen før. Jeg var ikke helt tilfreds med, at jeg efterhånden havde mødt ham så mange gange, at jeg kendte hans navn. Jeg begyndte at ønske, at hans dumme kæreste aldrig var flyttet ind, selvom hun nu ikke personligt havde generet mig endnu. Jeg havde slet ikke set hende en eneste gang, hvilket egentlig var ret mærkeligt, når man tænkte på, hvor tit jeg stødte ind i mine underboer. Mikkel var slet ikke så snakkeglad som jeg først havde troet, og det lykkedes os at nå hele vejen op til min lejlighed uden rigtig at sige noget.
     ”Hvorfor kommer du egentlig ikke med op?” Jeg hævede det ene øjenbryn. En gestus jeg var begyndt at bruge så tit, at den faldt mig helt naturlig.
     ”Jeg-” begyndte jeg, men han afbrød mig:
     ”Du skal ikke prøve at bilde mig ind, at du har et eller andet meget vigtigt du skal, for det kan jeg se på dig, at du ikke har. Du låser dig altid inde i den lejlighed – du ville have godt af rent faktisk at være sammen med mennesker.”
     ”Og hvad ved du så om det?” spurgte jeg fornærmet. Han skulle ikke komme her og gøre sig klog på mit liv. Nej, jeg havde intet at bruge min vigtigt at bruge min fredagaften på, men jeg havde heller ikke ligefrem lyst til at være sammen med ham og han kæreste. Gad vide hvad de egentlig fik deres tid til at gå med? Hvad lavede sådan  nogle mennesker, når de ikke stod ved et eller andet hushjørne og gjorde folk, der gik forbi, utrygge?
     ”Det er bare sådan en lille teori, jeg har,” svarede han, og hvordan det lykkedes ham at overtale mig til at gå med, havde jeg slet ikke lyst til at tænke på.

Døren ind til lejligheden stod på klem, og Mikkel skubbede bare døren op og smed sine sko inden for den. Han råbte ikke engang hej, gik bare indenfor. Jeg fulgte efter ham uden helt at vide, hvad det var, jeg var gået ind til. Jeg kastede en enkelt blik ind i stuen, hvor der fløs med flyttekasser. Stuens tidligere beboer ville have fået et hjerteanfald, hvis hun så, hvor rodet der var.
     Jeg rystede kort på hovedet, inden jeg gik mod køkkenet, hvor Mikkel var forsvundet. Jeg ville have sagt et eller andet, men endte i stedet med at kigge forvirret på den lyshårede dreng, der stod og rodede i et skab. Eller mand. Jeg havde aldrig helt fundet ud af, hvor grænsen var, men han så ud til at være mindst lige så gammel som mig, og jeg følte mig nu ellers ret voksen med mine tyve år.
     Fyren trak hovedet ud af skabet og sendte mig et venligt smil, inden han rakte en hånd frem mod mig. Jeg så ingen anden udvej end at tage den.
     ”Simon,” præsenterede han sig, og jeg fortalte ham mit navn. Jeg fandt situationen en smule akavet. Især fordi jeg ikke helt kunne få det til at hænge sammen. Hvor var punkertøsen hende? Det hankønsvæsen, der stod foran mig, så meget almindelig ud.
     ”Øh, jeg bor lige nedenunder,” tilføjede jeg i tilfælde af, at han måske fandt min opdukken mærkelig. Dog nikkede han bare og sagde et eller andet om, at Mikkel havde nævnt mig.
     ”Hvor længe har du boet her?” Simon kiggede spørgende på mig, inden han begyndte at rode i køleskabet. ”Vil du spise med? Jeg er helt fantastisk til at lave pizza.”
     ”Eh, ja tak,” svarede jeg en smule forvirret over de to spørgsmål oven i hinanden. Jeg kunne ikke helt blive enig med mig selv om, hvorvidt jeg kunne stole på hans madlavningsevner, men det var ved at blive en smule sent, og jeg havde ikke selv fået taget noget ud af fryseren.
     ”Og jeg har boet her i lidt over et år,” fortsatte jeg, da jeg huskede hans første spørgsmål. Han nikkede igen og begyndte at hive ting ud af køleskabet.
     ”Som du nok har opdaget, er jeg lige flyttet ind.” Jo tak, det kunne jeg skam godt se.
     ”Faktisk,” blandede Mikkel sig. ”Så har du efterhånden boet her så længe, at du burde have haft tid til at pakke nogle af alle de der kasser ud.”
     ”Hov hov, du!” Den lidt for almindeligtudseende dreng slog til punkerfyrens skulder. ”Pas på hvad du siger, det ender bare med, at jeg smider dig ud.”
     ”Det kan du ikke,” svarede Mikkel. ”For så finder jeg jo aldrig ud af, om du stadig er fantastisk til at lave pizza.” Simon fnøs.
     ”Du ved da, at jeg er helt fantastisk til alt.” Mikkel himlede med øjnene og trak fødderne op på den stol, han sad på. I mit stille sind konkluderede jeg, at ingen af dem var helt normale.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...