Majas fordomme

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 okt. 2013
  • Opdateret: 17 okt. 2013
  • Status: Igang
Det kan godt være, at Maja bor i storbyen, men det betyder ikke, at hun har oplevet specielt meget af den. Hun har en klar fornemmelse af, hvad hun bryder sig om, og hvad hun ikke bryder sig om, og den by, der fungere som hendes hjem, hører egentlig til den sidste kategori. Hun er typen, der kun behøver kigge på folk en gang for at vide, om hun kan lide dem, og hendes liv er egentlig meget enkelt. Men det bliver der vendt om på, da en lyshåret personlighed flytter ind i lejligheden over hendes, og hun pludselig står med et jævnaldrende kærestepar, der bestemmer sig for at rydde op i et par af hendes utællelige fordomme.

6Likes
5Kommentarer
676Visninger
AA

1. Kapitel 1

Kapitel 1

Jeg stirrede dumt på den lukkede dør foran mig. Virkelig stirrede. Som en eller anden tåbelig idiot uden hjerne. Varmen fra min kaffe trak lige så stille ud gennem papkruset, min skuldertaske gled en smule længere ned. Jeg fortsatte med at stirre på døren. Gad vide om den ville åbne, hvis jeg stirrede længe nok? Allerede inden jeg havde tænkt tanken til ende, havde jeg lyst til at fnyse af mig selv. Hvad var det dog for noget åndssvagt noget at tænke?
     ”Låst ude?” Jeg tog en dyb indånding og vendte mig irriteret om i mod personen, der havde snakket. Irriteret fordi det lige præcis var det, der var tilfældet, og irriteret over at en eller anden fremmed skulle blande sig i det. Jeg kunne ikke lade være med at hæve det ene øjenbryn, da jeg kiggede op på drengen, der nu stod over for mig. Han lignede noget, der var løgn. Og han lignede i hvert fald ikke en, der skulle rende rundt i nærheden af min opgang.
     ”Og hvad så hvis jeg er?” vrissede jeg af ham, mens jeg forfærdet lod blikket vandre ned over ham. Hans hår var bare en smule for langt, en smule for tjavset og en smule for sortfarvet. Generelt var han bare alt, alt for sort. Havde den dreng aldrig hørt om tøj i farver? Og det kunne umuligt være sundt at have så meget metal stukket i ansigtet.
     ”Så kan jeg måske hjælpe dig,” svarede han og viftede mig i ansigtet med en nøgle. En nøgle fuldstændig magen til den, jeg havde glemt i min lejlighed. Jeg flyttede mig, så han kunne komme til døren, selvom jeg stadig var utilfreds med at skulle påduttes hans hjælp. Han havde en masse armbåndslignende ting vinklet om et ret tyndt håndled, og han havde rent faktisk også en sølvring på ringefingeren. Hvis man talte piercingerne med havde han en  hel del flere smykker på end mig, og det var da ikke fordi, at jeg holdt mig tilbage.
     ”Du bor her da ikke?” Jeg trådte forbi ham og ind i opgangen med rynkede bryn. Hvis han forventede et tak, måtte jeg desværre skuffe ham.
     ”Min kæreste er lige flyttet ind,” fortalte han, og jeg vidste ikke helt, om jeg brød mig om den oplysning. På den anden side havde jeg selvfølgelig selv spurgt.
     ”Og hvor bor du så?” Det interesserede mig ikke, medmindre han nævnte et sted meget langt væk. Det ville betyde at han ikke kom rendende så tit.
     ”Hos mine forældre.” Jeg valgte ikke at informere ham om, at det egentlig ikke var svar på mit spørgsmål. Jeg havde lidt på fornemmelsen, at jeg intet ville få ud af det.
     ”Så må din kæreste næsten være ældre end dig,” konkluderede jeg og fortrød med det samme, at jeg havde sagt det højt. Det ville kun forlænge vores samtale, der desværre eksisterede. Til min glæde trak han bare på skulderen som svar. Et skuldertræk der vist betød, at jeg havde ret i min påstand.
     Jeg havde ingen anelse om, hvem hans kæreste var, men nu hvor jeg tænkte over det, var der vist flyttet en ny ind i lejligheden over min. Den gamle dame, der havde boet der før, var flyttet på plejehjem, hvilket nok også var det bedste. Dog havde jeg en fornemmelse af, at jeg ikke ville blive specielt glad for min nye overbo. Det faktum at hun var kærester med fyren ved min side, og at hun rent faktisk var ældre end ham, virkede bare ikke lovende. Det duede altså bare ikke, at pigen var ældst.
     Til min store lettelse nåede vi døren til mit hjem, og jeg fik rystet et eller andet farvel af mig, som egentlig bare betød, at han meget gerne måtte gå, så jeg kunne komme ind. Han kom med den der typiske kommentar om, at det jo kunne være, vi sås igen, og jeg mumlede for mig selv, at det håbede jeg godt nok ikke, mens jeg fandt ekstranøglen i bunden af min taske. Det var ret heldigt, at jeg tilfældigvis havde den der, for min veninde plejede at have den, så hun kunne komme ind, når hun en gang imellem besøgte mig. Hvis hun stadig havde haft den, var jeg ikke kommet ind.
     Punker-wannabe’en var forsvundet længere op ad trappen, og jeg fik endelig tid til at tage en tår af min kaffe, der ikke længere var varm. Det endte med, at jeg hældte den ud i vasken.

En time senere gik jeg igen ned af trappen. Jeg gad ikke rigtig lave mad, og så var det nemmere at gå ned og købe en frysepizza, selvom jeg egentlig ikke brød mig så meget om færdiglavet mad. På vej ned tjekkede jeg flere gange, om jeg nu også havde husket nøglen til opgangen. Jeg forstod virkelig ikke, hvorfor den dør altid skulle være låst. Det var jo kun til besvær. Også for postbuddet, der var nødt til at ringe på hos tilfældige for at få en til at åbne døren for ham.
     Men sådan var det, når man boede i samme bygning som en flok forstyrrede gamle damer, der var bange for, at nogen ville komme og stjæle deres dyrebare guldsmykker. Ligesom de var bange for, at der ville komme nogen og slå dem ned, når de gik på gaden om aftenen. Sådan nogle burde måske ikke bo i en storby.

Det lykkedes mig at finde en frysepizza, der ikke så alt for klam ud, og ved kassen tog jeg en pakke tyggegummi. Sådan noget var altid godt at have. Især når man skulle i nærkontakt med folk med afsindigt dårlige ånde.
     Da jeg havde stået i kø i ti minutter og der stadig ikke var sket noget, kunne jeg ikke lade være med at sukke dybt. Den bebumsede teenagedreng, der sad bag kassen kunne tydeligtvist ikke finde ud af sit job, og han blev til sidst nødt til at tilkalde en medarbejder. Hvad problemet var bekymrede jeg mig ikke om. Jeg vidste bare, at den her dag umuligt kunne blive værre. Det hele gik jo bare fantastisk.
     At skifte kø ville højst sandsynligt ikke hjælpe. Jeg havde kun dårlige erfaringer med at gøre sådan. Det endte altid med, at det gik vildt hurtigt i den kø, man lige havde forladt. At det var sådan gav egentlig ikke mening. Det hjalp ikke specielt meget, at det tykke kvindemenneske foran mig lugtede kraftigt af sved. Hun burde skifte et par af chipsposerne ud med salat. Da det endelig blev min tur til at betale, var jeg ved at blive sindssyg, og det var med hastige skridt, at jeg bevægede mig hjem. Jeg trængte virkelig til at lukke døren til min lejlighed og slippe for fumlende og irriterende mennesker. Dem var der desværre bare alt for mange af i det område, jeg boede i.

På vej op ad trappen stødte jeg ind i drengen fra tidligere, og jeg var nærmest lykkelig, da det viste sig, at han havde travlt. Jeg ville ikke have kunnet holde det ud, hvis jeg skulle til at snakke med ham en gang til. Hvis jeg på det tidspunkt havde vidst, at han var typen, der besøgte sin kæreste ret tit, var jeg højst sandsynligt gået direkte i seng, da jeg var kommet ind til mig selv. At det var noget jeg skulle erfare i løbet af de næste dage, hvor jeg konstant løb ind i ham, gjorde det på den anden side ikke meget bedre.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...