Jeg husker

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 okt. 2013
  • Opdateret: 17 okt. 2013
  • Status: Færdig
Jeg husker.

54Likes
44Kommentarer
1662Visninger
AA

1. One shot

Jeg husker. Jeg husker, hvordan vi mødtes. Han gik et klassetrin over mig, så vi så ikke særlig meget til hinanden i skolen, men på fritidshjemmet var det anderledes. Det var der, han kom over til mig og spurgte, om jeg havde lyst til at lave en lerfigur med ham. Siden da gik alt bare så let – som smurt i olie. Han har altid haft en sprudlende, imødekommende personlighed, så det var ikke svært for ham at komme hen til mig – venner var for ham ikke folk, man beholdt hele livet. Det var såmænd bare dem, der bragte minder til live.

  Jeg husker. Jeg husker, hvordan jeg plejede at pjække fra timerne sammen med ham for i stedet at løbe rundt på gangene og banke på hver eneste dør, der var linet op. Latteren vil formentlig for evigt være i mit hoved sammen med de smukke gråblå øjne, der kunne se lige igennem mig. Det er lang tid siden, jeg sidst har grinet så meget, at det har givet mig mavepine. For mig er det ikke længere en ting, der kan lade sig gøre. Ikke uden ham.

  Jeg husker. Jeg husker, hvordan han grinede i flere timer over min nye frisure. Hvordan jeg selv græd, fordi jeg ikke forstod, hvorfor han skulle finde det nødvendigt at få mig til at hade mit udseende endnu mere. I dag kan jeg ikke lade være med at smile ved tanken om det. Ikke fordi det var en særlig behagelig oplevelse, men fordi det er en af de mange gange, jeg har hørt ham grine oprigtigt. Og der er ingen, absolut ingen, der har en smukkere latter end ham.

  Jeg husker. Jeg husker, hvordan vi diskuterede, om det hed ’på Amager’ eller ’i Amager’. Selv da vi spurgte en af pædagogerne på fritidshjemmet, og hun svarede, at det hed ’på Amager’, nægtede jeg at indrømme mit nederlag. Stædighed er formentlig mit værste og bedste egenskab. Det er mit værste, fordi jeg nægtede at se i øjnene, at han var ligeglad med mig; at han var kommet videre. Samtidig er det mit bedste, for havde det ikke været for min stædighed, ville jeg formentlig ikke stå her i New York i dag og smile.  

  Jeg husker. Jeg husker, hvordan vi kom op at skændes over en pose slik, fordi der kun var én karamel tilbage, og vi begge gerne ville have den. Det var intet andet end en lille, ubetydelig karamel, og alligevel fik det os til ikke at snakke til hinanden i omkring et kvarter. Længere kunne vi dog ikke holde den, og da vi begyndte at snakke igen, lod jeg ham få karamellen. Når jeg tænker tilbage på det, kan jeg ikke lade være med at finde det yderst latterligt, men vi var trods alt også bare to fjollede børn. Er det så alligevel en overraskelse?

  Jeg husker. Jeg husker at føle mig speciel, fordi jeg var den eneste, han inviterede til sin fødselsdag. Det var vinter, og vejret var koldt, men alligevel tog vi på McDonald’s og købte en McFlurry hver. Jeg brød mig ikke engang om den med Smarties, men fordi han elskede den, arbejdede jeg mig igennem den. Jeg ved ikke, hvorfor jeg altid levede sådan i skyggen af ham uden at have det mindste imod det. For hver dag blev jeg mere og mere som ham – hver gang han nævnte noget om en ny fritidsinteresse, var jeg straks med på den, selvom det overhovedet ikke var mig. Man kan vel sige, jeg gemte mig bag den, han var, fordi jeg beundrede alt, han gjorde, så utrolig meget.

  Jeg husker. Jeg husker, da vi lavede en pagt om at være bedste venner for livet. Dengang var titlen rigtig nok, og det overrasker mig faktisk, jeg elskede ham så højt. Jeg havde formentlig ikke engang kendt ham i et halvt år dengang, men alligevel var det, som om mit liv afhang af ham. Jeg var syv år, og alligevel rummede mit lille bankende hjerte så stærke følelser.

  Jeg husker. Jeg husker, hvordan mit første kys gik til ham. Selvom jeg ville ønske, jeg kunne sige noget andet, var det et ret ligegyldigt kys. Der var ingen følelser lagt i det – i hvert fald ingen romantiske. Jeg tror ikke, vi dengang forstod, hvad det egentlig betød. På vejen hen til fritidshjemmet efter skole kom vi bare på en eller anden måde ind på, hvorfor folk egentlig kyssede. Det var en besynderlig ting for os. De fleste børn mente, det var klamt, men vi undrede os bare. For hvorfor var det så specielt? Fik man da superkræfter af det, eller hvad var det, der gjorde det så forbandet specielt? Vi prøvede det i hvert fald af – mest for sjov – og blev derefter en smule skuffede over, der ikke skete noget – at vi ikke lige pludselig kunne flyve. Det var slet ikke en helt så stor ting, som folk fik det til at se ud som.

  Jeg husker. Jeg husker at give ham et stort kram, da jeg en morgen så ham i fritidshjemmet, fordi han havde været i Italien i en hel uge. Det havde været en uge fyldt med kedsomhed, og der havde jeg virkelig opdaget, hvor fortabt jeg var uden ham. Men nu var han her, han var igen ved min side, og han havde en souvenir med til mig, så der var ingen tid til triste miner. Jeg har stadig den lille maske i en af mine skuffer på mit værelse, og hver gang jeg kigger på den, mindes jeg, hvordan jeg til at starte med troede, den kunne bruges til udklædning, på trods af at den var halvt så stor som mit hoved.

  Jeg husker. Jeg husker, hvordan jeg fortalte ham, jeg skulle flytte til en lille by ved navn Vallensbæk. Jeg var ikke glad for at skulle forlade storbyen – det ville blive underligt at skulle falde i søvn til lyden af ingenting. Amager havde i så mange år været mit hjem – hvorfor var det det pludselig ikke længere? Og han græd. Det var første gang i lang tid, han græd foran mig, så jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. Jeg var bare forvirret, for sådan her hang det ikke sammen. Han var den stærke af os to, ikke mig.

  Jeg husker. Jeg husker, hvordan han kom på besøg hos mig, og jeg viste, hvor stort mit værelse var. Væggene var lyserøde, og på skrivebordet var der stillet en masse små dyrefigurer op. Det var et rigtigt pigeværelse, og selvom han var en dreng, syntes han om det. Jeg kunne helt klart også selv bedre lide at bo i rækkehus end lejlighed, så noget godt var der vel alligevel kommet ud af at flytte.

  Jeg husker. Jeg husker at tage ud på en legeplads med ham ved min side. Jeg kom til at kaste sand i øjnene på ham, så han blev vred på mig. Det var nok en af de værste følelser, jeg længe havde følt – skylden. Jeg kunne ikke lide, han stirrede på mig på den måde, så jeg forlod ham siddende der i sandkassen. Det var nok lidt dumt, taget i betragtning af at han ikke kunne finde hjem, men det var ikke noget, jeg tænkte over dengang. I stedet blev jeg bare ved med at mumle for mig selv: ”Jeg har mistet ham, jeg har mistet ham, jeg har mistet ham …” indtil han kom løbende og sagde, det var okay. I dag undrer jeg mig over, om det, jeg sagde, mon havde en dybere mening, end det virkede som dengang.

  Jeg husker. Jeg husker, hvordan han blev introduceret for alle mine nye venner, og hvor godt de kom ud af det med hinanden. Han mødte min bedste veninde i klassen, som hed Amalie, og straks faldt de i snak med hinanden. Vi var sammen hele den aften, og han fik lov til at se Amalies Diddl-papirer. De to minder meget om hinanden, nu når jeg tænker over det – det er formentlig derfor, jeg har mistet dem begge.

  Jeg husker. Jeg husker, hvordan han fortalte mig, han skulle flytte til USA, fordi hans fars arbejde var forflyttet dertil. Der var ingen tårer, ingen følelser, det gik vist aldrig op for mig, hvad det egentlig betød. Jeg troede bare blindt på, han ville blive ved med at være der for mig – at vi ville kunne blive ved med at være bedste venner, som vi havde været det i efterhånden to år.

  Jeg husker. Jeg husker min første og sidste overnatning hos ham. Jeg havde ikke mine ting med, så jeg lånte hans mors natkjole, som var alt, alt for stor til mig. Den var grøn og havde et gråt får placeret lige i midten – spørg mig ikke om, hvorfor jeg kan huske det. Den aften var fyldt med latter og ikke mindst løfter om at holde kontakten. Næste dag tog han af sted, og jeg græd hele aftenen.

  Jeg husker. Jeg husker at skrive til ham på msn, hver gang han var online. Han svarede kun ti procent af tiden, men det var det hele værd – jeg blev altid så oplivet, når han tog sig tid til at chatte med mig. Det kunne være højdepunktet på hele min uge, hvis ikke måned. Jeg savnede ham så meget og følte mig fortabt – det var som at skulle stå på egne ben for første gang.

  Jeg husker. Jeg husker at sende ham breve med tegninger af os, selvom jeg normalt aldrig gjorde sådan nogle gammeldags ting. Det virkede bare, som om det var den eneste måde, hvorpå jeg kunne få kontakt til ham, for han havde skiftet e-mailadresse. Det vidste jeg dog ikke dengang, så jeg blev ved med at skrive til en e-mailadresse, jeg troede, der var hans – den fandtes slet ikke, fandt jeg senere ud af. Hvis jeg havde kunnet finde ud af engelsk, ville jeg nok også have regnet det ud, eftersom starten af adressen var ’noreply’.

  Jeg husker. Jeg husker at blive oppe til klokken 11 om aftenen på en hverdag, når jeg normalt gik i seng klokken ni, for at være på Skype med ham. Tidsforskellen var enorm, så derfor var jeg altid tvunget til at være oppe virkelig sent for at se ham på webcam, men for mig var det det hele værd. Ikke en eneste gang tænkte jeg over, at det kun var mig, der ofrede søvn for ham – han stod aldrig tidligt op for min skyld.

  Jeg husker. Jeg husker at skrige af frustration, fordi jeg ikke lærte engelsk hurtigt nok. Han havde allerede glemt det danske sprog, så jeg havde ikke andet valg end at kommunikere med ham på engelsk. Problemet var bare, at jeg langt fra var god nok, og halvdelen af tiden forstod jeg ikke en brik af det, han sagde. Google Translate var i den periode min mest besøgte hjemmeside.

  Jeg husker. Jeg husker at skrive en sang til ham, selvom jeg stinker til at skrive sange. Den var virkelig plat, og teksten havde flere hundrede grammatiske fejl, fordi jeg havde skrevet den på engelsk, men da han svarede omkring en uge senere, var han glad. Jeg gad vide, hvorfor han først svarede en hel uge efter, når han tydeligvis havde været online virkelig mange gange før det. Jeg burde have spurgt ham dengang, men jeg var for optaget af glæden over, han havde svaret mig.

  Jeg husker. Jeg husker at få at vide af min mor, han ikke var det værd. Jeg burde bare komme videre, for han havde aldrig været god imod mig – kun forvoldt mig psykisk smerte. Sådan noget sagde hun af en eller anden grund altid om mine venner, og jeg lyttede aldrig. I stedet blev jeg ved med at prøve på at tage kontakt til ham, fordi jeg da stadig havde håb, men sandheden er jo, han dengang ikke kunne være mere ligeglad med mig.

  Jeg husker. Jeg husker, hvordan jeg begyndte at snakke med en rådgiver hver onsdag, så jeg kunne komme af med savnet. Det hjalp ikke en skid, men et eller andet slog alligevel klik inden i mig senere hen, for det gik op for mig, jeg skulle tage mig sammen. Han var væk, så hvorfor sidde sådan fast i fortiden? Alle i min klasse forstod ikke, hvorfor jeg gad spilde min tid på en, der alligevel kun svarede én gang per måned. Måske var det i virkeligheden nutiden, der spillede en rolle. Og hvor meget det så end smertede, så var det måske på tide at fokusere på mine nuværende venner – ikke ham.

  Jeg husker. Jeg husker nytår, hvor jeg mellemlandede i New York. Jeg skrev til ham, at jeg befandt mig i samme by som ham, og straks svarede han, at vi burde mødes senere i morgen. Problemet var bare, at det var en mellemlanding – ikke et længere ophold. Jeg kunne ikke mødes med ham, for jeg skulle kun være der i tre timer. Det bristede indeni, og som jeg gik rundt og kiggede på souvenirs, var alt, jeg kunne tænke på, at jeg skulle finde noget, der kunne minde mig om ham. Jeg har aldrig hadet at springe ind i et nyt år mere.

  Jeg husker. Jeg husker at skrive en lang besked til ham, hvor jeg forklarede, hvor ondt det gjorde, han bare var så ligeglad. Hvordan jeg fortalte ham, jeg heldigvis var kommet videre, men at det havde taget alt, jeg havde i mig. Jeg husker også, hvor chokeret han var over alle de konstateringer. Han var ked af, at jeg havde været så meget igennem – hvis han havde vidst det, ville han aldrig have gjort det imod mig. Det tvivler jeg nu stærkt på, for vi kan ikke ændre på, hvordan vi har det, og han var tydeligvis alt for optaget af sit nye liv til at tage sig af mig. Hvis det dog havde været anderledes …

  Jeg husker. Jeg husker, hvor dejligt det var at kunne sige til mig selv, jeg var kommet videre. Han ejede ikke længere mit hjerte, og jeg følte mig igen hel. Hver dag gik ikke med at tænke på ham og undre mig over, om han mon var online. I stedet kunne jeg tilbringe min tid med mine nye venner og veninder og leve mit liv. Jeg følte mig mere fri end nogensinde.

  Jeg husker. Jeg husker at forelske mig gang på gang uden at finde den rette. Hver gang det skete, tænkte jeg på ham og undrede mig over, om det, jeg havde følt for ham, mon også havde været en forelskelse. Fortællingen om de to bedste venner, der forelsker sig, er trods alt typisk – formentlig noget af det mest typiske i verden.

  Jeg husker. Jeg husker at komme ind på mit drømmegymnasium efter at have sagt farvel til mine gamle klassekammerater. Lykken var med mig, og fremtiden stod klar for mig – jeg skulle være psykolog, ligesom jeg altid havde fortalt ham. Det var underligt, jeg stadig havde de samme ambitioner, som jeg havde haft som syvårig, men sådan er det vel, når man er målrettet og stædig.

  Jeg husker. Jeg husker mine venners bekymrede blikke, da jeg en aften uafbrudt messede dit navn uden at vide, hvad der foregik. Senere, den næste morgen, da jeg vågnede og fik fortalt, hvad der var sket, var der ingen overraskelse at finde inden i mig. Jeg havde såmænd ventet på tilbagefaldet – det er nemlig typisk mig at komme ud for sådan nogle ting.

  Jeg husker. Jeg husker at have haft de mest fantastiske år på gymnasiet, selvom der selvfølgelig var nogle nedture. På trods af stressen over lektier og andre ting, var det med et smil, jeg lagde de år bag mig. Jeg kunne ikke fatte, at tiden var fløjet sådan af sted – jeg var 18 år. Som 15-årig havde jeg været virkelig nervøs for fremtiden, men det var anderledes nu. Jeg havde lært ikke at tage livet alt for seriøst, så nu kunne jeg bare slappe af – der var ingen bekymringer. Jeg var klar til at tage ud og opleve USA på mit sabbatår sammen med min veninde, Charlotte, og den første destination var Californien.

  Jeg husker. Jeg husker at komme hjem til det største rod, men sådan var det vel med os unge mennesker. Det gik mig i hvert fald ikke særlig meget på, for selvom jeg var et ordensmenneske, var jeg for doven til at rydde op. Jeg havde for travlt med så mange ting – Texas var endnu ukendt område for mig, og det skulle snart ændre sig.

  Jeg husker. Jeg husker at vende tilbage til New York som den syvende destination på Charlotte og mit USA-trip. Vi havde aftalt, vi godt kunne blive lidt længere – hende, fordi der var en masse gode seværdigheder og shoppemuligheder, mens jeg håbede på at kunne spotte ham, selvom New York var en kæmpe by. Han kunne være overalt, men jeg troede på, at hvis det var skæbnen, ville vi også møde hinanden.

  Jeg smiler. Jeg smiler, fordi jeg engang hørte nogen sige, at der på den anden side af kloden faktisk er 75 % chance for at se en, man kender. Jeg troede ikke på det dengang, for hvad er chancerne egentlig, men måske er det alligevel sandt. Ellers er jeg i hvert fald begyndt at hallucinere – det ville faktisk ikke være underligt. Men jeg tror, det her er ægte. Det virker ægte – jeg føler mig nær lykken. Det er, som om jeg efter lang tids søgen endelig har fundet et par briller, der passer mig perfekt. For jeg kan se. Jeg kan se ham.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...