Fanget i venskab? - One shot

Kender i den følelse, man for, når man er forelsket i en, som man bare ikke skal være forelsket i? Man har lyst til at slå sig selv hårdt i hovedet, og råber at man skal komme videre, men man kan bare ikke. For er det overhovedet en fejl at være forelsket? Det er jo ikke noget man selv kan styre...

1Likes
0Kommentarer
307Visninger
AA

1. Fanget i venaskab?

Alt står stille indeni mig. Mit blod er frossent, og mit hjerte er gået i stå. Jeg prøver at tage nogle dybe indåndinger, men intet hjælper. Panikken vokser i min krop, i takt med at min hjerne korlapser. Ingenting giver mening mere. Jeg er et misfoster, som lever i min egen fortabte verden. Hvorfor sker det her for mig? 

Jeg kigger nervøs hen på ham. Han står blandt nogle af sine drengevenner og griner af de sjove historier, som der bliver fortalt. Hvis bare det hele havde været som det plejede, så kunne jeg stå blandt flokken, og grine med. Jeg ville høre hans grin, og se hans brystkasse hoppe op og  ned, som den altid gør når han morer sig.

Men sådan skal det åbenbart ikke være. Jeg sukker og tager en ekstra stor tår at min drink. Jeg skær ansigt, da den stærke smag rammer mine smagsløg, og skaber en vis ubehag i min mund. Hvorfor drikker jeg overhovedet dette stads? Jeg har aldrig kunne lide vodka, så hvorfor overhovedet pine mig selv med det?

En af projektørlamperne fra dansegulvet rammer ham, og han lyser op som en engel. De lyse lokker skinder som aldrig for, og hans grønne øjne for det der særlige skær, som jeg udmærket godt har lagt mærke til før. Jeg mærker hvordan gåsehuden kravler op af mine arme, og varmen blusser op i mine kinder.

Jeg tager en tår mere af den modbydelige drik, og afleder min egen opmærksomhed, ved at kigge den modsatte vej. Gad vide om dette problem kan drikkes væk? Jeg bunder mit glas, og venter utålmodigt på den ønskede virkning, som tilsyneladende ikke har besluttet sig for at komme. Fandens!

Det er også bare typisk mig. Altid at rode mig ud i problemer, som jeg ikke selv er i stand til at løse på egen hånd. Og denne gang kan han ikke engang løse dem for mig. Jeg er alene om det her. Forever alone. 

Mine tanker flyver tilbage til den første gang jeg mødte ham. Dengang var vi begge to kun syv år, og vi anede ikke hvad fremtiden ville bringe os. Det var en torsdag eftermiddag, og det styrtede ned. Dengang troede jeg, at regnen kom fordi englene græd, og jeg var derfor gået udenfor, for at trøste dem.

Jeg gik gennem den St. James park i midten af London, og råbte op til englene, for at berolige dem. Der var ingen mennesker i en miles omkreds og jeg havde hele parken for mig selv, eller det følte jeg i hvert fald. Selv de små egern som plejede at løbe frit rundt i parken, havde for længst fundet sig et træ eller en busk at krybe op i, indtil regnen havde stillet ind. 

Mit hår var gennemblødt, ligesom min jakke og alt mit andet tøj, ja selv mine nye gummistøvler havde givet efter for vandet. Jeg kiggede op mod den grå himmel og lod regnen skylle direkte ned i hovedet på mig, mens jeg råbte til englene, 'at det hele nok skulle blive okay igen, hvis bare de holdt op med at græde'.

"Hvad råber du sådan op for" lød en stemme bag mig. Jeg vendte hovedet om, og der stod han så. Lige så driv våd som jeg, men dog med en paraply i hånden. Jeg fortalte ham om de grædende engle som var grunden til mit råberi, og jeg lyttede ihærdigt til min fortælling. 

Selv dengang havde han det sødeste smil, og den mest venlige sjæl. Vi kendte ikke hinanden, men alligevel bød han mig ind under sin paraply, så vi kunne stå i læ sammen. Og der stod vi så i regnen, i omtrent to timer, indtil vi opgav vores mission om at få dem til at holde op med at tude.

Vi fik ud af parken og forbi de mange butiksvinduer. På den anden side af glasset var der fine damer, med store kjoler, som bare så igennem os, som var vi luft. Vi fortsatte ned mod byen og stødte ind i en mand der solgte varm drikkelse, på denne kolde dag. Lugten af den varme søde drik, ledte os hen til manden, og da han så os i vores gennemblødte regntøj, tilbød han os en gratis kop varm kakao, som vi med glæde tog imod. Vi satte os hen i en lille sidegade, et sted hvor ingen andre kom. Dette var en af Londons mest ensomme kvarterer, hvor her næsten ikke boede nogen. Men selvom har var så tomt, kunne man stadig høre den konstante larm af biler og mennesker, som alle storbyer var kendt for. 

I den lille sidegade sad vi så, helt tæt sammen, og pustede til den skålhede drik, mens vi snakkede om alt og ingenting. Dette ynkelige møde, var så starten på et langt venskab, og efter kun et par måneder, kunne vi stolt kalde hinanden for vores bedste ven.

Jeg sukker og beder bartenderen om endnu en opfyldning. Hvis bare jeg kunne få alle mine tanker væk fra hovedet, og sende dem på ferie til langbortistand eller sådan noget, det ville være rart til en afveksling. 

Måske jeg bare skulle gå over og sige det som det er, "Hey du, jeg ved godt vi er bedste venner og alt det der, men hvad siger du egentlig til, hvis vi er kærester i stedet?" Selv i mit hoved lyder det komplet åndsvagt, hvilket det også ville lyde i virkeligheden. 

Måske har skæbnen bare afgjort at vi kun skal være venner. Det er sikkert også bedst, alt taget i betrækning, for vi er bare virkelig gode sammen. Vi har altid været der for hinanden. I idræt når vi skulle vælges på de forskellige hold, hvor vi altid valgte hinanden, så ingen af os skulle stå alene. Når vi skulle deles op i grupper, hvor vi altid sørgede for at komme på det samme hold. Når vi lavede lektier om eftermiddagen, hvor han hjalp mig med matematik og jeg hjalp ham med engelsk. For ikke at tale om alle de gange vi har rendt rundt i London city og råbt og skreget, til alle andre menneskers irritation. Vores bedste minder er dem fra storbyens gader.

Allerede som tiårige, var vi uadskillelige. Vi boede kun tre gader fra hinanden, så vi mødtes næsten hver eftermiddag efter skole, hvor vi fandt på alle mulige ting at lave. Især elskede vi at pranke folk fra gaderne, når de kom gående i al deres travlhed.

Christopher, som min bedsteven jo hedder, har et skjult talent. Uanset hvilken situation vi er i, er han altid i stand til at muntre mig og, og finde på de sjoveste ideer. 

Dengang som tiårige, gemte vi os i en busk, midt i St. James park, som var et af vores faste mødesteder. Det var højsommer, og solen bagede ned på Londons indbyggere, som havde vovet sig ud i det gode sommervejr. Jeg kunne lugte det nyslåede græs i parken, og se de små egern hoppe rundt, og tigge mad fra turisterne.

Mig og Christopher sad helt tæt sammen, inde i en lille busk, og betragtede de forbipacerende folk. Tideligere den dag, havde vi været så heldige at finde en pengeseddel liggende efterladt på jorden, og vi kunne ikke dy os, og havde derfor samlet den op. Men fordi vi var sådan nogle søde børn som vi var, havde vi jo ikke tænkt os at beholde den.

Næ nej, den person som først kunne tage den fra os, måtte få æren af at beholde den. Men helt let skulle det jo ikke gå til, så derfor havde vi bundet en snor i den, lagt den ud midt på stien, hvorefter vi havde sat os ind i den lille busk, hvor vi kunne observere hver eneste bevægelse.

Det første offer var en ung mand, som tøvende bøjede sig ned over sedlen. Men lige idet han skulle til at lukke hånden om den, rev Christopher i snoren, så sedlen fløj væk fra manden, som stod og så undrende til. Vi var færdige af grin inde i busken, og allerede kun ved det andet offer, som var en middelaldrende dame, med gråt hår og en enorm røv, blev vi opdaget og skyndte os væk. Men sjovt det havde vi det.

Selv den dag i dag, kan jeg stadig hører hans grin. Det grin som jeg elsker og som altid for mig til at grine.

Mit glas er tomt igen, og jeg mærker hvordan mit hoved snurre en lille smule. Mit hoved er igen vendt mod den lille drengeflok, og jeg stirre direkte hen på ham, som om jeg ingen hæmninger har. Jeg beordre mig selv til at dreje hovedet, men min krop lystre ikke. Det er sikkert alkoholen som påvirker min krop, og gør den svær at styre. 

Jeg har altid haft en tindens til at drikke lidt for meget til sådanne fester, og det har han efterhånden lært, for hver eneste gang er det nemlig ham der har fulgt mig hjem.

Det plejer altid at starte rimelig godt. Vi ankommer til festen, og jeg tager det stille og roligt, og undgår de stærkere drikkevare. Men alligevel ender jeg altid med at bukke under, og ligge stang stiv på et eller andet klamt toilet og brække det hele op igen.

Jeg husker engang for et par uger siden, hvor den var helt gal. Det var dagen efter min fødselsdag, og Christopher og jeg skulle i byen og fejre det. Vi havde valgt den nærmeste pub, og stemningen var fantastisk da vi trådte ind i lokalet. Musikken var høj, og alle sang med på de engelske sange, mens de dansede og drak.

Vi satte os op i baren, og fordi jeg lige var fyldt sytten, var der selvfølgelig en regel der skulle overholdes. Sytten år er lige med sytten shots. Det var et fast ritual mig og Christopher havde indført, og som jeg ikke havde tænkt mig at bryde.

Men gid jeg aldrig havde drukket det, for det var også den aften jeg fik kastet den skamfærdige forbandelse over mig, som har fået mig til at se Christopher på en helt ny og tiltrækkende måde, som jeg aldrig havde lagt mærke til før.

Da jeg bundede mit syttende shotsglas, og rummet både snurrede og drejede rundt for øjnene af mig, var det ved at gå galt. Min mave havde trukket sig sammen, og jeg vidste at om få sekunder ville det hele skylle ud gennem min hals igen. Jeg løb instinktivt op mod døren, men på grund af min høje promille, var jeg ikke i stand til at kordinere min retningssans ordentligt, så jeg gik direkte ind i butiksruden.

Jeg tog mig bekvemt til hovedet og beklagede mig højlydt, da nogle muskuløse arme greb om livet på mig, og hjalp mig ud af døren. Det var selvfølgelig Christopher som var kommet mig til undsætning, da han kunne se at jeg var helt galt på den og om lidt ville eksplodere i et lyserødt springvand at bræk.

Gadelygterne var stadig tændt, sammen med alle de neonlysende butikskilte. London var altid oplyst om natten, uanset hvilket tidspunkt man bevægede sig ud på. Biler var der også mange af, selvom det var langt ud på natten nu, og alle, inklusiv os, burde ligge hjemme i deres senge og sove.

Automatisk drejede jeg hen mod parken, mens jeg blev holdt oppe af Christopher, som sørgede for at jeg ikke væltede. Jeg kunne mærke væsken komme op gennem mit halsrør og han hjalp mig ind til en busk i siden. Dette senarie havde vi gennemgået utallige gange før, og vi vidste derfor præcis hvor den anden skulle befinde sig og hvad vi skulle gøre.

Jeg lå foroverbøjet, på alle fire mens brækket løb ud af munden på mig. Christopher holdt mit lange hår væk fra ansigtet, og sørgede samtidig for, at der ikke kom noget bræk på mit tøj. Væsken sveg i min hals og jeg begyndte at klynke. Jeg rejste mig vaklende op, og han greb mig i sine arme.

Hvorfor vi pludselig stod og omfavnede hinanden der, midt på stien i den oplyste park, aner jeg ikke. Det virkede bare så naturligt. Han var jo min bedste ven, og at kramme er jo en del af at være venner. Det næste der skete, kom dog som lidt af et chok for mig. 

Jeg løftede mit hoved og kiggede op i hans smaragd grønne øjne, som jeg kendte til punkt og prikke, men jeg havde aldrig før set det særlige glimt de havde i sig, som den aften. Vi stod og stirrede lidt på hinanden, og pludselig, ud af det blå, gjorde vi noget som ingen af os tilsyneladende havde regnet med ville ske. 

Han lænede sig lidt frem, og kyssede mig forsigtigt på læberne. Det gav næsten et chok i mig, og jeg anede ikke hvad jeg skulle gøre, eller om jeg overhovedet skulle gøre noget. Det hele var bare så uventet og det virkede bare så forkert at stå her, og kysse sin bedste ven. Men alligevel var der en stemme indeni mig som råbte op efter mere. Og da jeg var fuld, og dermed let påvirkelig, løftede jeg hovedet og lukkede mine læber om hans.

"Hey" lyder en hæs stemmer foran mig, og jeg vågner op fra mine tanker. Jeg mærker hvordan blodet samler sig i mine kinder, og gætter jeg rigtigt er jeg helt tomatrød i fjæsset lige nu. Der står han. Oplyst af skærene fra de mange lys. Jeg smiler hurtigt, for ikke at virke sær, og gentager hans ord fra før. "Hey."

Han smiler til mig, og blotter sine perfekte hvide tænder. Mit blik glider hurtigt over hans fyldige læber. Siden den aften i parken, har jeg ikke kunne se på dem normalt. Det er som om, at hver gang jeg ser dem, kommer kysset frem inde i hovedet på mig, og jeg er ved at gå til indeni. Vi har ikke rigtigt fået snakket ud omkring det, hvilket sikkert betyder at han ikke følte noget for det, og bare helst vil glemme det. Han havde trods alt også fået lidt at drikke den aften, så måske var det også alkoholen der styrede ham.

"Vil du med ud at danse?" spørg han henkastet og kigger afventende på mig. Mit hjerte banker af sted, og er ikke til at stoppe. Jeg ved godt der ikke er noget i det, jeg mener vi har danset sammen til fester som denne mange gange før, men alligevel håber jeg inderst inde på at der ligger noget mere bag det.

Jeg nikker, og prøver at slappe af i kroppen, da han tager min hånd og trækker mig med ud på dansegulvet. Hans hænder lægger sig forsigtigt på mine hofter og jeg forler mine hænder om hans nakke. Det kilder i min mave og jeg tør næsten ikke at kigge op på ham, af frygt for hvilken påvirkning min krop vil få af det. Men alligevel kan jeg ikke nære mig, og lader mine øjne møde hans.

Det er som om der er et smil gemt bag hans grønne iris, et smil jeg ikke har lagt ordentlig mærke til før. Hans øjne flakker en smule, og fordi vi er så tætte som vi er, ved jeg det er fordi der er noget som går ham på.

"Der er noget vi skal tale om" siger han med næsten alvorlig stemme, og det gør mig en smule bekymret, da den alvorlige side af ham, normalt ikke er en han viser frem. Jeg kan mærke der er noget på fære, og jeg frygter for hvad det kan være.

"Det er om kysset" fortsætter han, og kigger direkte ned på mig. Jeg synker en klump, som har samlet sig i min hals, og uroligheden vokser i min krop. Har han gennemskuet mig? Ved han at jeg er forelsket i ham? Og hvis det er tilfældet, hvad vil der så ske med vores venskab?

"Jeg ved det godt, jeg var fuld og det var en fejltagelse, jeg skulle ikke have..." jeg bliver afbrudt af ham, og vægler derfor at holde min mund.

"Nej du har ikke gjort noget galt, jeg mener det var trods alt mig der startede, men det er nu ikke det," han stopper op og hans øjne flakker igen. Jeg undre mig lidt over hans ord, men forholder mig stadig tavs, da jeg kan se på ham, at han ikke har færdiggjort sin sætning.

"Jeg ved ikke rigtig hvordan jeg skal sige det her, eller hvordan du vil tage det," han kører sin hånd igennem de lyse lokker og bider sig i læben, jeg ved det er på grund af nervøsitet, men over hvad?

"Jeg er forelsket i dig!" Ordene blæser mig næsten bag over, og jeg må virkelig tage mig sammen for ikke at stå med åben mund og opspærrede øjne. Ham forelsket i mig?! Hvordan kan det næsten lade sig gøre? Jeg mener, hvad ser han dog i mig, jeg er jo hans bedste ven, og... vent lige. 

"Nu er det sagt, og så håber jeg ikke det har ødelagt noget, men det skulle altså bare ud" forklare han og slipper mine hofter og skal lige til at gå. Hans ord går langt om længe op for mig. Han er forelsket i mig, og jeg er forelsket i ham. Dreng + pige = kærlighed.

Seriøst hvorfor skal jeg altid have skåret det sådan ud i pap, før jeg fatter hele ideen?!

Jeg fører min ene hånd op på hans kind, og trækker hans hoved en anelse ned mod mit, så mine læber når hans. Varmen spreder sig i min krop, og pludselig giver det hele bare mening. Han lægger sine arme på mine hofter igen og trækker mig helt tæt ind til sig. Mine hænder glider op i hans bløde lyse hår, mens hans læber stadig trykker sig mod mine. 

Jeg har lyst til at grine, og kan slet ikke holde det tilbage. Alt er bare så godt lige nu. Vores læber skilles og et bredt smil breder sig på mine læber, aldrig har jeg været gladere. Han smiler tilbage til mig, og en selvsikker følelse kommer til mig. Igen lykkedes det ham at redde mig ud af problemerne. Men det er jo trods alt også det man har venner til!

 

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -  -

Det var så lige mit lille one shot, håber I kunne lide det.

I må rigtig gerne smide en kommentar eller et like, så er I de bedste :-D

 

Sara Xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...