Drømmer du ?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 okt. 2013
  • Opdateret: 19 okt. 2013
  • Status: Færdig
En drøm kan være meget livagtig, men en dag kommer Blankas drøm og virkelighed lidt for tæt på hinanden. Hun ender med at stå over for et valg mellem liv og død, hvad er drøm og hvad er virkelighed.

Dette er mit bidrag til Halloween konkurrencen, jeg har valgt mulighed nr 2 at skrive ud fra et af billederne.

6Likes
14Kommentarer
484Visninger
AA

2. Drømmer du?

Forestil dig at natten har øjne, at træerne kan høre din mindste bevægelse, og at de mørke skygger følger dig hvor end du prøver at flygte hen.

Hvad vil du gøre, når mørket kommer. Hvem vil din sidste tanke flyve til, når du ikke længere kan flygte. Hvad vil du gøre når du finder ud af, at det ikke bare er noget du forstiller dig, men at mørket er ved at lukke sig om dig, og jeg er det eneste du stadig kan se.

Når du finder ud af at du ikke drømmer, men kun lige er ved at vågne.

De sidste sekunder fortæller mere om dig end et helt liv. De viser hvem du er, de kan fortælle alt om dig. Jeg har set det, jeg ved besked om selv din mindste hemmelighed. Kun jeg kender dig bedre end du selv gør.

 

14/9- 13

Blanka satte sig op i sengen, hendes hoved summede stadig af træthed. Hun havde haft en mærkelig drøm i nat. Det var startet som en helt normal drøm, der var sprunget let frem og tilbage mellem steder. Det var først da Blanka i drømmen befandt sig i en mørk skov, at den var blevet underlig. Det var hverken tågen eller mørket der havde skræmt hende, men at hun vidste det var en drøm, og stadig ikke kunne vågne, som om der var noget der havde holdt hende fast i drømmen.

Blanka rejste sig fra sengen og forsøgte at glemme drømmen, mens hun gjorde sig klar til at gå i skole.

Men selvom hun prøvede, kunne hun ikke helt slippe drømmen. Det var som om, den hele tiden lå på lur i skyggerne. Bogstavlig talt. Blanka synes hele tiden hun så noget bevæge sig i skyggerne, men når hun kiggede på dem, var der intet.

 

Da Blanka kom hjem fra skole skyndte hun sig op på sit værelse og smed sig på sengen. Det var først nu, det gik op for hende, at det havde været en meget underlig dag. Ikke kun på grund af de mærkelige skygger og drømmen, men nu når hun tænkte over det, havde hun ingen erindring om hvad hun havde lavet hele dagen. Hun vidste, at hun havde gjort sig klar til at gå i skole, men hun kunne ikke huske at hun var gået derhen. Hun var sikker på hun havde været der, og siddet med hånden oppe, men huskede intet om hvad de havde snakket om eller hvordan hun var kommet hjem. Hun sad lidt og undrede sig, men fandt ingen forklaring.

 

15/9- 13

Blanka slog øjnene op, hun var helt klam af koldsved og hun havde det som om hun havde løbet et Marathon. Hun havde drømt den samme drøm igen i nat, men denne gang havde der også været en pige. En ung pige med lyst hår og lyseblå øjne der lyste i mørket.

Blanka gik ud på badeværelset for at tage et bad.

Hun viklede et håndklæde om det blonde hår der dryppede af vand, og skulle til at gå ud, men hun stoppede op og kiggede forvirret ind i spejlet på sit våde og forvirrede spejlbillede. Hun var gået ind på bade værelset, det var hun sikker på, men havde hun også været i bad?

Blanka stod lidt og tænkte over det, men lagde sig så på sengen. Hun stivnede halvvejs i bevægelsen og rejste sig igen, hvordan var hun kommet ind på værelset?

Hun skulle lige til at gå over til vinduet, for at få noget frisk luft, og klare tankerne da hun så noget bevæge sig i skyggen fra sit klædeskab. Hun vendte hovedet og så ind i mørket. Det var som om skyggerne voksede hver gang hun kiggede væk. Blanka stirrede ind i mørket for at se, om det udvidede sig, og blev så overrasket at et lille halvkvalt skrig undslap hende, da skyggerne uden videre fordoblede deres størrelse. Blanka gned sine kølige fingre mod tindingen, for at få styr på tankerne, men tiden flød sammen for hende. Og før hun fik tænkt det til ende lå hun i sin seng og drømte.

 

 

Dagene gik og Blanka blev mere og mere bange og forvirret. Hun stod op og gik i seng og drømte altid den samme drøm, om den mystiske skov og en ung lyshåret pige. Hun huskede mindre og mindre af hvad hun foretog sig. Og hver gang hun besluttede at hun ville gøre noget ved det, kunne hun ikke klargøre en løsning, før hun glemte alt og kom til bevidsthed et andet sted senere på dagen.

Mørket og skyggerne der hver dag blev endnu mørkere og større, gav hende også en del at tænke over, men det der skræmte hende mest, var at drømmen for hver nat blev længere og mere livagtig, i takt med at hendes hverdag blev utydelig og mareridtsagtig.

 

2/10-13

Blanka vågnede, og så ind i mørket. Det fyldte alt nu, der var intet der ikke var sort.

Blanka skulle til at lukke øjnene så hun kunne falde i søvn, da hun indså at hendes dag nu var reduceret til et øjeblik. Angst og panik greb hende. Hvad ville der ske når hendes dag ikke længere var der? Ville hun bare forblive i drømmen til evig tid? Eller ville hun måske blive opslugt af mørket? Ville hun dø?

Alt dette fyldte Blankas hoved, da mørket omkring hende spredtes. Langsomt samlede det sig i klumper, der  fik form og blev til mørke træstammer. Den mørke disede skov fra hendes mareridt tonede, uden en lyd, frem for øjnene af hende.

 

Blanka trak vejret hivende og stødvist ind og ud. hun forsøgte at berolige sig selv, men uden større held. Hun kiggede rundt i skoven, for at finde ud af hvor hun befandt sig. Træerne var høje, tynde og grenene sad højt. Det var koldt og fugtigt, og oppe mellem trætoppene hang en tyk tågedis og spærrede for udsynet til himlen. Blanka vidste at det var den skov hun havde drømt om, men nu var hun ikke sikker på om det stadig var en drøm. Hendes drømme, eller rettere mareridt, var blevet så livagtige, men det her var jo sket, inden hun havde lagt sig til at sove. Var det ikke? Det var hun næsten sikker på. Blanka kunne ikke se hvordan det kunne være virkeligt, men tvivlen gnavede alligevel.

Hun begyndte at gå for at holde varmen, hun havde kun sin pyjamas på og ingen sko. Skovbunden var blød, våd og svampet at gå på, men nogle enkelte grannåle stak igennem hendes sokker. Efter kort tid var hun ved en meget lille lysning, og hendes sokker var gennemblødte. Men Blanka var ligeglad med sine våde sokker, for nu genkendte hun stedet. Den lille lysning var badet i et diset gråligt skær, og det gjorde skoven rundt om hende endnu mørkere. Hun vidste hvor i sin drøm - eller virkelighed hvis det var det det var - hun befandt sig. Hun vidste hvad der ville ske som det næste, og hun følte kuldegysningerne løbe op langs sin rygrad. Hun blev grebet af angst og stod fast frosset i brøkdelen af et sekund. Så løb hun.

 

Blanka nåede ikke længere end til det nærmeste træ, da en skygge rejste sig foran hende. Hun vendte sig om og skulle til at løbe i den modsatte retning, men hendes vej blev spærret af den unge pige fra hendes drøm.  Blanka stivnede og stirrede  skræmt på pigen. Hun havde langt, blond hår, der lå bølgende ned over hendes skuldre. Hendes øjne skinnede i det svage lys, og Blanka syntes at hun så skygger bevæge sig i pigens blik. Pigens kjole var hvid, faktisk var den så hvid at det skar i øjnene. Kjolen stod i så slående kontrast til den dystre og mørke skov, at Blanka tog sig selv i et øjeblik, at bekymre sig om at den ville blive beskidt.

 

Efter lidt tid havde Blanka fået styr på tankerne, og hun så beslutsomt på pigen. ”Hvem er du? Og hvorfor er jeg her?” spurgte Blanka, der ikke helt kunne lade være med at ryste på stemmen.

”Jeg er din drøms virkelighed og din virkeligheds drøm, og jeg er her for at vække dig og åbne dine øjne for begge. ” Pigens stemme var lys og klar som iskrystaller, da hun talte.

Blanka var både fascineret og skræmt fra vid og sans. Hendes stemme knækkede over og hun var tør i munden, da hun talte igen.

”Hvad mener du? jeg forstår det ikke. Hvad vil du med mig?”

”Du behøver slet ikke forstå det Blanka” svarede pigen med sin isklare stemme, ”Du skal bare se og lytte, så er jeg sikker på du nok skal finde ud af det.”

”Men.. men…..jeg…” stammede Blanka, der ikke længere var så fascineret.

”Ikke mere snak” bed pigen hende af. Hendes stemme var ikke længere lys og barnlig, men stadig krystal klar.

Blanka så stumt til, imens pigens øjne begyndte at lyse kraftigere. Blanka kiggede ind i lyset og så tydeligt de skygger, hun før kun havde anet i pigens blik. Skyggerne bevægede sig og ændrede form, til de til sidst dannede billeder. Blanka så på det og kunne ikke flytte blikket, hun var fanget i pigens blik.

Blanka blev opslugt af billederne og ønskede at det hun så var virkeligt. Hun var med sin familie igen og hendes brødre legede i den solbeskinnede have. Hun sad med sin mor i liggestolen, mens hendes far gravede i kartoffelbedet. Hun ville så gerne have at det skulle være virkeligt. Men sekunder efter forsvandt solen og hun så sin krop iført en lang hvid kjole. Hendes brødres råb ændrede sig til rædsel og hendes mor skreg. 

Blankas blik blev slørret og hun kiggede væk. Hun kunne mærke noget varmt og fugtigt på sin kind, men tørrede hurtigt tåren væk. Hun vidste hvad hun måtte gøre, og hvad hun blev nød til at give slip på. Hun trak vejret dybt og hørte hjertet pumpe på fuld kraft, som om det vidste, at det snart ville være forbi.

Blanka rettede ryggen og tog et langt skridt hen imod pigen, der stod og smilede let til hende.

”Jeg vidste du ville finde ud af det” sagde pigen, hvis stemme igen var lys og barnlig og alt for glad.

Pigen nærmest svævede over jorden og hen til Blanka, der var kold og bange. Blanka bed tænderne sammen inden smerten kom. Hun vidste nu, at hun var nødt til at opgive sin virkelighed for at hendes familie kunne få deres. Det var ikke et spørsmål om drøm eller virkelighed, men et spørgsmål om hvis drøm og hvis virkelighed. 

 

Pigen hævede en spinkel hånd, med lange slanke fingre, og borede sine negle gennem huden og videre ind i Blankas bryst. Blanka følte kulden brede sig i takt med smerten. Hun følte hjertet pumpe hårdere og blodet der brusede  gennem hendes krop, som et oprørsk hav. Men det stoppede brat, så brat at hun end ikke nåede at skrige , da hjertet blev revet ud.

De røde dråber faldt på den hvide kjole og spredtes som ringe i vandet. Pigens hænder var røde og i den ene hånd holdt hun et stadig bankende hjerte.

Hun smilede stille for sig selv og sagde, som så mange gange før, de ord der altid var blevet sagt, når en drømmer ikke vendte hjem.

”Jeg er din drøms virkelighed og din virkeligheds drøm, jeg kan fortære mørket og lade mørket fortære. Jeg tager ikke dit liv, du giver mig ansvar for din drøm. Så spørgsmålet er er du vågen eller drømmer du?”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...