Toget

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 okt. 2013
  • Opdateret: 27 okt. 2013
  • Status: Færdig
Der sidder en pige i et tog. Hun kigger ud af vinduet. Udenfor er der ved at blive mørkt, og efterårslandskabet suser forbi hende. Hun keder sig tydeligt, og hendes fingre trommer stille på den grå bordplade. Togets monotone rumlende lyd ligger sig som en tynd baggrundsmusik, mens menneskestemmerne sagte giver melodi. Oppe foran i vognen græder et barn.

Det er egentlig en helt almindelig togtur. Indtil det ikke er det længere. Mit bidrag til Halloween-udfordringen. Mulighed to.

6Likes
1Kommentarer
558Visninger
AA

2. Noget udenfor

Passagererne i toget er alle urolige. Togets rumlende lyd er ikke længere en tynd baggrundsmusik, men derimod det eneste der dræber stilheden. Lyset fra mobilerne giver omgivelserne et koldt skær, men er langt bedre end det totale mørke.

Der lyder et host fra en passager og nogen pusler omkring. Manden i gangen er blevet helt stille og har opgivet sin banken mod døren. Den unge fyr sidder med sin mobil tændt og kigger ud i mørket. Stephanie har gåsehud.

 

Pludselig sker der et voldsomt ryk i toget og en kvinde skriger skræmt. Stephanie spænder i alle sine muskler og støtter hendes hænder mod vinduet og mod sædet ved siden af for ikke at vælte rundt. Alligevel slår hun hovedet hårdt ind mod sædet. Der lyder en høj bumlen i toget, lysskær nærmest svæver rundt i luften og barnet begynder skrigende at græde igen.

Lysskærende rammer gulvet med en hård lyd og de fleste af dem forsvinder. Mobiltelefoner holder ikke til at blive kastet rundt med.

 

Hjertet sidder højt oppe i Stephanies hals og pumper hurtigt af adrenalin.

Jeg kan høre det.

 

Mørket i toget er igen komplet og hun retter blikket mod det sted, hun ved vinduet er, og forsøger at få hendes hjerterytme ned. Hendes øjne finder hurtigt et enkelt lyspunkt på himlen: En stjerne. Hendes hoved gør ondt. Toget fortsætter sin tur på skinnerne.

Nogen i togets mørke hyperventilerer. Lyden af den hurtige hivende vejrtrækning kan kun lige høres gennem den skrigende børnegråd. En anden passager ømmer sig. En tredje taler:

”Er nogen kommet til skade?”

 

Det er tydeligt, at manden forsøger at fremstå som en leder blandt passagererne i vognen, men hans stemme ryster let. Der er kort ingen, der siger noget, mens svar udformes. Snart kommer flere af dem ud som lyd:

”Jeg er vidst okay.”

”Der skete ikke noget.”

”Der nogen herovre, der hyperventilerer…”

”Jeg tror, jeg bløder.”

Den sidste sætning var kun en hvisken, og Stephanie er ikke helt sikker på, at hun overhovedet har hørt den. Åbenbart er hun ikke den eneste i vognen, der er i tvivl:

”Ork, vil nogen lige få den unge til at holde kæft?”

Skjult af mørket, har man tilsyneladende ikke noget imod at være uhøflig.

”Ja tak lille mor, kan du ikke proppe en sut i hovedet af barnet eller noget?”

 

Barnets hysteriske gråd fortsætter. Ingen svarer. Det forfærdelige går langsomt op for Stephanie, som hverken har stemme til at svare på spørgsmål eller lysten til det. Hun er rædselsslagen og kryber sig endnu mere sammen. Moren er ikke længere ved bevidsthed. De andre i toget bliver ligesom Stephanie helt stille. Nogen burde gøre noget, og de ved det alle sammen. Problemet er bare, at ingen ved, hvad der skal gøres i situationen.

 

Stephanie selv er skræmt og ude af stand til at gøre andet end at stirre på stjernen udenfor. Hendes tanker kan ikke slippe det, som hendes øjne kortvarigt havde set udenfor, og billedet får hende til at ryste. Der havde klart været noget. Det havde muligvis ramt toget. Det er der måske stadig.

Hun kæmpede for at lede hendes tanker andre steder hen, men endte hver gang i den samme skræmmende blindgyde. Hun ønskede inderligt, at nogen snart sagde noget. At nogen kunne berolige hende, tage hånd om sagen og sætte almindeligheden sammen igen. Men de eneste lyde er togets fortsatte motorlyd, den panikslagende passagers hurtige vejrtrækning og barnets skrigende gråd.

 

I et hurtigt blink vender lyset i toget tilbage. Spejlbilledet af virkeligheden printet på ruden sætter sig fast på Stephanies nethinde. Manden, der er fanget i gangen, har panik i øjnene. På sædet to rækker bag hende ligger en kvinde sammenkrøbet – det er hende der hyperventilerer. Kvinden i det gamle ægtepar ligger henslængt over bordet og ægtemanden ved siden af sidder ret, som han har gjort det hele tiden. Fyren overfor sidder med vidtåbne øjne og kigger ud, mens kvindens blod drypper ned på hans knæ. På gulvet står det lille skrigende barn og vakler. Ved siden af ligger en bevidstløs kvinde.

Da mørket hersker igen, hører Stephanie fyren hviske:

”Der er noget udenfor. Det er levende. Og det følger altså med toget.”

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...