Toget

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 okt. 2013
  • Opdateret: 27 okt. 2013
  • Status: Færdig
Der sidder en pige i et tog. Hun kigger ud af vinduet. Udenfor er der ved at blive mørkt, og efterårslandskabet suser forbi hende. Hun keder sig tydeligt, og hendes fingre trommer stille på den grå bordplade. Togets monotone rumlende lyd ligger sig som en tynd baggrundsmusik, mens menneskestemmerne sagte giver melodi. Oppe foran i vognen græder et barn.

Det er egentlig en helt almindelig togtur. Indtil det ikke er det længere. Mit bidrag til Halloween-udfordringen. Mulighed to.

6Likes
1Kommentarer
544Visninger
AA

3. Af sporet

Udefra ser toget helt normalt ud, bortset fra mørket indvendigt selvfølgelig. Toget kører lige ud af skinnerne mod en forudbestemt destination, og det skal ankomme på et forudbestemt tidspunkt. Toget er blåt og gråt, men det ser næsten sort ud midt i al mørket. Inden i føles toget på ingen måde normalt.

”Der er noget udenfor.”

Sætningen forsvinder ikke fra vognen, selvom lyden af den er væk. Stephanie kan ikke slippe ordene, og hendes øjne viger ikke fra vinduet. Hendes arme er fyldt med gåsehud, men hun nægter at lade angsten overtage fornuften helt. Det er mørkt udenfor. Når der er mørkt og man er bange, kan man forestille sig hvad som helst.

Men Stephanie ved godt, at jeg ikke er ”hvad som helst”.

 

Barnet der bare skriger nu, har brug for nogen. Faktisk har alle i toget brug for nogen. Der er bare ingen, der kan samle sig nok til at være der for andre, eller til at bede om hjælp. Derfor er alle pinlige bevidste om, at ingen siger noget, men at alle ønsker, at nogen ville gøre det.

Lyden af den hyperventilerende kvinde forsvinder, og en stille lyd fortæller at hendes krop rammer gulvet.

 

Stephanie ville i en hver anden situation have hadet sig selv for ikke at gøre noget. Eller i hvert fald have hadet andre, fordi de ikke gjorde noget. Men i dag i togvognen hader hun ikke nogen. Hun kigger bare på vinduet, kun på vinduet, og lader tingene ske omkring hende.

 

En lyd altoverdøvende lyd begynder. Menneskene holder sig for ørerne. Nej, Stephanie gør ikke, hun er for chokeret til at reagere. Lyden lyder, som kløer der bliver kørt hen over togets mange ruder.

Det løber koldt ned af hendes ryg.

Lyden er så kraftig og gennemtrængende, at Stephanie ikke kan lade være med at frygte, at hendes ører vil begynde at bløde. Alligevel kan fornuften ikke trænge igennem til hende, og hendes hænder bliver omkring hendes rystende ben.

 

Hvis nogen sagde noget, hvis nogen græd eller skreg, ville ingen kunne høre det igennem den skingre lyd. Stephanie ville skrige.

 

Pludselig forsvinder lyden igen, og Stephanie føler sig kort lammet af stilheden. Men så trækker hun vejret igen. Det havde hun glemt, mens lyden var det eneste der fyldte hendes hoved. Langsomt dukker en anden lyd op, i udkanten af Stephanies bevidsthed.

Det er manden ude i gangen der banker panikslagent. Igen og igen og igen. Hårdt. Barnet er foruroligende stille, eller også er lyden bare forsvundet fra Stephanies ører.

 

Lyset ude i gangen begynder at blinke, og hun ser spejlbilledet af mandens panikslagende øjne og hans blødende hænder, der voldsomt banker mod ruden. De efterlader blodige aftryk. I det næste halve sekund stopper den panikslagende banken. I stedet høres lyden af en rude  der smadres. Da lyset blinker igen, er manden væk. Der ligger glasskår og blod ude i gangen. Vinden udefra suser derind. En passager begynder at græde. Stephanie har lyst til at brække sig. Barnet er fortsat stille. Mørket er igen helt.

 

Stephanie ser ud.

Jeg kigger tilbage.

 

Hun ved det allerede, inden det sker. Noget rammer voldsomt toget. Toget slipper skinnerne. Passagererne gør for første gang noget fælles. De skriger.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...