Høje hæle, lavt selvvæd

I "Høje hæle, lavt selvværd" møder vi hovedpersonen Ana der altid føler sig en smule akavet. Ana bor i NYC og arbejder på et verdenskendt kunstmuseum, men bliver ved siden af nødt til at hjælpe sin bedste ven, Lucas, med hans designerdrømme.

Der kan muligvis komme en fortsættelse på senere tidspunkt.

2Likes
0Kommentarer
399Visninger
AA

3. Lucas' tilpasning

Hallen er fyldt med mennesker der beundrer alt, hvad Metropolitan Museum of Art kan tilbyde. En stor gruppe, bestående af asiatere, går i samlet folk rundt, og knipser ivrigt på deres digitale kameraer. Jeg kigger på Lucas og ser ham vende øjne af dem. ”Ana Belle!” Jeg reagerer straks på den skarpe stemme, og ser min chef, Violet Grelden, komme i sin perfekte sorte Prada kjole. Hun er altid klædt i Prada, fra top til tå. Bogstavligt talt. Hendes sorte Prada stiletter matcher perfekt den firkantede Prada taske der dingler fra hendes spinkle håndled.
”Jeg vil gerne ha’ en snak med dig senere på mit kontor, lad os sige engang efter frokost” Hun nikker kort, og fortsætter videre ind i hjertet af bygningen. Jeg synker en klump. Det her kan ikke være et godt tegn. Jeg kigger rædselsslagen på Lucas. Han ruller øjne, og stikker sin arm ind under min og trækker afsted med mig.  ”Jeg er fyret, jeg ved det bare! Hun har aldrig kunnet lide mig, hvad skal jeg gøre nu Lucas? Jeg mister mit job! Så bliver jeg sat ud af lejligheden!” noget går op for mig ”og så får jeg aldrig Steve tilbage” Vi går igennem den store hall og ud af bygningen. Trappen foran ’the met’ er fyldt med mennesker, og vi zigzagger mellem klumper af High School elever der indtager deres frokost. ”Du er for paranoid!”  sukker han, ”og hvad Steve angår, er han en douche bag!” Lucas har aldrig brudt sig om Steve, første gang de mødtes havde Lucas nærmest kastet sig over ham, på grund af hans valg af sko. Siden da, har han ikke haft noget til overs for ham, og da slet ikke efter han knuste mit hjerte og forlod mig, til fordel for en ung og blond Abercrombie & Fitch model. Hvorfor ser jeg ikke sådan ud? Så havde jeg stadig haft Steve! Vi stopper op for rødt og kigger på den trafikerede gade. Bilerne fortsætter i uendelige lange rækker.  Vi drejer ned ad E 82nd St og går ad Madison Avenue for at slippe for de værste turister. Jeg klynker hele vejen ned til Bergdorf, men til sidst får Lucas nok af mig, og skubber mig ind i butikken. ”Nu må du tage dig sammen Ana!” "Vi skal finde det perfekte outfit, ’The Outfit’!” Siger han og understreger hvert ord, ved at ruske mig. Det er en stor dag for Lucas. Nu har han i 4 år arbejdet indenfor design hos  Pierre Salvesto, og er endelig ved at få sit store gennembrud. Som den ’gode’ veninde jeg er, har jeg lovet ham at hjælpe med tilpasningen af hans fantastiske kjoler. Men for Lucas er det ikke nok at modellerne ser fantastiske ud, han skal også selv se fantastisk ud.  Vi kigger hvert eneste stativ igennem, for at finde noget mageløst han kan iføre sig, men der er ingenting der gør ham tilfreds. Diva. Efter lang tids søgen i forskellige butikker, finder han endelig et sæt fra Hugo Boss, og tager sig til takke med at det er Kakifarvet, det er trodsalt Hugo Boss. Lykkelig som et barn, tager han i mod den store pose, og vi går ud igennem den store glasdør og ud på den travle gade. Jeg skæver til gulduret på mit håndled. ”Luke, vi er ved at have lidt travlt, mødet starter om 1 time!” Vi maser os igennem mængden af svedende turister, og fortsætter mod East 52 street, og går ind i den store bygning. Vi tager elevatoren op på 14 etage og stiger ud til kaos. Kontoret vrimler med assistenter der hundser på modeller og praktikaner. Lucas klæder hurtigt om til det nye jakkesæt, og poserer foran mig på sit kontor. ”Hvordan ser jeg ud” spørger han, men han ved allerede hvad jeg vil svare ”Fabelagtig darling!” siger vi på samme tid og bryder ud i grin.

Den næste time går med at tilpasse kjolerne til de forskellige modeller. Lucas styrer med professionel hånd, mens jeg, efter bedste evne, forsøger at efterligne ham. Jeg forstår ikke hvorfor han ikke er nået længere i sin karriere. Når jeg kigger på ham, og ser hvor professionelt han behandler hans designs, bliver jeg klar over, at jeg har det nemt. Jeg er elendig, alligevel har jeg et sikkert og velbetalt job, kun på grund af min far.  Jeg syr den sidste blonde ordenligt fast idet, jeg hører tumult ude fra receptionen. Pierre er uden tvivl ankommet til bygningen.  Jeg ser Lucas stoppe i samme bevægelse, men træder straks ind i rollen igen, og verfer modellerne på plads. Jeg betragter hans arbejde. Vidunderlige, hver og en! Jeg ved han er nervøs, alligevel beundrer jeg den ro han besidder. Misunder den. Når jeg bliver nervøs klokker jeg altid i det, rødmer og opfører mig generelt bare akavet. Pierre træder ind på kontoret og hilser nonchalant på Lucas. Mig værdiger han ikke èt blik. Han bruger lang tid på at inspicere Lucas’ kollektion. Han betragter kjolerne fra alle synsvinkler, og tjekker detaljerne ganske grundigt. Jeg lægger mærke til hvordan han bliver ved med, at gnubbe sit skæg. Endelig stopper han op og vender sig mod Lucas. Jeg holder vejret af ren spænding. Han sænker hovedet, og kigger op over sine briller. ”Du er fyret” mægler han kort, åbner døren og forlader kontoret. Jeg tør ikke kigge over på Lucas.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...