Høje hæle, lavt selvvæd

I "Høje hæle, lavt selvværd" møder vi hovedpersonen Ana der altid føler sig en smule akavet. Ana bor i NYC og arbejder på et verdenskendt kunstmuseum, men bliver ved siden af nødt til at hjælpe sin bedste ven, Lucas, med hans designerdrømme.

Der kan muligvis komme en fortsættelse på senere tidspunkt.

2Likes
0Kommentarer
412Visninger
AA

8. For høje hæle, for lavt selvværd

Kaos. Lufthavnen er fyldt med mennesker der stresser rundt for at nå deres fly. Turister, businessmænd og kvinder og personale. Overalt er der mennesker. En høj mand i et nålestribet jakkesæt snakker højlydt i telefon. Et tysk ægtepar står med deres røde kufferter, og forsøger at læse et kort. Vi tjekker ind og afleverer vores egne kufferter, inden vi går hen til terminalen. Klokken er lidt over 10. 1 time til afgang. Vi sætter os ved et bord med alle vores pakkenelliker omkring os, og kigger rundt.  ”Jeg går op og henter noget kaffe, skal du ha’ noget med?” spørger jeg til sidst og rejser mig.  ”Hvis du gider tage en scone med og en fedtfattig kaffe er du en skat!” siger han og sender sit største smil. Jeg passerer små butikker, hvor man kan købe små nips og souvenirs. Utallige rejsende hober sig op, og fylder de små butikker godt op. Jeg fylder hurtigt den røde plasticbakke, og går hen for at betale. Pludselig mærker jeg en tage fat i min skulder, og jeg vender mig nervøst om, for at kigge direkte på en mørklødet og genkendelig mand. ”Hej igen” siger han og blotter et perfekt hvidt tandsæt. Min hjerne arbejder på højtryk for at spole tilbage. Central Park, East 52 st. og nu også LaGuardia Airport. ”Det er sjovt som vi altid løber ind i hinanden” siger han og smiler skævt. Jeg er som lammet, rødmer og kigger ned i jorden. ”Kan jeg hjælpe den næste” vrænger ekspedienten. Reddet af gongongen! Jeg møder hans øjne og smiler akavet, hvorefter jeg vender mig om for at betale. Lige så snart jeg har fået mine byttepenge, samler jeg tingene sammen og haster tilbage til Lucas uden at stoppe op.  Forpustet sætter jeg maden på bordet og falder sammen i stolen overfor Lucas, som selvfølgeligt er faldet i snak, med en muskuløs fyr med lidt for stramme bukser. Sjovt som bøsser kan spore hinanden. De runder samtalen af med at udveksle telefonnumre, og Lucas’ vender koncentrationen mod mig og mine røde kinder. ”Hvad har du lavet?” spørger han i et lummert tonefald. Han kender mig for godt,  han kan nærmest læse mine tanker. I korte træk fortæller jeg om sammenstødende og de korte dialoger. ”OMG ANA! Han FLIRTER med dig!” udbryder han og hviner højt. Damerne ved siden af sender ham et irriterende blik. ”Ej Luke, slap af, han er bare høflig” siger jeg og bider mig i underlæben, Lucas ruller med øjnene og siger:” Er du blind eller hvad?  Han flirter uden tvivl med dig!” I samme øjeblik hæver jeg blikket fra min 'to go coffee' og ser ham sætte sig ved et bord i nærheden af os ”Dæmp dig Lucas!” hvisler jeg, ”Er han i nærheden?” spørger han nysgerrigt og vender sig for at kigge. ”Er det ham med ’New York Times’?” Hvisker han og kigger alvorligt på mig, jeg nikker fraværende til svar ”Omg han er lækker!” spinder han, ”gå hen og snak med ham!” ”Nej er du tosset, aldrig i livet!” siger jeg og falder en smule sammen i den bløde stol. Lucas ruller endnu en gang øjnene og giver sig til at fortære sin scone. ”Flight 247 mod New Delhi er nu åben for passagerer”. En mild og behagelig kvindestemme lyder henover lufthavnens mikrofon. ”Det er vores fly!” synger Lucas og rejser sig, Jeg knuger min frynsede Prada taske til mig, og går sammen med Lucas over til gaten. Jeg kigger mod stolen hvor ’han’ sidder, eller sad? Hvor er han? Jeg skimmer mængden, og ser til min store forbavselse, at han står i køen til gaten. Åh gud. Da vi har vist vores billetter, går vi igennem gaten og ind i flyet. Vi skal sidde bagerst i flyet, og vi finder derefter hurtigt vores pladser. Piloten hilser og stewardesserne giver de klassiske informationer. Lucas falder hurtigt i søvn, og så sidder jeg her alene i et fly mod Indien. Af ren frygt holder jeg mig til min plads, men bliver til sidst nødt til at forlade den for at besøge toilettet. Jeg går ned igennem den smalle gang med rækker af passagerer på begge sider. Fraværende kigger jeg mig over skulderen, for at se om Lucas stadig sover, og går direkte ind i èn og falder tilbage. Deja vu. Han griner et kort grin og hjælper mig hurtigt på benene. Denne gang giver han ikke slip på min hånd ”Jeg hedder Peter” siger han. ”Ana Belle” svarer jeg fortumlet og smiler et forsigtigt smil. ”Det er vist noget du er ude for tit hva’?” spøger han og kigger på mig. Jeg undlader at svare, men stirrer panikslagen ned i gulvet. ”Du svarede forresten aldrig på min middagsinvitation” siger han og ligger hovedet på skrå. Åh gud hvor er han charmerende, nu har jeg chancen, vær’ cool Ana! ”Tjaa” siger jeg lavt og kigger ned i jorden igen. Ikke cool. Hvorfor gør han det her imod mig? Jeg er ikke i nærheden af hans liga! Jeg har ikke noget fedt job, en lækker lejlighed eller en dyr bil. Jeg har ingenting! ”Jeg tror du går fejl af mig, jeg er ikke i nærheden af det du er!” Jeg kigger ham direkte i øjnene og forsøger at smyge mig forbi ham. ”De eneste fejl jeg kan finde ved dig er, at dine hæle er for høje, og din selvtillid for lav”. Han bøjer sig indover mig og placerer et forsigtigt kys på mine læber.

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...