Home [Oneshot]

Mit bidrag til 24-timerskonkurrencen 16-17/10

28Likes
25Kommentarer
863Visninger

1. Home✓

Det trækker op til uvejr. 

Jeg kan mærke det. 

Noget ildevarslende og faretruende hænger i luften. 

Måske er jeg bare paranoid... Men så alligevel ikke. Siden i morges er skyerne trukket ind over Londons tætbefolkede gader, der skutter sig i deres varme jakker og traver hurtigt forbi mig. 

Jeg står på Westminster Bridge. Jeg kan se Big Ben til min venstre side og London Eye til min højre. Hjulet drejer dovent og langsomt rundt, som det altid gør. Big Ben står majestætisk og stolt, og tårner sig op mod himlen. Som det altid gør. Jeg kaster et blik på uret, der viser tyve minutter i tre. 

Hvor bliver han af?

Han havde lovet, han ville være her halv tre. Det var for ti minutter siden. 

Måske skal jeg holde op med at være så punktlig. Jeg burde efterhånden havde vænnet mig til, at han aldrig kommer til tiden. Han kommer altid for sent. 

Jeg skutter mig i min jakke og ser rundt. En kvinde i midt trediverne kaster et hurtigt blik på mig, inden hun igen retter opmærksomheden mod den barnevogn, hun skubber foran sig. Halsende efter hende kommer en lille dreng, der har en actionfigur i hånden. Han er ved at gå ind i en mand i en meget lang, sort frakke og sort hat. De undviger dog sammenstødet, og drengen fortsætter efter sin mor. Gid man stadig var så lille. 

Ingen bekymringer. 

Ingen store valg at tage. 

Ingen grænser... 

En mand på den anden side af broen fanger min opmærksomhed, da han ramler ind i en ung pige, så han taber sin kaffe ud over sig selv. Jeg lægger hovedet lidt på skrå, mens jeg lytter til hans vrede stemme. Hun ser undskyldende på ham, mens han råber op om, at hun skal lære at se sig for. 

Sikke et temperement. 

Pigen fortsætter med bøjet hoved, og han bander og svovler og råber ad endnu to piger. 

Sikke et dejligt humør, huh?

I stedet for at kigge efter den 'lettere irriterede mand', læner jeg mig igen ud over det kolde stengærde, der forhindrer folk i at falde i Themsen. Vandet under mig er en smule uroligt i dag. På de solrige dage vil solen spejle sig i det og skinne igen på os alle sammen, men i dag genspejler det den grå himmel med de faretruende skyer. 

Vinden tager pludselig fat, og mit hår hvirvler rundt som en storm omkring mit ansigt. Desperat prøver jeg febrilsk at samle det i en hestehale, men vinden er for hård. Til sidst giver jeg halvt op og sætter det i en rodet knold. 

Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre af mig selv, for jeg føler mig rastløs, som jeg står der på broen og kigger rundt. 

Leder. 

Venter. 

En fyr har stillet sig meget få meter fra mig, armene lænet på stengærdet, ligesom jeg selv, og han ser ikke ud til at lægge mærke til, at jeg studerer ham. Han ser bare ud over det urolige vand. Betragter det med hovedet halvt på skrå og hænderne foldet løst foran sig. Jeg følger hans blik og kigger over mod Tower Bridge. 

Midt på broen fik jeg mit første kys. 

Det er nu over fire år siden, men jeg husker det stadig. 

Da jeg kom hjem den dag, følte jeg mig som en, der svævede på en lyserød sky. Jeg var ung, naiv og forelsket. Jeg troede, han var 'the love of my life'. Men jeg er heldigvis blevet klogere. 

"Det er en smuk bro" siger han, og for første gang kigger han på mig. Jeg nikker stumt og kigger derover igen. Den myldrer med mennesker på broen, ligesom der hvor vi står. "Minder..." Jeg tror, det sidste er henvendt til ham selv, men alligevel ser han over på mig.

Forventende.

Jeg trækker lidt på smilebåndet og retter mig op. Uret viser ti i tre. Det er tyve minutters ventetid, men hvad venter jeg egentlig på? For det går op for mig, at jeg ikke længere venter på ham.

Han kom for sent - det indså jeg allerede for femten minutter siden. 

Hvorfor er jeg er her så stadig? 

"Hvem venter du på?" spørger fyren ved min side, og han har vendt fronten mod mig. Med et suk læner jeg mig igen ud over gærdet og glor ned i vandet. 

"Ikke nogen mere"

"Mere?" gentager han med lettere rynkede bryn, og jeg bider mig forsigtigt i læben. 

"Han kom for sent" hvisker jeg lavt, men akkurat så højt at han kan høre det. 

"Det er jeg ked af" siger han, og vi står lidt i nogle minutter uden at sige noget. Vinden blæser omkring mig, jeg har frosne ben, men det føles lige meget. Jeg vil ikke tage hjem. Ydmygelsen er for stor. 

Tiden går, mens vi bare står og kigger ud over vandet. Jeg kan mærke ham skæve til mig, og tanken om hvorfor han stadig er der, bliver ved med at vende tilbage. 

Hvorfor bliver han her?

Venter han også på nogen?

Er den person heller ikke mødt op?

"Venter du på nogen?" spørger jeg, da jeg ikke kan dy mig længere. Jeg kigger over på ham, mens hans blik er ikke mod mig. Det er langt væk. 

"Ja" siger han. "Men hun kommer ikke"

"Hvorfor ikke?"

"Det er for sent" siger han, stadig med blikket fæstet til vandet. 

"Åh..." er det eneste ord, der kommer over min læber, og jeg kører en tot hår væk fra mit ansigt. Jeg vender ryggen til gærdet og kigger på menneskerne igen. Hvis overhovedet muligt, er der flere mennesker på fortovet, og de maser sig forbi hinanden, skubber hvis nødvendigt. Det er som om, de ikke har tid til at stoppe op og se på verden udenfor. 

Se på vandet. 

Den mørke himmel og de grå skyer.

Undrer de sig ikke over, hvor solen er henne? 

Savner de den ikke?

Jeg hører en stemme i det fjerne kalde mit navn. Stemmen kommer tættere og tættere på, og til sidst ser jeg ham. Han står forpustet og forfjamsket foran mig. Han har en enkelt rød rose i hånden, og ved første øjenkast ser den klemt og mishandlet ud. 

Hans hår sidder pjusket omkring hans hjerteformede hoved. Med den hånd, der ikke holder rosen, purrer han op i håret, hvilket gør frisuren lidt bedre. Men det sidder stadig tilfældigt. Hans drengede smil har fundet vej til hans læber, og de små smilehuller sidder igen i kinderne. 

De er der altid. 

Når han smiler, kommer de frem. De smiler til mig. 

"Hej" siger han, og med sit halvnervøse, drengene smil rækker han mig rosen. Uden at ramme tornene på stilken tager jeg den, og hans hånd hænger slapt ned langs siden. "Tre minutter inden aftalt" Han lyder stolt, da han kaster et blik over mod uret, der netop viser tre minutter i tre. 

Havde jeg husket forkert?

Havde jeg hørt forkert?

Kom jeg bare for tidligt, og han lige til tiden? 

"Tre minutter inden aftalt" smiler jeg og glæder mig over, at jeg ikke gik hjem. Da jeg læner kinden mod hans varme brystkasse, indser jeg, hvorfor jeg ventede. 

Jeg elsker ham. 

Det var kærlighed, det holdt mig varm. Det var min kærlighed til ham, der holdt mit hjerte varmt. For han er min klippe, min støtte. 

Netop som jeg giver slip på ham, bryder solen igennem skyerne.

Måske tog jeg fejl. Måske bliver det ikke uvejr alligevel. Da solstrålerne rammer hans kinder, lyser han op i endnu et smil. Uden ord trækker han mig ind til sig igen, og jeg indsnuser hans duft.

"With you, I feel home" hviskede jeg med et skævt smil og dufter til rosen. "Home"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...